5.2 Vurdering af låntagerens kreditværdighed

Institutterne bør analysere låntagerens låneansøgning for at sikre, at ansøgningen er i overensstemmelse med institutternes kreditrisikovillighed, politikker, kreditbevillingskriterier, grænser og relevante parametre samt eventuelle relevante makroprudentielle foranstaltninger, hvis sådanne foranstaltninger anvendes af den udpegede makroprudentielle myndighed.

Institutterne og kreditgiverne bør i overensstemmelse med den relevante forbrugerbeskyttelseslovgivning vurdere låntagerens evne og mulighed for at opfylde forpligtelserne i henhold til låneaftalen, og de bør navnlig vurdere kilden til låntagerens tilbagebetalingsevne under hensyntagen til de særlige forhold ved lånet, f.eks. dets art, løbetid og rente.

I tilfælde af sikret lån bør sikkerhedsstillelse i sig selv ikke være et afgørende kriterium for godkendelsen af et lån og kan ikke i sig selv lægges til grund for godkendelsen af en låneaftale. Sikkerhedsstillelse bør anses for at være instituttets alternative udvej i tilfælde af misligholdelse eller væsentlig forringelse af risikoprofilen og ikke for den primære kilde til tilbagebetaling. Dette gælder dog ikke, hvis tilbagebetalingen af lånet ifølge låneaftalen er baseret på salg af den ejendom, der er stillet som sikkerhed, eller på likvider stillet som sikkerhed.

Når det vurderes, om låntageren kan opfylde forpligtelserne i henhold til låneaftalen, bør institutterne og kreditgiverne tage hensyn til relevante faktorer, der kan påvirke låntagerens nuværende og fremtidige tilbagebetalingsevne, og de bør undgå at skabe urimelige byrder og overdreven gældsætning. Disse faktorer bør omfatte andre betalingsforpligtelser, resterende løbetid, renter, udestående beløb og deres tilbagebetalingsadfærd, f.eks. dokumentation for manglende betalinger og deres omstændigheder samt direkte relevante skatter og forsikringer, hvis de kendes.

Hvis låneansøgningen indgives i fællesskab af mere end én låntager, bør institutterne og kreditgiverne vurdere kreditværdigheden på grundlag af låntagernes fælles tilbagebetalingsevne.

Hvis en låneaftale omfatter en form for garanti fra tredjeparter, bør institutterne vurdere garantiens beskyttelsesniveau og garantistillerens kreditværdighed, hvis det er relevant, i overensstemmelse med de relevante bestemmelser i disse retningslinjer, afhængigt af om garantistilleren er en fysisk person eller en virksomhed.

For at vurdere låntagerens evne til at opfylde forpligtelserne i henhold til låneaftalen bør institutterne og kreditgiverne anvende passende metoder og tilgange, som kan omfatte modeller, såfremt disse retningslinjer overholdes. Valget af den egnede og hensigtsmæssige metode bør afhænge af lånets risikoniveau, størrelse og type. 5.2.2 Lån til forbrugere i forbindelse med fast ejendom til beboelse

I dette afsnit redegøres der yderligere for de faktorer, der er relevante for vurderingen af låntagerens mulighed for at opfylde forpligtelserne i henhold til en låneaftale som omhandlet i artikel 18, stk. 1, og artikel 20, stk. 1, i direktiv 2014/17/EU. I forbindelse med låneaftaler, der er omfattet af national lovgivning om gennemførelse af dette direktiv, bør institutterne og kreditgiverne anvende bestemmelserne i dette afsnit i tillæg til bestemmelserne i afsnit 5.2.1.

Hvis det er nødvendigt, navnlig i tilfælde af låntagere, som er selvstændige erhvervsdrivende eller har sæsonbestemte eller andre uregelmæssige indtægter, bør institutterne og kreditgiverne foretage rimelige undersøgelser og træffe rimelige foranstaltninger for at bekræfte oplysningerne om kilden til tilbagebetalingsevnen.

Hvis lånets løbetid strækkes ud over låntagerens forventede pensionsalder, bør institutterne og kreditgiverne tage behørigt hensyn til tilstrækkeligheden af låntagerens sandsynlige tilbagebetalingsevne og evne til fortsat at opfylde sine forpligtelser i henhold til låneaftalen som pensionist.

Institutterne og kreditgiverne bør sikre sig, at låntagerens evne til at opfylde sine forpligtelser i henhold til låneaftalen ikke er baseret på en forventet betydelig stigning i låntagerens indkomst, medmindre der er tilstrækkelig dokumentation.

Ved vurderingen af låntagerens evne til at opfylde sine forpligtelser i henhold til låneaftalen bør institutterne og kreditgiverne tage hensyn til forpligtede og faste udgifter såsom låntagerens løbende forpligtelser og i denne forbindelse ligeledes behørigt dokumentere og tage højde for låntagerens leveomkostninger.

Som led i kreditværdighedsvurderingen bør institutterne og kreditgiverne gennemføre følsomhedsanalyser, der afspejler potentielle negative begivenheder i fremtiden, herunder en reduktion af indtægter, en rentestigning i tilfælde af låneaftaler med variabel rente, negativ tilbagebetaling på lånet og ballonbetalinger eller udskudte betalinger af afdrag eller renter.

I tilfælde af lån i udenlandsk valuta som defineret i artikel 4, nr. 28), i direktiv 2014/17/EU bør institutterne og kreditgiverne også medregne vurderingen af låntagerens evne til at opfylde de potentielle negative scenarier for valutakursen mellem låntagerens indkomstvaluta og lånets valuta. Institutterne og kreditgiverne bør også tage hensyn til og vurdere eventuelle risikoafdækningsstrategier og faktiske risikoafdækninger, der er foretaget, herunder naturlig afdækning, for at mindske valutarisikoen.

