6.2. Vurdering af kredit - og modpartsrisikoen

Ved vurderingen af rammerne for kreditrisikostyring bør de kompetente myndigheder vurdere, om instituttet overholder de retsakter, der er offentliggjort separat på EBA's websted, jf. punkt 12.

De kompetente myndigheder bør vurdere kreditrisikoen i forbindelse med alle eksponeringer uden for handelsbeholdningen (herunder ikkebalanceførte poster). De bør også vurdere modpartskreditrisikoen og den afviklingsrisiko, der kan falde ind under handelsbeholdningen og uden for handelsbeholdningen. For at foretage en sådan vurdering bør de kompetente myndigheder tage hensyn til alle de komponenter, der bestemmer potentielle kredittab, og navnlig:

• a. sandsynligheden for en kredithændelse (dvs. misligholdelse) eller korrelerede kredithændelser, der hovedsagelig vedrører låntagerne og deres evne til at tilbagebetale relevante forpligtelser
• b. størrelsen af engagementer, der er underlagt kreditrisiko
• c. inddrivelsesprocenten for krediteksponeringerne i tilfælde af låntageres misligholdelse.

De kompetente myndigheder bør tage i betragtning, at disse komponenter kan udvikle sig negativt over tid retning og forringes i forhold til de forventede resultater.

De kompetente myndigheder bør vurdere, hvordan miljømæssige, sociale og ledelsesmæssige risici påvirker den iboende kreditrisiko, samt om kreditrisikokontrollerne i forbindelse med miljømæssige, sociale og ledelsesmæssige risici er tilstrækkelige, idet miljørisici skal prioriteres. De kompetente myndigheder bør navnlig tage hensyn til miljøomstillingsrisici og fysiske risici, når de foretager vurderingen af kreditkoncentrationsrisiko og ejendomsrisiko, samt når de vurderer kreditrisikoen i specifikke porteføljer eller eksponeringsklasser, der anses for at være væsentligt eksponeret for miljørisici.

Derudover bør de kompetente myndigheder også være opmærksomme på, om ML/TF -risici tages i betragtning i forbindelse med långivningsprocessen, herunder om instituttet har indført systemer og kontroller til at sikre, at de midler, der anvendes til at tilbagebetale lån, stammer fra lovlige kilder.

6.2.2. Vurdering af iboende kreditrisiko

Identifikation af væsentlige kilder til kreditrisiko

De kompetente myndigheder bør vurdere kreditrisikoen både ud fra et nuværende og et fremadrettet perspektiv og samtidig integrere analysen af den nuværende porteføljes kreditrisiko med vurderingen af instituttets kreditrisikostrategi, risikovillighed og ri sikogrænser (potentielt som led i den bredere vurdering af strategien, der foretages som led i forretningsmodelanalysen). De kompetente myndigheder bør også overveje, hvordan både den forventede og den stressede makroøkonomiske udvikling kan påvirke disse elementer.

For at vurdere et instituts iboende kreditrisiko bør de kompetente myndigheder først kortlægge instituttets kreditrisikoeksponering. For at opnå dette og sikre en ensartet identificering af de kilder til kreditrisiko, som instituttet er eller kan blive eksponeret for, bør det tage følgende informationskilder i betragtning:

• a. skabeloner til lovpligtig rapportering, f.eks. COREP og FINREP, under hensyntagen til de relevante lovgivningsmæssige eksponeringsklasser baseret på instituttets tilgang til kapitalgrundlagskravene (dvs. standardmetoden eller IRB-metoden)
• b. indsigter, der er opnået gennem vurderingen af andre SREP - elementer (såsom forretningsmodelanalysen) og fra tidligere tilsynsaktiviteter
• c. sammenligninger af instituttets situation med tilsvarende institutters situation, hvor sådanne data foreligger. For institutter, der anvender IRB - metode, bør de kompetente myndigheder tage hensyn til resultatet af den tilsynsmæssige benchmarking, der er udført i overensstemmelse med artikel 78 i direktiv 2013/36/EU.

