4.2 Identifikation og måling af ESG-risici

Institutternes interne procedurer bør som en del af minimumsstandarderne for identifikation og måling af ESG-risici omfatte værktøjer og metoder til at vurdere ESG-risikofaktorer og deres transmissionskanaler til de forskellige tilsynsmæssige risikokategorier og finansielle risikoparametre, der påvirker instituttets eksponeringer, også fremadrettet.

For at sikre korrekt identifikation og styring af ESG-risici bør institutterne tage højde for den potentielle indvirkning af disse risici på kort, mellemlang og lang sigt. Detaljeringsgraden og nøjagtigheden af de datapunkter, kvantificeringsværktøjer, metoder og indikatorer, som institutterne anvender, bør tage hensyn til deres væsentlighedsvurdering og deres størrelse og kompleksitet og generelt være højere på kort og mellemlang sigt. Langsigtede tidshorisonter bør som minimum tages i betragtning ud fra et kvalitativt perspektiv og understøtte strategiske vurderinger og beslutningstagning.

Med hensyn til miljørisici bør de interne procedurer og metoder gøre det muligt for institutterne at:

• a. kvantificere klimarelaterede risici, f.eks. ved at vurdere sandsynligheden for, at de opstår, og omfanget af finansielle virkninger fra klimarelaterede faktorer
• b. fuldt ud forstå de finansielle risici, der kan opstå som følge af andre typer miljørisici, f.eks. risici som følge af forringelse af naturen, herunder tab af biodiversitet og tab af økosystemtjenester, eller fejltilpasning af aktiviteter til foranstaltninger, som skal beskytte, genoprette og/eller mindske de negative indvirkninger på naturen
• c. fastlægge centrale risikoindikatorer (KRI'er), der som minimum dækker korte og mellemlange tidshorisonter og et omfang af eksponeringer og porteføljer, der er fastlagt i overensstemmelse med resultaterne af væsentlighedsvurderingen.

Med hensyn til sociale og ledelsesmæssige risici, hvor der i første omgang mangler kvantitative oplysninger, bør institutternes interne procedurer omfatte metoder, der starter med en kvalitativ evaluering af de potentielle virkninger af disse risici på driften af instituttet og de finansielle risici, det står over for, og bør efterhånden udvikle mere avancerede kvalitative og kvantitative mål. Institutterne bør gradvist forbedre deres tilgange i overensstemmelse med lovgivningsmæssige, videnskabelige, datatilgængeligheds- og metodemæssige fremskridt.

Med hensyn til samspillet mellem de forskellige kategorier af henholdsvis miljømæssige, sociale og ledelsesmæssige risici bør institutternes interne procedurer sikre, at hver risikokategori først vurderes under hensyntagen til dens specifikke karakteristika, inden potentielle sammenkoblinger og indbyrdes afhængighedsforhold tages i betragtning ved målingen af disse risici.

4.2.2. Dataprocedurer

Institutternes interne procedurer bør sikre, at der indføres forsvarlige informationsstyringssystemer til at identificere, indsamle, strukturere og analysere de data, der er nødvendige til vurdering, styring og overvågning af ESG-risici. Systemerne bør gennemføres på tværs af instituttet som en del af den overordnede datastyrings- og IT-infrastruktur. Institutterne bør regelmæssigt gennemgå deres praksis for at sikre, at de holder sig ajour med den offentlige (f.eks. øget datatilgængelighed som følge af lovgivningsinitiativer) og markedsmæssige udvikling, og de bør have ordninger på plads til vurdering og forbedring af datakvaliteten.

Institutternes interne procedurer bør sikre, at institutterne indsamler og anvender de oplysninger, der er nødvendige til at vurdere, styre og overvåge de nuværende og fremadrettede ESG-risici, som de kan blive eksponeret for via deres modparter, ved at sigte mod at indsamle tilstrækkeligt detaljerede data på kunde- og aktivniveau.

Institutternes interne procedurer bør bygge på både internt og eksternt tilgængelige ESG-data, herunder ved regelmæssigt at gennemgå og gøre brug af bæredygtighedsoplysninger, der offentliggøres af deres modparter, navnlig i overensstemmelse med europæiske standarder for bæredygtighedsrapportering, der er udviklet i henhold til direktiv 2013/34/EU, eller frivillige rapporteringsstandarder for ikkebørsnoterede små og mellemstore virksomheder (SMV'er), jf. meddelelse COM (2023) 535 om hjælpepakken for SMV'er⁹ .

⁹ Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget – Hjælpepakke for SMV'er (COM(2023) 535 final).

