4.3 Specifikke retningslinjer for kreditinstitutter, der anvender IFRS 9

I overensstemmelse med afsnit 5.5.5 i IFRS 9 "skal en virksomhed, hvis kreditrisikoen på et finansielt instrument ikke på balancedagen er steget væsentligt siden første indregning, måle hensættelsen til tab for det finansielle instrument til et beløb, der svarer til de forventede kredittab over 12 måneder". Kreditinstitutter skal måle det forventede kredittab for alle udlånseksponeringer, og en hensættelse på nul skal være sjælden, eftersom skøn over det forventede kredittab er et sandsynlighedsvægtet beløb, der altid skal afspejle en sandsynlighed for, at et kredittab vil opstå (se afsnit 5.5.17 og 5.5.18 i IFRS 9). En hensættelse på nul kunne imidlertid opstå for f.eks. lån med fuld sikkerhedsstillelse (selvom kreditinstitutter skal være forsigtige, når de foretager skøn over værdien af sikkerhedsstillelse, eftersom vurdering af sikkerhedsstillelse ved oprettelse kan ændre sig gennem lånets løbetid).

Kreditinstitutter skal anvende en aktiv fremgangsmåde til vurdering og måling af det forventede kredittab over 12 måneder, som gør det muligt rettidigt at identificere ændringer i kreditrisikoen og dermed at indregne disse ændringer rettidigt i det forventede kredittab. I overensstemmelse med princip 6 skal estimater over den beløbsmæssige størrelse og timing af det forventede kredittab over 12 måneder afspejle den daglige ledelses erfaringsbaserede ekspertviden om kreditvurdering og udgøre et upartisk sandsynlighedsvægtet estimat over det forventede kredittab ved at tage hensyn til en række mulige udfald.

IFRS 9 definerer et beløb, der svarer til de forventede kredittab over 12 måneder, som "den del af forventede kredittab i livstidsløbetiden, som repræsenterer de forventede kredittab, der hidrører fra misligholdelse af et finansielt instrument, som er muligt inden for 12 måneder efter balancedagen"¹⁴ . Til disse formål skal kreditinstitutter være opmærksomme på, at et beløb, der svarer til de forventede kredittab over 12 måneder, ikke kun er de forventede tab inden for de næste 12 måneder, men at det i overensstemmelse med IFRS 9, afsnit B5.5.43, derimod også er de forventede manglende betalinger i hele løbetiden for udlånseksponeringen eller gruppen af udlånseksponeringer på grund af tabsgivende begivenheder, der kan opstå inden for de næste 12 måneder. Kreditinstitutter skal også i overensstemmelse med IFRS 9, afsnit 5.5.9, være opmærksomme på, at der skal tages højde for ændringen i risikoen for, at der opstår en misligholdelse i det finansielle instruments forventede løbetid, med henblik på at vurdere, om et finansielt instrument skal overgå til en måling af det forventede kredittab i hele livstidsløbetiden. Under visse omstændigheder tillader IFRS 9, at ændringer i risikoen for, at der opstår en misligholdelse i de næste 12 måneder, kan anvendes til at foretage denne vurdering. Dette er imidlertid ikke altid hensigtsmæssigt, og der skal især tages hensyn til de eksempler, der fremgår af IFRS 9, afsnit B5.5.14.

¹⁴ Se IFRS 9, appendiks A, Definition af begreber. 15 Den Europæiske Banktilsynsmyndighed har offentliggjort udkast til retningslinjer vedrørende anvendelse af definitionen på misligholdelse i overensstemmelse med artikel 178 i forordning 575/2013.

IFRS 9, afsnit B5.5.37, definerer ikke misligholdelse, men kræver, at kreditinstitutter skal definere misligholdelse på en måde, der er i overensstemmelse med den, som anvendes til intern kreditrisikostyring. IFRS 9, afsnit B5.5.37, omfatter også en afkræftelig formodning om, at misligholdelse ikke kan forekomme senere, end når betalinger er overskredet med 90 dage. Når der vedtages en definition på misligholdelse til regnskabsmæssige formål, skal kreditinstitutter lade sig vejlede af den anvendte definition til lovgivningsmæssige formål, der er fastlagt i artikel 178 i forordning (EU) 575/2013¹⁵ , som både omfatter:

• a. et kvalitativt kriterium, hvorved "instituttet anser det for usandsynligt, at låntageren vil indfri alle sine gældsforpligtelser over for instituttet, moderselskabet eller et af dets datterselskaber, uden at instituttet griber til foranstaltninger, såsom at realisere en eventuel sikkerhed" (begivenheder, hvor "låntageren ikke kan forventes at betale").
• b. en objektiv indikator, hvor "låntageren [...] i over 90 dage [har] været i restance med en væsentlig gældsforpligtelse over for instituttet, moderselskabet eller et af dets datterselskaber" svarende til den afkræftelige formodning i IFRS 9, afsnit B5.5.37.

I overensstemmelse med artikel 178, stk. 1, i forordning (EU) 575/2013 betragtes det som en misligholdelse fra en bestemt låntagers side, hvis et af kriterierne i stk. 4, litra a) og b), er opfyldt, eller hvis begge kriterier er opfyldt. I denne sammenhæng skal kreditinstitutter identificere misligholdelse i overensstemmelse med kriteriet, hvor "låntageren ikke kan forventes at betale", for debitoren, før eksponeringen bliver forfalden med kriteriet for 90 dages restance. I overensstemmelse med fremgangsmåden, som følges til lovgivningsmæssige formål, skal listen over elementer, der er fastlagt i artikel 178, stk. 3, i forordning (EU) 575/2013 som indikatorer for, at låntageren ikke kan forventes at betale, gennemføres på en måde, der sikrer rettidig opdagelse af tilfælde, hvor "låntageren ikke kan forventes at betale", og som forudindikerer eventuelle manglende betalinger. Selvom kompetente myndigheder, for så vidt angår kriteriet i stk. 4, litra b), til lovgivningsmæssige formål i tilfælde af forpligtelser for detailvirksomheder og offentlige enheder kan erstatte tallet på 90 dage med et tal på op til 180 dage for forskellige produkter, som de anser for passende i forhold til lokale forhold (se artikel 178, stk. 1, litra b, i forordning (EU) 575/2013), skal denne mulighed ikke forstås som en fritagelse fra anvendelse af den afkræftelige formodning vedrørende de 90 dage i IFRS 9, afsnit B5.5.37, for disse eksponeringer.