For låneaftaler, der vedrører fast ejendom, som udtrykkeligt angiver, at den faste ejendom ikke skal anvendes som bopælssted af låntageren eller et familiemedlem (dvs. køb med henblik på udlejning) som omhandlet i artikel 3, stk. 3, litra b), i direktiv 2014/17/EU, bør institutterne eller kreditgiverne anvende de kriterier, der er fastsat i afsnit 5.2.3. 5.2.3 Anden sikret långivning til forbrugere

I forbindelse med låneaftaler, der er sikret ved fast ejendom, bortset fra dem, der er omhandlet i afsnit 5.2.2, bør institutterne og kreditgiverne anvende bestemmelserne i dette afsnit i tillæg til bestemmelserne i afsnit 5.2.1.

Hvis ejendommen stadig er under opførelse og efter færdiggørelse skal sikre ejeren en indkomst i form af leje eller overskud fra salget, bør institutterne vurdere projektfasen og fasen efter projektets afslutning, når projektet konverteres til en indkomstskabende ejendom. I forbindelse med sådanne låneaftaler bør institutterne og kreditgiverne undersøge, at:

• a. låntageren har en realistisk plan for byggeriet, herunder skøn over alle omkostninger i forbindelse med projektet
• b. låntageren har adgang til håndværkere, arkitekter, ingeniører og entreprenører, som vil deltage i byggeriet
• c. låntageren har indhentet eller kan i fremtiden indhente alle de nødvendige tilladelser og godkendelser til byggeriet, efterhånden som projektet skrider frem.

For låneaftaler, der vedrører fast ejendom, som udtrykkeligt angiver, at den faste ejendom ikke skal anvendes som bopælssted af låntageren eller et familiemedlem (dvs. køb med henblik på udlejning), bør institutterne vurdere forholdet mellem de fremtidige lejeindtægter fra den faste ejendom og låntagerens evne til at opfylde sine forpligtelser.

Som led i kreditværdighedsvurderingen bør institutterne gennemføre følsomhedsanalyser, der afspejler potentielle negative markedsbegivenheder og idiosynkratiske begivenheder i fremtiden, som er relevante for lånets type og formål. Disse begivenheder kan omfatte en reduktion af indkomsten, en rentestigning i tilfælde af låneaftaler med variabel rente, negativ tilbagebetaling på lånet og ballonbetalinger eller udskudte betalinger af afdrag eller renter og, hvis det er relevant, en forringelse af salgbarheden af den faste ejendom, en stigning i antallet af ledige boliger og en nedsættelse af lejepriserne for lignende ejendomme. Hvis det er relevant, bør institutterne og kreditgiverne også tage hensyn til virkningen af valutakursrisikoen som anført i punkt 108.

5.2.4 Usikret långivning til forbrugere

I dette afsnit redegøres der yderligere for forpligtelsen til at vurdere låntagerens kreditværdighed, som er omhandlet i artikel 8 i direktiv 2008/48/EF. I forbindelse med låneaftaler, der er omfattet af national lovgivning om gennemførelse af dette direktiv, bør institutterne og kreditgiverne anvende bestemmelserne i dette afsnit i tillæg til bestemmelserne i afsnit 5.2.1.

Hvis det er nødvendigt, navnlig i tilfælde af låntagere, som er selvstændige erhvervsdrivende eller har sæsonbestemte eller andre uregelmæssige indtægter, bør institutterne og kreditgiverne foretage rimelige undersøgelser og træffe rimelige foranstaltninger for at bekræfte oplysningerne om kilden til tilbagebetalingsevnen.

Institutterne og kreditgiverne bør sikre sig, at låntagerens evne til at opfylde sine forpligtelser i henhold til låneaftalen ikke er baseret på en forventet betydelig stigning i låntagerens indkomst, medmindre der er tilstrækkelig dokumentation.

Som led i kreditværdighedsvurderingen bør institutterne og kreditgiverne gennemføre følsomhedsanalyser, der afspejler potentielle negative begivenheder specifikt for den pågældende type lån, som eventuelt kan opstå i fremtiden. Hvis det er relevant, bør institutterne og kreditgiverne også tage hensyn til virkningen af valutakursrisikoen som anført i punkt 108.

5.2.5 Långivning til mikrovirksomheder og små virksomheder

Institutterne bør vurdere låntagerens aktuelle og fremtidige evne til at opfylde forpligtelserne i henhold til låneaftalen. Institutterne bør analysere låntagerens låneansøgning for at sikre, at ansøgningen er i overensstemmelse med institutternes kreditrisikovillighed, politikker, kreditbevillingskriterier, grænser og relevante parametre samt eventuelle relevante makroprudentielle foranstaltninger, hvis sådanne foranstaltninger anvendes af den udpegede makroprudentielle myndighed.

Institutterne bør tage hensyn til, at pengestrømme fra låntagerens normale forretningsaktiviteter og, hvis det er relevant i forbindelse med låneaftalen, eventuelt provenu fra salget af aktiverne er de primære kilder til tilbagebetaling.

Når låntagerens kreditværdighed vurderes, bør institutterne lægge vægt på låntagerens realistiske og bæredygtige fremtidige indtægt og fremtidige pengestrømme og ikke på den tilgængelige sikkerhedsstillelse. Sikkerhedsstillelse i sig selv bør ikke være et afgørende kriterium for godkendelsen af et lån og kan ikke i sig selv lægges til grund for godkendelsen af en låneaftale. Sikkerhedsstillelse bør anses for at være instituttets alternative udvej i tilfælde af misligholdelse eller væsentlig forringelse af risikoprofilen og ikke for den primære kilde til tilbagebetaling. Dette gælder dog ikke, hvis tilbagebetalingen af lånet ifølge låneaftalen er baseret på salg af den ejendom, der er stillet som sikkerhed, eller på likvider stillet som sikkerhed.

