Principper og metodologiske overvejelser

Afhængigt af tilgangens kompleksitet kan scenarierne udformes enten som enkle narrativer eller som mere detaljerede kvantitative fremskrivninger.

De kompetente myndigheder kan vælge enten at anvende de samme scenarier for alle finansielle enheder med henblik på sammenlignelighed eller at tilpasse scenarierne til specifikke kategorier af finansielle enheder, afhængigt af deres risikoprofiler og forretningsmodeller.

Top-down- vs. bottom-up-tilgange

De kompetente myndigheder bør vurdere fordele og ulemper ved en top-down- henholdsvis en bottom-up-tilgang og vælge den mest hensigtsmæssige metode på baggrund af øvelsens formål, de finansielle enheders modenhed med hensyn til ESG-stresstestning og karakteren af de eksponeringer, der omfattes af vurderingen, under hensyntagen til følgende forhold:

• ▪ En top-down-tilgang, hvor de kompetente myndigheder centralt beregner virkningerne af stresstestens scenarier, sikrer en vis grad af sammenlignelighed på tværs af finansielle enheder og giver myndighederne bedre kontrol med proces og metodologi, hvilket samtidig reducerer byrden for sektoren.
• ▪ En bottom-up-tilgang, hvor de finansielle enheder selv beregner virkningerne af stresstestens scenarier, giver en højere detaljeringsgrad og muliggør inddragelse af særlige karakteristika ved visse porteføljer, modparter og eksponeringer. En bottom-up-tilgang fremmer desuden en højere grad af inddragelse i stresstestprocessen og bidrager til opbygning af kapacitet i de finansielle enheder.

Ved anvendelse af en bottom-up-tilgang bør kompetente myndigheder opstille klare metodologiske rammer for at sikre konsekvens og lige konkurrencevilkår på tværs af finansielle enheder, herunder proportionalitet i forhold til, hvor avancerede beregninger der forventes af de enkelte enheder.

En hybrid tilgang kan også overvejes, hvor man udnytter styrkerne ved begge metodologier. De kompetente myndigheder kan vælge tilgang afhængigt af datatilgængelighed og ejerskab af modeller, under hensyntagen til, at visse porteføljer eller aktiviteter, f.eks. forsikringsrisici, kan kræve mere detaljerede data og modellering, end hvad der er muligt i en top-down-tilgang.

Detaljeringsgrad

Ved fastlæggelse af den ønskede detaljeringsgrad bør de kompetente myndigheder finde den rette balance mellem enkelhed og præcision, afhængigt af datatilgængelighed, datakvalitet og metodologisk modenhed. Mere detaljerede data kan være nødvendige for f.eks. at registrere virkningerne af overgangsrisici på aktivitets- eller enhedsniveau eller regionale/lokale virkninger af fysiske risici.

De kompetente myndigheder bør som minimum overveje følgende niveauer af detaljeringsgrad:

• a. Porteføljeniveau: Differentiering efter aktivklasse (f.eks. virksomhedslån, realkreditlån, statsengagementer, aktier og erhvervsobligationer).
• b. Sektorniveau: Klassificering efter erhvervssektor (f.eks. højemissionsindustrier, energi, fast ejendom, landbrug). For visse sektorer kan en højere detaljeringsgrad være relevant (f.eks. elproduktion, sektorer påvirket af banebrydende teknologi, fossilbaserede industrier). For fast ejendom kan det være relevant at skelne mellem eksponeringer i erhvervsejendomme og beboelsesejendomme.
• c. Geografisk niveau: Opdeling efter region (f.eks. NUTS-niveau 3) for at vurdere eksponering over for lokalitetsspecifikke ESG-risici, navnlig fysiske risici.
• d. Modpartsniveau: Detaljeringsgrad ned til den enkelte låntager eller grupper af låntagere, hvor koncentrationsrisici er betydelige.
• e. Risikokategori: Særskilt identificering af fysiske risici (akutte og kroniske klimarelaterede trusler), overgangsrisici (ændringer i politik, teknologi og marked) samt andre miljømæssige, sociale og ledelsesmæssige faktorer (f.eks. tab af biodiversitet, forurening, sociale og ledelsesmæssige risici).