I forbindelse med formulering af skønnet over det beløb, der svarer til det forventede kredittab over 12 måneder, skal kreditinstitutter tage hensyn til rimelige og dokumenterede oplysninger som omtalt under Definitioner og i princip 6 i disse retningslinjer, og som påvirker kreditrisikoen, især fremadrettede oplysninger, herunder makroøkonomiske faktorer. Kreditinstitutter skal anvende deres erfaring med kreditvurderinger for at tage hensyn til både kvalitative og kvantitative oplysninger, der kan påvirke kreditinstituttets vurdering af kreditrisiko. IFRS 9 fastlægger, at en virksomhed ikke behøver at foretage en grundig søgning efter oplysninger til måling et beløb, der svarer til det forventede kredittab over 12 måneder. Kreditinstitutter skal dog aktivt medtage oplysninger, der kan påvirke skønnet over det forventede kredittab, og kreditinstitutter skal ikke udelade eller ignorere relevante oplysninger, som de med rimelighed kan få adgang til.

Når et kreditinstitut opretter eksponeringer med høj kreditrisiko (hvilket i dette stykke ikke skal forstås som det modsatte af eksponeringer med "lav kreditrisiko", jf. IFRS 9, afsnit 5.5.10), og deres hensættelser første gang måles ved det forventede kredittab over 12 måneder, skal kreditinstituttet nøje overvåge disse eksponeringer for væsentlige stigninger i kreditrisikoen for at sikre en rettidig overgang af eksponeringen til måling af det forventede kredittab i livstidsløbetiden, så der kan tages højde for, at højrisikoeksponeringer har tendens til at udvise større volatilitet og opleve en hurtigere stigning i kreditrisikoen.

Selv hvis en stigning i kreditrisikoen ikke vurderes til at være væsentlig, skal et kreditinstitut regulere sit skøn over det forventede kredittab over 12 måneder, så det korrekt afspejler de ændringer i kreditrisikoen, som har fundet sted. Sådanne reguleringer skal foretages i god tid før eksponeringer enten individuelt eller gruppevist overgår til måling af det forventede kredittab i livstidsløbetiden og tage hensyn til enhver migration af kreditrisiko, som har fundet sted.

Når der foretages en gruppevis vurdering, skal eksponeringer inden for den gruppe opfylde kravene, der er fastlagt i princip 3 i disse retningslinjer. Især når oplysninger bliver tilgængelige for kreditinstituttet, som indikerer, at yderligere eller anden segmentering inden for en gruppe af udlånseksponeringer er nødvendig, skal gruppen opdeles i undergrupper og målingen af det beløb, der svarer til det forventede kredittab over 12 måneder, skal opdateres separat for hver undergruppe, eller i tilfælde af overgangsmæssige forhold skal der anvendes en midlertidig regulering (se princip 3 i disse retningslinjer og dets detaljerede krav om anvendelse af midlertidige reguleringer). Når oplysninger bliver tilgængelige, som indikerer, at en bestemt undergruppe har været udsat for en væsentlig stigning i kreditrisikoen, så skal det forventede kredittab i løbetiden indregnes med hensyn til den undergruppe.

Udlånseksponeringer skal ikke grupperes på en sådan måde, at en rettidig identificering af væsentlige stigninger i kreditrisikoen skjules (se også princip 3 og 4 i disse retningslinjer for yderligere krav vedrørende gruppering og kollektive vurderinger af det forventede kredittab).

4.3.2 Vurdering af væsentlige stigninger i kreditrisikoen

IFRS 9, afsnit 5.5.4, fastslår, at "formålet med kravene til værdiforringelse er at indregne de forventede kredittab i hele løbetiden for alle finansielle instrumenter, for hvilke kreditrisikoen er steget væsentligt siden første indregning, uanset om de er vurderet separat eller samlet, under hensyntagen til alle rimelige og dokumenterede oplysninger, herunder om fremtiden".

Begrundelsen for denne fremgangsmåde er, at der tages højde for modpartens kreditværdighed og dermed det forventede kredittab ved første indregning, når kreditten prissættes på det tidspunkt. Deraf følger, at en stigning i kreditrisikoen efter oprettelse muligvis ikke kompenseres helt af den fastsatte rentesats, og at kreditinstitutter som en følge heraf omhyggeligt skal tage hensyn til, hvorvidt der har været en væsentlig stigning i kreditrisikoen¹⁶ . Hvis det er tilfældet, skal udlånseksponeringen overgå til måling af det forventede kredittab i livstidsløbetiden.

¹⁶ IFRS 9 kræver, at virksomheder i forbindelse med vurdering skal tage hensyn til en bred vifte af faktorer for væsentlige stigninger i kreditrisikoen, og prissætning kan være en af de faktorer.

