Afsnit IV – Krav til eksponeringsleverende institutter

Eksponeringsleverende institutter bør give den kompetente myndighed alle de oplysninger, den udbeder sig om securitiseringer, for hvilke de påtænker at påvise væsentlig risikooverførsel, således at de kompetente myndigheder kan gennemføre vurderingen af væsentlig risikooverførsel til tredjeparter som nærmere angivet i afsnit I til afsnit III i disse retningslinjer.

Eksponeringsleverende institutter bør som et minimum orientere den relevante kompetente myndighed om enhver securitisering, for hvilken de ønsker at påvise væsentlig risikooverførsel, som ikke med hensyn til struktur og porteføljesammensætning svarer til tidligere transaktioner, som instituttet har anmeldt.

12. Ledelse og politikker i forbindelse med vurderinger af væsentlig risikooverførsel

Eksponeringsleverende institutter bør have indført en ledelsesproces til evaluering af transaktioner, for hvilke der påberåbes væsentlig risikooverførsel. Denne proces bør omfatte nærmere oplysninger om relevante udvalg, enhver intern godkendelsesprocedure, samt dokumentation for relevant inddragelse af interessenter samt et passende revisionsspor for dokumentation.

Eksponeringsleverende institutter bør have indført passende systemer og kontrolforanstaltninger for væsentlig risikooverførsel via securitisering, herunder for den løbende overvågning af krav til væsentlig risikooverførsel, som minimum kvartalsvist, over hele løbetiden for de relevante transaktioner.

Eksponeringsleverende institutter bør have indført politikker og metoder, der sikrer løbende overholdelse af alle krav vedrørende væsentlig risikooverførsel i henhold til artikel 243 og artikel 244 i forordning (EU) nr. 575/2013.

Eksponeringsleverende institutter bør have indført politikker og metoder, der sikrer, at en mulig reduktion af kapitalgrundlagskravet opnået af de eksponeringsleverende institutioner via securitisering, er underbygget af en tilsvarende kreditrisikooverførsel til tredjeparter.

Eksponeringsleverende institutters politikker for væsentlig risikooverførsel bør indgå i deres bredere kapitalallokeringsstrategier. Især bør de eksponeringsleverende institutters politikker om overførsel af kreditrisiko og væsentlig risikooverførsel til tredjeparter nøje angive, hvordan transaktioner, for hvilke der påstås væsentlig risikooverførsel, passer ind i de eksponeringsleverende institutters generelle risikostyringsstrategier og interne kapitalallokering.

De eksponeringsleverende institutter bør foretage en vurdering af de risici, der er forbundet med potentielle transaktioner, der involverer væsentlig risikooverførsel, herunder en vurdering af risikoen ved de underliggende aktiver, en vurdering af selve securitiseringsstrukturen under hensyntagen til kreditrisikoen ved trancherne, samt andre relevante faktorer, der påvirker indholdet af en kreditrisikooverførsel.

De eksponeringsleverende institutter bør i forbindelse med deres vurdering af væsentlig risikooverførsel ligeledes overveje, om den eventuelle reduktion af kapitalgrundlagskravene er i overensstemmelse med den opnåede økonomiske kreditrisikooverførsel, f.eks. ved at sammenligne konsekvenserne af securitiseringen for eksponeringsleverende institutters økonomiske kapital og de eksponeringsleverende institutters kapitalgrundlagskrav.

De eksponeringsleverende institutter bør analysere, om de på ud fra et forsigtighedshensyn har råd til de præmier, der skal betales under de relevante transaktioner henset til deres indtjening, kapital og samlede finansielle situation.

14. Andre krav

De eksponeringsleverende institutter bør anvende passende metoder og procedurer til at vurdere og påvise væsentlig risikooverførsel.

De eksponeringsleverende institutter bør vurdere det forventede og uventede tab på de securitiserede aktiver over hele transaktionens løbetid, når de gennemfører en vurdering af væsentlig risikooverførsel.

De eksponeringsleverende institutter bør overveje transaktionsstrukturen og de strukturelle elementer ved securitiseringen, f.eks. hvis transaktionen er traditionel eller syntetisk, og i givet fald eventuelle risikoafdækningsteknikker eller manglende løbetidsmatch.

For at identificere sådanne faktorer, der kan underminere overførslen af kreditrisiko og væsentlig risikooverførsel til tredjeparter, bør de eksponeringsleverende institutter evaluere graden af reduktion af kreditrisikoen eller kreditrisikooverførsel af en transaktion bl.a. på basis af faktorer, som f.eks. følgende, i det omfang de finder anvendelse:

• a. en sammenligning af den nuværende værdi af præmierne og andre omkostninger, der endnu ikke er medregnet i kapitalgrundlaget i forhold til tab på de afdækkede eksponeringer over en lang række forskellige stressscenarier
• b. værdiansættelsen af transaktionen sammenlignet med markedspriserne, herunder henset til præmiebetalinger
• c. tidsplanen for betalinger under transaktionen, herunder eventuelle tidsforskelle mellem det eksponeringsleverende instituts hensættelser til eller afskrivninger på de afdækkede eksponeringer og betalinger fra sælgeren af risikoafdækningen
• d. en gennemgang af gældende datoer for call optioner for at vurdere den sandsynlige varighed af den opnåede kreditrisikoafdækning i forhold til det eventuelle tidspunkt for fremtidige tab på afdækkede eksponeringer
• e. en vurdering af modpartskreditrisikoen, navnlig en analyse af, hvorvidt visse omstændigheder kunne føre til det eksponeringsleverende instituts stigende afhængighed af modparter, der tilvejebringer kreditrisikoafdækning, samtidig med at modpartens evne til at opfylde sine forpligtelser er svækket
• f. arten af forbindelsen mellem de forskellige enheder, der er involveret i transaktionen (eksponeringsleverende institut, arrangør, investorer, sælger af risikoafdækningen osv.)
• g. eksistensen af indirekte former for kreditforbedringer
• h. tykkelsen af mezzanin- og lavere rangerende trancher i forhold til de underliggende eksponeringers kreditrisikoprofil, og
• i. en vurdering af kreditrisikoen ved de underliggende aktiver, hvilket kan gøres gennem stresssituationer, der anvendes på de underliggende aktiver, en vurdering af betalingsprofilen for eksponeringen mod de underliggende aktivers kreditrisiko, evaluering af centrale kreditrisikofaktorer (dvs. LGD, PD, EAD, osv.).