EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV (EU) 2025/1 af 27. november 2024 om et regelsæt for genopretning og afvikling af forsikrings- og genforsikringsselskaber og om ændring af direktiv 2002/47/EF, 2004/25/EF, 2007/36/EF, 2014/59/EU og (EU) 2017/1132 og forordning (EU) nr. 1094/2010, (EU) nr. 648/2012, (EU) nr. 806/2014 og (EU) 2017/1129 (EØS-relevant tekst)

(1)

Forsikringsselskabers vanskeligheder kan have væsentlige konsekvenser for økonomien og den sociale velfærd i medlemsstaterne, hvis sådanne vanskeligheder medfører forstyrrelser i den beskyttelse, som ydes til forsikringstagere, begunstigede eller skadelidte. Genforsikringsselskabers rolle i økonomien, deres indbyrdes forbundethed med direkte forsikringsselskaber og finansielle markeder i bred forstand samt det forholdsmæssigt koncentrerede genforsikringsmarked kræver en velegnet ramme, således at deres vanskeligheder eller sammenbrud kan håndteres på korrekt vis. Derfor bør genopretning og afvikling af både direkte forsikringsselskaber og genforsikringsselskaber behandles, idet der tages hensyn til deres respektive specificiteter.

(2)

Den globale finansielle krise i 2008 blotlagde svaghederne i den finansielle sektor og den indbyrdes sammenhæng mellem disse. Årsagerne til vanskeligheder og sammenbrud syntes at være forbundet med bl.a. udviklingen i de finansielle markeder og med forsikrings- eller genforsikringsaktiviteters iboende karakter. I den henseende henvises der ofte til forsikringsrisici, dvs. misligholdte fordringer, fejlagtig prisfastsættelse, dvs. undervurderede præmier, fejlagtig aktiv-passiv-styring og investeringstab som de primære kilder til bekymring for forsikrings- og genforsikringsselskaber. I den forbindelse er skatteydernes penge blevet brugt til at genoprette de forværrede finansielle vilkår i flere forsikringsselskaber. Selv om Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF (3) havde til formål at styrke det finansielle system i Unionen og forsikrings- og genforsikringsselskabers modstandsdygtighed, fjernede det ikke fuldstændigt risikoen for sammenbrud i sådanne forsikrings- og genforsikringsselskaber. Høj volatilitet på markederne og forlængede lave renteniveauer kan være særligt skadelige for forsikrings- og genforsikringsselskabers rentabilitet og solvenssituation. Forsikrings- og genforsikringsselskabers følsomhed over for den markedsmæssige og økonomiske udvikling kræver derfor særlig forsigtighed og en velegnet ramme, således at potentielle forværringer af sådanne selskabers finansielle stilling kan håndteres, herunder på forebyggende vis. Visse nylige sammenbrud og umiddelbart forestående sammenbrud, navnlig af grænseoverskridende karakter, har illustreret svaghederne i den nuværende ramme, som skal afhjælpes for i tilstrækkeligt omfang at tilrettelægge en velordnet udtræden af markedet for forsikrings- eller genforsikringsselskaber.

(3)

Aktiviteter, tjenesteydelser eller operationer, som udføres eller leveres af forsikrings- eller genforsikringsselskaber, og som ikke let kan erstattes inden for et rimeligt tidsrum eller med rimelige omkostninger for forsikringstagerne, de begunstigede eller skadelidte, skal betragtes som kritiske funktioner, der skal videreføres. Sådanne aktiviteter, tjenesteydelser eller operationer kan være kritiske på EU-plan, nationalt og regionalt plan. Videreførelsen af forsikrings- og genforsikringsbeskyttelse er ofte at foretrække frem for afvikling af et nødlidende selskab, da en sådan videreførelse sikrer det bedste resultat for forsikringstagerne, de begunstigede eller skadelidte. Det er derfor vigtigt, at der findes velegnede værktøjer, som kan forhindre sammenbrud, og som, når der forekommer sammenbrud, kan minimere de negative følger ved at bevare videreførelsen af disse kritiske funktioner.

(4)

At sikre effektiv afvikling af nødlidende forsikrings- og genforsikringsselskaber i Unionen er et væsentligt led i gennemførelsen af det indre marked. Sådanne selskabers sammenbrud har virkninger ikke kun for forsikringstagere og muligvis realøkonomien og den finansielle stabilitet på de markeder, hvor disse forsikrings- og genforsikringsselskaber opererer direkte, men også for tilliden til det indre marked for forsikring. Gennemførelsen af det indre marked for finansielle tjenesteydelser har styrket samspillet mellem de forskellige nationale finansielle systemer. Forsikrings- og genforsikringsselskaber er aktive på de finansielle markeder for at forvalte deres investeringsportefølje og de risici, som er forbundet med deres aktiviteter. I den forbindelse kan medlemsstaternes manglende evne til at håndtere et forsikrings- eller genforsikringsselskabs sammenbrud og afvikle det på en måde, der er forudsigelig og harmoniseret, og som effektivt vil forhindre bredere systemisk skade, underminere stabiliteten på de finansielle markeder og dermed på det indre marked for finansielle tjenesteydelser.

(5)

Den globale finansielle krise i 2008 fremhævede behovet for at udvikle en velegnet genopretnings- og afviklingsramme for forsikrings- og genforsikringsselskaber. På internationalt plan udarbejdede Rådet for Finansiel Stabilitet i oktober 2011 og ajourførte i oktober 2014 dokumentet »Key Attributes of Effective Resolution Regimes for Financial Institutions« (Nøglekarakteristika for effektive afviklingsordninger for finansieringsinstitutter) med overvejelser om afvikling af ethvert forsikringsselskab, som kan have systemisk betydning eller være kritisk, hvis det bryder sammen. I juni 2016 udsendte Rådet for Finansiel Stabilitet supplerende retningslinjer vedrørende udvikling af effektive afviklingsstrategier og -planer for systemisk vigtige forsikringsselskaber. Parallelt hermed vedtog Den Internationale Forsikringstilsynsorganisation i november 2019 hovedprincipper for forsikring (»Insurance Core Principles«) for forsikrings- og genforsikringsselskaber, en fælles ramme for forsikringskoncerner med internationale aktiviteter (»Common Framework for Internationally Active Insurance Groups«), som udførligt beskriver standarder for forebyggende genopretningsplanlægning og foranstaltninger, som myndigheder forventes at træffe over for et forsikrings- eller genforsikringsselskab, der træder ud af markedet og er genstand for afvikling. Der bør tages hensyn til denne udvikling, når der fastlægges et regelsæt for genopretning og afvikling af nødlidende forsikrings- og genforsikringsselskaber.

(6)

Mange forsikrings- og genforsikringsselskaber opererer uden for de nationale grænser. Manglende koordinering og samarbejde mellem offentlige myndigheder med henblik på at forberede sig på og håndtere vanskeligheder eller sammenbrud i et forsikrings- eller genforsikringsselskab, der operer på tværs af grænserne, vil underminere medlemsstaternes gensidige tillid, resultere i et suboptimalt resultat for forsikringstagerne, de begunstigede og skadelidte og påvirke troværdigheden af det indre marked for forsikring.

(7)

I øjeblikket er procedurerne på EU-plan for koordineret afvikling af forsikrings- eller genforsikringsselskaber ikke harmoniseret. I stedet konstateres der på tværs af medlemsstaterne betydelige materielle og processuelle forskelle mellem de nationale love og administrative bestemmelser, der gælder for forsikrings- og genforsikringsselskabers sammenbrud. Endvidere er insolvensbehandling af virksomheder ikke nødvendigvis altid hensigtsmæssig i forbindelse med forsikrings- eller genforsikringsselskaber, da den ikke altid sikrer tilstrækkelig videreførelse af kritiske funktioner for fordel for forsikringstagerne, de begunstigede og skadelidte, realøkonomien eller den finansiel stabilitet som helhed.