Kreditinstitutter skal have en sund ledelse og sunde systemer og kontrolmekanismer i overensstemmelse med de principper, der er fastlagt i disse retningslinjer, med henblik på at afgøre, om en eksponering har været udsat for en væsentlig stigning i kreditrisikoen, at foretage målingen af det pågældende forventede kredittab over 12 måneder, og at foretage målingen af det forventede kredittab over livstidsløbetiden. Medmindre de allerede er etableret, skal kreditinstitutter implementere systemer, der kan håndtere og systematisk vurdere store mængder af oplysninger, som vil være nødvendige for at vurdere, hvorvidt bestemte udlånseksponeringer eller grupper af udlånseksponeringer udviser en betydelig stigning i kreditrisikoen, og for at måle det forventede kredittab i livstidsløbetiden, når det er tilfældet. Moderselskaber og datterselskaber i henhold til direktiv 2013/36/EU skal sikre, at fremgangsmåden er konsistent på tværs af gruppen. Dette skal især omfatte fastlæggelse af processer for at sikre, at prognoser for økonomiske forhold i forskellige jurisdiktioner og økonomiske sektorer kontrolleres og godkendes af et kreditinstituts daglige ledelse, og at processen, kontrolmekanismerne og de økonomiske antagelser omkring udarbejdelsen af prognoser og deres forbindelse til forventningerne vedrørende kredittab er konsistente på tværs af koncernen. Behovet for konsistens skal ikke fortolkes som et krav om, at praksissen skal være ens på tværs af en koncern. Inden for en konsistent ramme kan der tværtimod være forskelle på tværs af jurisdiktioner og produkter afhængigt af for eksempel tilgængeligheden af data. Disse forskelle skal være veldokumenteret og begrundet.

Kreditinstitutters fastlagte processer skal gøre det muligt for dem rettidigt og på et helhedspræget grundlag at bestemme, om der har været en væsentlig stigning i kreditrisikoen efter den første indregning af en udlånseksponering, så en individuel eksponering eller en gruppe af eksponeringer med ensartede kreditrisikokarakteristika overføres til måling af det forventede kredittab i livstidsløbetiden, så snart kreditrisikoen er steget væsentligt, i overensstemmelse med regnskabskravene til værdiforringelse i IFRS 9.

Som det fremgår af afsnit B5.5.17 i IFRS 9 om vurdering af væsentlige stigninger i kreditrisikoen siden første indregning, er det en række forskellige oplysninger, der skal tages hensyn til. Overordnet set vil det omfatte oplysninger om makroøkonomiske forhold samt den økonomiske sektor og det geografiske område, der er relevant for en bestemt låntager eller en gruppe af låntagere med fælles kreditrisikokarakteristika, ud over låntagerspecifikke strategiske, operationelle og andre karakteristika. En afgørende faktor er, at der skal tages hensyn til alle rimelige og understøttende fremadrettede oplysninger, der er adgang til uden unødige udgifter eller unødig indsats (se også stk. 131 i disse retningslinjer vedrørende de fastlagte oplysninger, der skal anvendes), ud over oplysninger om aktuelle forhold og historiske data.

Med henblik på at indregne hensættelser rettidigt i overensstemmelse med kravene i IFRS 9 skal kreditinstitutter:

• a. indsamle data og fremsende prognoser for de væsentligste faktorer for kreditrisikoen i deres udlånseksponeringer og porteføljer
• b. kunne kvantificere kreditrisikoen i alle deres udlånseksponeringer eller porteføljer på grundlag af disse data og prognoser.

IFRS 9, afsnit B5.5.2, anfører, at forventede kredittab i løbetiden forventes generelt at blive indregnet, før et finansielt instrument forfalder, og at "kreditrisikoen stiger normalt væsentligt, før et instrument forfalder, eller andre forsinkende faktorer forbundet med låntager (f.eks. ændring eller omlægning) observeres". Derfor skal kreditinstitutters analyser tage højde for det forhold, at de afgørende faktorer for kredittab meget ofte begynder at blive forværret et godt stykke tid (måneder eller i nogle tilfælde år) før, at en klar indikation af forsømmelse viser sig i de berørte udlånseksponeringer. Kreditinstitutter skal være opmærksomme på, at forsømmelsesdata generelt er bagudrettet, og de vil sjældent alene være tilstrækkelige i forbindelse med gennemførelse af en fremgangsmåde til det forventede kredittab. For eksempel inden for detailporteføljer vil negativ udvikling i makroøkonomiske faktorer og låntagermæssige egenskaber generelt føre til en stigning i kreditrisikoniveauet, før dette manifesterer sig i forsinkede oplysninger, f.eks. forsømmelse.

Med henblik på at opfylde målet med IFRS 9 på en tilfredsstillende måde skal kreditinstitutter således også tage hensyn til forbindelserne mellem makroøkonomiske faktorer og låntagermæssige egenskaber og kreditrisikoniveauet i en portefølje på grundlag af rimelige og understøttende oplysninger. Til det formål skal kreditinstitutter starte med en detaljeret analyse af historiske mønstre og aktuelle tendenser, som vil gøre det muligt at identificere de mest relevante kreditrisikofaktorer. Erfaring med kreditvurdering skal gøre det lettere at medtage aktuelle og prognosticerede forhold, der kan påvirke disse risikofaktorer, de forventede manglende betalinger og dermed også de forventede tab.

Kreditinstitutter skal ikke kun foretage analyser af denne slags i forbindelse med porteføljer af individuelle små kreditter, f.eks. kreditkorteksponeringer, men også for store individuelt forvaltede udlånseksponeringer. For eksempel med hensyn til et stort erhvervsejendomslån skal kreditinstitutter tage højde for erhvervsejendomsmarkedets betydelige følsomhed i mange jurisdiktioner over for det generelle makroøkonomiske miljø og tage hensyn til anvendelse af oplysninger som f.eks. rentesatsniveauer eller udlejningsprocenter til at bestemme, om der har været en væsentlig stigning i kreditrisikoen.