Institutterne bør vurdere, hvilke andre datakilder der effektivt vil understøtte vurderingen, styringen og overvågningen af ESG-risici, såsom oplysninger fra engagement med kunder og modparter som led i nye og eksisterende forretningsforbindelser, eller tredjepartsdata. Når institutter anvender tredjepartsleverandørtjenester til at indhente ESG-data, bør institutterne sikre, at de har en tilstrækkelig forståelse af de kilder, data og metoder, der anvendes af dataleverandørerne, herunder potentielle begrænsninger.

Hvis datakvaliteten eller -tilgængeligheden i første omgang ikke er tilstrækkelig til at opfylde risikostyringsbehovene, bør institutterne vurdere disse huller og de potentielle konsekvenser. Institutterne bør træffe og dokumentere afhjælpende foranstaltninger, bl.a. brug af estimater eller proxyer, f.eks. baseret på karakteristika på sektor- og/eller regionalt niveau, og, når det er muligt, justere for modpartsspecifikke aspekter. Institutterne bør med tiden reducere brugen af estimater og proxyer, efterhånden som tilgængeligheden og kvaliteten af ESG-dataene bliver bedre.

For store virksomhedsmodparter som defineret i artikel 3, stk. 4, i direktiv 2013/34/EU bør institutterne overveje at indsamle eller indhente følgende datapunkter, hvis det er relevant:

• a. For miljømæssige risici:
• i. geografisk placering af vigtige aktiver (f.eks. produktionssteder) og eksponering for miljøfarer (f.eks. farer relateret til temperatur, vind, vand, faste masser) på det detaljeringsniveau, der er nødvendigt for en passende fysisk risikoanalyse og tilgængelighed af forsikring
• ii. aktuelle og, hvis det er muligt, målrettede drivhusgasemissioner omfattet af anvendelsesområde 1, 2 og 3 i absolut værdi og, hvor det er relevant, i intensitetsværdi
• iii. afhængighed af fossile brændstoffer, enten i form af økonomiske faktorinput eller indtægtsgrundlag
• iv. energi- og vandefterspørgsel og/eller forbrug, enten med hensyn til økonomiske faktorinput eller indtægtsgrundlag
• v. energieffektiviteten for ejendomseksponeringer og modpartens gældsserviceringskapacitet
• vi. de aktuelle og forventede finansielle indvirkninger af miljørisici og muligheder på modpartens finansielle stilling, finansielle resultater og pengestrømme
• vii. omstillingsrelaterede strategiske planer, herunder omstillingsplan for modvirkning af klimaændringer, der offentliggøres i overensstemmelse med artikel 19a eller artikel 29a i direktiv (EU) 2022/2464, hvis den foreligger
• b. For sociale og ledelsesmæssige risici:
• i. overensstemmelse med OECD's retningslinjer for multinationale virksomheder, FN's Vejledende Principper for Menneskerettigheder og Erhvervsliv samt Den Internationale Arbejdsorganisations erklæring om grundlæggende principper og rettigheder på arbejdet
• ii. negative væsentlige indvirkninger på egne medarbejdere, ansatte i værdikæden, berørte lokalsamfund og forbrugere/slutbrugere, herunder oplysninger om due diligence-bestræbelser eller processer med henblik på at undgå og afhjælpe sådanne indvirkninger.

For eksponeringer mod andre typer modparter end store virksomheder bør institutterne:

• a. fastlægge de datapunkter, der er nødvendige for identifikation, måling og styring af ESG-risici, under hensyntagen til listen i punkt 28 til støtte for denne vurdering
• b. når det er nødvendigt for at afhjælpe datamangler, anvende ekspertvurderinger, kvalitative data, vurderinger og proxyer på porteføljeniveau i overensstemmelse med punkt 27.

4.2.3. Hovedtræk ved referencemetoder til identifikation og måling af ESG-risici

Institutternes interne procedurer bør omfatte en kombination af risikovurderingsmetoder, herunder eksponeringsbaserede, sektorbaserede, porteføljebaserede og scenariebaserede metoder, som beskrevet i punkt 31-42. Kombinationen af metoder bør sammensættes således, at institutterne kan foretage en omfattende vurdering af ESG-risici over alle relevante tidshorisonter. Navnlig bør institutterne som minimum anvende eksponeringsbaserede metoder for at få et kortsigtet overblik over, hvordan ESG-risici påvirker deres modparters risikoprofil og rentabilitet, anvende sektor-, portefølje- og scenariebaserede metoder til at støtte den mellemfristede planlægningsproces og definitionen af risikogrænser og risikoappetit med henblik på at styre instituttet i retning af sine strategiske mål og gennem scenariebaserede metoder vurdere følsomheden over for ESG-risici på tværs af forskellige tidshorisonter, også langsigtede.