(8)

Det er nødvendigt at sikre videreførelse af kritiske funktioner i nødlidende forsikrings- eller genforsikringsselskaber eller i forventeligt nødlidende forsikrings- eller genforsikringsselskaber, samtidig med at virkningerne af et sådant selskabs sammenbrud for økonomen eller det finansielle system minimeres. Det er derfor nødvendigt at fastlægge et regelsæt, der kan give myndighederne et sæt pålidelige værktøjer til at gribe ind tilstrækkeligt tidligt og hurtigt, når forsikrings- eller genforsikringsselskaber er nødlidende eller forventeligt nødlidende. Et sådant regelsæt bør sikre, at tab først bæres af aktionærerne og dernæst af kreditorerne, forudsat at ingen kreditor påføres større tab, end denne ville være blevet påført, hvis forsikrings- eller genforsikringsselskabet var blevet likvideret ved almindelig insolvensbehandling, i overensstemmelse med princippet om, at ingen kreditorer bør stilles ringere end under normale insolvensbehandlinger (»princippet om, at ingen kreditorer må stilles ringere«). For at sikre, at den behandling, som berørte aktionærer, forsikringstagere, begunstigede, skadesanmeldere og andre kreditorer ville have fået, hvis det selskab, der er under afvikling, havde været genstand for almindelig insolvensbehandling, afspejles korrekt, bør der tages hensyn til alle de relevante begivenheder, der ville blive udløst enten af eller før indledningen af almindelig insolvensbehandling, samt alle relevante begivenheder forbundet med indledningen af en sådan insolvensbehandling, herunder dem, der er knyttet til beskyttelsen af skadelidte i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/103/EF (4) i forbindelse med skader som følge af ulykker i tilfælde af et forsikringsselskabs insolvens.

(9)

Med udgangspunkt i direktiv 2009/138/EF bør det regelsæt, der skal fastlægges, sætte myndighederne i stand til at sikre videreførelse af forsikringsbeskyttelsen af forsikringstagere, begunstigede og skadelidte, til i givet fald at overføre forsikrings- eller genforsikringsselskabets levedygtige aktiviteter og porteføljer og til at fordele tabene på en retfærdig og forudsigelig måde. Disse mål bør bidrage til at undgå, at forsikringstagere, begunstigede og skadelidte rammes af unødvendige tab eller sociale problemer, modvirke negative virkninger for realøkonomien, minimere negative virkninger for finansielle markeder og minimere omkostningerne for skatteyderne.

(10)

Revisionen af direktiv 2009/138/EF, og navnlig indførelsen af mere risikofølsomme kapitalkrav, skærpet tilsyn, forbedret likviditetsovervågning og bedre værktøjer til makrotilsynspolitikker, bør yderligere mindske risikoen for sammenbrud i forsikrings- eller genforsikringsselskaber og øge disse selskabers modstandsdygtighed over for økonomisk stress, hvad enten denne stress skyldes systemiske forstyrrelser eller hændelser, som er specifikke for det enkelte selskab. Ikke desto mindre kan situationer med alvorlige finansielle vanskeligheder ikke helt udelukkes, på trods af en forsvarlig og robust tilsynsramme. Medlemsstaterne bør derfor have et beredskab og råde over egnede genopretnings- og afviklingsværktøjer med henblik på at håndtere såvel systemiske kriser som enkelte selskabers sammenbrud. Sådanne værktøjer bør bl.a. omfatte mekanismer, der sætter myndighederne i stand til at tage sig effektivt af nødlidende eller forventeligt nødlidende selskaber. Der bør ved anvendelsen af sådanne værktøjer og udøvelsen af sådanne beføjelser tages hensyn til de omstændigheder, hvorunder sammenbruddet finder sted.

(11)

Nogle medlemsstater har allerede indført krav vedrørende forebyggende genopretningsplanlægning og mekanismer til afvikling af nødlidende forsikrings- eller genforsikringsselskaber. Den omstændighed, at der ikke findes fælles betingelser, beføjelser og procedurer for genopretning og afvikling af forsikrings- eller genforsikringsselskaber på tværs af Unionen, er imidlertid sandsynligvis en hindring for, at det indre marked kan fungere gnidningsløst, og for samarbejdet mellem nationale myndigheder om håndtering af grænseoverskridende selskabskoncerner, som er i vanskeligheder eller nødlidende. Dette gælder navnlig, når forskellige tilgange betyder, at nationale myndigheder ikke har samme grad af kontrol over eller samme mulighed for at afvikle forsikrings- eller genforsikringsselskaber. Disse forskelle i genopretnings- og afviklingsordningerne kan påvirke de lige konkurrencevilkår og potentielt skabe konkurrenceforvridninger mellem selskaberne. Denne hindring bør ryddes af vejen, og der bør indføres regler for at sikre, at det indre marked ikke undermineres. Med henblik herpå bør reglerne om forebyggende genopretning og afvikling af forsikrings- eller genforsikringsselskaber underkastes fælles regler for minimumsharmonisering. For at sikre overensstemmelse med den eksisterende EU-lovgivning vedrørende forsikringsydelser bør forebyggende genopretnings- og afviklingsordninger finde anvendelse på forsikrings- eller genforsikringsselskaber, som er underlagt tilsynskravene i direktiv 2009/138/EF.

(12)

Sammenbrud i en enhed, der tilhører en koncern, kan hurtigt få virkninger for hele koncernens solvens og operationer. Det er derfor nødvendigt at indføre krav om forebyggende koncerngenopretnings- og afviklingsplanlægning. Dertil kommer, at myndighederne bør råde over effektive afhjælpende foranstaltninger med hensyn til disse enheder til at iværksætte afhjælpende foranstaltninger, som tager hensyn til alle koncernenhedernes finansielle soliditet, fjerner hindringer for afviklingsmuligheder i koncernsammenhæng og opretter en ensartet afviklingsordning for koncernen som helhed, navnlig i en grænseoverskridende sammenhæng. Kravene om forebyggende genopretnings- og afviklingsplanlægning og afviklingsmuligheder og afviklingsordningen bør derfor også finde anvendelse på moderselskaber, holdingselskaber og andre koncernenheder, herunder filialer af forsikrings- og genforsikringsselskaber, der er etableret uden for Unionen.

(13)

For at sikre, at genopretnings- og afviklingsplanlægning og faktisk afvikling af forsikrings- og genforsikringsselskaber, som indgår i finansielle konglomerater, eller forsikringskoncerner, der selv er finansielle konglomerater eller indgår i finansielle konglomerater, kan ske gnidningsløst, og med det formål at mindske den administrative byrde, bør der indføres forpligtelser til udveksling af oplysninger mellem afviklings- og tilsynsmyndigheder for banker og forsikringsselskaber og afviklingsmyndigheden for banker bør gives observatørstatus i afviklingskollegiet for forsikringsselskaber i en forsikringskoncern, der er eller indgår i et finansielt konglomerat i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/87/EF (5), og omvendt.