De kompetente myndigheder bør primært fokusere deres vurdering på de mest betydningsfulde identificerede kilder til kreditrisiko og vurdere deres væsentlighed for instituttet ud fra et tilsynsmæssigt perspektiv. Med henblik på denne vurdering bør de tage følgende elementer i betragtning:

• a. kreditrisikostrategien og risikovilligheden samt relevante grænser
• b. størrelsen af eksponeringsværdien for den pågældende portefølje sammenlignet med den samlede eksponeringsværdi for krediteksponeringer, herunder dens vækst over tid
• c. størrelsen af kapitalgrundlagskravet for kreditrisiko for den pågældende portefølje i forhold til det samlede kapitalgrundlagskrav, herunder dets vækst over tid
• d. hvor det er relevant, den interne kapital, som instituttet har allokeret til kreditrisiko for den pågældende portefølje, sammenlignet med den samlede interne kapital
• e. sammensætningen og kvaliteten af instituttets balanceførte og ikkebalanceførte kreditrelaterede poster i den ikkemisligholdte portefølje (herunder eksponeringer med betalingshenstand) og den misligholdte portefølje, herunder niveauet og udviklingen over tid for værdiforringelser og afskrivninger samt misligholdelsesraterne i kreditporteføljen.

De kompetente myndigheder bør vurdere risikoens væsentlighed i forhold til den aktuelle portefølje samt i et historisk og fremadrettet perspektiv (tidligere ændringer i disse tal og prognoser, hvor de er tilgængelige).

Som yderligere informationskilde til væsentlighedsvurderingen bør de kompetente myndigheder – hvor det er muligt og hensigtsmæssigt – tage hensyn til de interne kreditrisikoparametre, som instituttet anvender. Dette omfatter en vurdering af, i hvilket omfa ng de er egnede til nøjagtigt at kvantificere kreditrisikoeksponeringer på tværs af forskellige porteføljer, med særlig vægt på oplysninger fra den årlige rapport, der udarbejdes af instituttets valideringsfunktion, og mere specifikt på resultaterne af bac ktest – dvs. sammenligningen af estimerede parametre med observerede resultater, som den er gennemført af instituttet. De kompetente myndigheder bør lægge vægt på porteføljer, hvor de estimerede parametre har undervurderet de observerede resultater.

De kompetente myndigheder bør også tage hensyn til resultaterne af de stresstest, som instituttet har foretaget for at identificere hidtil uafdækkede kilder til kreditrisiko, såsom ændringer i kreditkvaliteten, kreditkoncentrationer, sikkerhedsstillelsens værdi og krediteksponering i kriseperioder.

På baggrund af den væsentlighedsvurdering, der er foretaget i de foregående punkter, samt størrelsen og kompleksiteten af instituttets kreditrisiko og kreditportefølje, bør de kompetente myndigheder vælge det relevante detaljeringsniveau for vurderingen.

Arten, størrelsen og sammensætningen af instituttets kreditportefølje (balanceførte og ikkebalanceførte kreditrelaterede poster)

De kompetente myndigheder bør undersøge krediteksponeringernes art (dvs. typer af låntagere og eksponeringer) og analysere sammensætningen af instituttets kreditportefølje. I forbindelse med denne vurdering bør de kompetente myndigheder også undersøge, hvo rdan kreditrisikoeksponeringens art kan påvirke eksponeringens størrelse (f.eks. kreditlinjer/uudnyttede forpligtelser, som låntagerne trækker på, og udstedelse i udenlandsk valuta), under hensyntagen til instituttets retlige kompetence til ensidigt at opsige uudnyttede dele af bevilgede kreditfaciliteter.

For at vurdere kreditrisikoens art bør de kompetente myndigheder som minimum overveje følgende underkategorier af kreditrisiko ved at foretage en mere detaljeret vurdering af de underkategorier, der anses for at være mest relevante for instituttet²⁸ :

• a. kreditkoncentrationsrisiko
• b. modpartskreditrisiko og afviklings-/leveringsrisiko
• c. landerisiko
• d. kreditrisiko som følge af securitiseringer
• e. risiko forbundet med långivning i udenlandsk valuta
• f. ejendomsrisici
• g. aktierisiko i porteføljebeholdningen
• h. udvandingsrisiko
• i. modelrisiko for forskriftsmæssigt godkendte modeller.