De kompetente myndigheder bør vælge den passende datadetaljeringsgrad afhængigt af aktiv-/porteføljetypen og formålet med øvelsen. Eksempelvis kan landespecifik detaljeringsgrad være tilstrækkelig for statsengagementer, mens der for udlåns- eller forsikringsporteføljer bør tilstræbes regional detaljeringsgrad, eventuelt helt ned til geolokaliseringsdata, for at kunne vurdere fysiske risici.

Ved analyse af fonde kan de kompetente myndigheder, hvor det er muligt og i overensstemmelse med den gældende sektorspecifikke lovgivning, overveje at anvende en look-through-tilgang med hensyn til fondenes underliggende beholdninger.

Antagelser vedrørende balanceopgørelse

Ved ESG-stresstest bør de kompetente myndigheder som udgangspunkt anvende en statisk balanceopgørelse, hvilket er almindelig praksis i traditionelle stresstest. Dog kan de, hvor det er muligt og relevant, overveje de strukturelle virkninger af de finansielle enheders overgangsplaner, afhængigt af den valgte tidshorisont.

Ved øvelser med mellem- til langsigtede tidshorisonter kan der anvendes en dynamisk balanceopgørelse (med eller uden begrænsninger) for at sikre større realisme. Dette kan indebære fokus på de væsentligste balanceposter og afspejle ændringer i porteføljens sammensætning (ændrede eksponeringer, omfordeling af aktiver og risikobegrænsende tiltag som reaktion på ESG-relaterede chok).

I lyset af de mange usikkerhedsmomenter forbundet med overgangsforløb, udviklingen i politik, og markedets reaktioner bør de kompetente myndigheder overveje at kræve, at finansielle enheder begrunder deres planlagte reaktioner, således at balancejusteringer – såsom porteføljeomlægninger, ændringer i udlåns- eller garantipolitikker eller ændringer i finansieringsstrukturer – er realistiske og i overensstemmelse med deres offentligt bekendtgjorte overgangsstrategier.

Alle ledelsesmæssige tiltag, der anerkendes af de finansielle enheder, bør vurderes på baggrund af deres gennemførlighed, rettidighed og eventuelle utilsigtede konsekvenser, og der bør undgås overdreven afhængighed af optimistiske antagelser. De kompetente myndigheder bør sikre, at en dynamisk balanceopgørelse med begrænsninger bidrager til at øge realismen og det fremadskuende element i ESG-stresstest ved at integrere troværdige planer og ledelsesmæssige tiltag, samtidig med, at der opretholdes et minimum af beskyttelsesforanstaltninger mod for stor fleksibilitet i antagelserne, og at sammenligneligheden af resultaterne styrkes.

Udsnit af finansielle enheder

De kompetente myndigheder bør fastlægge det passende udsnit af finansielle enheder, der skal deltage i ESG-stresstest og/eller scenarieanalyser, og sikre tilstrækkelig sektor-/markedsdækning, under hensyntagen til de fastsatte formål og, i tilfælde af tematiske vurderinger, fokusområdet for øvelsen. Stresstestens udformning bør om nødvendigt tilpasses for at afspejle karakteristikaene ved forskellige kategorier af finansielle enheder.

De kompetente myndigheder bør også overveje at gennemføre målrettede øvelser for specifikke undergrupper af enheder for at adressere særlige sårbarheder eller fremvoksende ESG-risikotendenser.

Proportionalitet

De kompetente myndigheder bør anvende proportionalitetsprincipper og tillade metodologiske forenklinger i forhold til størrelsen, arten og kompleksiteten af de finansielle enheders aktiviteter samt væsentligheden af risiciene. Proportionalitetsprincippet bør udvides til at omfatte rapporteringskrav, scenarieopstilling og modelleringsforventninger, således at der sikres en passende balance mellem analytisk robusthed og praktisk gennemførlighed.