Ved vurderingen af kreditværdighed bør institutterne:

• a. analysere låntagerens finansielle stilling og kreditrisiko som beskrevet nedenfor
• b. analysere låntagerens forretningsmodel og strategi som beskrevet nedenfor
• c. bestemme og vurdere låntagerens kreditscore eller interne rating, hvis det er relevant, i overensstemmelse med kreditrisikopolitikkerne og -procedurerne
• d. tage alle låntagerens finansielle forpligtelser i betragtning, eksempelvis udnyttede og uudnyttede forpligtede faciliteter hos institutter, herunder driftskapitalfaciliteter, låntagerens krediteksponeringer og tidligere tilbagebetalingsadfærd samt andre forpligtelser over for skattemyndigheder eller andre offentlige myndigheder eller sociale kasser og fonde
• e. vurdere transaktionens struktur, hvis det er relevant, herunder risikoen for strukturel efterstilling og relaterede vilkår, f.eks. klausuler, og eventuelle tredjepartsgarantier og sikkerhedsstrukturer.

Institutterne bør foretage vurderingen af kreditværdigheden i forhold til de særlige forhold ved lånet, f.eks. dets art, løbetid og rente.

For at vurdere låntagerens evne til at opfylde forpligtelserne i henhold til låneaftalen bør institutterne anvende passende metoder og tilgange, som kan omfatte modeller, såfremt disse retningslinjer overholdes. Valget af den egnede og hensigtsmæssige metode bør afhænge af lånets risikoniveau, størrelse og type.

Hvis låntageren er medlem af en gruppe af indbyrdes forbundne kunder, bør institutterne foretage vurderingen på individuelt niveau og, hvis det er relevant, på gruppeniveau i overensstemmelse med EBA's retningslinjer for indbyrdes forbundne kunder, især hvis tilbagebetalingen afhænger af pengestrømme fra andre forbundne parter. Hvis låntageren er medlem af en gruppe af indbyrdes forbundne kunder, der er tilknyttet centralbanker og stater, herunder centralregeringer, regionale og lokale myndigheder og offentlige enheder, bør institutterne vurdere den enkelte enhed.

For långivningsaktiviteter med grænseoverskridende elementer (f.eks. handelsfinansiering og eksportfinansiering) bør institutterne tage hensyn til det politiske, økonomiske og juridiske miljø, hvori instituttets kundes udenlandske modpart opererer. Institutterne bør vurdere køberens mulighed for at overføre midler, leverandørens kapacitet til at levere ordren, herunder vedkommendes kapacitet til at opfylde de gældende lokale lovkrav, og leverandørens finansielle kapacitet til at håndtere eventuelle forsinkelser i transaktionen.

Institutterne bør vurdere låntagerens eksponering for ESG-faktorer, navnlig miljømæssige faktorer og indvirkningen på klimaændringer, og afbødningsstrategiernes effektivitet som anført af låntageren. Denne analyse bør foretages for låntageren. Hvis det er relevant, kan institutterne dog også overveje at udføre denne analyse for porteføljen.

Med henblik på at identificere låntagere, der direkte eller indirekte er eksponeret for en øget risiko i forbindelse med ESG-faktorer, bør institutterne overveje at bruge varmekort, der fremhæver f.eks. klimarelaterede og miljømæssige risici for individuelle økonomiske (del-)sektorer i et diagram eller på en skala. For lån eller låntagere, der er forbundet med en øget risiko i forbindelse med ESG-faktorer, kræves der en mere intensiv analyse af låntagerens faktiske forretningsmodel, herunder en gennemgang af de nuværende og forventede drivhusgasemissioner, markedsmiljøet, de miljømæssige, sociale og ledelsesmæssige tilsynskrav til de undersøgte virksomheder og de sandsynlige virkninger af ESG-regulering på låntagerens finansielle stilling.

Analyse af låntagerens finansielle stilling

Med henblik på analysen af den finansielle stilling som led i kreditværdighedsvurderingen som anført ovenfor bør institutterne tage hensyn til følgende:

• a. både den aktuelle og den forventede finansielle stilling, herunder balancer, kilde til tilbagebetalingsevne for at opfylde kontraktlige forpligtelser, herunder i forbindelse med eventuelle utilsigtede hændelser, og hvis det er relevant kapitalstruktur, driftskapital, indtjening og pengestrømme
• b. hvis det er relevant, låntagerens gearingsniveau, udlodning af udbytte, faktiske og planlagte/forventede investeringer samt låntagerens kontantkonverteringscyklus i forhold til den undersøgte facilitet
• c. hvis det er relevant, eksponeringsprofilen indtil udløb i forhold til de potentielle markedsbevægelser, f.eks. eksponeringer denomineret i udenlandske valutaer og eksponeringer med sikkerhed i form af tilbagebetalingsinstrumenter
• d. hvis det er relevant, sandsynligheden for misligholdelse baseret på kreditscoring eller intern risikorating
• e. brugen af hensigtsmæssige finansielle parametre og indikatorer, der er specifikke for aktivklassen og produkttypen, i overensstemmelse med deres kreditrisikovillighed, politikker og grænser fastsat i henhold til afsnit 4.2 og 4.3, herunder anvendelse af parametrene i bilag 3 i det omfang, dette er relevant og hensigtsmæssigt i forbindelse med det specifikke kreditforslag.

Institutterne bør sikre, at de finansielle fremskrivninger, der anvendes i analysen, er realistiske og rimelige. Disse fremskrivninger/prognoser bør som minimum baseres på fremskrivning af historiske finansielle data. Institutterne bør vurdere, om disse fremskrivninger er i overensstemmelse med instituttets økonomiske og markedsmæssige forventninger. Hvis institutterne har væsentlige betænkeligheder ved pålideligheden af disse finansielle fremskrivninger, bør de selv foretage fremskrivninger af låntagernes finansielle stilling og tilbagebetalingsevne.