²⁸ Se bilag I for en ikke-udtømmende oversigt over underkategorier af kreditrisiko samt yderligere oplysninger om vurderingen heraf.

Hvis specialiserede långivninger vurderes at være væsentlige , bør de kompetente myndigheder vurdere sådanne eksponeringer separat i forhold til andre udlånsaktiviteter, eftersom risikoen ved sådanne eksponeringer afhænger af det finansierede aktivs eller projekts rentabilitet (f.eks. erhvervsejendomme, kraftværk, rederivirksomhed og råvarer) og ikke af låntageren (der som regel er et til formålet oprettet selskab). I forbindelse med denne vurdering bør de kompetente myndigheder overveje:

• a. hvor rentable projekterne er, og hvor konservative de antagelser, der ligger til grund for forretningsplanerne, er (herunder kreditrisikoen ved de største kunder)
• b. hvilke konsekvenser reguleringsmæssige ændringer har for de fremtidige betalingsstrømme, navnlig for subsidierede sektorer
• c. hvilke konsekvenser skiftende markedsefterspørgsel i givet fald har, og om der findes et marked for det potentielle fremtidige salg af finansieringsobjektet
• d. om der findes et syndikat eller andre långivere, der deler kreditrisikoen
• e. om der er stillet en garanti over for de organiserende institutter
• f. den potentielle stigning i koncentrationsrisikoen, som disse aktiviteter kan medføre.

Porteføljens kreditkvalitet

Når de kompetente myndigheder vurderer porteføljens kreditkvalitet, bør de lægge særlig vægt på, om krediteksponeringerne er klassificeret korrekt, og vurdere konsekvenserne af en eventuel fejlklassificering, der kan forsinke instituttets hensættelser og i ndregning af tab.

De kompetente myndigheder bør foretage en analyse for at sondre mellem ikkemisligholdte eksponeringer, misligholdte eksponeringer og eksponeringer med kreditlempelser under hensyntagen til både antallet af låntagere og de relevante beløb/mængder. De kompet ente myndigheder bør vurdere den overordnede kreditkvalitet på porteføljeniveau og de forskellige kvalitetsklasser for hver af de ovenfor nævnte kategorier for at beregne instituttets overordnede kreditrisiko. Som led i denne vurdering bør de kompetente myndigheder analysere misligholdelses - og migreringsrisiko efter eksponeringsklasser under hensyntagen til tendenser i kreditkvaliteten over tid, og de bør overveje, om porteføljens faktiske kreditkvalitet er i overensstemmelse med den angivne risikovillighed, og fastlægge årsagerne til eventuelle afvigelser.

Dette bør føre til en samlet vurdering af instituttets kreditcyklus fra start til slut, lige fra kreditgivning til overvågning og styring af de enkelte eksponeringskategorier. I forbindelse med disse analyser bør de kompetente myndigheder gøre brug af peer analyse og benchmarkporteføljer (dvs. porteføljer af låntagere, der er fælles for flere institutter), når det er relevant og muligt. Denne analyse bør foretages under hensyntagen til:

• a. indikatorer for aktivkvalitet, historiske tendenser og vækstrater opdelt efter låntagertyper, sektorer og produkter, fordelingen af låntagernes kreditværdighed, historiske migreringsrater mellem kreditværdighedsklasser samt restance - og misligholdelsesrate r for forskellige tidshorisonter
• b. andelen af misligholdte forpligtelser og dækningsgraden pr. portefølje, sektor og geografisk område samt ændringer over tid, idet der også tages højde for de relevante ind - og udgående transaktioner fra hver relevant portefølje, fordelingen af eksponeringerne på de forskellige kategorier af misligholdte forpligtelser (dvs. forfaldne, tvivlsomme), omfanget og udviklingen over tid af værdiforringelser og afskrivninger for hver relevant faktor, historiske inddrivelsesprocenter og varigheden af inddrivelsesprocessen, tvangsauktionerede aktiver og ændringer over tid samt den tid, der er gået, siden eksponeringerne blev klassificeret som misligholdte.