Kreditinstitutter skal have en klar politik, herunder veludviklede kriterier, for, hvad der udgør en "væsentlig" stigning i kreditrisikoen for forskellige typer af udlånseksponeringer. Sådanne kriterier og begrundelserne for, hvorfor disse fremgangsmåder og definitioner anses for passende, skal oplyses i overensstemmelse med IFRS 7 Finansielle instrumenter: Oplysninger , afsnit 35F. IFRS 9, afsnit 5.5.9, kræver, at ved vurdering af væsentlige stigninger i kreditrisikoen "skal virksomheden anvende ændringen i risikoen for misligholdelse i det finansielle instruments forventede livstidsløbetid i stedet for ændringen i størrelsen af forventede kredittab". I denne sammenhæng skal institutter foretage vurderingen med hensyn til risikoen for, at der opstår en misligholdelse, og ikke til det forventede kredittab (dvs. før hensyntagen til indvirkningerne af foranstaltningerne til kreditrisikoreduktion som f.eks. sikkerhedsstillelse eller garantier).

Når de udvikler deres fremgangsmåde til bestemmelse af en væsentlig stigning i kreditrisikoen, skal kreditinstitutter tage hensyn til hver af de 16 klasser med indikatorer i IFRS 9 (såfremt de er relevante for det finansielle instrument, der vurderes) som fastlagt i afsnit B5.5.17, litra a)-p), og kreditinstitutter skal derudover tage hensyn til, om der er yderligere oplysninger, som der skal tages højde for. Sådanne indikatorer (i både IFRS 9 og disse retningslinjer) skal ikke betragtes som en "tjekliste". Nogle kan være mere relevante end andre til at vurdere, hvorvidt en bestemt type udlånseksponeringer udviser en væsentlig stigning i kreditrisikoen. Samtidig skal kreditinstitutter være særligt opmærksomme på at undgå risikoen for, at en væsentlig stigning i kreditrisikoen ikke erkendes omgående, når den faktisk er til stede. Især skal kreditinstitutter ikke begrænse væsentlige stigninger i kreditrisikoen til situationer, hvor et finansielt instrument forventes at blive værdiforringet (dvs. den tredje fase i kravene til værdiforringelse i IFRS 9). Derimod kan debitorer udvise en væsentlig stigning i kreditrisikoen uden en indikation af, at de relaterede udlånseksponeringer har tendens til at blive værdiforringet. Det forhold, at kreditrisikoen er steget væsentligt, betyder ikke nødvendigvis, at misligholdelse er sandsynlig, men blot at tendensen er større end ved første indregning. Denne pointe understreges af symmetrien i IFRS 9-modellen: Det er muligt for udlånseksponeringer at overgå til forventet kredittab i livstidsløbetiden, men også efterfølgende at gå tilbage til forventet kredittab over 12 måneder, hvis tærsklen for en væsentlig stigning i kreditrisikoen ikke længere overskrides.

Kreditinstitutter skal især tage hensyn til følgende ikke-udtømmende liste over indikatorer i forbindelse med vurdering af en væsentlig stigning i kreditrisikoen:

• a. en beslutning truffet af kreditinstituttets daglige ledelse om at, hvis en eksisterende udlånseksponering blev nyoprettet på balancedagen, vil priselementet for udlånseksponeringen, der afspejler kreditrisikoen for eksponeringen, være væsentlig højere, end det var, da lånet faktisk blev oprettet, på grund af en stigning i kreditrisikoen for den specifikke låntager eller klasse af låntagere siden indgåelsen
• b. en beslutning truffet af kreditinstituttets daglige ledelse om at styrke sikkerhedsstillelseskrav og/eller aftalekrav til nye udlånseksponeringer, der svarer til udlånseksponeringer, som allerede er oprettet, på grund af ændringer i kreditrisikoen for disse eksponeringer siden første indregning
• c. en nedjustering for en låntager foretaget af et anerkendt kreditvurderingsbureau eller inden for et kreditinstituts interne system til kreditvurdering
• d. en intern sammenfatning af kreditvurdering/en intern kreditkvalitetsindikator, der står svagere end ved første indregning, med hensyn til ikke-misligholdte udlånseksponeringer, som er underlagt individuel overvågning og kontrol
• e. forværring af relevante afgørende faktorer for kreditrisiko (f.eks. fremtidige pengestrømme) for en individuel låntager (eller en pulje af låntagere) og
• f. forventning om ændring på grund af finansielle vanskeligheder, herunder dem, der er kvalificeret som forbearance i overensstemmelse med forordning (EU) 2015/227.

Selvom gennemførelse af IFRS 9 skal afspejle praksis for kreditrisikostyring så vidt det er muligt, vil det i nogle tilfælde ikke være passende. Hvis f.eks. et kreditinstitut forvalter de fleste udlånseksponeringer på samme måde uanset kreditrisikoen – kun med undtagelse af særligt stærke eller svage kreditter -, er måden, som en udlånseksponering forvaltes på, usandsynligvis til at være en forsvarlig indikator for, hvorvidt der har været en væsentlig stigning i kreditrisikoen.

Når det vurderes, hvorvidt der har været en væsentlig stigning i kreditrisikoen for en udlånseksponering, skal kreditinstitutter tage højde for følgende faktorer, der er relateret til det miljø, som et kreditinstituttet eller låntageren opererer i:

• a. forværring af de makroøkonomiske udsigter med relevans for en bestemt låntager eller for en gruppe af låntagere. Makroøkonomiske vurderinger skal være tilstrækkeligt omfattende til at omfatte faktorer med relevans for statslige, virksomhedsmæssige, husholdningsmæssige og andre typer låntagere. Endvidere skal de behandle alle relevante regionale forskellige i økonomisk ydeevne inden for en jurisdiktion¹⁷
• b. forværring af udviklingstendenser for sektoren eller brancherne inden for hvilke en låntager opererer.