Hvis det er relevant, bør institutterne vurdere den finansielle stilling, når de yder lån til holdingselskaber, både som en særskilt enhed, f.eks. på konsolideret niveau, og som en enkelt enhed, hvis holdingselskabet ikke selv er et driftsselskab, eller institutterne ikke har nogen garanti fra driftsselskaberne under holdingselskabet.

Ved vurderingen af låntagernes finansielle stilling bør institutterne vurdere bæredygtigheden og gennemførligheden af den fremtidige tilbagebetalingskapacitet under potentielle ugunstige betingelser, der er relevante for typen af og formålet med lånet, og som kan opstå i låneaftalens løbetid. Disse begivenheder kan omfatte en reduktion af indkomsten, en rentestigning, negativ tilbagebetaling på lånet, udskudte betalinger af afdrag eller renter, forringede markeds- og driftsbetingelser for låntageren og valutakursændringer, hvis det er relevant.

Analyse af låntagerens forretningsmodel og strategi

Institutterne bør vurdere låntagernes forretningsmodel og strategi, herunder i forhold til lånets formål.

Institutterne bør vurdere låntagerens viden, erfaring og kapacitet til at forvalte de forretningsaktiviteter, aktiver eller investeringer, der er forbundet med låneaftalerne (f.eks. specifik ejendom i forbindelse med lån til erhvervsejendomme).

Institutterne bør vurdere gennemførligheden af forretningsplanen og de tilknyttede finansielle fremskrivninger i overensstemmelse med den sektor, som låntageren opererer i.

Institutterne bør vurdere låntagerens afhængighed af nøglekontrakter, -kunder eller - leverandører, og hvordan de påvirker genereringen af pengestrømme, herunder koncentrationer.

Institutterne bør vurdere, om der potentielt kan være tale om afhængighed af en nøgleperson for låntageren, og efter behov sammen med låntageren identificere eventuelle afbødende foranstaltninger.

Vurdering af garantier og sikkerhedsstillelse

Institutterne bør vurdere enhver stillet sikkerhed, der anvendes til at afbøde risikoen, i forhold til de krav til sikkerhedsstillelse, der er fastsat i instituttets kreditrisikovillighed, politikker og procedurer, herunder vurdering og ejerskab, og kontrollere den relevante dokumentation (f.eks. om ejendommen er registreret i de relevante registre).

Institutterne bør vurdere alle garantier, klausuler, klausuler om pantsætningsforbud og aftaler om gældsservicering, der anvendes til at afbøde risici.

Hvis det er relevant for kreditbeslutninger, bør institutterne vurdere låntagerens egenkapital og kreditforbedringer, f.eks. realkreditforsikring, take-out-forpligtelser og tilbagebetalingsgarantier fra eksterne kilder.

Hvis en låneaftale omfatter en form for garanti fra tredjeparter, bør institutterne vurdere garantiens beskyttelsesniveau og garantistillerens kreditværdighed i overensstemmelse med de relevante bestemmelser i disse retningslinjer, afhængigt af om garantistilleren er en fysisk person eller en virksomhed. Garantistillerens kreditværdighedsvurdering bør stå i et rimeligt forhold til garantiens størrelse i forhold til lånet og garantistillerens type.

5.2.6 Långivning til mellemstore og store virksomheder

Institutterne bør vurdere låntagerens aktuelle og fremtidige evne til at opfylde forpligtelserne i henhold til låneaftalen. Institutterne bør analysere låntagerens låneansøgning for at sikre, at ansøgningen er i overensstemmelse med institutternes kreditrisikovillighed, politikker, kreditbevillingskriterier, grænser og relevante parametre samt eventuelle relevante makroprudentielle foranstaltninger, hvis sådanne foranstaltninger anvendes af den udpegede makroprudentielle myndighed.

Institutterne bør tage hensyn til, at pengestrømme fra låntagerens normale forretningsaktiviteter og, hvis det er relevant i forbindelse med låneaftalen, eventuelt provenu fra salget af aktiverne er de primære kilder til tilbagebetaling.

Når låntagerens kreditværdighed vurderes, bør institutterne lægge vægt på låntagerens realistiske og bæredygtige fremtidige indtægt og fremtidige pengestrømme og ikke på den tilgængelige sikkerhedsstillelse. Sikkerhedsstillelse i sig selv bør ikke være et afgørende kriterium for godkendelsen af et lån og kan ikke i sig selv lægges til grund for godkendelsen af en låneaftale. Sikkerhedsstillelse bør anses for at være instituttets alternative udvej i tilfælde af misligholdelse eller væsentlig forringelse af risikoprofilen og ikke for den primære kilde til tilbagebetaling. Dette gælder dog ikke, hvis tilbagebetalingen af lånet ifølge låneaftalen er baseret på salg af den ejendom, der er stillet som sikkerhed, eller på likvider stillet som sikkerhed.

Ved vurderingen af kreditværdighed bør institutterne:

• a. analysere låntagerens finansielle stilling og kreditrisiko som beskrevet nedenfor
• b. analysere låntagerens organisationsstruktur, forretningsmodel og strategi som beskrevet nedenfor
• c. bestemme og vurdere låntagerens kreditscore eller interne rating, hvis det er relevant, i overensstemmelse med kreditrisikopolitikkerne og -procedurerne
• d. tage alle låntagerens finansielle forpligtelser i betragtning, eksempelvis alle udnyttede og uudnyttede forpligtede faciliteter hos institutter, herunder driftskapitalfaciliteter, låntagerens krediteksponeringer og tidligere tilbagebetalingsadfærd samt andre forpligtelser over for skattemyndigheder eller andre offentlige myndigheder eller sociale kasser og fonde
• e. vurdere transaktionens struktur, herunder risikoen for strukturel efterstilling og relaterede vilkår, f.eks. klausuler, og eventuelle tredjepartsgarantier og sikkerhedsstrukturer.