De kompetente myndigheder bør vurdere, om niveauet for hensættelser til tab på udlån og kreditværdijusteringer er passende i forhold til eksponeringernes kvalitet og, hvor det er relevant, i forhold til sikkerhedsniveauet, idet de navnlig skal vurdere, om niveauet for hensættelser til tab på udlån er i overensstemmelse med risikoniveauet i de forskellige porteføljer, over tid og sammenlignet med instituttets relevante peers samt den relevante makroøkonomiske udvikling, og om kreditværdijusteringerne af deri vaters markedsværdier afspejler de relevante modparters kreditværdighed. De kompetente myndigheder kan om nødvendigt aflægge kontrolbesøg eller træffe andre passende tilsynsforanstaltninger for at vurdere, om hensættelserne til tab på lån og risikodækningen er tilstrækkeligt omfattende, f.eks. ved at vurdere et udsnit af de pågældende lån. Ved gennemførelsen af en sådan vurdering bør de kompetente myndigheder også tage hensyn til eventuelle bemærkninger fra interne og eksterne revisorer, hvis sådanne foreli gger.

Når de kompetente myndigheder vurderer et instituts iboende kreditrisiko, bør de tage hensyn til resultaterne af de stresstest, som instituttet har foretaget for at identificere hidtil uafdækkede kilder til kreditrisiko, f.eks. ændringer i kreditkvaliteten, kreditkoncentrationer, sikkerhedsstillelsens værdi og krediteksponering i kriseperioder.

Kreditrisikoreduktionens omfang og kvalitet

De kompetente myndigheder bør vurdere omfanget og kvaliteten af garantierne (herunder kreditderivater) og af den tilgængelige sikkerhedsstillelse, der kan reducere kredittab, når der indtræffer kredithændelser, herunder garantier og sikkerhedsstillelse, de r ikke anerkendes som teknikker til kreditrisikoreduktion ved beregning af kapitalgrundlaget. I forbindelse med denne vurdering bør de kompetente myndigheder tage følgende i betragtning:

• a. den dækning, der ydes af sikkerhedsstillelsen og garantierne, efter portefølje, type låntager, kreditvurdering, sektor og andre relevante aspekter
• b. værdier af sikkerhedsstillelse for ikkemisligholdte og misligholdte eksponeringer
• c. historiske inddrivelsesrater efter sikkerhedsstillelsens og garantiernes art og størrelse.

De kompetente myndigheder bør også vurdere, hvor væsentlig restrisikoen (som nævnt i artikel 80 i direktiv 2013/36/EU) er, og navnlig hensigtsmæssigheden og håndhævelsen af aftaler om sikkerhedsstillelse og af garantier, timingen af og evnen til at realise re sikkerhedsstillelse og gennemføre garantier i henhold til de nationale retlige rammer, likviditeten og volatiliteten af aktiver, der anvendes til sikkerhedsstillelse, og værdien af sikkerhedsstillelse, der kan tilbagekræves i henhold til eventuelle kred ithåndhævelsesforanstaltninger. De kompetente myndigheder bør også vurdere koncentrationen på garantistillere og sikkerhedsstillelse og forbindelsen mellem låntagernes kreditværdighed (dvs. "wrong - way" - risikoen) og de potentielle konsekvenser for afdækning ens effektivitet. Miljømæssige, sociale og ledelsesmæssige faktorer

Ved vurderingen af, hvordan miljømæssige, sociale og ledelsesmæssige risici og især miljømæssige risici påvirker den iboende kreditrisiko, bør de kompetente myndigheder tilstræbe at tage højde for disse risicis specifikke karakteristika, f.eks. deres fremadrettede karakter og deres forskellige virkninger over forskellige tidshorisonter, hvor de anerkender den usikkerhed, der er forbundet med langsigtede prognoser, og samtidig udvikler deres evne til at inddrage disse karakteristika i deres vurdering.

