Afsnit III – Krav til kompetente myndigheder ved anvendelse af artikel 243, stk. 4, og artikel 244, stk. 4, i forordning (EU) nr. 575/2013, hvis en af omstændighederne i henhold til afsnit II foreligger

Vurdering af væsentligheden af kreditrisikooverførslen

De kompetente myndigheder bør vurdere den dokumentation og det belæg, som det eksponeringsleverende institut tilvejebringer i forbindelse med securitiseringen, for at fastlægge om tilsvarende kreditrisiko er blevet overført til tredjeparter, og i givet fald kræve yderligere oplysninger, hvor dette er nødvendigt for at gennemføre vurderingen. De kompetente myndigheder bør i givet fald være særligt opmærksomme på bl.a. følgende faktorer:

• a. de risikovægtede eksponeringsbeløb og i givet fald de forventede tab, der er beregnet for de securitiserede eksponeringer før securitisering og de tilsvarende beløb for de trancher, der er overført og beholdt af det eksponeringsleverende institut efter securitisering
• b. med hensyn til eksponeringsleverende institutter, der påviser væsentlig risikooverførsel i overensstemmelse med artikel 243, stk. 4, eller artikel 244, stk. 4, i forordning (EU) nr. 575/2013, de metoder, der anvendes til at påvise, at den risiko, der er blevet overført, svarer til den mulige reduktion i kapitalgrundlagskravene
• c. hvor det eksponeringsleverende institut har anvendt interne modeller til at påvise, at der er blevet overført væsentlig kreditrisiko, om disse modeller er tilstrækkeligt robuste, og hvor der er anvendt eksterne modeller, om disse modeller er blevet indarbejdet i det eksponeringsleverende instituts løbende processer, og om det eksponeringsleverende institut har en tilstrækkelig forståelse af, hvordan modellen fungerer og dens underliggende antagelser
• d. hvor det eksponeringsleverende institut har anvendt specifikke stressscenarier for den underliggende aktivpulje, egnetheden af sådanne scenarier, og hvordan disse scenarier og deraf følgende skønnede tab kan sammenlignes med dem, der anvendes for stresstest i tilsynsøjemed eller med andre empiriske kilder for sådanne data, herunder kreditvurderingsbureauerne.

De kompetente myndigheder bør overveje, om det eksponeringsleverende institut har tilstrækkelig viden om de underliggende aktiver til at kunne gennemføre en korrekt analyse af kreditrisikooverførsel, og bør ligeledes overveje, om der består en idiosynkratisk risiko i porteføljen, som ikke er opfanget i det eksponeringsleverende instituts kreditrisikovurdering eller kapitalberegninger. Idiosynkratisk risiko bør opfanges gennem mere forsigtige antagelser end et ”basisscenarie”. Denne forsigtige tilgang bør tilstræbe at opfange idiosynkratisk risiko, eventuelt svarende til et ”stressscenarie”.

I det tilfælde, et eksponeringsleverende institut henholder sig til en tilsynsformel til at fastlægge sine kapitalgrundlagskrav efter securitisering, bør de kompetente myndigheder overveje, hvor følsomme kapitalgrundlagskravene for det eksponeringsleverende instituts tilbageholdte securitiseringspositioner er over for ændringer i de underliggende IRB-parametre. Hvis kapitalkravene for de tilbageholdte securitiseringspositioner er stærkt følsomme over for små ændringer i disse parametre, er det mindre sandsynligt, at der er blevet overført tilsvarende kreditrisiko.

Vurdering af strukturelle karakteristika

De kompetente myndigheder bør vurdere, om der er strukturelle karakteristika i en transaktion, som kan underminere den påberåbte overførsel af kreditrisiko til tredjeparter, herunder valgfrie call optioner eller andre aftaler, som for traditionel securitiserings vedkommende øger sandsynligheden for, at aktiver vil blive tilbageført til det eksponeringsleverende instituts balance, eller, i tilfælde af syntetisk securitisering, forøge sandsynligheden for, at kreditrisikoafdækningen vil ophøre før transaktionens udløb.