Institutterne bør foretage vurderingen af kreditværdigheden i forhold til de særlige forhold ved lånet, f.eks. dets art, løbetid og rente.

Institutterne bør vurdere låntagerens eksponering for ESG-faktorer, navnlig miljømæssige faktorer og indvirkningen på klimaændringer, og afbødningsstrategiernes effektivitet som anført af låntageren.

Hvis låntageren er medlem af en gruppe af indbyrdes forbundne kunder, bør institutterne foretage vurderingen på individuelt niveau og, hvis det er relevant, på gruppeniveau i overensstemmelse med EBA's retningslinjer for indbyrdes forbundne kunder, især hvis tilbagebetalingen afhænger af pengestrømme fra andre forbundne parter. Hvis låntageren er medlem af en gruppe af indbyrdes forbundne kunder, der er tilknyttet centralbanker og stater, herunder centralregeringer, regionale og lokale myndigheder og offentlige enheder, bør institutterne vurdere den enkelte enhed.

For långivningsaktiviteter med grænseoverskridende elementer (f.eks. handelsfinansiering og eksportfinansiering) bør institutterne tage hensyn til det politiske, økonomiske og juridiske miljø, hvori instituttets kundes udenlandske modpart opererer. Institutterne bør vurdere køberens mulighed for at overføre midler, leverandørens kapacitet til at levere ordren, herunder vedkommendes kapacitet til at opfylde de gældende lokale lovkrav, og leverandørens finansielle kapacitet til at håndtere eventuelle forsinkelser i transaktionen.

Med henblik på at identificere låntagere, der direkte eller indirekte er eksponeret for en øget risiko i forbindelse med ESG-faktorer, bør institutterne overveje at bruge varmekort, der fremhæver f.eks. klimarelaterede og miljømæssige risici for individuelle økonomiske (del-)sektorer i et diagram eller på en skala. For lån eller låntagere, der er forbundet med en øget risiko i forbindelse med ESG-faktorer, kræves der en mere intensiv analyse af låntagerens faktiske forretningsmodel, herunder en gennemgang af de nuværende og forventede drivhusgasemissioner, markedsmiljøet, de miljømæssige, sociale og ledelsesmæssige tilsynskrav til de undersøgte virksomheder og de sandsynlige virkninger af ESG-regulering på låntagerens finansielle stilling.

Analyse af låntagerens finansielle stilling

Med henblik på analysen af den finansielle stilling som led i kreditværdighedsvurderingen som anført ovenfor bør institutterne tage hensyn til følgende:

• a. både den aktuelle og den forventede finansielle stilling, herunder balancer og kapitalstruktur, driftskapital, indtjening, pengestrømme og kilden til tilbagebetaling for at opfylde kontraktlige forpligtelser, f.eks. tilbagebetalingsevne, herunder i forbindelse med eventuelle utilsigtede hændelser (se også følsomhedsanalyse) — elementer, der skal analyseres, omfatter bl.a. de frie pengestrømme, der er til rådighed for tilbagebetaling i forbindelse med den undersøgte facilitet
• b. nettodriftsindtægter og rentabilitet, især i forhold til rentebærende gæld
• c. låntagerens gearingsniveau, udlodning af udbytte, faktiske og planlagte investeringer samt låntagerens kontantkonverteringscyklus i forhold til den undersøgte facilitet
• d. eksponeringsprofilen indtil udløb i forhold til de potentielle markedsbevægelser, f.eks. eksponeringer denomineret i udenlandske valutaer og eksponeringer med sikkerhed i form af tilbagebetalingsinstrumenter
• e. hvis det er relevant, sandsynligheden for misligholdelse baseret på kreditscoring eller intern risikorating
• f. brugen af hensigtsmæssige finansielle parametre og indikatorer, der er specifikke for aktivklassen og produkttypen, i overensstemmelse med deres kreditrisikovillighed, politikker og grænser fastsat i henhold til afsnit 4.2 og 4.3, herunder anvendelse af parametrene i bilag 3 i det omfang, dette er relevant og hensigtsmæssigt i forbindelse med det specifikke kreditforslag.

Institutterne bør sikre, at de fremskrivninger, der anvendes i analysen, er realistiske og rimelige og i overensstemmelse med institutternes økonomiske og markedsmæssige forventninger. Hvis institutterne har væsentlige betænkeligheder ved pålideligheden af disse finansielle prognoser, bør de selv foretage fremskrivninger af låntagernes finansielle stilling og tilbagebetalingsevne og anvende dem til at sætte spørgsmålstegn ved låntagernes fremskrivninger, hvis det er relevant.

Institutterne bør også vurdere låntagerens mulighed for at opnå rentabilitet i fremtiden med henblik på at måle virkningen af overført overskud og dermed virkningen på egenkapitalen, navnlig i de tilfælde, hvor låntageren ikke har været i stand til at generere overskud over tid.

Institutterne bør vurdere låntagerens kontantkonverteringscyklus med henblik på at måle, hvor lang tid det tager for virksomheden at konvertere investeringen i varelagre og andre ressourceinput til likvider gennem salg af dens specifikke varer og tjenester. Institutterne bør forstå en låntagers kontantkonverteringscyklus med henblik på estimere driftskapitalbehovet og identificere tilbagevendende omkostninger og dermed vurdere den løbende kapacitet til at tilbagebetale kreditfaciliteterne over tid.

Institutterne bør, hvis det er relevant, vurdere disse finansielle parametre i forhold til de parametre og grænser, der er fastsat i deres kreditrisikovillighed, politikker og grænser, i overensstemmelse med afsnit 4.2 og 4.3.

