(ii) Vægte for risikoindikatorer og risikokategorier

Indskudsgarantiordningen bør tildele hver risikoindikatorværdi en individuel risikoscore fra 0 til 100, hvor 0 angiver den laveste risiko og 100 den højeste. Ved beregningen af hver individuel risikoscore kan indskudsgarantiordningen enten anvende "intervalmetoden" eller "metoden med den glidende skala".

Indskudsgarantiordningerne bør anvende ekspertvurdering ved kalibreringen af grænserne, men bør under alle omstændigheder overholde følgende minimumsgrænser:

• a. For gearingsgraden, den egentlige kernekapitalprocent, likviditetsdækningsgraden og net stable funding ratioen bør den tilsvarende individuelle risikoscore være 100, hvis værdien af indikatoren for et medlemsinstitut er lavere end det gældende lovbestemte minimumskrav i henhold til artikel 92, stk. 1, artikel 412 og artikel 413 i forordning (EU) nr. 575/2013.
• b. For kapitaldækningsgraden bør den tilsvarende individuelle risikoscore være 100, hvis værdien af indikatoren for et medlemsinstitut er lavere end 100 %.
• c. For ratioen mellem samlet risikoeksponering / samlede aktiver og ratioen mellem dækkede indskud / ubehæftede aktiver bør den tilsvarende individuelle risikoscore være 100, hvis værdien af indikatoren for et medlemsinstitut er højere end 100 %.

Intervalmetoden til den individuelle risikoscore

Med intervalmetoden definer indskudsgarantiordningen et bestemt antal intervaller ("buckets") for hver risikoindikator. Der bør mindst være to intervaller for hver risikoindikator. Indskudsgarantiordningen bør fastsætte intervallerne, så de afspejler medlemsinstitutternes forskellige risikoniveauer (f.eks. høj, mellemhøj eller lav risiko), som vurderes på grundlag af bestemte indikatorer.

For hvert interval for en risikoindikator "j" bør indskudsgarantiordningen fastsætte en øvre og nedre grænse for værdien "A" for risikoindikatoren således, at medlemsinstitutter med et tilsvarende risikoniveau grupperes i samme interval. Indskudsgarantiordningen bør fastlægge intervallernes grænser på enten et relativt eller absolut grundlag, hvor:

• a. indskudsgarantiordningen, når den anvender relative grænser, bør fordele medlemsinstitutterne ligeligt mellem intervallerne. Indskudsgarantiordningen fastlægger grænserne for intervallerne efter at have fastsat værdierne "A" for risikoindikatoren for medlemsinstitutter i samme interval.
• b. indskudsgarantiordningen, når den anvender absolutte grænser, bør fastsætte grænserne for intervallerne så det afspejles, at alle værdier "A" for risikoindikatoren inden for disse grænser har et tilsvarende risikoniveau, og således at alle medlemsinstitutter med et tilsvarende risikoniveau ender i samme interval.

Indskudsgarantiordningen bør fastsætte antallet af intervaller og grænserne for intervallerne for at sikre en tilstrækkelig og meningsfuld differentiering af medlemsinstitutterne. Indskudsgarantiordningen bør undgå at kalibrere grænserne på en sådan måde, at alle medlemsinstitutter klassificeres i samme interval, selv om der er store forskelle mellem dem på det område, som måles med en bestemt risikoindikator.

Indskudsgarantiordningen bør hverken fastsætte en øvre grænse for det højeste interval eller en nedre grænse for det laveste interval.

For hvert interval for en risikoindikator bør indskudsgarantiordningen tildele en tilsvarende individuel risikoscore. Indskudsgarantiordningen bør tildele en individuel risikoscore på 100 til intervallet med den højeste risiko og en individuel risikoscore på 0 til intervallet med den laveste risiko. Indskudsgarantiordningen kan afvige fra denne regel for risikoindikatorer, som kun kan have to mulige værdier, og hvoraf den ene har et gennemsnitligt risikoniveau. Hvis indskudsgarantiordningen beslutter at gøre brug af denne mulighed, bør den tildele en individuel risikoscore på 50 til intervallet med det gennemsnitlige risikoniveau, mens den individuelle risikoscore, der tildeles det andet interval, bør være enten 100 eller 0.

