13.2 Forhold mellem fast og variabel aflønning

Når investeringsselskabet fastsætter de faste aflønningskomponenter for medarbejderne i henhold til artikel 30, stk. 1, bør investeringsselskabet fastsætte dem på et niveau, der giver mulighed for en fuldt ud fleksibel politik for variabel aflønning for alle medarbejdere. Med henblik herpå bør aflønningspolitikken fastsætte et passende forhold mellem den variable og den faste komponent af den samlede aflønning.

Det fastlagte forhold er forholdet mellem den variable aflønningskomponent, der maksimalt kan tildeles for den efterfølgende resultatperiode, og den faste aflønningskomponent for den efterfølgende resultatperiode. De maksimalt tilladte nøgletal bør omfatte niveauer af udbetalinger for resultater, der er "over målet" eller enestående, og bør ikke kun afspejle resultater "inden for målet" eller forventede resultater. Det faktiske forhold mellem tildelt variabel aflønning og fast aflønning bør stige med det opnåede resultat.

Ved fastsættelsen af forholdet bør investeringsselskaberne tage hensyn til deres forretningsaktiviteter, risici og indvirkningen af medarbejderne eller medarbejderkategorierne på investeringsselskabets risikoprofil eller risikoprofilen for de aktiver, det forvalter, samt EBA Public

medarbejdernes incitamenter til at handle i investeringsselskabets bedste interesse og behovet for på sigt at opretholde omkostningsfleksibilitet i lyset af ændringer i overskud og tab.

Ved fastsættelsen af forholdet bør investeringsselskaberne tage hensyn til, at en variabel komponent, der er knyttet til resultater, kan have en positiv effekt på "risikodeling" og tilskynde til forsigtig risikotagningsadfærd i overensstemmelse med investeringsselskabernes risikovillighed, mens en variabel komponent, der er uhensigtsmæssigt afbalanceret, under visse omstændigheder kan have negative virkninger. Jo højere den mulige variable aflønning er i forhold til den faste aflønning, jo stærkere vil incitamentet være til at levere de nødvendige resultater, og jo større kan de dermed forbundne risici blive. Investeringsselskaberne bør tænke på, at medarbejderne kan vænne sig til og forvente at modtage en betydelig variabel aflønning. Hvis den faste komponent er for lav i forhold til den variable aflønning, kan et investeringsselskab have svært ved at reducere eller eliminere den variable aflønning i et dårligt regnskabsår.

Investeringsselskaber kan fastsætte forskellige forhold for forskellige jurisdiktioner, forskellige afdelinger, selskabs- og interne kontrolfunktioner og forskellige kategorier af medarbejdere, f.eks. væsentlige risikotagere, ikkevæsentlige risikotagere med ansvar for forvaltning af aktiver, salgsmedarbejdere, medarbejdere i kontrolfunktioner eller medarbejdere inden for administrative funktioner. I særlige og behørigt begrundede tilfælde kan aflønningspolitikken indeholde bestemmelser om et andet forhold for individuelle væsentlige risikotagere, der tilhører en bestemt medarbejderkategori, end for andre medarbejdere, der tilhører den samme medarbejderkategori.

Det maksimale forhold bør beregnes som summen af alle variable aflønningskomponenter, der maksimalt kan tildeles i et bestemt regnskabsår, herunder det beløb, der skal tages i betragtning i forbindelse med fastholdelsesbonus, divideret med summen af alle faste aflønningskomponenter, der skal tildeles i forbindelse med det samme regnskabsår. Alle aflønningskomponenter bør under alle omstændigheder kategoriseres som enten variabel eller fast aflønning i overensstemmelse med disse retningslinjer. Investeringsselskaberne kan udelade nogle af de faste aflønningskomponenter, hvis de er uvæsentlige, f.eks. ved tildeling af forholdsmæssige ikkepengemæssige goder.

Det effektive forhold bør beregnes som summen af alle variable aflønningskomponenter, der er blevet tildelt for det sidste regnskabsår som fastsat i disse retningslinjer, herunder beløb, der er tildelt for flerårige optjeningsperioder, divideret med summen af faste aflønningskomponenter tildelt for det samme regnskabsår. For flerårige optjeningsperioder, som ikke roterer årligt, kan investeringsselskaberne alternativt hvert år i resultatperioden medregne den maksimale variable aflønning, som kan tildeles ved slutningen af resultatperioden, divideret med antallet af år i resultatperioden.

Investeringsselskaberne må ikke tage højde for størrelsen af den tildelte garanterede variable aflønning, der kan tildeles som en ansættelsesbonus til nye medarbejdere, ved beregningen af forholdet mellem den variable og faste komponent af den samlede aflønning EBA Public

for den første resultatperiode, når de fastsætter, om de benytter det forhold, der er fastsat i deres aflønningspolitik.

Investeringsselskaberne bør være i stand til at forklare begrundelsen for de maksimale forhold, der er fastsat mellem de variable og faste aflønningskomponenter, gennem deres aflønningspolitik, og hvordan de faktiske nøgletal vil ændre sig sammenlignet med det maksimale forhold afhængigt af risiko- og resultatindikatorer.