4. Retningslinjer for aflønningspolitik og -praksis

1.1. Institutter bør udforme og gennemføre aflønningspolitikker og -praksis under hensyntagen til forbrugerens interesser og rettigheder. Institutter bør navnlig sikre, at pengemæssige og ikke-pengemæssige aflønningsformer ikke tilskynder de relevante personer til at fremme deres egne interesser eller institutionens interesser til skade for forbrugerne.

1.2. Ved udformningen af aflønningspolitikken og -praksis bør institutter overveje, om denne politik og praksis indebærer risici, der kan være til skade for forbrugerne, og de bør afbøde sådanne risici.

1.3. Personaleadministration bør deltage i og bidrage til udformningen af aflønningspolitikken og -praksis. Hvis der er etableret risikostyrings- og compliancefunktioner, bør disse desuden bidrage til udformningen af aflønningspolitikken og -praksis.

1.4. Med henblik på vurdering af en relevant persons resultater bør institutter opstille passende kriterier for vurdering af resultater i aflønningspolitikken og -praksis under hensyntagen til forbrugernes rettigheder og interesser.

1.5. Ved udformningen af aflønningspolitikken og -praksis bør institutter overveje både kvalitative og kvantitative kriterier for fastsættelse af niveauet af variabel aflønning for at sikre, at der tages behørigt hensyn til forbrugernes interesser.

1.6. Institutter bør ikke udforme aflønningspolitik og -praksis, som:

• a. udelukkende knytter aflønningen til et kvantitativt mål for salg eller levering af bankprodukter og -tjenester, eller
• b. fremmer salget eller leveringen af et specifikt produkt eller en specifik kategori af produkter frem for andre produkter, f.eks. produkter, der er mere profitable for institutterne eller for en relevant person, til skade for forbrugeren.

1.7. Hvis aflønningspolitikken og -praksis giver mulighed for variabel aflønning, bør institutterne sikre, at der er en passende balance mellem faste og variable dele af aflønningen, hvor der tages hensyn til forbrugerens interesser og rettigheder. Desuden bør den eksisterende aflønningspolitik og -praksis åbne op for en fleksibel politik for variabel aflønning, herunder muligheden for slet ikke at betale nogen variabel aflønning, hvor det er relevant. 1.8. Institutter bør undgå unødigt komplekse politikker og praksis og uklare kombinationer af forskellige politikker og praksis.

2.1. Institutter bør dokumentere aflønningspolitikker og -praksis, opbevare dem i mindst fem år at regne fra den sidste anvendelsesdato med henblik på revision og på anmodning stille dem til rådighed for de kompetente myndigheder. Denne dokumentation bør omfatte, men er ikke begrænset til:

• a) målsætningerne for institutternes aflønningspolitik og -praksis
• b) de relevante personer, der er omfattet af denne politik og praksis
• c) en beskrivelse af, hvordan aflønningspolitikken er gennemført i praksis, herunder navnlig kriterierne for variabel aflønning, hvis variabel aflønning anvendes.

2.2. De relevante personer må først tilbyde forbrugerne bankprodukter eller -tjenester, når de på en klar og gennemsigtig måde er blevet tydeligt informeret om den aflønningspolitik og - praksis, der gælder for dem.

2.3. Aflønningspolitikken og -praksis bør være lettilgængelig for de relevante personer i instituttet.

3.1. Ledelsesorganet godkender og har det endelige ansvar for instituttets aflønningspolitik og - praksis.

3.2. Ledelsesorganet bør rådføre sig med aflønningsudvalget, hvis et sådant udvalg er etableret, om instituttets aflønningspolitik og -praksis i forbindelse med gennemførelsen af disse retningslinjer.

3.3. Hvis der er etableret en compliancefunktion, bør denne bekræfte, at aflønningspolitikken og -praksis er i overensstemmelse med disse retningslinjer.

3.4. Aflønningspolitikken og -praksis bør kun ændres med ledelsesorganets godkendelse.

4.1 Institutter bør revidere deres aflønningspolitik og -praksis mindst én gang om året for at sikre, at disse retningslinjer overholdes. Hvis et institut konstaterer, at der stadig kan opstå risici for skade for forbrugerne som følge af udformningen af aflønningspolitikken og - praksis som omhandlet i punkt 1.2 i disse retningslinjer, bør instituttet navnlig vurdere, om nogle af disse resterende risici er ved at udfælde sig til skade for forbrugerne.

4.2 Hvis revisionen viser, at instituttets aflønningspolitik og -praksis ikke fungerer efter hensigten eller som fastlagt, bør instituttet ændre sin aflønningspolitik og -praksis i overensstemmelse med disse retningslinjer.

4.3 Institutter bør indføre effektive kontroller for at se, om deres aflønningspolitik og -praksis følges, og for at identificere og gribe ind over for manglende overholdelse af disse retningslinjer.