¹⁷ Se princip 6 i disse retningslinjer vedrørende hensyntagen til fremadrettede oplysninger, herunder makroøkonomiske faktorer.

Nøjagtig identificering af faktorer for kreditrisiko og en troværdig godtgørelse af forbindelserne mellem disse faktorer og kreditrisikoniveauet skal betragtes som afgørende, eftersom en tilsyneladende lille ændring i et kvalitativt karakteristikum for et lån potentielt kan være en ledende indikator for en stor stigning i risikoen for, at der opstår en misligholdelse. I overensstemmelse med IFRS 9, afsnit 5.5.9, afhænger væsentligheden af en ændring i kreditrisikoen siden første indregning endvidere af risikoen for, at der opstår en misligholdelse ved første indregning. I den henseende skal et kreditinstitut, når det anvender ændringer i sandsynlighed for misligholdelse (PD) som et middel til identificering af ændringer i risikoen for, at der opstår en misligholdelse, tage hensyn til væsentligheden af en given ændring i PD udtrykt i form af en rate (eller udsvingsraten) proportionalt med PD ved første indregning (dvs. en ændring i PD divideret med PD ved første indregning) under samtidig hensyntagen til afsnit B5.5.11 i IFRS 9. Der skal dog også tages hensyn til omfanget af selve ændringen i PD (dvs. PD på målingsdagen minus PD ved første indregning).

Kreditinstitutter skal se ud over, hvor mange klasser en nedjustering af vurderingen indebærer, eftersom ændringen i PD for et skift af en klasse muligvis ikke er lineær (for eksempel er sandsynligheden for misligholdelse over fem år for en eksponering vurderet som BB omkring tre gange den for én vurderet som BBB på grundlag af gældende data og analyser for bestemte jurisdiktioner). Eftersom væsentligheden for et skift af en klasse vil afhænge af fintmasketheden i en banks vurderingssystem og dermed "bredden" af hver klasse, skal en passende første segmentering endvidere fastlægges for at sikre, et en væsentlig stigning i kreditrisikoen for en individuel udlånseksponeringer eller en gruppe af udlånseksponeringer ikke skjules inden for et segment. I den henseende skal kreditinstitutter sikre, at systemer til vurdering af kreditrisiko omfatter et tilstrækkeligt antal klasser til passende at kunne skelne kreditrisikoen. Kreditinstitutter skal også være opmærksomme på det forhold, at en væsentlig stigning i kreditrisikoen kan finde sted, før en kreditklasse ændres.

Kreditinstitutter skal tage højde for, at der findes nogle omstændigheder, under hvilke en negativ ændring i faktorerne, som er angivet i stk. 107 og 108 ovenfor, muligvis ikke indikerer en væsentlig stigning i kreditrisikoen. For eksempel kan det være tilfældet, at sandsynligheden for misligholdelse for en udlånseksponeringer vurderet som AA er lav og ikke er meget større end for den vurderet som AAA. Imidlertid er meget få udlånseksponeringer af en sådan tilsyneladende lav kreditrisiko, og som det fremgår af stk. 110, kan følsomheden vedrørende sandsynlighed for misligholdelse stige kraftigt i forhold til vurderingsklasser i takt med, at vurderingskvaliteten falder.

Kreditinstitutter skal være opmærksomme på, at der kan være omstændigheder, under hvilke nogle faktorer ændrer sig i en negativ retning, men hvor de opvejes af forbedring i andre faktorer (se IFRS 9, gennemførelsesvejledning, eksempel 2). Set i lyset af vigtigheden af at finde frem til, om der har været en væsentlig stigning i kreditrisikoen, skal kreditinstitutter ikke desto mindre fastlægge ledelses- og kontrolprocesser, der på pålidelig vis kan validere enhver vurdering af, at faktorer, der kan have en negativ indvirkning på kreditrisikoen, opvejes af faktorer, som kan have en gunstig indvirkning.

Kreditinstitutter skal omhyggeligt tage hensyn til og i fuldt omfang lægge vægt på skønsmæssige beslutninger fra et kreditinstituts ledelsesorgan eller daglige ledelse, som peger på en ændring i kreditrisikoen. Hvis der f.eks. på grund af betænkeligheder vedrørende kreditrisikoen træffes en beslutning om at intensivere overvågningen af en låntager eller klasse af låntagere, er det usandsynligt, at en sådan foranstaltning ville være blevet truffet af beslutningstageren, hvis stigningen i kreditrisikoen ikke blev opfattet som væsentlig.

Når et kreditinstitut vurderer, at der har været en væsentlig stigning i kreditrisikoen for nogle men ikke alle dets udlånseksponeringer til en modpart, f.eks. på grund af forskelle i tidspunktet for, hvornår et udlån blev givet, skal det sikre, at alle udlånseksponeringer identificeres, hvor der har været en væsentlig stigning i kreditrisikoen.

Når et kreditinstitut foretager vurderingen af væsentlige stigninger i kreditrisikoen på et kollektivt grundlag (dvs. f.eks. en detail), skal definitionerne for porteføljerne kontrolleres regelmæssigt for at sikre, at udlånseksponeringerne inden for dem fortsat deler fælles risikokarakteristika med hensyn til deres reaktion på kreditrisikofaktorer. Ændringer i økonomiske forhold kan kræve en omgruppering.