(14)

Med de nye regler, der indføres ved dette direktiv, vil afviklingsmyndighederne for forsikrings- og genforsikringsselskaber og afviklingsmyndigheder for banker hver især have deres eget regelsæt for afvikling, der er tilpasset de særlige forhold i forsikrings- og genforsikringssektoren samt banksektoren. Tidsfristen for afvikling i forbindelse med forsikring og genforsikring adskiller sig fra afvikling i banksammenhæng. For at forhindre et bank-run, er Den Fælles Afviklingsinstans og de nationale afviklingsmyndigheder for banker typisk nødt til at handle hurtigt. Afviklingsmyndigheder for forsikrings- og genforsikringsselskaber har på den anden side ofte den fordel, at de har mere tid til at finde de passende løsninger, der er mest fordelagtige for forsikringstagerne. Det er mindre sandsynligt, at en begivenhed, der ligner et bank-run, vil ske i forsikrings- og genforsikringssektoren, og konsekvenserne af en sådan begivenhed vil være anderledes end i banksektoren.

(15)

Begge sektorspecifikke lovgivningsmæssige regelsæt har skabt uafhængige beslutningsbeføjelser for de respektive myndigheder. Afviklingsmyndighederne for forsikrings- og genforsikringsselskaber og banker bør derfor handle på lige fod. Med henblik på udførelsen af afviklingsopgaverne er det af afgørende betydning, at afviklingsmyndighederne for forsikrings- og genforsikringsselskaber og banker underretter hinanden og samarbejder i god tro. De krav til udveksling af oplysninger, der er fastsat i dette direktiv, bør lette dette samarbejde. Afviklingsmyndighederne for forsikrings- og genforsikringsselskaber og banker samt de respektive tilsynsmyndigheder for forsikrings- og genforsikringsselskaber og banker bør derfor straks udveksle oplysninger, der anses for nødvendige for udførelsen af deres respektive opgaver.

(16)

For at sikre, at afviklingsmyndigheder holdes underrettet og høres tilstrækkeligt tidligt i processen og på en struktureret måde, der gør det muligt for dem at udøve deres mandat på en informeret og konsekvent måde, bør afviklingsmyndigheder for forsikrings- og genforsikringsselskaber og banker indbydes som observatører til hinandens afviklingskollegier. Dette er særlig vigtigt i forbindelse med forebyggende genopretnings- og afviklingsplanlægning samt for vurderingen af, om betingelserne for afvikling er opfyldt, og endelig når der iværksættes afviklingshandlinger over for en eller flere enheder, der indgår i finansielle konglomerater. For at bygge videre på de indhøstede erfaringer bør Kommissionen tage de relevante bestemmelser i dette direktiv op til revision senest fem år efter dets ikrafttræden.

(17)

Det er nødvendigt at sikre, at genopretnings- og afviklingsrammen er velegnet og virkningsfuld, samtidig med at der undgås en unødvendig administrativ byrde og unødvendige omkostninger for selskaber og myndigheder. Gennemførelsen af en sådan genopretnings- og afviklingsramme bør derfor stå i rimeligt forhold til det berørte selskabs art, omfang og kompleksitet og til dets virksomhed og tjenesteydelser. Desuden bør der tages hensyn til forskellene mellem genopretning på den ene side og afvikling på den anden side. Med hensyn til anvendelsesområdet for kravene om genopretnings- og afviklingsplanlægning bør myndighederne på grundlag af en række risikobaserede kriterier beslutte, hvilke selskaber der er underlagt fuldt udbyggede eller forenklede planlægningskrav. For at skabe tillid til det indre marked for forsikring og genforsikring og for at fremme lige konkurrencevilkår bør der opnås et minimalt beredskabsniveau ved at fastlægge markedets minimale dækningsgrad for markedet for livsforsikring og genforsikring samt markedet for skadesforsikring og genforsikring. Med hensyn til anvendelsesområdet for kravene om afviklingsplanlægning bør myndighederne beslutte, for hvilke selskaber det er mere sandsynligt i forhold til andre selskaber under deres ansvarsområde, at afviklingshandlingen vil være i samfundets interesse i tilfælde af sammenbrud, eller hvilke selskaber der udfører kritiske funktioner.

(18)

Af samme årsag bør myndighederne i givet fald anvende forskellige eller lempede krav om forebyggende genopretnings- og afviklingsplanlægning og oplysningskrav på et selskabsspecifikt grundlag og kræve ajourføringer med en lavere hyppighed. Myndighederne bør, når de anvender sådanne forenklede forpligtelser, tage hensyn til arten, omfanget og kompleksiteten af et selskabs forretningsaktiviteter og deres substituerbarhed, selskabets aktionærstruktur og juridiske form, dets risikoprofil og dets grad af indbyrdes forbundethed med andre lovregulerede selskaber eller med det finansielle system generelt. Myndighederne bør også tage hensyn til, om forsikrings- eller genforsikringsselskabets sammenbrud og efterfølgende likvidation ved almindelig insolvensbehandling kan forventes at få en betydelig negativ indvirkning på forsikringstagere, finansielle markeder, andre selskaber eller økonomien i almindelighed. Myndighederne bør hvert år aflægge rapport til Den Europæiske Tilsynsmyndighed (Den Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger) (EIOPA), der er oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1094/2010 (6), om anvendelsen af sådanne forenklede forpligtelser.

(19)

Med henblik på en velordnet afviklingsproces og for at undgå interessekonflikter bør medlemsstaterne udpege offentlige forvaltningsmyndigheder eller myndigheder, som er blevet tillagt offentlige forvaltningsbeføjelser, til at varetage de funktioner og opgaver, som vedrører genopretnings- og afviklingsrammen. Medlemsstaterne bør sikre, at disse afviklingsmyndigheder får tilført tilstrækkelige ressourcer. Når en medlemsstat udpeger en afviklingsmyndighed, som varetager andre funktioner, bør der indføres passende strukturelle ordninger for at adskille disse funktioner fra de funktioner, der vedrører afvikling, og for at sikre operationel uafhængighed. En sådan adskillelse bør ikke hindre afviklingsfunktionen i at få adgang til oplysninger, som den kræver med henblik på varetagelse af dens opgaver i henhold til genopretnings- og afviklingsrammen eller på samarbejde mellem forskellige myndigheder, som er involveret i anvendelsen af genopretnings- og afviklingsrammen.

(20)

I betragtning af de konsekvenser, som et forsikrings- eller genforsikringsselskabs sammenbrud kan have for forsikringstagere, det finansielle system og økonomien i en medlemsstat, samt i lyset af det mulige behov for at anvende offentlige midler til at håndtere et sådant sammenbrud, bør medlemsstaternes finansministerier eller andre relevante ministerier på et tidligt tidspunkt inddrages tæt i forløbet med krisestyring og afvikling.