For traditionel securitisering er det kun følgende call optioner til eksponeringsleverende institutter, der ikke bør anses for at være til skade for at sikre, at et eksponeringsgivende institut overfører kreditrisiko effektivt, forudsat at disse call optioner ikke giver et eksponeringsleverende institut retten til at genkøbe den tidligere overførte eksponering fra det overtagende institut for at realisere sidstnævnte instituts fordele eller pålægge det eksponeringsleverende institut at påtage sig en overført kreditrisiko igen:

• a. lovbestemte call optioner eller skattemæssige call optioner, der kun kan udnyttes, såfremt der opstår ændringer i de lov- eller reguleringsmæssige rammer, der har konsekvenser for indholdet af kontraktforholdet for den pågældende securitiseringstransaktion, eller som påvirker fordelingen af økonomiske fordele afledt af den pågældende securitiseringstransaktion blandt parterne i securitiseringstransaktionen
• b. clean-up call optioner, der opfylder betingelserne i artikel 243, stk. 5, litra f), i kapitalkravsforordningen.

For syntetiske transaktioner behøver de kompetente myndigheder ikke at overveje call optioner, der opfylder kravene i stk. 5(2) litra a), eller stk. 5(2), litra b).

Desuden, og for at undgå usikkerhed, bør enhver option, for så vidt angår traditionel securitisering, til securitiseringsinvestorer, med undtagelse af optioner, der kun kan udnyttes i tilfælde af det eksponeringsleverende instituts kontraktbrud, af de kompetente myndigheder anses for at forhindre et eksponeringsleverende institut i at opnå en effektiv overførsel af kreditrisiko.

For syntetiske securitiseringer bør optioner til securitiseringsinvestorer eller udbydere af kreditrisikoafdækning, der kun kan udnyttes, såfremt andre parter, der er involveret i transaktionen, misligholder kontrakten, ikke af de kompetente myndigheder anses for at forhindre et eksponeringsleverende institut i at opnå en effektiv overførsel af kreditrisiko, forudsat at kravene i artikel 244, stk. 5, litra c), i kapitalkravsforordningen er overholdt. Alle andre optioner til securitiseringsinvestorer eller udbydere af kreditrisikoafdækning bør vurderes af de kompetente myndigheder, idet de kan medføre yderligere kapitalgrundlagskrav som følge af manglende løbetidsmatch.

De kompetente myndigheder bør overveje, om det eksponeringsleverende institut tidligere har genkøbt transaktioner for at beskytte investorer, og om reglerne om implicit støtte, der er anført i artikel 248 i forordning (EU) nr. 575/2013, er blevet fulgt af det eksponeringsleverende institut for at sikre, at risikoen er blevet reelt overført

Hvor transaktioner indeholder genopfyldningsperioder, bør de kompetente myndigheder overveje kriterierne for anerkendelse af aktiverne i den underliggende pulje og tage den mindste og højeste kreditkvalitet af godkendte aktiver i betragtning, og overveje om aktiverne kan erstattes i strukturen med det formål at beskytte investorer mod tab, samtidig med at kreditrisikoen i forbindelse med det eksponeringsleverende institut øges, således at det sikres, at risikoen reelt er blevet overført.

De kompetente myndigheder bør sikre sig, at transaktioner ikke indeholder nogen indbygget mekanisme ved eksponeringens indgåelse, der reducerer størrelsen af det eksponeringsleverende instituts overførsel af kreditrisiko til tredjepart uforholdsmæssigt over tid.

6. Manglende match mellem kreditrisikoafdækning og underliggende aktiver for syntetiske securitiseringer

De kompetente myndigheder bør overveje, om der foreligger manglende løbetids- eller valutamatch mellem den ydede beskyttelse og de underliggende aktiver. Ved vurderingen af beskyttelsens løbetid bør de kompetente myndigheder overveje, om call optioner eller andre elementer kan reducere beskyttelsens løbetid i praksis, og hvordan dette står i sammenhæng med den forventede periode for misligholdelse i aktivpuljen.

De kompetente myndigheder bør vurdere manglende løbetidsmatch for transaktioner, hvor puljer af aktiver kan genopfyldes, idet eksponeringsleverende institutter kan erstatte med aktiver med længere løbetid mod beskyttelsesperiodens udløb, med stigende løbetidsmismatch til følge.

De kompetente myndigheder bør vurdere manglende valutamatch i forbindelse med transaktioner, hvor aktivpuljer indeholder en anden valutaprofil end passiverne. Hvor et sådant manglende match opstår, bør der anvendes forsigtighedsbaserede haircuts på den kapitallettelse, der søges tilvejebragt, i overensstemmelse med de kompetente myndigheders synspunkter. Afbødende instrumenter, f.eks. valutaswaps, bør vurderes for, om de er tilstrækkelige i forhold til den swappede balance, varigheden af selve swappen, og eventuelle udløsende hændelser.

