4.1 Særlige overvejelser for hvert overførselsværktøj

Hvis en afviklingsstrategi omfatter virksomhedssalgsværktøjet, bør afviklingsmyndighederne som led i afviklingsplanlægningen evaluere gennemførelsesrisikoen ved aktiv- og aktiehandler⁵ og overveje den mindst indgribende transaktion, der bedst opfylder afviklingsmålene i overensstemmelse med punkt 10-15.

⁵ En aktiehandel består af en overførsel (som defineret i artikel 63, stk. 1, litra c), i direktiv 2014/59/EU) af ejerskabsinstrumenter (som defineret i artikel 2, stk. 1, nr. 61), i direktiv 2014/59/EU) til en modtager (som defineret i artikel 2, stk. 1, nr. 80), i direktiv 2014/59/EU), mens en aktivhandel er en overførsel (som defineret i artikel 63, stk. 1, litra d), i direktiv 2014/59/EU) af aktiver, rettigheder og/eller passiver til en modtager (som defineret i artikel 2, stk. 1, nr. 80), i direktiv 2014/59/EU).

For aktiehandler bør institutterne analysere, hvordan overførselsområdet tiltrækker markedsinteresser, da målet er så vidt muligt at maksimere salgsprisen for overførselsområdet under hensyntagen til genopretningsplanlægningsarbejde, sammenlignelige transaktioner, værdiansættelsesreferencer eller markedstendenser. Institutterne bør derefter meddele resultatet af denne analyse til afviklingsmyndighederne, så de kan tage hensyn til resultatet af deres vurdering af overførbarheden i forbindelse med afviklingsplanlægningen. I denne vurdering bør der, når det er muligt, tages hensyn til aktiviteter, forretningsmodel, finansielle resultater, kunderelationer, distributionskanaler og geografisk opdeling af overførselsområdet.

For så vidt angår aktivhandler bør institutterne analysere, i hvilket omfang overførselsområdet tiltrækker markedsinteresser, ved at overveje yderligere elementer, der ville gøre afgrænsningen mere attraktiv for køberen, herunder kontanter, andre likvide aktiver og ikke-misligholdte lån. De bør derefter meddele resultatet af denne analyse til afviklingsmyndighederne, således at de kan tage hensyn til resultatet af deres vurdering af overførbarheden i forbindelse med afviklingsplanlægningen.

I overensstemmelse med punkt 11 i disse retningslinjer bør institutterne hjælpe med at identificere foreliggende muligheder for at forbedre fastlæggelsen af overførselsområdet med henblik på at lette overførslens gennemførelse. Institutterne bør navnlig overveje, om overførselsområdet kan forenkles for at mindske gennemførelsesrisiciene i forbindelse med afvikling. Institutterne bør også overveje, hvilke muligheder der skal anvendes i forbindelse med fastlæggelsen af overførselsområdet for at maksimere overførslens succes, f.eks. garantier for en portefølje af aktiver (artikel 101, stk. 1, litra a), i direktiv 2014/59/EU) eller "udskillelser" af visse uønskede aktiver, rettigheder og/eller forpligtelser, der ikke er nødvendige for at videreføre kritiske funktioner og/eller centrale forretningsområder, ved at udnytte muligheden for at opdele overførselsområdet i enheder, jf. punkt 21.

Institutterne bør også analysere markedets kapacitet til at absorbere overførselsområdet og vurdere, om der findes tredjepartsinvestorer med tilstrækkelige midler, hvis der er tale om kreditinstitutter med overskydende kapital og/eller tilstrækkelig markedsadgang, der har erfaringer med integration og er egnede hvad angår konkurrencehensyn og strategiske overvejelser. Institutterne bør derefter meddele resultatet af denne analyse til afviklingsmyndighederne.

Afviklingsmyndighederne bør udnytte øvelserne i retningslinjernes punkt 18 og 25 ovenfor til at overveje muligheden for forskellige potentielle købere af forskellige dele af overførselsområdet afhængigt af de pågældende markeder, deres kapacitet til at absorbere eller aktiviteternes geografi for at maksimere overførselsstrategiens chancer for succes og støtte afviklingsmulighederne. Om nødvendigt bør afviklingsmyndighederne i overensstemmelse med artikel 39, stk. 1, i direktiv 2014/59/EU overveje at opdele overførselsområdet i enheder for bedre at tilpasse afviklingsstrategien til de uforudsigelige afviklingsforhold og de forskellige mulige scenarier, der skal testes.