(21)

Det er afgørende, at koncerner eller i givet fald individuelle selskaber udarbejder og regelmæssigt ajourfører forebyggende genopretningsplaner, som fastsætter de foranstaltninger, som de pågældende koncerner eller selskaber skal træffe for at genoprette deres finansielle stilling efter en betydelig forværring af denne stilling, som kan udgøre en risiko for deres levedygtighed. Forsikrings- og genforsikringsselskaber bør derfor identificere et sæt kvantitative og kvalitative indikatorer, som vil udløse iværksættelse af de afhjælpende foranstaltninger, der påtænkes i sådanne forebyggende genopretningsplaner. Sådanne indikatorer bør hjælpe forsikrings- og genforsikringsselskaber med at træffe afhjælpende foranstaltninger i deres forsikringstageres bedste interesse i overensstemmelse med selskabernes risikostyringssystemer og bør ikke medføre fastlæggelse af nye lovregulerede tilsynskrav. Dette direktiv bør derfor hverken udelukke selskaber fra i deres forebyggende genopretningsplaner at medtage eller kræve, at selskaber i deres forebyggende genopretningsplaner medtager punkter om forværring af kapitalpositionen, som ville gå forud for manglende opfyldelse af solvenskapitalkravet i afsnit I, kapitel VI, afdeling 4, i direktiv 2009/138/EF. Forebyggende genopretningsplaner, som omfatter alle væsentlige juridiske enheder i koncernen, bør beskrives udførligt og bør være baseret på realistiske antagelser, som gælder i en række robuste og alvorlige scenarier. Disse forebyggende genopretningsplaner bør udgøre en integrerende del af et selskabs ledelsessystem. Eksisterende værktøjer kan tages i betragtning, når der udarbejdes forebyggende genopretningsplaner, herunder vurdering af egen risiko og solvens, beredskabsplaner eller planer vedrørende likviditetsrisikostyring. Kravet om udarbejdelse af en forebyggende genopretningsplan bør imidlertid finde anvendelse på en forholdsmæssigt afpasset måde og bør ikke berøre udarbejdelsen og forelæggelsen af en realistisk genopretningsplan som krævet i artikel 138, stk. 2, i direktiv 2009/138/EF. Når det er relevant, kan elementerne fra den forebyggende genopretningsplan indgå i eller tjene som grundlag for udarbejdelse af den genopretningsplan, der kræves i artikel 138, stk. 2, i direktiv 2009/138/EF.

(22)

Det er nødvendigt at sikre en tilstrækkelig grad af beredskab i tilfælde af krisesituationer. Endelige moderselskaber eller individuelle forsikrings- eller genforsikringsselskaber bør derfor pålægges at forelægge deres forebyggende genopretningsplaner for tilsynsmyndighederne til en samlet vurdering, herunder vurderingen af, om disse planer er fuldstændige og gør det muligt at genoprette et selskabs eller en koncerns levedygtighed inden for rimelig tid, også i perioder med alvorlig finansiel stress. Hvis et selskab forelægger en forebyggende genopretningsplan, som er utilstrækkelig, bør tilsynsmyndighederne have beføjelse til at kræve, at det pågældende selskab træffer de nødvendige foranstaltninger til at afhjælpe planens væsentlige mangler.

(23)

Afviklingsplanlægning er et væsentligt element i en effektiv afviklingsproces. Afviklingsmyndighederne bør derfor være i besiddelse af alle de oplysninger, der er nødvendige for at identificere kritiske funktioner og sikre videreførelse heraf. Forsikrings- og genforsikringsselskaber har et privilegeret kendskab til deres egen funktionsmåde og hermed forbundne problemer, og afviklingsmyndighederne bør derfor udarbejde afviklingsplaner på grundlag af bl.a. de oplysninger, som de berørte selskaber har afgivet. For at undgå en unødvendig administrativ byrde bør afviklingsmyndighederne primært indhente de nødvendige oplysninger fra tilsynsmyndighederne.

(24)

Små og ikkekomplekse selskaber bør ikke være forpligtet til at udarbejde separate forebyggende genopretningsplaner og bør heller ikke være underlagt afviklingsplanlægning, medmindre et sådant selskab udgør en særlig risiko på nationalt eller regionalt plan.

(25)

For at foregribe den mulige interaktion mellem afhjælpende foranstaltninger og afviklingshandlinger og for at øge kriseberedskabet og koncerners afviklingsmuligheder bør enhver koncernbehandling med hensyn til forebyggende genopretnings- og afviklingsplanlægning gælde for alle koncernenheder, som er omfattet af koncerntilsyn. I de forebyggende genopretnings- og afviklingsplaner bør der tages hensyn til den berørte koncerns finansielle og tekniske struktur samt dens virksomhedsstruktur og grad af interne forbundethed.

(26)

Forebyggende koncerngenopretnings- og afviklingsplaner bør udarbejdes for koncernen som helhed og bør identificere foranstaltninger, som vedrører både det endelige moderselskab og enkelte datterselskaber, som måtte være del af denne koncern. Det omfang, i hvilket datterselskaber tages i betragtning i koncernens forebyggende genopretnings- og afviklingsplaner, bør imidlertid stå i rimeligt forhold til deres relevans for koncernen og for forsikringstagerne, realøkonomien og det finansielle system i de medlemsstater, hvor disse datterselskaber opererer. Afviklingsmyndighederne i de medlemsstater, hvor en koncern har datterselskaber, bør inddrages i udarbejdelsen af eventuelle afviklingsplaner. De berørte myndigheder, der deltager i tilsyns- eller afviklingskollegierne, bør gøre deres yderste for at nå frem til en fælles afgørelse om vurdering og vedtagelse af sådanne planer. Mangel på en fælles afgørelse i tilsyns- eller afviklingskollegiet bør imidlertid ikke have betydning for et tilstrækkeligt kriseberedskab. I sådanne tilfælde bør hver tilsynsmyndighed, som har ansvar for et datterselskab, have mulighed for at kræve en forebyggende genopretningsplan for datterselskaberne i dens jurisdiktion og foretage sin egen vurdering af den forebyggende genopretningsplan. Af samme årsager bør hver afviklingsmyndighed, som har ansvar for et datterselskab, udarbejde en afviklingsplan for datterselskaberne i dens jurisdiktion og sørge for, at den ajourføres. Udarbejdelse af individuelle forebyggende genopretnings- og afviklingsplaner for selskaber, som er del af en koncern, bør forblive undtagelsen, begrundes på behørig vis og anvende de samme standarder, som gælder for lignende selskaber i den berørte medlemsstat. Hvis der udarbejdes individuelle forebyggende genopretnings- og afviklingsplaner for selskaber, der er del af en koncern, bør de berørte myndigheder bestræbe sig på at sikre, at disse planer i størst muligt omfang er i overensstemmelse med genopretnings- og afviklingsplanerne for resten af koncernen.

(27)

Afviklingsmyndigheder, som ikke er uenige i en fælles afgørelse, kan indbyrdes træffe en fælles afgørelse om en koncernafviklingsplan, samt om udpegelsen af væsentlige hindringer og, når det er nødvendigt, om vurderingen af de foranstaltninger, som er foreslået af det endelige moderselskab, og de foranstaltninger, som myndighederne kræver for at afhjælpe eller fjerne hindringerne.

(28)

For at sørge for, at alle myndigheder fuldt ud og permanent holdes underrettet bør tilsynsmyndighederne fremsende eventuelle forebyggende genopretningsplaner og eventuelle ændringer heraf til de berørte afviklingsmyndigheder, og afviklingsmyndighederne bør fremsende eventuelle afviklingsplaner og eventuelle ændringer heraf til de berørte tilsynsmyndigheder.

(29)

På grundlag af en vurdering af forsikrings- eller genforsikringsselskabers afviklingsmuligheder bør afviklingsmyndighederne have beføjelse til, enten direkte eller indirekte via tilsynsmyndigheden, at pålægge forsikrings- eller genforsikringsselskaber at ændre deres struktur og organisation. Afviklingsmyndighederne bør også have mulighed for at træffe nødvendige, men forholdsmæssigt afpassede foranstaltninger, for at mindske eller fjerne væsentlige hindringer for anvendelsen af afviklingsværktøjer og for at sikre de berørte enheders afviklingsmuligheder. Afviklingsmyndighederne bør vurdere forsikrings- eller genforsikringsselskabers afviklingsmuligheder i disse selskaber, når det i overensstemmelse med koncernafviklingsplanen forventes, at der vil blive iværksat afviklingshandlinger. Afviklingsmyndighedernes evne til at anmode om ændringer af et forsikrings- eller genforsikringsselskabs struktur og organisation eller til at træffe foranstaltninger for at mindske eller fjerne væsentlige hindringer for anvendelsen af afviklingsværktøjer og for at sikre det berørte selskabs afviklingsmuligheder bør ikke gå videre end, hvad der er nødvendigt for at forenkle det berørte forsikrings- eller genforsikringsselskabs struktur og operationer, således at nævnte selskabs afviklingsmuligheder forbedres.