7. Kreditrisikoafdækningsproblemer i forbindelse med syntetiske securitiseringer

Hvor securitiseringen opnås syntetisk ved hjælp af et afledt kreditderivat eller en garanti, bør de kompetente myndigheder sikre, at kreditrisikoafdækningen opfylder alle de relevante krav, der er fastsat i forordning (EU) nr. 575/2013, og skaber tilstrækkelig sikkerhed for betaling, således at overførslen af kreditrisiko ikke undermineres. Såfremt kreditrisikoafdækningen er finansieret, bør det antages, at sikkerhedsstillelsesaftalerne opfylder alle de relevante krav, der er opstillet i forordning (EU) nr. 575/2013 med hensyn til finansieret kreditrisikoafdækning. Hvis kreditrisikoafdækningen er ufinansieret, bør de kompetente myndigheder overveje, om der findes aftaler, der er tilstrækkelige til at sikre rettidig betaling.

De kompetente myndigheder bør overveje de kreditbegivenheder, der er omfattet af den opnåede kreditrisikoafdækning (f.eks. om standardkreditbegivenheder, såsom konkurs, manglende betaling eller låneomlægning, er omfattet).

Såfremt præmier til udbydere af kreditrisikoafdækning ikke medtages i det eksponeringsleverende instituts resultatopgørelse, bør de kompetente myndigheder overveje, om præmier betalt til udbydere af kreditrisikoafdækning er så høje, at det vil underminere væsentlig risikooverførsel. Dette vil kunne vurderes på forskellige måder, f.eks. ved at kigge på de betalte præmier sammenholdt med i) afkastet af aktivpuljen, eller ii) de tab, der dækkes af risikoafdækningen, eller iii) rimelige markedspriser, eller iv) en form for kombination af disse forskellige faktorer. De kompetente myndigheder bør ligeledes overveje, om der er andre karakteristika ved transaktionen end præmier, f.eks. gebyrer, som reelt får omkostningerne ved den afdækning, der tilvejebringes, til at stige i et omfang, der underminerer en overførsel af kreditrisiko.

Hvor præmier betales forlods, eller ikke er knyttet til tab i aktivpuljen, der risikoafdækkes eller på anden måde garanteres, bør de kompetente myndigheder overveje, om dette reducerer omfanget af overførsel af kreditrisiko.

8. Væsentlig risikooverførsel til tredjeparter

De kompetente myndigheder bør vurdere, hvorvidt der overføres væsentlig kreditrisiko til tredjeparter, som ikke er forbundet til det eksponeringsleverende institut, på en måde der kunne underminere kreditrisikooverførslen. De kompetente myndigheder bør i forbindelse med deres vurdering af væsentlig risikooverførsel overveje enhver relevant forbindelse mellem investorerne eller udbyderne af kreditrisikoafdækning og det eksponeringsleverende institut, og om det eksponeringsleverende institut yder væsentlig finansiering til tredjeparterne.

9. Kreditvurderinger

Hvor et eksponeringsleverende institut anvender den ratingbaserede metode, som anført i artikel 261 i forordning (EU) nr. 575/2013, til at beregne kapitalgrundlagskravene for sine eksponeringer for en securitisering, bør de kompetente myndigheder overveje, hvorvidt det valgte kreditvurderingsbureau har tilstrækkelig erfaring med og ekspertise i den aktivklasse, der vurderes, så vidt de kompetente myndigheder er bekendt.

10. Interne politikker for vurdering af overførsel af kreditrisiko og væsentlig risikooverførsel

De kompetente myndigheder bør overveje, om det eksponeringsleverende institut har indført interne politikker, der er tilstrækkelige til, at det kan foretage sin egen vurdering af kreditrisikooverførsel og væsentlig risikooverførsel. Dette bør ikke alene omfatte en indledende vurdering af transaktionen, når det eksponeringsleverende institut første gang ønsker at udelukke securitiserede eksponeringer fra beregningen af risikovægtede eksponeringsbeløb og i givet fald forventede tab, men bør også overveje en løbende vurdering af væsentlig risikooverførsel i transaktionens løbetid.