I det omfang, det er muligt, og for yderligere at forbedre afviklingsmulighederne bør institutterne analysere de potentielle områdeforandringer, der kan opstå, mens instituttets virksomhed udvikler sig, og de økonomiske forhold ændrer sig, og meddele resultatet af denne analyse til afviklingsmyndighederne. Strukturelle ændringer og forudsigelige virkninger bør så vidt muligt overvejes. Som et minimum bør virkningen af genopretningsmodeller på aktiver, rettigheder og/eller passiver, der er nedskrivningsrelevante for hovedoverførselsområdet (første lag) på grundlag af punkt13.a, 19 og 20 ovenfor i disse retningslinjer, tages i betragtning.

4.1.2 Broinstitut

Afviklingsmyndighederne bør tage hensyn til broinstituttets mål og exitstrategi i betragtning af det pågældende scenarie, når de fastsætter metoden til fastlæggelse af det område, der skal overføres til et broinstititut, med forbehold af punkt 10-13 i disse retningslinjer. Navnlig kan det centrale (første lag) overførselsområde defineres anderledes, hvis broinstituttet er oprettet for yderligere at gennemføre den krævede adskillelse inden for instituttet eller for at indsamle aktiver, rettigheder og passiver fra forskellige institutter, der er omfattet af afvikling i henhold til artikel 40, stk. 1, i direktiv 2014/59/EU, eller hvis broinstituttet skal sælges som en helhed eller i enheder i overensstemmelse med artikel 41, stk. 2, i direktiv 2014/59/EU.

Institutterne bør støtte afviklingsmyndighederne ved at teste anvendeligheden (i henhold til punkt 12.b og 15 i disse retningslinjer) af fastlæggelsen af overførselsområdet, støtte vurderingen af gennemførelsesrisikoen, rådgive om potentiel forbedring af overførselsområdet og vurdere markedets interesse og evne til at absorbere overførselsområdet. Dette bidrager til at sikre, at afviklingsmyndighederne maksimerer omsætteligheden af broinstituttet, og støtter valget af dette afviklingsværktøj i afviklingsplanerne.

Institutterne bør vurdere risikoprofilen for overførselsområdets nedskrivningsrelevante aktiver, rettigheder og passiver og støtte afviklingsmyndighedernes vurdering af deres forenelighed med levedygtigheden af broinstituttet, som har til formål at fortsætte leveringen af kritiske funktioner. I sidste ende bør overførselsområdets risikoprofil (herunder kreditrisici, markedsrisici eller operationelle risici) ikke bringe broinstituttets levedygtighed i fare, før den er genstand for salgsprocessen.

Hvis broinstituttet kun er udformet til at støtte ét institut, bør instituttet støtte afviklingsmyndigheden i forbindelse med vurderingen af overførselsområdets kapital- og likviditetskalibrering og sikre, at værdien af passiverne ikke overstiger værdien af de aktiver, der overføres fra det institut, der er under afvikling, eller som tilføres fra andre kilder i overensstemmelse med artikel 40, stk. 3, i direktiv 2014/59/EU, og afviklingsmyndigheden bør vurdere overførselsområdets virkning på broinstituttets kapital- og likviditetspositioner. For at sikre en afbalanceret likviditetsposition for broinstituttet bør aktivernes løbetidsprofil være i overensstemmelse med passivernes løbetid, og der bør lægges særlig vægt på den samlede rentevægtning af passiverne i forhold til den samlede rente, der stammer fra aktiverne.

For yderligere at forbedre afviklingsmulighederne bør institutterne støtte afviklingsmyndighederne i at vurdere de potentielle områdeforandringer i lighed med de principper, der er fastsat i punkt 22 i disse retningslinjer, og som sandsynligvis vil påvirke overførselsområdet som defineret i punkt 13.a og 23-26 i disse retningslinjer.

Afviklingsmyndighederne bør overveje de betingelser, hvorefter tilbageførsler til instituttet vil være nødvendige og/eller fordelagtige med hensyn til afviklingsstrategien. Dette bør gælde for overførselsområdets enheder.

Afviklingsmyndighederne bør overveje, om det er muligt at foretage en aktiehandel under udøvelsen af broinstituttet.