(30)

Gennemførelsen af de foranstaltninger, der beskrives i en forebyggende genopretningsplan eller afviklingsplan, kan have betydning for ansatte i forsikrings- eller genforsikringsselskaber. Disse planer bør derfor i relevant omfang indeholde procedurer for underretning og høring af arbejdstagerrepræsentanter gennem hele genopretnings- og afviklingsprocessen. I disse procedurer bør der tages hensyn til kollektive aftaler, andre ordninger, der er indgået af arbejdsmarkedets parter, og national ret og EU-ret vedrørende inddragelse af fagforeninger og arbejdstagerrepræsentanter i selskabers omstruktureringsprocesser.

(31)

Effektiv genopretning og afvikling af forsikrings- og genforsikringsselskaber eller koncernenheder, der opererer på tværs af Unionen, kræver samarbejde mellem tilsynsmyndighederne og afviklingsmyndighederne i tilsyns- og afviklingskollegier i alle processens etaper, fra udarbejdelsen af forebyggende genopretnings- og afviklingsplaner til den faktiske afvikling af et selskab. Når myndigheder er uenige om de afgørelser, der skal træffes med hensyn til koncerner og selskaber, bør EIOPA som en sidste udvej indtage en mæglerrolle.

(32)

I genopretningsfaserne og de forebyggende faser bør aktionærerne bevare det fulde ansvar for og den fulde kontrol med forsikrings- eller genforsikringsselskabet. De bør ikke længere have et sådant ansvar, når selskabet er kommet under afvikling. Regelsættet for afvikling bør give mulighed for afvikling i tide, dvs. inden et forsikrings- eller genforsikringsselskab i henhold til sin balance eller likviditetsstrøm bliver insolvent, inden egenkapitalen er helt opbrugt, eller inden forsikrings- eller genforsikringsselskabet er ude af stand til at opfylde sine betalingsforpligtelser, når de forfalder. Afviklingen bør indledes, når en tilsynsmyndighed efter at have hørt afviklingsmyndigheden, eller når en afviklingsmyndighed efter at have hørt tilsynsmyndigheden, konstaterer, at et forsikrings- eller genforsikringsselskab er nødlidende eller forventeligt nødlidende, og at alternative foranstaltninger ikke vil kunne forhindre et sådant sammenbrud inden for en passende tidsfrist. Et forsikrings- eller genforsikringsselskab bør betragtes som nødlidende eller forventeligt nødlidende, under følgende omstændigheder: i) hvis selskabet overtræder eller forventes at overtræde minimumskapitalkravet i afsnit I, kapitel VI, afdeling 5, i direktiv 2009/138/EF, og hvis der ikke er nogen rimelig udsigt til, at overholdelsen genoprettes, ii) hvis selskabet ikke længere opfylder betingelserne for at blive meddelt tilladelse, eller hvis selskabet groft tilsidesætter sine retlige forpligtelser i henhold til de love og bestemmelser, som den er underlagt, eller forventes i en nær fremtid groft at tilsidesætte sine retlige forpligtelser i henhold til de love og bestemmelser, som den er underlagt, på en måde, som vil berettige til at inddrage tilladelsen, iii) hvis forsikrings- eller genforsikringsselskabets aktiver er, eller der er objektive elementer til støtte for en konstatering af, at selskabets aktiver i nær fremtid vil være mindre end dets passiver, iv) hvis forsikrings- eller genforsikringsselskabet er ude af stand til eller forventes i en nær fremtid at blive ude af stand til at indfri sin gæld eller sine andre forpligtelser, herunder betalinger til forsikringstagere eller begunstigede, når de forfalder, eller v) hvis forsikrings- eller genforsikringsselskabet har brug for ekstraordinær finansiel støtte fra det offentlige.

(33)

For at sikre en klar afgrænsning af ansvarsområder mellem tilsyns- og afviklingsmyndighederne bør det præciseres, at når afviklingsmyndigheden først har iværksat afviklingshandlinger, er det afviklingsmyndigheden, der i sidste ende bliver ansvarlig for en effektiv gennemførelse af en sådan afviklingshandling. Fra dette tidspunkt bør tilsynsmyndigheden derfor afholde sig fra at vedtage foranstaltninger over for det selskab, der er under afvikling, uden afviklingsmyndighedens forudgående samtykke. Afviklingsmyndigheden bør ligeledes have beføjelse til i forbindelse med en afviklingshandling at bringe enhver foranstaltning, der træffes af tilsynsmyndigheden, til ophør, hvis videreførelsen af denne foranstaltning ville hindre anvendelsen af afviklingsværktøjer.

(34)

Anvendelsen af afviklingsværktøjer og -beføjelser kan gribe forstyrrende ind i de rettigheder, som tilfalder forsikrings- og genforsikringsselskabers aktionærer og kreditorer. Navnlig berører afviklingsmyndighedernes beføjelse til at overføre et forsikrings- eller genforsikringsselskabs aktier eller alle eller en del af dets aktiver til en privat køber uden aktionærernes samtykke aktionærernes ejendomsrettigheder. Desuden kan beføjelsen til at beslutte, hvilke passiver der skal overføres fra et nødlidende selskab for at sikre videreførelsen af tjenesteydelser og undgå negative virkninger for forsikringstagere, begunstigede og skadelidte, realøkonomien eller den finansielle stabilitet som helhed, berøre den lige behandling af kreditorer. Afviklingsværktøjerne bør derfor kun anvendes på de forsikrings- eller genforsikringsselskaber, som er nødlidende eller forventeligt nødlidende, og kun når det er nødvendigt og forholdsmæssigt afpasset for at forfølge afviklingsmålene i samfundets interesse under behørigt hensyn til målet om at beskytte forsikringstageres, begunstigedes og skadesanmelderes kollektive interesser. En bestemt persons eller koncerns individuelle interesser bør ikke have forrang for den samlede afvejning af forsikringstageres, begunstigedes og skadesanmelderes kollektive interesser i det pågældende selskab.

(35)

Navnlig afviklingsværktøjer bør kun anvendes, når forsikrings- eller genforsikringsselskabet ikke kan likvideres ved almindelig insolvensbehandling, uden at det i ubehørigt omfang griber ind i beskyttelsen af forsikringstagere, begunstigede og skadesanmeldere, skaber ustabilitet i det finansielle system eller forhindrer hurtig overførsel og videreførelse af kritiske funktioner, og når der ikke er nogen rimelig udsigt til en alternativ privat løsning, herunder at eksisterende aktionærer eller tredjemand foretager en kapitalforøgelse, som er tilstrækkelig til at genoprette enhedens fulde levedygtighed, uden at gribe ind i forsikrings- eller genforsikringskrav. Forsikringsgarantiordninger, der finder anvendelse på et selskab, der opfylder betingelserne for insolvensbehandling eller afvikling, bør tages i betragtning ved afgørelsen af, om anvendelsen af afviklingsværktøjer er nødvendig i samfundets interesse. Ethvert indgreb i aktionærernes og kreditorernes rettigheder, som er et resultat af en afviklingshandling, bør være i overensstemmelse med Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (chartret). Hvis kreditorer inden for samme klasse behandles forskelligt som led i en afviklingshandling, bør sådanne forskelle navnlig være begrundet i hensynet til samfundets interesse og stå i rimeligt forhold til de konkrete risici, og de må hverken direkte eller indirekte medføre forskelsbehandling på grund af nationalitet.