I overensstemmelse med afsnit B5.5.1 i IFRS 9 om vurderingen af væsentlige stigninger i kreditrisikoen siden første indregning på et kollektivt grundlag skal kreditinstitutter i tilfælde, hvor det konstateres, at nogle udlånseksponeringer inden for en gruppe af udlånseksponeringer har oplevet en væsentlig stigning i kreditrisikoen, overføre en delmængde eller andel af gruppen af udlånseksponeringer til måling af forventede kredittab i livstidsløbetiden, selvom det ikke er muligt at identificere dette på et individuelt udlånseksponeringsgrundlag (se IFRS 9, illustrativt eksempel 5).

I overensstemmelse med afsnit B5.5.6 i IFRS 9 og afsnit IE39 i gennemførelsesvejledningen til IFRS 9 skal en passende andel af den samlede gruppe underlægges måling af det forventede kredittab i livstidsløbetiden, hvis det på grundlag af fælles kreditrisikokarakteristika ikke er muligt at identificere en bestemt undergruppe af udlånseksponeringer, for hvilke kreditrisikoen er steget væsentligt.

"Væsentlig" skal ikke sidestilles med statistisk signifikans, hvilket vil sige, at fremgangsmåden til vurdering ikke udelukkende skal være baseret på kvantitative analyser. Med hensyn til porteføljer, der har et stort antal individuelle små kreditter og en stor samling relevante historiske data, kan det være muligt at identificere "væsentlige" stigninger i kreditrisikoen delvist ved at anvende statistiske teknikker. Med hensyn til andre udlånseksponeringer er dette imidlertid ikke altid hensigtsmæssigt.

"Væsentlig" skal heller ikke vurderes ud fra, hvor stor indvirkningerne bliver på et kreditinstituts primære årsregnskaber. Der skal foretages identificering og oplysning vedrørende væsentlige stigninger i kreditrisikoen, selv når en stigning i kreditrisikoen, som defineres i form af sandsynlighed for misligholdelse, sandsynligvis ikke vil påvirke den foretagne hensættelse, f.eks. fordi eksponeringen har mere end fuld sikkerhedsstillelse. Dette skal foretages for at gøre det muligt for kreditinstitutter at identificere og oplyse om sådanne stigninger, der kan være vigtige for brugere, som ønsker at forstå tendenser i kreditrisikoen, der er indbefattet i et kreditinstituts udlånseksponeringer.

I overensstemmelse med IFRS 9, afsnit 5.5.9, er vurderingen af væsentlige stigninger i kreditrisikoen baseret på sammenligning af kreditrisikoen for eksponeringer på balancedagen i forhold til kreditrisikoen ved første indregning. IFRS 9, afsnit BC 5.161, og illustrativt eksempel 6 udgør snarere et eksempel på anvendelse af dette princip i standarden end en undtagelse fra dette princip. Dette eksempel anfører, at kreditinstitutter kan fastsætte en maksimal kreditrisiko for bestemte porteføljer ved første indregning, som vil føre til, at den portefølje går over til måling af det forventede kredittab i livstidsløbetiden, når kreditrisikoen overstiger det maksimale niveau. Denne forenkling er kun relevant, når eksponeringer er segmenteret på et tilstrækkeligt fintmasket grundlag, så et kreditinstitut kan godtgøre, at analysen er i overensstemmelse med principperne i IFRS 9. Specifikt skal kreditinstitutter kunne godtgøre, at en væsentlig stigning i kreditrisikoen ikke er opstået for poster i porteføljen, før den maksimale kreditklasse tildeles.

Kreditinstitutter skal nøje kontrollere kvaliteten af deres fremgangsmåde til at vurdere, om kreditrisikoen er steget væsentligt. Et kreditinstituts ledelsesorgan eller daglige ledelse skal tage hensyn til om, om der er yderligere faktorer, der skal tages højde for i vurderingen af væsentlige stigninger i kreditrisikoen, og som vil forbedre kvaliteten af deres fremgangsmåde.

Kreditinstitutter skal være særligt opmærksomme på enhver mulighed for, at der opstår partiskhed, som vil forhindre målene med IFRS 9 i at blive opfyldt. I tilfælde, hvor kreditinstitutter har mistanke om, at deres gennemførelsesstrategi har forårsaget, at deres vurdering sandsynligvis er partisk, skal de korrigere den del af vurderingen, der er identificeret som partisk, og sørge for at målet med standarden opfyldes (se især IFRS 9, afsnit B5.5.1-B5.5.6).

I afsnit 5.5.12 og B5.5.25-B5.5.27 fastlægger IFRS 9 kravene til vurderingen af væsentlige stigninger i kreditrisikoen for udlånseksponeringer, hvis kontraktlige pengestrømme er blevet genforhandlet eller ændret. Især med hensyn til ændringer, der ikke medfører ophør af indregning i overensstemmelse med IFRS 9, skal en virksomhed vurdere, hvorvidt kreditrisikoen er steget væsentligt, ved at sammenligne a) risikoen for misligholdelse på balancedagen baseret på de ændrede kontraktlige vilkår sammen med b) risikoen for misligholdelse ved første indregning baseret på de originale, uændrede kontraktlige vilkår.

Kreditinstitutter skal sikre, at ændringer eller genforhandlinger ikke skjuler stigninger i kreditrisikoen og derved forårsager, at det forventede kredittab undervurderes, og at overgangen til forventet kredittab i livstidsløbetiden forsinkes for låntagere, hvis kreditrisiko er væsentligt forværret, eller at der på ukorrekt vis gås fra forventet kredittab i livstidsløbetiden tilbage til måling af det forventede kredittab over 12 måneder.