4.1.3 Værktøj til adskillelse af aktiver

Institutterne bør på grundlag af de oplysninger, som afviklingsmyndighederne har fremsendt, over for myndighederne markere de aktiver, rettigheder og/eller passiver, der opfylder betingelserne i artikel 42, stk. 5, i direktiv 2014/59/EU og principperne i EBA's retningslinjer for værktøjet til adskillelse af aktiver⁶ , med henblik på at undersøge, i hvilket omfang værktøjet til adskillelse af aktiver kan anvendes, jf. artikel 12, stk. 3, litra b), i direktiv 2014/59/EU.

⁶ EBA's retningslinjer for konstatering af, hvornår realisering af aktiver og passiver ved almindelig insolvensbehandling kan have negative virkninger for et eller flere finansielle markeder i henhold til artikel 42, stk. 14, i direktiv 2014/59/EU (EBA/GL/2015/05).

Institutterne bør på grundlag af retningslinjerne fra afviklingsmyndighederne identificere de elementer, der skal indgå i overførselsområdet, således at de passer med porteføljemanagementselskabets karakteristika som defineret af afviklingsmyndighederne. I denne forbindelse bør afviklingsmyndighederne i overensstemmelse med artikel 42, stk. 5, litra c), i direktiv 2014/59/EU vurdere, om overførslen er nødvendig for at maksimere likvidationsprovenuet, og derfor bør porteføljemanagementselskabets forretningsmodel og exitstrategi ikke lades ude af betragtning. Navnlig bør afviklingsmyndighederne sikre, at:

• - overførselsområdet er i overensstemmelse med porteføljemanagementselskabets forretningsmodel, hvis den allerede er etableret, eller tager hensyn til et porteføljemanagementselskabs forretningsmodel, der skal oprettes. Porteføljemanagementselskaber kan udformes, så de fokuserer på et enkelt aktiv eller er specialiseret i et geografisk område
• - navnlig i tilfælde af et porteføljemanagementselskab, der forventes at absorbere porteføljer og aktiviteter fra forskellige institutter, er der sammenhæng mellem overførselsområdet og afhændelsesstrategien, der sikrer maksimering af likvidationsprovenuet, undgår værdiforringelse og udløser stordriftsfordele
• - overførselsområdet gør det muligt for porteføljemanagementselskabet så vidt muligt at nå op på en kritisk størrelse for at drage fordel af stordriftsfordele. Ideelt set bør den kritiske størrelse holdes inden for rammerne af det marked, hvor den opererer
• - overførselsområdet sætter porteføljemanagementselskabet i stand til at genvinde en langsigtet værdi, der er højere end markedsværdien på værdiansættelsesdatoen i overensstemmelse med punkt 32 i disse retningslinjer, hvilket betyder, at porteføljer med negative langsigtede udsigter bør overvejes nøje.

Afviklingsmyndighederne bør fastsætte en metode, der gør det muligt for institutterne at strukturere det overførselsområde, som er bestemt til porteføljemanagementselskabet i henhold til værktøjet til adskillelse af aktiver, på en sådan måde, at områdets langsigtede værdi ligger over markedsværdien for at undgå værdiforringelse, minimere omkostningerne ved afvikling og beskytte offentlige midler (artikel 31, stk. 2, i direktiv 2014/59/EU). Den langsigtede værdi kan estimeres på grundlag af den aktuelle markedsværdi for ikke-misligholdte porteføljer. Problemet opstår imidlertid i forbindelse med værdiforringede eller misligholdte porteføljer, hvor myndighederne bør vurdere forbedringsperspektiverne for de berørte porteføljer og markeder på grundlag af tilgængelige markedsanalyser, udnytte tilsynsmyndighedernes vurdering og vurdere potentielle kombinationer med ikke-misligholdte aktiver (kombination af forskellige enheder, jf. punkt 15 i disse retningslinjer) med henblik på at få en positiv indvirkning på overførselsområdets overordnede profil.

For yderligere at forbedre afviklingsmulighederne bør institutterne støtte afviklingsmyndighederne i at vurdere de potentielle områdeforandringer som fastsat i punkt 22 i disse retningslinjer, som kan påvirke overførselsområdet.

Afviklingsmyndighederne bør overveje de betingelser, hvorefter tilbageførsler til instituttet vil være nødvendige og/eller fordelagtige med hensyn til afviklingsstrategien. Disse overvejelser bør gælde for overførselsområdets enheder.