Institutterne bør vurdere den finansielle stilling, når de yder lån til holdingselskaber, både som en særskilt enhed, f.eks. på konsolideret niveau, og som en enkelt enhed, hvis holdingselskabet ikke selv er et driftsselskab, eller institutterne ikke har nogen garanti fra driftsselskaberne under holdingselskabet.

Følsomhedsanalyse i forbindelse med vurderingen af kreditværdighed

Institutterne bør vurdere bæredygtigheden og gennemførligheden af låntagerens finansielle stilling og den fremtidige tilbagebetalingskapacitet under potentielle ugunstige betingelser, som kan opstå i låneaftalens løbetid. Til dette formål bør institutterne gennemføre en følsomhedsanalyse med en enkelt eller flere faktorer under hensyntagen til markedsmæssige og idiosynkratiske begivenheder eller en kombination af disse.

I denne følsomhedsanalyse bør der tages højde for alle almindelige aspekter og aspekter, der er specifikke for aktivklassen og produkttypen, som kan have en indvirkning på låntagerens kreditværdighed.

Når der udføres en følsomhedsanalyse af låntagerens tilbagebetalingsevne under ugunstige fremtidige betingelser, bør institutterne tage hensyn til følgende begivenheder, som er mest relevante for de særlige forhold og låntagerens forretningsmodel:

Idiosynkratiske begivenheder

• a. et alvorligt, men realistisk fald i låntagerens omsætning eller fortjenstmargener
• b. en alvorlig, men realistisk operationel kreditbegivenhed
• c. forekomsten af alvorlige, men realistiske ledelsesproblemer
• d. svigt hos vigtige handelspartnere, kunder eller leverandører
• e. en alvorlig, men realistisk skade af omdømme
• f. en alvorlig, men realistisk udstrømning af likviditet, ændringer i finansieringen eller en forøgelse af låntagerens balancegearing
• g. negative bevægelser i prisen på aktiver, som låntageren overvejende er eksponeret for (f.eks. råvarer eller færdigvarer) og valutarisiko.

Markedsmæssige begivenheder

• h. en alvorlig, men realistisk makroøkonomisk nedgang
• i. en alvorlig, men realistisk nedgang i de økonomiske sektorer, som låntageren og dens kunder opererer i
• j. en betydelig ændring i den politiske, regulatoriske og geografiske risiko
• k. en alvorlig, men realistisk stigning i finansieringsomkostningerne, f.eks. en rentestigning på 200 basispoint for alle låntagerens kreditfaciliteter.

Analyse af låntagerens forretningsmodel og strategi

Institutterne bør vurdere låntagernes forretningsmodel og strategi, herunder i forhold til lånets formål.

Institutterne bør vurdere låntagerens viden, erfaring og kapacitet til at forvalte de forretningsaktiviteter, aktiver eller investeringer, der er forbundet med låneaftalerne (f.eks. specifik ejendom i forbindelse med lån til erhvervsejendomme).

Institutterne bør vurdere gennemførligheden af forretningsplanen og de tilknyttede finansielle fremskrivninger i overensstemmelse med den sektor, som låntageren opererer i.

Institutterne bør vurdere låntagerens afhængighed af nøglekontrakter, -kunder eller - leverandører, og hvordan de påvirker genereringen af pengestrømme, herunder koncentrationer.

Vurdering af garantier og sikkerhedsstillelse

Institutterne bør vurdere enhver stillet sikkerhed i forhold til de krav til sikkerhedsstillelse, der er fastsat i instituttets kreditrisikovillighed, politikker og procedurer, herunder vurdering og ejerskab, og kontrollere den relevante dokumentation (f.eks. om ejendommen er registreret i de relevante registre).

Institutterne bør vurdere alle garantier, klausuler, klausuler om pantsætningsforbud og aftaler om gældsservicering, der anvendes til at afbøde risici. Institutterne bør overveje, om værdien af sikkerhedsstillelsen hænger sammen med låntagerens virksomhed eller kapacitet til at generere likviditet.

Institutterne bør vurdere låntagerens egenkapital og kreditforbedringer, f.eks. realkreditforsikring, take-out-forpligtelser og tilbagebetalingsgarantier fra eksterne kilder.

Hvis en låneaftale omfatter en form for garanti fra tredjeparter, bør institutterne vurdere garantiens beskyttelsesniveau og garantistillerens kreditværdighed, hvis det er relevant, i overensstemmelse med de relevante bestemmelser i disse retningslinjer, afhængigt af om garantistilleren er en fysisk person eller en virksomhed. Garantistillerens kreditværdighedsvurdering bør stå i et rimeligt forhold til garantiens størrelse i forhold til lånet og typen af garantistiller.

Hvis betalingsstrømmene i transaktionerne, som vedrører syndikerede lån eller projektfinansiering, går gennem en tredjepart til transaktionerne, f.eks. en udpeget agent, bør institutterne (eller de bemyndigede ledende formidlere eller deres udpegede agenter) vurdere agentens soliditet. I forbindelse med grænseoverskridende udlåns- eller projektfinansieringstransaktioner bør agenten være den eneste, der udsteder garantier, gældsbreve eller lignende dokumenter på vegne af leverandøren i transaktionen.

5.2.7 Udlån til erhvervsejendomme

Når låntagernes kreditværdighed vurderes i forbindelse med lån til erhvervsejendomme, bør institutterne anvende de specifikke kriterier, der er anført i dette afsnit, i tillæg til de generelle kriterier for vurdering af kreditværdighed omhandlet i afsnit 5.2.5 og 5.2.6. Når låntagernes kreditværdighed vurderes i forbindelse med lån til erhvervsejendomme, som skal anvendes af den låntager, der ejer ejendommen, til erhvervsformål, bør institutterne alene anvende de kriterier, der er fastsat i afsnit 5.2.5 og 5.2.6.