(36)

Afviklingsmyndighederne bør have en vis grad af fleksibilitet til at afveje afviklingsmålene under hensyntagen til arten af og omstændighederne i hvert enkelt tilfælde.

(37)

Afviklingsmyndighederne bør, når de forfølger afviklingsmålene, vurdere den mest hensigtsmæssige måde at minimere afviklingsomkostningerne på. Det er et afviklingsmål at minimere afhængigheden af ekstraordinær finansiel støtte fra det offentlige, men anvendelsen af en sådan støtte udgør også en afviklingsomkostning. Omkostningsminimering bør imidlertid ikke betragtes som et særskilt afviklingsmål, men snarere et princip, som afviklingsmyndighederne bør følge, når de beslutter, hvordan afviklingsmålene bedst kan nås.

(38)

Når afviklingsmyndighederne anvender afviklingsværktøjer og udøver afviklingsbeføjelser, bør de træffe alle egnede foranstaltninger til at sikre, at der iværksættes afviklingshandlinger i overensstemmelse med princippet om, at forsikrings- og genforsikringskrav berøres, efter at aktionærer og andre kreditorer har afholdt deres del af tabene. Afviklingsmyndighederne bør desuden sikre, at omkostningerne i forbindelse med afvikling af forsikrings- eller genforsikringsselskaber holdes på et minimum, og at kreditorer i samme klasse behandles ens.

(39)

Nedskrivning eller konvertering af kapitalinstrumenter, gældsinstrumenter og andre nedskrivningsrelevante passiver bør indebære en mekanisme for absorbering af interne tab. Nævnte mekanisme bør sammen med overførselsværktøjer, som havde til formål at opretholde videreførelsen af forsikringsdækningen til fordel for forsikringstagere, begunstigede og skadelidte, gøre det muligt at nå afviklingsmålene og bør i høj grad begrænse virkningerne af et forsikrings- eller genforsikringsselskabs sammenbrud for forsikringstagerne. Der kan imidlertid forekomme ekstreme tilfælde, hvor det ved afvikling af et forsikrings- eller genforsikringsselskab kan være nødvendigt, at specifikke nationale ordninger griber ind, navnlig en forsikringsgarantiordning eller en afviklingsfond, for at tilvejebringe supplerende tabsabsorbering og omstruktureringsmidler eller som en sidste udvej ekstraordinær finansiel støtte fra det offentlige. De nødvendige sikkerhedsforanstaltninger, som har til formål at beskytte kreditorerne, bør også afspejle, at der findes sådanne specifikke nationale ordninger, som igen skal efterleve Unionens statsstøtteregler. Nedskrivnings- eller konverteringsværktøjet bør anvendes, inden der eventuelt anvendes ekstraordinær finansiel støtte fra det offentlige.

(40)

Indgriben i ejendomsrettigheder bør være forholdsmæssig. Forsikrings- og genforsikringsselskabers berørte aktionærer, forsikringstagere, begunstigede, skadesanmeldere og andre kreditorer, bør derfor ikke lide større tab, end de ville have lidt, hvis forsikrings- eller genforsikringsselskabet var blevet likvideret på tidspunktet for afgørelsen om afvikling. Dette princip om, at ingen kreditorer må stilles ringere, afspejler den grundlæggende ejendomsret, der er beskyttet ved chartrets artikel 17. Denne ret bør beskyttes i den administrative afviklingsprocedure ved at sikre, at enhver berørt aktionær, forsikringstager, begunstiget, skadesanmelder eller anden kreditor ikke stilles ringere end ved almindelig insolvensbehandling. Værdiansættelsen af den behandling, som forsikringstagere, begunstigede og skadelidte ville have fået i et sådant tilfælde, bør omfatte enhver betaling, som forsikringstagere, begunstigede og skadelidte ville have modtaget fra forsikringsgarantiordninger, hvor det er relevant, og fra kompensationsorganer i henhold til direktiv 2009/103/EF. Hvis en del af aktiverne og passiverne i et forsikrings- eller genforsikringsselskab, der er under afvikling, overføres til en privat køber eller et overgangsselskab, bør den resterende del af det selskab, der er under afvikling, likvideres ved almindelig insolvensbehandling. De aktionærer og kreditorer, der er tilbage ved insolvensbehandling af et forsikrings- eller genforsikringsselskab, bør have ret til at modtage mindst det samme i betaling eller kompensation for deres fordringer ved likvidationsbehandlingen, som de ville have modtaget, hvis hele forsikrings- eller genforsikringsselskabet var blevet likvideret ved almindelig insolvensbehandling.

(41)

For at beskytte aktionærers og kreditorers, herunder forsikringstageres, begunstigedes og skadesanmelderes rettigheder er det nødvendigt, at der fastlægges klare forpligtelser vedrørende værdiansættelsen af aktiver og passiver i det selskab, der er under afvikling, og vedrørende værdiansættelsen af den behandling, som aktionærer og kreditorer, herunder forsikringstagere, begunstigede og skadesanmeldere ville have fået, hvis selskabet var blevet likvideret ved almindelig insolvensbehandling. Inden der iværksættes nogen afviklingshandling, er det derfor nødvendigt at foretage en retfærdig og realistisk værdiansættelse af forsikrings- eller genforsikringsselskabets aktiver og passiver. En sådan værdiansættelse bør være omfattet af klageadgang. På grund af afviklingshandlingernes karakter og deres snævre forbindelse til værdiansættelsen bør en sådan klageadgang kun være mulig, når den samtidig er direkte rettet mod afviklingsafgørelsen. Det er desuden nødvendigt at fastlægge, at der efter anvendelse af afviklingsværktøjer foretages en sammenligning af den behandling, som aktionærer og kreditorer, herunder forsikringstagere, begunstigede og skadesanmeldere faktisk har fået, og den behandling, som de ville have fået ved almindelig insolvensbehandling. Nævnte efterfølgende sammenligning bør kunne påklages uafhængigt af afviklingsafgørelsen. Aktionærer og kreditorer, der har modtaget mindre en det beløb, som de ville have modtaget ved almindelig insolvensbehandling, bør have ret til at få differencen udbetalt.

(42)

Når der iværksættes afviklingshandlinger, kan forsikringstagerne beholde nogle af eller alle de ydelser, der er fastsat i deres aftaler, og de vil ikke nødvendigvis skulle indgå en ny forsikringsaftale. Hvis et selskab likvideres ved almindelig insolvensbehandling, kan en ændring af aftalen medføre genanskaffelsesomkostninger for forsikringstagere. Navnlig for langsigtede forsikringsaftaler kan markedsvilkårene og forsikringstagernes egne karakteristika samt ekstraomkostninger såsom mægler- og opsigelsesgebyrer føre til betydelige omkostninger for forsikringstagere, der skal erstatte deres aftaler. Ved vurderingen af sådanne genanskaffelsesomkostninger i forbindelse med princippet om, at ingen kreditorer må stilles ringere, bør det antages, at indgåelsen af en ny forsikringsaftale med sammenlignelig dækning på markedet i forhold til de gældende markedspriser, finder sted inden for en rimelig frist fra datoen for afviklingshandlingen.