6.2.3. Vurdering af rammen for kreditrisikostyring og - kontrol

For at opnå en helhedsorienteret forståelse af instituttets kreditrisikoprofil bør de kompetente myndigheder gennemgå instituttets ramme for kreditrisikostyring og - kontrol samt vurdere, om denne ramme er tilstrækkelig i forhold til de iboende kreditrisiko eksponeringer. I forbindelse med denne vurdering bør de kompetente myndigheder også basere sig på resultatet af vurderingen af andre SREP- elementer (såsom forretningsmodelanalyse og ledelse). For institutter, der er omfattet af strategierne for reduktion af misligholdte eksponeringer og den tilhørende ledelsesmæssige og operationelle vejledning, bør de kompetente myndigheder også vurdere, om institutterne opfylder specifikke krav i EBA's relevante retningslinjer for sådanne strategier og deres operationalisering, herunder med hensyn til at opfylde forbrugerbeskyttelsesforpligtelserne.

Kreditrisikostrategi og - villighed

De kompetente myndigheder bør vurdere, om instituttet har en forsvarlig, klart formuleret og dokumenteret kreditrisikovillighed, kreditrisikostrategi og kreditrisikogrænser, der er godkendt af ledelsesorganet. I forbindelse med denne vurdering bør de kompe tente myndigheder bl.a. tage hensyn til ledelsesorganets rolle i forbindelse med fastlæggelse, godkendelse og revision af kreditrisikostrategien og - villigheden, den øverste ledelses korrekte gennemførelse af denne strategi samt dens hensigtsmæssighed for instituttet i lyset af dets forretningsmodel, den samlede risikovillighed, det nuværende og forventede markedsmiljø samt den finansielle situation.

Organisatoriske rammer og ramme for intern kontrol

De kompetente myndigheder bør vurdere, om instituttet har passende organisatoriske rammer og ledelsesordninger, der sikrer en effektiv kreditrisikotagning, - styring, - måling og - kontrol, herunder tilstrækkelige (i kvalitativ og kvantitativ henseende) menne skelige og tekniske ressourcer til at udføre de krævede opgaver. De bør navnlig vurdere, om instituttets ledelsesorgan og øverste ledelse forstår de antagelser, der ligger til grund for kreditmålingssystemet. I forbindelse med denne vurdering bør de kompetente myndigheder tage hensyn til, om ansvarsfordelingen er hensigtsmæssig, samt til personalets kompetencer og erfaring med hensyn til at udføre deres opgaver i forbindelse med påtagelse, måling, overvågning og rapportering af kreditrisiko, herunder forvaltning af misligholdte eksponeringer og især afvikling af misligholdte eksponeringer, og endelig til, om der er en klar adskillelse mellem dem, der påtager sig risikoen, og dem, der forvalter risikoen.

De kompetente myndigheder bør vurdere, om instituttet har passende politikker og procedurer for kreditgivning, identifikation, måling, indberetning og kontrol af kreditrisiko, og om disse er i overensstemmelse med instituttets kreditrisikostrategi og omfatt er alle de vigtigste aktiviteter og processer. Dette omfatter en vurdering af, om disse politikker er klart formaliserede, formidlet og anvendt konsekvent på tværs af instituttet og den bankkoncern, som det tilhører. I forbindelse med denne vurdering bør de kompetente myndigheder tage hensyn til, om ledelsesorganet godkender disse politikker og drøfter og gennemgår dem regelmæssigt i overensstemmelse med risikostrategierne, og om den øverste ledelse er ansvarlig for at udarbejde og gennemføre de politikker og procedurer, som ledelsesorganet har fastlagt.

De kompetente myndigheder bør vurdere, om instituttet har en passende ramme for identificering, afdækning og måling, overvågning og indberetning af kreditrisici, som er afpasset efter instituttets størrelse og kompleksitet. I denne forbindelse bør de kompe tente myndigheder vurdere, om instituttet råder over en tilstrækkelig datainfrastruktur, og om de anvendte analysemetoder er tilstrækkelige til, at instituttet kan forvalte sin kreditrisiko på tilfredsstillende vis og opfylde de tilsynsmæssige indberetningskrav, og til at det kan afsløre, måle og regelmæssigt overvåge den kreditrisiko, der er forbundet med alle balanceførte og ikkebalanceførte aktiviteter (eventuelt på koncernniveau).

