15.2 Udskydelsesperiode og andel af udskudt aflønning

Udskydelsesperioden starter, når tildelingen er foretaget, f.eks. når forskudsdelen af den variable aflønning udbetales. Udskydelse kan anvendes på begge typer variabel aflønning, likvider og instrumenter.

Investeringsselskaberne bør fastsætte den faktiske udskydelsesperiode og den andel, der skal udskydes i overensstemmelse med mindstekravene i artikel 32, stk. 1, litra l), i direktiv (EU) 2019/2034 under hensyntagen til:

• a. de væsentlige risikotageres ansvar og beføjelser og de opgaver, de har udført
• b. konjunkturcyklussen og arten af investeringsselskabets aktiviteter
• c. forventede udsving i den økonomiske aktivitet og investeringsselskabets og afdelingens resultater og risici samt væsentlige risikotageres indflydelse på disse udsving
• d. forholdet mellem de variable og faste komponenter af den samlede aflønning og det absolutte beløb for variabel aflønning.

Investeringsselskaberne bør fastlægge, hvilke kategorier af væsentlige risikotagere, også under hensyntagen til deres roller og ansvarsområder, der skal have længere udskydelsesperioder end den krævede minimumsperiode på fire til fem år, med henblik på at sikre, at den variable aflønning på lang sigt er i overensstemmelse med risikoprofilen. Hvis der anvendes længere flerårige optjeningsperioder, og hvis den længere optjeningsperiode giver mere sikkerhed med hensyn til de risici, der er opstået siden begyndelsen af optjeningsperioden, bør investeringsselskaberne tage hensyn til dette forhold, når de fastsætter udskydelses- og fastholdelsesperioder, og de kan, hvis det er relevant, fastsætte udskydelsesperioder, der er kortere end de udskydelsesperioder, der ville være passende i forbindelse med en etårig optjeningsperiode. Minimumskravet om en udskydelsesperiode på tre år finder anvendelse under alle omstændigheder.

Investeringsselskaberne bør fastsætte en hensigtsmæssig del af aflønningen, der skal udskydes for en kategori af væsentlige risikotagere eller en bestemt væsentlig risikotager, på mindst 40 %. I tilfælde af særligt store beløb i variabel aflønning bør andelen af udskydelsesperioden for sådanne medarbejdere være på mindst 60 %.

Investeringsselskaberne bør fastlægge, hvornår variabel aflønning udgør et særligt stort beløb, under hensyntagen til gennemsnitslønnen inden for investeringsselskabet, EBA's rapport om benchmarking af aflønning og, i givet fald, nationale og andre resultater af benchmarking af aflønning og de tærskler, der er fastsat af de kompetente myndigheder. Ved EBA Public

gennemførelsen af retningslinjerne bør de kompetente myndigheder fastsætte en absolut eller relativ tærskel ved hjælp af ovennævnte kriterier. Aflønning på eller over denne tærskel bør altid anses for et særligt stort beløb.

Når investeringsselskaberne fastlægger den andel, der skal udskydes, ved hjælp af en serie absolutte beløb, f.eks. andelen mellem 0 og 100: 100 % på forskud, andelen mellem 100 og 200: 50 % på forskud og resten udskudt, andelen over 200: 25 % på forskud og resten udskudt, bør investeringsselskaberne over for den kompetente myndighed kunne dokumentere, at investeringsselskabet ud fra et vægtet gennemsnit for hver væsentlig risikotager overholder minimumstærsklen for udskydelse på 40-60 %, og at den udskudte andel er hensigtsmæssig og korrekt afstemt efter forretningens art, risiciene forbundet hermed og de pågældende medarbejderes aktiviteter.

Hvis de generelle principper i national aftaleret og arbejdsmarkedsret ikke tillader en væsentlig reduktion af den variable aflønning, når investeringsselskabets finansielle resultater har været beskedne eller negative, bør investeringsselskaberne gennemføre en udskydelsesordning og anvende instrumenter til tildeling af variabel aflønning, som sikrer, at efterfølgende risikojusteringer anvendes så vidt muligt. Investeringsselskabet kan i denne forbindelse:

• a. fastlægge længere udskydelsesperioder
• b. undgå at anvende forholdsmæssig overdragelse i situationer, hvor fradrag kan anvendes, men hvor tilbagebetaling juridisk set ikke kan ske
• c. tildele en højere andel af variabel aflønning i form af instrumenter, der er afstemt efter investeringsselskabets resultater og er underlagt tilstrækkeligt lange udskydelses- og fastholdelsesperioder.