Når det bestemmes, hvorvidt der er sket en væsentlig stigning i kreditrisikoen for en ændret udlånseksponeringer, skal kreditinstitutter, når de foretager skøn over det forventede kredittab, kunne godtgøre og samtidig tage højde for, hvorvidt sådanne ændringer eller genforhandlinger har forbedret eller genoprettet kreditinstituttets evne til at inddrive betalinger af renter og afdrag sammenlignet med situationen ved første indregning. Der skal også tages hensyn til indholdet af ændrede kontraktlige pengestrømme samt konsekvenserne ved ændringerne for den fremtidige kreditrisiko for udlånseksponeringen (under hensyntagen til låntagerens kreditrisiko). Faktorer, der skal tages hensyn til, omfatter men er ikke begrænset til følgende:

• a. Hvorvidt ændringen eller genforhandlingen af de kontraktlige vilkår og deraf følgende pengestrømme er økonomisk gunstige for låntageren sammenlignet med de originale, uændrede kontraktlige vilkår, og hvordan ændringen økonomisk set påvirker låntagerens evne til at tilbagebetale gælden.
• b. Hvorvidt der kan identificeres faktorer, der underbygger et kreditinstituts vurdering af låntagerens evne til at tilbagebetale gælden, herunder omstændigheder frem til ændringen, og fremtidige udviklingstendenser for låntageren som et resultat af ændringerne under hensyntagen til aktuelle forhold, makroøkonomiske prognoser og udviklingstendenser for sektoren/branchen, inden for hvilken låntageren opererer, låntagerens forretningsmodel og låntagerens forretnings(ledelses)plan, der beskriver låntagerens forventninger til sin fremtidige ydeevne, finansielle robusthed og pengestrømme.
• c. Hvorvidt låntagerens forretningsplan er hensigtsmæssig, gennemførlig og i overensstemmelse med tidsplanen for tilbagebetaling af renter og afdrag i henhold til de ændrede kontraktlige vilkår for udlånseksponeringen.

Udlånseksponeringer, der overføres til måling af det forventede kredittab i livstidsløbetiden, og som efterfølgende er genforhandlet eller ændret og stadig indregnes, skal ikke gå tilbage til måling af det forventede kredittab over 12 måneder, medmindre der er tilstrækkelig indikation af, at kreditrisikoen i løbetiden for eksponeringen ikke er steget væsentligt sammenlignet med den ved første indregning. Når et kreditinstitut bevilliger forskellige indrømmelser, f.eks. nedsatte rentesatser eller udskudte tilbagebetalinger af afdrag, til låntagere i finansielle vanskeligheder, kan udlånseksponeringen udvise karakteristika for en lavere kreditrisiko, selvom låntageren i virkeligheden fortsat kan opleve finansielle vanskeligheder uden realistiske udsigter til at kunne foretage planlagte tilbagebetalinger i eksponeringens resterende løbetid. I overensstemmelse med afsnit B5.5.27 i IFRS 9: "Indikation af, at kriterierne for indregning af forventede kredittab i løbetiden ikke længere er opfyldt, kan omfatte en historik for ajourført og rettidig betaling i forhold til de ændrede kontraktlige vilkår. Normalt vil en kunde skulle påvise konsekvent god betalingsadfærd i løbet af en periode, før kreditrisikoen anses for at være faldet. Hvis kunden f.eks. gentagne gange har undladt at betale eller har betalt for lidt, vil dette normalt ikke blive opvejet af én rettidig betaling efter en ændring af de kontraktlige vilkår".

4.3.3 Anvendelse af praktiske foranstaltninger

IFRS 9 omfatter en række praktiske foranstaltninger, der har til formål at lette gennemførelsesbyrden for en bred vifte af virksomheder, i erkendelse af det forhold, at IFRS 9 vil blive anvendt af mange forskellige virksomheder, herunder virksomheder uden for banksektoren.

Stykkerne nedenfor behandler følgende praktiske foranstaltninger: det oplysningssæt, som en virksomhed skal tage hensyn til i forbindelse med måling af det forventede kredittab, undtagelsen for eksponeringer med "lav" kreditrisiko og den afkræftelige formodning vedrørende betalinger, der er overskredet med 30 dage.

Kreditinstitutter skal anvende disse praktiske foranstaltninger i begrænset omfang, eftersom de har potentiale til at forårsage væsentlig partiskhed, og fordi udgiften forbundet med at indhente de relevante oplysninger sandsynligvis ikke omfatter "unødige udgifter eller unødig indsats" på grund af kreditinstitutternes virksomhed. Kreditinstitutter skal tage hensyn til behovet for at foretage reguleringer, når de anvender praktiske foranstaltninger for at undgå partiskhed, eftersom de skal tage højde for, at målet med IFRS 9 er at give beregne forventede kredittab, som afspejler et objektivt og sandsynlighedsvægtet beløb, der fastlægges på grundlag af en evaluering af en række mulige udfald (IFRS 9, afsnit 5.5.17).

Når et kreditinstitut anvender sådanne praktiske foranstaltninger, skal kreditinstituttets begrundelser for anvendelsen af praktiske foranstaltninger være veldokumenterede. Sættet af oplysninger

IFRS 9, afsnit B5.5.15, angiver, at en virksomhed "skal [...] tage hensyn til rimelige og dokumenterede oplysninger, som virksomheden kan få adgang til uden unødige udgifter eller unødig indsats", og at "en virksomhed ikke behøver at foretage en grundig søgning efter oplysninger til vurdering af, om kreditrisikoen er steget væsentligt siden første indregning". Kreditinstitutter skal ikke tolke disse angivelser restriktivt og skal udvikle systemer samt processer, som anvender alle rimelige og dokumenterede oplysninger, der er relevant for gruppen af eksponeringer eller en individuel eksponering, og som er nødvendige for at opnå en højkvalitativ, solid og konsekvent gennemførelse af regnskabskravene. Ikke desto mindre er det ikke nødvendigt at påføre ekstra omkostninger og en ekstra driftsmæssig byrde, når de ikke bidrager til en højkvalitativ gennemførelse af IFRS 9.