De kompetente myndigheder bør undersøge, om instituttets ledelsesorgan og øverste ledelse ved, hvilke antagelser der ligger til grund for kreditmålingssystemet, og om de er bekendt med omfanget af den relevante modelrisiko. De bør vurdere, om instituttet h ar foretaget stresstest for at belyse, hvordan negative hændelser påvirker dets kreditrisikoeksponeringer og omfanget af dets kreditrisikoafdækning, ved at tage hensyn til hyppigheden af stresstest, relevante identificerede risikofaktorer, de antagelser, der ligger til grund for stressscenariet, og den interne brug af resultater af stresstest til kapitalplanlægnings - og kreditrisikostrategier.

De kompetente myndigheder bør vurdere, om instituttet har tilrettelagt og gennemført en løbende og effektiv overvågning af kreditrisikoeksponeringer (herunder kreditkoncentration) for hele instituttet, bl.a. ved hjælp af specifikke indikatorer og relevante faktorer, der kan udløse en effektiv tidlig varsling. De kompetente myndigheder bør vurdere, om instituttet sørger for regelmæssig indberetning af kreditrisikoeksponeringer, herunder resultater af stresstest, til ledelsesorganet, den øverste ledelse og de relevante kreditrisikoansvarlige.

De kompetente myndigheder bør vurdere, om instituttet har etableret en stærk og omfattende ramme for intern kontrol og truffet passende forholdsregler til at imødegå kreditrisikoen i overensstemmelse med sin kreditrisikostrategi og - villighed. I forbindels e med denne vurdering bør de kompetente myndigheder især være opmærksomme på, om instituttets kontrolfunktioner dækker et tilstrækkeligt omfang (herunder alle konsoliderede enheder, geografiske lokationer og kreditaktiviteter), samt på, om der findes drift smæssige grænser og andre praksisser, der har til formål at holde kreditrisikoeksponeringerne inden for niveauer, som instituttet finder acceptable i overensstemmelse med dets risikovillighed og grænser. De kompetente myndigheder bør her være særligt opmærksomme på, om instituttet har passende interne kontrolforanstaltninger og - praksisser til at sikre, at overtrædelser af (eller undtagelser fra) politikker, procedurer og grænser indberettes rettidigt til det relevante ledelsesniveau med henblik på iværksættelse af foranstaltninger, herunder kontroller med henblik på at identificere, vurdere og håndtere de ML/TF - risici, som instituttet er eksponeret for som følge af dets kreditgivningsaktiviteter.

I forbindelse med denne vurdering bør de kompetente myndigheder overveje, om grænsesystemet er passende i forhold til instituttets kompleksitet og dets evne til at måle og styre kreditrisikoen. Dette omfatter en vurdering af, om de fastsatte grænser er absolutte, eller om der kan forekomme overtrædelser heraf. Det bør i det sidstnævnte tilfælde præciseres i instituttets politikker, i hvilket tidsrum og under hvilke specifikke omstændigheder det er muligt at tilsidesætte grænserne. Desuden bør de kompetente myndigheder vurdere, om de eksisterende procedurer er tilstrækkelige til at holde kreditansvarlige orienteret om deres grænser, samt om disse grænser regelmæssigt gennemgås og ajourføres (f.eks. for at sikre, at de fortsat er i overensstemmelse med ændringer i strategien).

De kompetente myndigheder bør ligeledes vurdere den interne revisionsfunktion med hensyn til, om de interne revisioner af rammerne for kreditrisikostyring er tilstrækkelige, har det nødvendige omfang og gennemføres med passende hyppighed. Disse revisioner bør omfatte en gennemgang af de væsentligste elementer i rammerne for kreditrisikostyring, - måling og - kontrol på tværs af instituttet samt overholdelsen af relevante eksterne regler og interne politikker og procedurer og eventuelle afvigelser fra disse.