(43)

Det er vigtigt, at tab anerkendes ved et forsikrings- eller genforsikringsselskabs sammenbrud. Værdiansættelsen af nødlidende forsikrings- eller genforsikringsselskabers aktiver og passiver bør bygge på rimelige, forsigtige og realistiske antagelser på det tidspunkt, hvor afviklingsværktøjer anvendes. Værdiansættelsen af passiverne bør imidlertid ikke påvirkes af forsikrings- eller genforsikringsselskabets finansielle situation. Værdiansættelser med henblik på at danne grundlag for valget og udformningen af afviklingshandlinger bør være i overensstemmelse med den gældende tilsynsmæssige reguleringsramme, men i forbindelse med afvikling kan der foretages målrettede ændringer af de principper, der ligger til grund for denne ramme, navnlig hvis antagelsen om, at selskabet vil udøve sin virksomhed som en going concern, ikke er opfyldt. Afviklingsmyndighederne bør i ekstraordinære hastetilfælde kunne foretage en hurtig værdiansættelse af et nødlidende forsikrings- eller genforsikringsselskabs aktiver eller passiver. Denne værdiansættelse bør være midlertidig og gælde, indtil der foretages en uafhængig værdiansættelse. EIOPA bør fastlægge et sæt bredere principper, som skal anvendes ved sådanne værdiansættelser, og bør give afviklingsmyndigheder og eventuelt uafhængige valuarer mulighed for at anvende forskellige specifikke metoder.

(44)

Når afviklingsmyndighederne træffer afviklingshandlinger, bør de tage hensyn til og følge de foranstaltninger, der er fastsat i afviklingsplanerne, medmindre afviklingsmyndighederne i lyset af sagens omstændigheder vurderer, at afviklingsmålene kan nås mere effektivt ved at træffe foranstaltninger, som ikke er fastsat i afviklingsplanerne.

(45)

Afviklingsværktøjer bør udformes på en sådan måde, at de kan anvendes til at imødegå en bred vifte af scenarier, der i vid udstrækning er uforudsigelige, under hensyntagen til, at der kan være forskel på en krise for et forsikrings- eller genforsikringsselskab og en bredere systemisk krise. Afviklingsværktøjer bør derfor dække hvert af disse scenarier, herunder solvent porteføljeafvikling af det selskab, der er under afvikling, indtil dets ophør, salget af virksomheden eller aktierne i det selskab, der er under afvikling, oprettelse af et overgangsselskab, adskillelse af aktiver og passiver fra de værdiforringede eller underpræsterende porteføljer i det nødlidende selskab og nedskrivning eller konvertering af kapitalinstrumenter og andre nedskrivningsrelevante passiver i det nødlidende forsikrings- eller genforsikringsselskab.

(46)

I særlige tilfælde, hvor visse koncernenheder leverer tjenester til et selskab, der er under afvikling, som er væsentlige for at sikre videreførelsen af forsikringsdækningen, bør afviklingsmyndigheden have beføjelse til at sikre, at de varer og tjenesteydelser, der leveres af en sådan udbyder af væsentlige tjenester, fortsat leveres, hvis dennes finansielle stilling forværres som følge af, at et forsikrings- eller genforsikringsselskab inden for samme koncern er nødlidende, og anvendelsen af en sådan beføjelse er nødvendig for at bevare videreførelsen af den forsikringsdækning, der leveres af andre koncernenheder. Disse beføjelser kan omfatte udøvelse af afviklingsbeføjelser og anvendelse af afviklingsværktøjer over for udbyderen af væsentlige tjenester.

(47)

Hvis afviklingsværktøjerne er blevet anvendt til at overføre forsikringsporteføljer til en sund enhed, som kan være en køber i den private sektor eller et overgangsselskab, bør den resterende del af selskabet likvideres inden for en passende tidsfrist. Varigheden af nævnte tidsfrist bør baseres på det nødlidende forsikrings- eller genforsikringsselskabs behov for at levere tjenesteydelser eller støtte for at sætte køberen i den private sektor eller overgangsselskabet i stand til at udføre de ved overførslen erhvervede aktiviteter eller tjenesteydelser.

(48)

Der bør etableres finansieringsordninger i hver medlemsstat for at kompensere forsikringstagere, begunstigede og skadesanmeldere i de forsikrings- og genforsikringsselskaber, der er meddelt tilladelse i den pågældende medlemsstat. Der bør være finansieringsordninger til rådighed til at opfylde andre kreditorers og aktionærers fordringer i henhold til princippet om, at ingen kreditorer må stilles ringere, hvis det er nødvendigt for at undgå afhængighed af offentlige midler. Disse fordringer bør beregnes i overensstemmelse med kreditorrækkefølgen ved almindelig insolvensbehandling, for at forhindre aktionærer eller andre kreditorer i at få kompensation, inden forsikringstagere, begunstigede eller skadesanmeldere bliver fuldt ud kompenseret. Selv om det bør undgås direkte at absorbere et forsikringsselskabs tab, bør det være muligt at anvende sådanne finansieringsordninger til at finansiere andre omkostninger i tilknytning til anvendelsen af afviklingsværktøjer som en sidste udvej, i det omfang det er nødvendigt for at nå afviklingsmålene, og for så vidt afviklingsprincipperne overholdes fuldt ud. Medlemsstaterne bør kunne beslutte, at finansieringsordninger kan anvendes til at absorbere tab for forsikringstagere, begunstigede og skadesanmeldere. I så fald vil det nødlidende selskab trække sig ud af markedet, og alle eller en del af porteføljerne af forsikringsaftalerne vil blive overført som led i virksomhedssalgsværktøjet eller til et overgangsselskab eller blive vedligeholdt i det selskab, der er under afvikling, hvis det var under solvent porteføljeafvikling. Under alle omstændigheder bør aktionærernes fordringer været nedskrevet, inden afviklingsfinansieringsordninger kan anvendes til at absorbere tab. I erkendelse af mangfoldigheden på forsikringsmarkederne bør medlemsstaterne gives en vis fleksibilitet med hensyn til de præcise ordninger for ekstern finansiering, så længe der er tilstrækkelig likviditet til rådighed til at garantere kompensation inden for en rimelig tidsramme. En medlemsstat bør kun pålægge en bidragspligt for forsikrings- og genforsikringsselskaber, der er meddelt tilladelse i den pågældende medlemsstat, og EU-filialer af et tredjelandsselskab, der er etableret på dens område.

(49)

Virksomhedssalgsværktøjet bør sætte afviklingsmyndighederne i stand til at sælge forsikrings- eller genforsikringsselskabet eller dele af dets forretningsaktiviteter til en eller flere købere uden aktionærernes samtykke. Ved anvendelsen af virksomhedssalgsværktøjet bør myndighederne foranstalte markedsføringen af forsikrings- eller genforsikringsselskabet eller en del af dets forretningsaktiviteter på en åben, gennemsigtig og ikkediskriminerende måde og samtidig maksimere salgsprisen mest muligt. Såfremt en sådan fremgangsmåde af hastende årsager ikke er mulig, bør myndighederne tage skridt til at afhjælpe skadelige virkninger for konkurrencen og for det indre marked.

(50)

Et eventuelt nettoprovenu fra overførslen af aktiver eller passiver fra det selskab, der er under afvikling, når virksomhedssalgsværktøjet anvendes, bør gå til det selskab, der er tilbage ved likvidationen. Et eventuelt nettoprovenu fra overførslen af aktier eller andre ejerskabsinstrumenter, der er udstedt af det selskab, der er under afvikling, når virksomhedssalgsværktøjet anvendes, bør gå til ejerne af sådanne aktier eller andre ejerskabsinstrumenter, forudsat at forsikringstagere og andre kreditorer får kompensation først, i det omfang deres fordringer er blevet nedskrevet uden at blive fuldt ud kompenseret. Provenuet bør opgøres netto efter fradrag af omkostningerne i forbindelse med forsikrings- eller genforsikringsselskabets sammenbrud og afviklingsprocessen.