Institutterne bør vurdere og verificere låntagerens erfaring med erhvervsejendommens type, størrelse og geografiske placering. Hvis låntageren er en special purpose-enhed, der finansieres af en anden enhed, bør institutterne vurdere den finansierende enheds erfaring med erhvervsejendommens type, størrelse og geografiske placering.

Institutterne bør foretage en vurdering af ejendommens indkomstproducerende kapacitet og en vurdering af refinansieringsmulighederne. Disse vurderinger bør tage højde for den løbetid, der er fastsat i den pågældende låneansøgning for lånet til erhvervsejendommen.

I vurderingen af låntagerens tilbagebetalingsevne bør institutterne, hvis det er relevant, vurdere:

• a. pengestrømmens bæredygtighed
• b. lejernes kvalitet, virkningen af ændringer i den aktuelle lejeindtægt på tilbagebetalingsplanen, lejevilkår, løbetider og betingelser samt lejerens betalingshistorik, hvis en sådan forefindes
• c. mulighederne for genudlejning, den pengestrøm, der kræves for at afbetale lånet i overensstemmelse med låneaftalen, hvis der er behov for genudlejning, aktivets ydeevne i tilfælde af økonomisk nedgang og variationer i lejeindtægter over tid med henblik på at vurdere forekomsten af unødigt komprimeret afkast
• d. de nødvendige kapitaludgifter på ejendommen gennem lånets løbetid.

Når institutterne vurderer mulighederne for at genudleje en ejendom, bør de tage hensyn til lejernes efterspørgsel efter den pågældende ejendom og udbuddet af sammenlignelige ejendomme, ejendommens tilstand og specifikationer, ejendommens beliggenhed og afstanden til relevant infrastruktur, der betjener ejendommen.

Når der udbetales afdragsfrie lån til erhvervsejendomme, bør institutterne vurdere ejendommens pengestrøm for at støtte en tilbagebetaling, der svarer til den forventede økonomiske livscyklus for ejendommen, med henblik på at afbetale hovedstolen og renterne, hvis ejendommens belåningsprocent stiger, eller den almindelige belåningsprocent på det relevante marked. Institutterne bør også overveje en sådan analyse, når låntagerne har yderligere kreditforbedringer, f.eks. afhændelse af aktiver, som kan håndhæves retsligt inden for en rimelig tidsfrist.

I forbindelse med følsomhedsanalysen under ugunstige markedsmæssige og idiosynkratiske begivenheder bør institutterne — i tillæg til de begivenheder, der er omhandlet i afsnit 5.2.5 og 5.2.6 — tage følgende i betragtning:

• a. genudlejning, herunder en ændring i lejepriserne, lejemålets varighed i forhold til lånegebyrer, stigning i antallet af ledige lejemål, vedligeholdelses- og renoveringsudgifter, lejefrie perioder og tiltrækning af lejere
• b. risici og forsinkelser i forbindelse med refinansiering
• c. risici i forbindelse med kapitaludgifter
• d. andre relevante kriterier.

5.2.8 Långivning til ejendomsprojekter

Når låntagernes kreditværdighed vurderes i forbindelse med lån til ejendomsprojekter, bør institutterne anvende de specifikke bestemmelser, der er anført i dette afsnit, i tillæg til de generelle bestemmelser om kreditværdighedsvurdering omhandlet i afsnit 5.2.5 og 5.2.6.

Kreditværdighedsvurderingen bør i overensstemmelse med lånets livscyklus dække både projektfasen, herunder dens evt. forskellige trin, og fasen efter projektets afslutning, når projektet konverteres til et erhvervsejendomslån. Sidstnævnte trin bør vurderes som et erhvervsejendomslån i overensstemmelse med bestemmelserne i disse retningslinjer.

I vurderingen af projektfasen bør institutterne sikre sig, at låntageren:

• a. har en realistisk forretningsplan, herunder en begrundelse for projektet og et budget for alle omkostninger i forbindelse med projektet bekræftet af en uafhængig ekspert
• b. har adgang til håndværkere, arkitekter, ingeniører og entreprenører, som vil deltage i byggeriet
• c. har indhentet eller kan i fremtiden indhente alle de nødvendige tilladelser og godkendelser til byggeriet, efterhånden som projektet skrider frem, og inden udbetalingerne.

Institutterne bør sikre, at beregningen af projektomkostningerne omfatter reserver til uforudsete udgifter. De planlagte reserver bør medtages i kreditgrænsen eller egenkapitalen. Institutterne bør vurdere låntagerens likviditetsbeholdning og -profil for at sikre, at låntageren har kapacitet til at betale uforudsete udgifter til budgetoverskridelser og forsinkelser ud over reserverne.

Institutterne bør foretage en vurdering af gennemførligheden af et fremskrevet nettoprovenu med hensyn til både værdi, salgsmængde og tidsfrister.

Institutterne bør aflægge besøg på stedet, eventuelt med deltagelse af en behørigt kvalificeret person, med henblik på at bekræfte hovedkomponenterne på stedet, herunder adgang og lokalitetsspecifikke forhold, og de bør opbevare et resumé af besøget på stedet i låntagerens sagsmappe.

Ud over vurderingen af låntagerens kreditværdighed bør institutterne, hvis det er relevant (f.eks. ved margin calls), vurdere egenkapitalinvestorerne i projektet, herunder navnlig vurdere deres finansielle stilling, relevante ekspertise og erfaringer med lignende projekter samt interessesammenfald mellem egenkapitalinvestorerne og de institutter, der tilbyder lån til det samme projekt.