For de institutter, der anvender interne metoder til fastsættelse af minimumskrav til kapitalgrundlaget i relation til kreditrisici, bør de kompetente myndigheder også vurdere, om den interne valideringsprocedure er pålidelig og effektiv i forhold til at efterprøve modelforudsætninger og påvise eventuelle mangler i kreditrisikostyringssystemet. Denne vurdering bør, hvor det er muligt, baseres på de oplysninger, der stammer fra allerede udførte tilsynsaktiviteter på interne modeller (såsom kontrol på stedet), og tage hensyn til den tilsynspraksis, der er beskrevet i EBA's tilsynshåndbog vedrørende validering af IRB -systemer²⁹ .

6.2.4. Opsummering af resultater, scoring og tilsynsforanstaltninger

²⁹ EBA/REP/2023/29.

Efter ovennævnte vurdering bør de kompetente myndigheder foretage en vurdering af instituttets kredit - og modpartsrisiko. Denne vurdering bør indgå i en opsummering af resultater og ledsages af en risikoscore, der bygger på betragtningerne i tabel 6. Hvis visse risikounderkategorier er så væsentlige, at den kompetente myndighed beslutter at vurdere og beregne risikoscoren for dem individuelt, bør anvisningerne i denne tabel så vidt muligt anvendes analogt. Tabel 6. Tilsynsmæssige betragtninger vedrørende fastsættelse af en score for kredit - og modpartsrisiko

Tabellen nedenfor indeholder en ikke - udtømmende liste over tilsynsforanstaltninger, som de kompetente myndigheder kan træffe i tilfælde af identificerede mangler i instituttets ramme for kredit- og modpartsrisikostyring. De kompetente myndigheder bør træffe afgørelse om, hvilken type foranstaltning der skal iværksættes, ud fra dens effektivitet i forhold til den konkrete konstaterede mangel. De kompetente myndigheder kan iværksætte yderligere tilsynsforanstaltninger (herunder kvantitative foranstaltninger i overensstemmelse med artikel 104, stk. 1, litra a), i direktiv 2013/36/EU) eller en kombination heraf, hvis disse anses for at være mere egnede til at afhjælpe de konstaterede mangler.

Tabel 7. Ikke- udtømmende liste over mulige tilsynsforanstaltninger vedrørende kredit - og modpartsrisiko Mulige tilsynsforanstaltninger, som de kompetente myndigheder kan træffe i henhold til artikel 104, stk. 1, litra b), d), e), f), j), l), m) og n), i direktiv 2013/36/EU – De kompetente myndigheder kan pålægge instituttet at: A. inddrage ledelsesorganet eller dets udvalg mere aktivt i de relevante kreditbeslutninger B. forbedre systemerne til måling af kreditrisikoen C. forbedre kontrollen med kreditprocesser, herunder ydelse, overvågning og inddrivelse af lån D. styrke dets forvaltning, vurdering og overvågning af sikkerhedsstillelse E. forbedre kvaliteten og hyppigheden af indberetningen af kreditrisiko til ledelsesorganet og den øverste ledelse F. anvende en specifik nedskrivningspolitik og – hvis de regnskabsmæssige love og bestemmelser tillader det – øge dets hensættelser G. justere interne risikoparametre og/eller risikovægte, der benyttes ved beregning af risikoeksponeringen for specifikke produkter, sektorer eller typer af låntagere H. anvende højere "haircuts" for sikkerhedsstillelsens værdi I. begrænse store eksponeringer eller andre kilder til kreditkoncentrationsrisiko J. stramme udlånskriterierne for alle eller visse kategorier af produkter eller låntagere K. begrænse dets eksponering eller skaffe sikkerhed for visse typer af faciliteter (f.eks. realkreditlån, eksportfinansiering, erhvervsejendomme og securitisering), kategorier af låntagere, sektorer, lande osv. L. gennemføre en passende strategi for at reducere beløbet eller andelen af misligholdte eksponeringer M. forbedre kreditrisikostyringen i forbindelse med miljømæssige, sociale og ledelsesmæssige risici, især miljømæssige risici, eventuelt på baggrund af en eller flere af de ovenfor nævnte foranstaltninger.