I betragtning af det tidlige udviklingsstadium for ESG-stresstestmodeller og tilgængelige data kan de kompetente myndigheder overveje at begrænse analysens omfang for at sikre en rimelig cost-benefit-balance, både for sig selv og for de finansielle enheder.

Modellers begrænsninger

De kompetente myndigheder bør anerkende, at alle modeller har iboende begrænsninger, og dette gælder navnlig for ESG-modeller, der er under udvikling. Ved bottom-up-stresstest bør de kompetente myndigheder, for at imødegå disse begrænsninger og styrke ESG-stresstestens robusthed og troværdighed, anvende supplerende analyser til at krydsvalidere resultater og vurdere deres sandsynlighed. De bør også benytte benchmarkingteknikker og sammenholde resultater med alternative metodologier.

De kompetente myndigheder bør sikre, at der afsættes tilstrækkelige og passende menneskelige og materielle ressourcer til processen. Dette omfatter både fast og ad hoc involvering af personale med ekspertise i ESG-risikovurdering, stresstestmetodologier og finansielt tilsyn.

De kompetente myndigheder bør have datastyrings- og -indsamlingskompetencer, der understøtter adgang til ESG-data af høj kvalitet. De bør også opbygge og vedligeholde IT-infrastruktur, der muliggør effektiv dataindsamling, scenarieopstilling og resultatbearbejdning.

Tidsplan for øvelsen

De kompetente myndigheder bør fastsætte passende tidsrammer for gennemførelse af ESG-stresstest og scenarieanalyser, hvor der tages hensyn til behovet for fuldstændighed og nøjagtighed og de krav, der følger af beslutningsprocessen. De finansielle enheder bør have tilstrækkelig forberedelsestid til at indsamle relevante oplysninger og gennemføre deres egne vurderinger, samtidig med, at de kompetente myndigheder får mulighed for at foretage en grundig gennemgang og sikre præcis rapportering.

Processen bør struktureres, så den fremmer produktiv analyse, konsekvent formidling af resultater og integration i det bredere tilsynsarbejde.

Dataindsamling

Ved top-down-øvelser bør de kompetente myndigheder så vidt muligt forlade sig på lovpligtig indberetning og udnytte eksisterende rammer for offentliggørelse og eksterne ressourcer, hvor det er relevant. De kan også overveje ad hoc-dataindsamling som en nødvendig supplerende informationskilde. Indsamlede oplysninger bør begrænses til dem, der anvendes til analyse og validering.

Hvis der opstår datamangler, bør de kompetente myndigheder fremme brugen af rimelige tilnærmede værdier, skøn og ekspertvurderinger, samtidig med at de tilskynder de finansielle enheder til at styrke deres interne datakapacitet over tid.

Kvalitetssikringsproces

Der bør gennemføres en grundig kvalitetssikring for at verificere stresstestresultaternes nøjagtighed, konsekvens og pålidelighed. De kompetente myndigheder bør etablere gennemgangsmekanismer (f.eks. benchmarking eller peer reviews) til vurdering af datakvalitet, metodologisk robusthed og, hvor relevant, scenariets egnethed. Ekspertvurderinger bør supplere kvantitative resultater for at afbøde modelbegrænsninger, hvor det er nødvendigt.

Effektiv dialog med finansielle enheder

De kompetente myndigheder bør opretholde en effektiv og struktureret dialog med de finansielle enheder gennem hele stresstestprocessen. Dette omfatter tydelig vejledning om forventninger, inddragelse i centrale faser og sikring af, at de finansielle enheder får mulighed for at afklare metodologiske aspekter. Regelmæssig kontakt vil styrke øvelsens troværdighed og forbedre enhedernes evne til at indarbejde ESG-risici i deres egne risikostyringsrammer. Koordinering på tværs af grænser og systemer

Hvor det er relevant og muligt, bør de kompetente myndigheder koordinere på tværs af jurisdiktioner for at muliggøre en harmoniseret tilgang til ESG-stresstest af grænseoverskridende finanskoncerner. Dette omfatter samarbejde med andre tilsynsmyndigheder for at harmonisere metodologier, udveksle bedste praksis og undgå manglende ensartethed i reglerne.