Undtagelse for "lav kreditrisiko"

I overensstemmelse med afsnit 5.5.10 i IFRS 9 "[kan] en virksomhed [...] antage, at kreditrisikoen på et finansielt instrument ikke er steget væsentligt siden første indregning, hvis det finansielle instrument vurderes at have en lav kreditrisiko på balancedagen". Selvom kreditinstitutter således for eksponeringer med "lav kreditrisiko" har mulighed for ikke at vurdere, om kreditrisikoen er steget væsentligt siden første indregning, skal anvendelse af denne undtagelse begrænses. Kreditinstitutter skal især foretage rettidige vurderinger af væsentlige stigninger i kreditrisikoen for alle udlånseksponeringer.

I den forbindelse skal kreditinstitutter altid indregne ændringer i det forventede kredittab over 12 måneder gennem hensættelsen, når der ikke er en væsentlig stigning i kreditrisikoen, og overflytte udlånseksponeringer til måling af det forventede kredittab i livstidsløbetiden, hvis der er en væsentlig stigning i kreditrisikoen. Med henblik på at opnå en højkvalitativ gennemførelse af IFRS 9 skal enhver anvendelse af undtagelsen for lav kreditrisiko ledsages af en klar indikation af, at kreditrisikoen på balancedagen er tilstrækkeligt lav til, at en væsentlig stigning i kreditrisikoen ikke kan have fundet sted siden første indregning.

For at illustrere betydningen af lav kreditrisiko i IFRS 9, afsnit B5.5.22, citerer IFRS 9, afsnit B5.5.23, som et eksempel et instrument med en ekstern vurdering som "investment grade". Alle udlånseksponeringer med en vurdering som "investment grade" fra et kreditvurderingsbureau kan imidlertid ikke automatisk anses for at have lav kreditrisiko. Kreditinstitutter skal primært gøre brug af deres egne vurderinger af kreditrisiko med henblik på at evaluere kreditrisikoen for en udlånseksponeringer og ikke udelukkende eller mekanisk gøre brug af vurderinger, som foretages af kreditvurderingsbureauer (når sidstnævnte er til rådighed). Ikke desto mindre skal optimistiske interne kreditvurderinger sammenlignet med eksterne vurderinger kræve yderligere analyse og begrundelse fra et kreditinstituts ledelsesorgan eller daglige ledelse. Afkræftelig formodning vedrørende betalinger, der er overskredet med mere end 30 dage

Kreditinstitutter skal have fastlagt processer for vurdering og styring af kreditrisiko med henblik på at sikre, at væsentlige stigninger i kreditrisikoen opdages i god tid før, eksponeringer overskrides eller forfalder. Selvom anvendelse af den afkræftelige formodning vedrørende betalinger, der er overskredet med mere end 30 dage, som en bagstoppeordning ikke er udelukket i overensstemmelse med IFRS 9 parallelt med andre tidligere indikatorer for vurdering af væsentlig stigning i kreditrisikoen, skal kreditinstitutter undgå at anvende den som en primær indikator for overgang til forventet kredittab i løbetiden.

Enhver påstand om, at formodningen vedrørende betalinger, der er overskredet med mere end 30 dage, er afkræftet på det grundlag, at der ikke har været en væsentlig stigning i kreditrisikoen, skal ledsages af en grundig analyse, der tydeligt godtgør, at overskridelsen med 30 dage ikke hænger sammen med en væsentlig stigning i kreditrisikoen¹⁸ . En sådan analyse skal både tage hensyn til aktuelle samt rimelige og dokumenterede fremadrettede oplysninger, som kan få fremtidige manglende betalinger til at afvige fra historisk erfaring.

¹⁸ I nogle jurisdiktioner er det for eksempel almindelig praksis for låntagere at forsinke tilbagebetaling for bestemte eksponeringer, men historien viser, at disse misligholdte betalinger erstattes fuldstændigt i de efterfølgende måneder.

I den henseende skal kreditinstitutter anvende relevante fremadrettede oplysninger, som er rimelig og dokumenteret, til at analysere, hvorvidt der er noget væsentligt forhold mellem sådanne oplysninger og kreditrisikofaktorer. Kreditinstitutter skal ikke anvende den afkræftelige formodning vedrørende betalinger, der er overskredet med 30 dage, medmindre de har godtgjort, at de fremadrettede oplysninger ikke havde noget væsentligt forhold til kreditrisikofaktorerne, eller der ikke er adgang til sådanne oplysninger uden unødige udgifter eller unødig indsats.

I de begrænsede tilfælde, hvor forfaldsoplysninger er det bedste kriterium til rådighed for et kreditinstitut med henblik på at bestemme, hvornår eksponeringer skal overgå til kategorien for de forventede kredittab i løbetiden, skal kreditinstitutter være særligt opmærksomme på deres måling af hensættelsen til de forventede kredittab over 12 måneder for at sikre, at der tages passende højde for de forventede kredittab i overensstemmelse med målsætningen med IFRS 9 vedrørende måling. Kreditinstitutter skal desuden tage højde for, at hvis de i høj grad anvender bagudrettede oplysninger, vil det lede til partiskhed i implementeringen af en regnskabsmodel for forventet kredittab, og de skal sikre, at målsætningerne med kravene til værdiforringelse i IFRS 9 (dvs. at afspejle forventet kredittab, som opfylder de anførte målsætninger vedrørende måling, og indfange alle væsentlige stigninger i kreditrisikoen) er opfyldte.