Metoden med den "glidende skala" til den individuelle risikoscore

Ved denne metode bør indskudsgarantiordningen for hvert institut "i" og for hver risikoindikator "j" beregne en individuel risikoscore baseret på risikoindikatorens værdi "A". Indskudsgarantiordningen bør fastsætte en øvre grænse " " og en nedre grænse " " for hver indikator. Hvis indikatorens værdi ligger mellem 𝑙𝑙 𝑗𝑗 de fastsatte grænser, 𝑑𝑑 𝑗𝑗 bør indskudsgarantiordningen tildele den individuelle risikoscore en værdi mellem 0 og 100 ud fra følgende to formler:

• a. Når en høj indikatorværdi angiver en høj risiko, og indikatoren ligger over den øvre grænse " ", bør indskudsgarantiordningen fastsætte værdien af den individuelle risikoscore til 100. 𝑙𝑙 𝑗𝑗 Når indikatorens værdi er lavere end den nedre grænse " ", bør indskudsgarantiordningen tilsvarende fastsætte værdien af den individuelle risikoscore 𝑑𝑑 𝑗𝑗 til 0. Formlen hertil er:

hvor j = indikator 𝐼𝐼𝐶𝐶𝐼𝐼 𝑖𝑖𝑗𝑗 = "j", ⎧ ⎪ ⎨ ⎪ ⎩ der går 𝐴𝐴 100 𝑙𝑙 0 𝑖𝑖𝑗𝑗 𝑗𝑗 fra −𝑑𝑑 −𝑑𝑑 1 𝑗𝑗 til 𝑗𝑗 ∗ "m". 100, ℎ𝑙𝑙𝑖𝑖𝑝𝑝 ℎ𝑙𝑙𝑖𝑖𝑝𝑝 ℎ𝑙𝑙𝑖𝑖𝑝𝑝𝑑𝑑 𝐴𝐴 𝐴𝐴 𝑗𝑗 𝑖𝑖𝑗𝑗 𝑖𝑖𝑗𝑗 ≤ < > 𝐴𝐴 𝑑𝑑 𝑙𝑙 𝑖𝑖𝑗𝑗 𝑗𝑗 𝑗𝑗 ≤ 𝑙𝑙 𝑗𝑗

• b. På samme måde gælder det, at hvis en lav indikator angiver en høj risiko, og indikatoren ligger under den nedre grænse " ", bør indskudsgarantiordningen fastsætte værdien af den individuelle risikoscore til 𝑑𝑑 100. 𝑗𝑗 Tilsvarende bør indskudsgarantiordningen, når indikatorværdien ligger over den øvre grænse " ", fastsætte værdien af den individuelle risikoscore til 0. Formlen hertil er: 𝑙𝑙 𝑗𝑗

For hver risikoindikator 𝐼𝐼𝐶𝐶𝐼𝐼 𝑖𝑖𝑗𝑗 bør = indskudsgarantiordningen ⎩ ⎧ ⎪ ⎨ ⎪ 𝑙𝑙 0 𝑙𝑙 100 𝑗𝑗 𝑗𝑗 −𝐴𝐴 −𝑑𝑑 𝑖𝑖𝑗𝑗 𝑗𝑗 ∗ 100, ℎ𝑙𝑙𝑖𝑖𝑝𝑝 ℎ𝑙𝑙𝑖𝑖𝑝𝑝 ℎ𝑙𝑙𝑖𝑖𝑝𝑝𝑑𝑑 kalibrere 𝐴𝐴 𝐴𝐴 𝑗𝑗 𝑖𝑖𝑗𝑗 𝑖𝑖𝑗𝑗 ≤ > < den 𝐴𝐴 𝑙𝑙 𝑑𝑑 𝑖𝑖𝑗𝑗 𝑗𝑗 𝑗𝑗 ≤ øvre 𝑙𝑙 𝑗𝑗 grænse " " og den

nedre grænse " " for at sikre, at medlemsinstitutterne differentieres på en tilstrækkelig 𝑙𝑙 𝑗𝑗 og meningsfuld måde. 𝑑𝑑 𝑗𝑗 ′ Indskudsgarantiordningen bør undgå at kalibrere de øvre og nedre grænser på en sådan måde, at alle medlemsinstitutter altid er enten under den nedre eller over den øvre grænse, selv om der er store forskelle mellem dem på det område, som måles med en bestemt risikoindikator.