• a. Eksponeringsbaserede metoder

På eksponeringsbaseret plan bør institutterne – ifølge bestemmelserne i punkt 126 og 146 i EBA's retningslinjer for oprettelse og overvågning af lån – have interne procedurer til at vurdere deres modparters aktiviteter og nøgleaktiver i forhold til ESG-faktorer, navnlig miljømæssige faktorer og indvirkningen af klimaforandringer, og om de afbødende foranstaltninger er hensigtsmæssige. Til dette formål bør institutterne sikre, at ESG-faktorer, navnlig miljøfaktorer, afspejles korrekt i deres interne risikoklassificeringsprocedurer, tages i betragtning i den overordnede vurdering af en låntagers misligholdelsesrisiko og, hvor det er begrundet i deres væsentlighed, indarbejdes i risikoindikatorerne, interne kreditscorings- eller ratingmodeller samt i værdiansættelsen af sikkerhedsstillelse.

Med hensyn til vurderingen af miljørisici på eksponeringsniveau bør institutternes interne procedurer omfatte et sæt risikofaktorer og kriterier, der både omfatter fysiske risikofaktorer og omstillingsrisikofaktorer. For store institutter omfatter dette, hvor det er relevant, mindst følgende:

• a) graden af sårbarhed over for miljøfarer under hensyntagen til den geografiske placering af modparters og garanters vigtigste aktiver eller af den fysiske sikkerhedsstillelse for eksponeringerne, under hensyntagen til både balanceførte og ikkebalanceførte eksponeringer
• b) graden af sårbarhed over for omstillingsrisici under hensyntagen til den relevante teknologiske udvikling, virkningen af gældende eller kommende miljøbestemmelser, der påvirker modpartens aktivitetssektor, de nuværende og eventuelle målrettede drivhusgasemissioner i absolutte tal og, hvor det er relevant, modpartens intensitetsværdi, virkningen af skiftende markedspræferencer og energieffektivitetsniveauet i tilfælde af eksponeringer mod beboelses- eller erhvervsejendomme sammen med modparternes gældsserviceringskapacitet
• c) eksponeringen af modpartens forretningsmodel og/eller forsyningskæde for kritiske forstyrrelser som følge af miljøfaktorer såsom indvirkningen af tab af biodiversitet, vandstress eller forurening
• d) modpartens eksponering for omdømmerisici og risici for sagsanlæg under hensyntagen til afsluttede, verserende eller umiddelbart forestående retssager vedrørende miljøspørgsmål
• e) eksponeringens eller aktivets (planlagte) løbetid eller terminsstruktur
• f) risikobegrænsende faktorer, såsom privat eller offentlig forsikringsdækning, f.eks. baseret på gældende nationale katastrofeordninger eller lignende rammer, og modpartens kapacitet til at sikre modstandsdygtighed over for omstillingsrisici og fysiske risici, herunder gennem fremadrettet omstillingsplanlægning.

Hvis de nødvendige data til at vurdere visse kriterier endnu ikke er tilgængelige, f.eks. for mindre virksomhedsmodparter, bør institutterne følge trinnene i punkt 26, 27 og 29.

Med hensyn til vurderingen af sociale og ledelsesmæssige risici på eksponeringsniveau bør institutterne gennemføre due diligence-processer med henblik på at vurdere de finansielle konsekvenser af og sårbarheden af modparternes forretningsmodel over for sociale og ledelsesmæssige faktorer. Dette gøres under hensyntagen til virksomhedsmodparternes overholdelse af sociale og ledelsesmæssige standarder som dem, der er nævnt i punkt 28, litra b), nr. i), modpartens eksponering for sagsanlæg som følge af sociale eller ledelsesmæssige spørgsmål samt den gældende lovgivning i den jurisdiktion, hvor modparten opererer.

• b. Sektorbaserede metoder, porteføljebaserede metoder og porteføljetilpasningsmetoder

Institutternes interne procedurer bør omfatte sektorbaserede og porteføljebaserede metoder, navnlig varmekort, der fremhæver ESG-risici for individuelle økonomiske (del-)sektorer i et diagram eller skalasystem som omhandlet i punkt 127 og 149 i EBA's retningslinjer for oprettelse og overvågning af lån. Institutternes metoder bør gøre det muligt at kortlægge deres porteføljer i henhold til ESG-risikofaktorer og identificere enhver koncentration i forhold til en eller flere typer ESG-risici.