5.2.9 Gearede transaktioner

Når låntagernes kreditværdighed vurderes i forbindelse med gearede transaktioner, bør institutterne, i tillæg til de generelle bestemmelser om kreditværdighedsvurdering omhandlet i afsnit 5.2.5 og 5.2.6, identificere overdreven gearing ved oprettelsen, defineret som forholdet mellem den samlede gæld og resultat før renter, skat og af- og nedskrivninger (EBITDA). Transaktioner med overdreven gearing bør være en undtagelse (og bør være i overensstemmelse med instituttets risikovillighed) og være omfattet af instituttets ramme for kreditdelegation og eskalering af risikostyring.

Institutterne bør foretage en omfattende vurdering af låntagerens evne til at tilbagebetale eller nedgeare til passende gældsniveauer inden for en rimelig frist.

5.2.10 Skibsfinansiering

Når låntagernes kreditværdighed vurderes i forbindelse med skibsfinansiering, bør institutterne anvende de specifikke bestemmelser, der er anført i dette afsnit, i tillæg til de generelle bestemmelser om kreditværdighedsvurdering omhandlet i afsnit 5.2.5 og 5.2.6. Institutterne bør navnlig vurdere følgende:

• a. forholdet mellem fartøjets indtægter og omkostninger (driftsudgifter, herunder forsikring, lønninger, vedligeholdelse, smøremidler og renteomkostninger)
• b. forholdet mellem fartøjets aktuelle alder og dets forventede brugstid
• c. kendetegnene ved låntagerens flåde i forhold til den globale flåde (omfanget af nybyggeri, antallet af oplagte fartøjer, antallet af ophuggede fartøjer for hvert segment og fartøjernes alder har betydning for overkapacitet af tonnage og påvirker fragtraterne)
• d. fartøjsvurderinger med eller uden haircut (hvis disse medregnes som en tilbagebetalingskilde) for at afspejle salgsomkostninger, den tidsmæssige værdi af penge og usikkerhed med hensyn til aktivets likviditet og salgbarhed, medmindre det ikke er muligt at foretage individuelle vurderinger, fordi fartøjerne drives som en del af en større flåde med meget forskellige typer indtjening.

Institutterne bør tage andre faktorer i betragtning, f.eks. udbud og efterspørgsel på markedet for den pågældende fartøjstype, nuværende og fremtidige handelsmønstre for den pågældende fartøjstype, nødvendigheden af, at lånet er uden regresret eller med garantier eller har et langsigtet charter med en acceptabel slutbruger, og om skibsrederen kan stille anden sikkerhed, f.eks. transport i certepartier og forsikringer, aktier og kontant sikkerhedsstillelse eller pant i andre aktiver som f.eks. fast ejendom og søsterskibe.

I forbindelse med lån til skibsbyggeri bør institutterne sikre sig, at låntageren:

• a. har en realistisk forretningsplan, herunder en begrundelse for projektet og et budget for alle omkostninger bekræftet af en uafhængig ekspert
• b. har adgang til håndværkere, skibsarkitekter, ingeniører og skibsbygningsentreprenører
• c. har indhentet eller kan i fremtiden indhente alle de nødvendige tilladelser og godkendelser til byggeriet, efterhånden som projektet skrider frem.

5.2.11 Projektfinansiering

Når låntagernes kreditværdighed vurderes i forbindelse med projektfinansiering, bør institutterne anvende de specifikke bestemmelser, der er anført i dette afsnit, i tillæg til de generelle bestemmelser om kreditværdighedsvurdering omhandlet i afsnit 5.2.5 og 5.2.6.

Institutterne bør vurdere den primære kilde til tilbagebetaling af lånet, dvs. de indtægter, der genereres af de aktiver (projektet), der finansieres. Institutterne bør vurdere de pengestrømme, der er forbundet med projektet, herunder den fremtidige indtægtsskabende kapacitet, når projektet er afsluttet, under hensyntagen til gældende lovgivningsmæssige eller juridiske begrænsninger (f.eks. prisregulering, afkastregulering, indtægter, der er omfattet af take-or-pay-kontrakter, miljølovgivning og regler, der påvirker et projekts rentabilitet).

Institutterne bør så vidt muligt sikre, at alle projektets aktiver, nuværende og fremtidig pengestrøm og konti stilles som sikkerhed til det institut, der yder lånet, eller til agenten/garantistilleren, hvis der er tale om en syndikeret transaktion/"club deal". Hvis der etableres en special purpose-enhed til projektet, bør instituttet have sikkerhed i aktierne i den pågældende special purpose-enhed, således at instituttet/agenten kan overtage selskabet, hvis det bliver nødvendigt. I tilfælde af syndikerede transaktioner/"club deals" bør aftaler mellem kreditgiverne regulere hver kreditgivers adgang til pantsatte midler og aktiver.

I vurderingen af projektfasen bør institutterne sikre sig, at låntageren:

• a. har en realistisk forretningsplan, herunder en begrundelse for projektet og et budget for alle omkostninger i forbindelse med projektet bekræftet af en uafhængig ekspert
• b. har adgang til håndværkere, arkitekter, ingeniører og entreprenører i forbindelse med projektet
• c. har indhentet eller kan i fremtiden indhente alle de nødvendige tilladelser og godkendelser til byggeriet, efterhånden som projektet skrider frem.

Institutterne bør sikre, at beregningen af projektomkostningerne som fremlagt af låntageren omfatter reserver til uforudsete udgifter. Sådanne planlagte reserver bør medtages i kreditgrænsen eller egenkapitalen. Institutterne bør vurdere låntagerens eller egenkapitalinvestorernes likviditetsbeholdning og -profil for at sikre, at de har kapacitet til at betale uforudsete udgifter til budgetoverskridelser og forsinkelser ud over reserverne.

Ud over at vurdere låntagerens kreditværdighed bør institutterne vurdere egenkapitalinvestorerne i projektet, herunder navnlig vurdere deres finansielle stilling, relevante ekspertise og erfaringer med lignende projekter, evne og vilje til at støtte projektet i dets levetid.