Med hensyn til ikke-klimarelaterede ESG-faktorer bør store institutter udvikle:

• a) metoder til at identificere sektorer, der er stærkt afhængige af eller har en betydelig indvirkning på økosystemtjenester, og værktøjer til at måle den økonomiske indvirkning af naturforringelse og handlinger, der sigter mod at beskytte, genoprette og/eller reducere negative indvirkninger på naturen
• b) tilgange til at måle de positive eller negative indvirkninger af deres porteføljer på opnåelsen af FN's mål for bæredygtig udvikling og evaluere potentielle relaterede finansielle risici.

Med hensyn til klimarelaterede risici bør institutternes interne procedurer omfatte mindst én porteføljetilpasningsmetode til på sektorbasis at vurdere, i hvor høj grad instituttets porteføljer er tilpasset til klimarelaterede omstillingsforløb og/eller benchmarkscenarier. Institutterne bør også overveje at vurdere tilpasningen på modpartsniveau, f.eks. ved at sammenligne en given modparts drivhusgasemissionsintensitet med et gældende sektorbenchmark.

Med henblik på punkt 37 bør institutterne anvende scenarier, der er videnskabeligt baserede, relevante for økonomiske aktivitetssektorer og den geografiske placering af deres eksponeringer, opdaterede og stammer fra nationale, EU- eller internationale organisationer såsom nationale miljøagenturer, EU-Kommissionens Fælles Forskningscenter, Det Internationale Energiagentur, Network for Greening the Financial System og Det Internationale Panel for Klimaændringer. Sektorspecifikke dekarboniseringsforløb bør være i overensstemmelse med den gældende politiske målsætning, såsom EU's målsætning om nettonulemission af drivhusgasser senest i 2050 og at reducere udledningen med 55 % senest i 2030 i forhold til 1990-niveauet, eller eventuelle andre nationale mål.

Med henblik på punkt 37 bør institutterne bestemme det rette omfang af porteføljetilpasningsvurderingerne og de anvendte metoders kompleksitetsgrad ud fra porteføljernes karakteristika, resultaterne af væsentlighedsvurderingen samt deres størrelse og kompleksitet. Store institutter med værdipapirer, der handles på et reguleret marked i Unionen, bør tage hensyn til listen over sektorer i skema 3 i bilag I til Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2022/2453¹⁰ . SNCI'er og andre ikke-store institutter kan anvende repræsentative stikprøver af eksponeringer i deres porteføljer til at foretage porteføljetilpasningsvurderinger.

¹⁰ Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2022/2453 af 30. november 2022 om ændring af de gennemførelsesmæssige tekniske standarder i gennemførelsesforordning (EU) 2021/637 for så vidt angår offentliggørelse af miljømæssige, sociale og ledelsesmæssige risici (EUT L 324 af 19.12.2022, s. 1).

Institutterne bør begrunde og dokumentere deres metodevalg, herunder valget af scenarie(r) og basisår, udvælgelsen af sektorer og, for SNCI'er og andre ikke-store institutter, identifikationen af et repræsentativt udsnit af eksponeringer, samt eventuelle væsentlige metodeændringer over tid. Når de nødvendige data til at måle tilpasningen ikke foreligger, bør institutterne følge trinnene i punkt 26, 27 og 29.

Institutterne bør tage hensyn til den indsigt, der er opnået gennem metoderne til tilpasning af klimaporteføljen, med henblik på at:

• a. vurdere og overvåge klimarelaterede omstillingsrisici som følge af modparters og/eller porteføljers fejltilpasning til EU's, medlemsstaternes eller tredjelandes reguleringsmæssige mål og forløb i overensstemmelse med gældende klimamål samt potentielle relaterede finansielle risici
• b. informere deres beslutningsproces om formulering og implementering af deres risikoappetit, forretningsstrategi og omstillingsplanlægning, herunder vedrørende prioritering af engagement med visse modparter.
• c. Scenariebaserede metoder

Ud over eksponeringsbaserede, sektorbaserede, porteføljebaserede og porteføljejusteringsmetoder bør institutternes interne procedurer omfatte scenariebaserede analyser til at teste deres modstandsdygtighed over for ESG-risici, begyndende med klimarelaterede risici, i forskellige scenarier¹¹ .

¹¹ Punkt d) i mandatet i artikel 87a, stk. 5, i direktiv 2013/36/EU vil blive behandlet gennem udarbejdelse af supplerende EBA-retningslinjer om scenarieanalyse til testning af institutternes modstandsdygtighed over for miljømæssige, sociale og ledelsesmæssige faktorer.