(51)

Det er sandsynligt, at oplysninger vedrørende markedsføringen af et nødlidende forsikrings- eller genforsikringsselskab og forhandlingerne med potentielle købere forud for anvendelsen af virksomhedssalgsværktøjet er følsomme, og at de kan udgøre risici for tilliden til forsikringsmarkedet. Det er derfor vigtigt at sikre, at den påkrævede offentliggørelse af sådanne oplysninger i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 596/2014 (7) kan udsættes med den tid, der er nødvendig til at planlægge og strukturere afviklingen af det pågældende forsikrings- eller genforsikringsselskab.

(52)

Et overgangsselskab er et forsikrings- eller genforsikringsselskab, der helt eller delvist ejes af en eller flere offentlige myndigheder eller kontrolleres af afviklingsmyndigheden. Hovedformålet med et overgangsselskab er at sikre, at kritiske funktioner fortsat leveres til forsikringstagerne i det nødlidende forsikrings- eller genforsikringsselskab. Et overgangsselskab bør derfor drives som en levedygtig going concern og genintroduceres på markedet, så snart de rette betingelser er til stede, eller likvideres, hvis det ikke er levedygtigt.

(53)

Værktøjet til adskillelse af aktiver og passiver bør sætte myndighederne i stand til at overføre aktiver, rettigheder eller passiver fra et selskab, der er under afvikling, til et særskilt selskab for at fjerne, forvalte og likvidere sådanne aktiver, rettigheder eller passiver. For at undgå en uberettiget konkurrencefordel for det nødlidende forsikrings- eller genforsikringsselskab bør værktøjet til adskillelse af aktiver og passiver, hvis hovedformål er at lette en porteføljeoverdragelse, kun anvendes sammen med andre værktøjer.

(54)

En effektiv afviklingsordning bør sikre, at forsikrings- eller genforsikringsselskaber kan afvikles på en måde, der minimerer de negative virkninger af et sammenbrud for forsikringstagere, skatteydere, realøkonomien og den finansielle stabilitet. Så snart der anvendes en afviklingsbeføjelse, bør det ved nedskrivningen eller konverteringen sikres, at et nødlidende forsikrings- eller genforsikringsselskabs aktionærer og kreditorer, inden forsikrings- og genforsikringskravene berøres, lider tab først og bærer en passende del af de omkostninger, der er forbundet med forsikrings- eller genforsikringsselskabets sammenbrud. Nedskrivnings- eller konverteringsværktøjet bør dermed give forsikrings- eller genforsikringsselskabernes aktionærer og kreditorer og i et vist omfang forsikringstagerne et stærkere incitament til at overvåge et forsikrings- eller genforsikringsselskabs sundhedstilstand under normale omstændigheder.

(55)

Det er vigtigt at sikre, at afviklingsmyndighederne har det nødvendige råderum til under en række forskellige omstændigheder at indlede en afviklingsprocedure mod det selskab, der er under afvikling i form af solvent porteføljeafvikling, at overføre dets aktiver, rettigheder og passiver på de bedste vilkår for forsikringstagerne eller at fordele de resterende tab. Det bør derfor fastlægges, at afviklingsmyndighederne bør kunne anvende nedskrivnings- eller konverteringsværktøjet, både når målet er at afvikle det nødlidende forsikrings- eller genforsikringsselskab som et selskab, der er omfattet af solvent porteføljeafvikling, og når kritiske forsikringsydelser overføres, mens den resterende del af forsikrings- eller genforsikringsselskabet indstiller sin virksomhed og likvideres. I den henseende kan omstrukturering af forsikringspassiver også være berettiget for at sikre videreførelsen af en væsentlig del af forsikringsdækningen, og når det skønnes at være i forsikringstagernes bedste interesse.

(56)

Hvis der er realistisk udsigt til, at selskabets levedygtighed kan genoprettes, og at forsikringstagerne ikke lider nogen tab i forbindelse med afviklingsprocessen, kan nedskrivnings- eller konverteringsværktøjet anvendes for at genoprette det selskab, der er under afvikling, som en going concern. I så tilfælde bør afvikling gennem nedskrivning eller konvertering ledsages af udskiftning af ledelsen, medmindre det er hensigtsmæssigt og nødvendigt at beholde ledelsen for at nå afviklingsmålene.

(57)

Nedskrivnings- eller konverteringsværktøjet bør ikke anvendes på fordringer, som er sikrede, omfattet af en sikkerhedsstillelse eller på anden måde garanterede, da en sådan nedskrivning eller konvertering kan være ineffektiv eller på grund af de potentielle negative virkninger af en sådan nedskrivning eller konvertering for den finansielle stabilitet. For at sikre, at nedskrivnings- eller konverteringsværktøjet er effektivt og formålstjenligt, er det imidlertid ønskeligt, at det kan anvendes på så bred en vifte af usikrede passiver i et nødlidende forsikrings- eller genforsikringsselskab som muligt. Ikke desto mindre bør visse former for usikrede passiver ikke være omfattet af anvendelsesområdet for nedskrivnings- eller konverteringsværktøjet. For at sikre kontinuiteten af kritiske funktioner bør nedskrivnings- eller konverteringsværktøjet ikke anvendes på visse forpligtelser over for medarbejderne i det nødlidende forsikrings- eller genforsikringsselskab eller på krav fra handelsvirksomheder vedrørende varer og tjenesteydelser af kritisk betydning for forsikrings- eller genforsikringsselskabets daglige virke. For at beskytte pensionsrettigheder og pensionsbeløb, som pensionskasser og pensionsforvaltere har til gode, bør nedskrivnings- eller konverteringsværktøjet ikke anvendes på det nødlidende forsikrings- eller genforsikringsselskabs forpligtelser over for en pensionsordning. For at nedbringe risikoen for systemiske afsmitningseffekter bør nedskrivnings- eller konverteringsværktøjet heller ikke anvendes på forpligtelser hidrørende fra deltagelse i betalingssystemer, hvis restløbetid er på under syv dage, eller på forpligtelser over for andre forsikrings- eller genforsikringsselskaber, kreditinstitutter og investeringsselskaber, bortset fra enheder i samme koncern, med en oprindelig løbetid på under syv dage.

(58)

Et af afviklingens vigtigste formål er beskyttelse af forsikringstageres, begunstigedes og skadesanmelderes kollektive interesser. Forsikrings- og genforsikringskrav bør derfor kun være underlagt anvendelse af nedskrivnings- eller konverteringsværktøjet som en sidste udvej, og afviklingsmyndighederne bør nøje overveje konsekvenserne af en potentiel nedskrivning af forsikringskrav, der hidrører fra forsikringsaftaler, som besiddes af fysiske personer samt små og mellemstore virksomheder.

(59)

Afviklingsmyndighederne bør kunne udelukke eller delvist udelukke passiver i en række tilfælde, når det ikke er muligt at foretage en nedskrivning eller konvertering af sådanne passiver inden for en rimelig frist, når udelukkelsen er strengt nødvendig og forholdsmæssigt afpasset for at nå afviklingsmålene, eller når anvendelse af nedskrivnings- eller konverteringsværktøjet ville medføre et værditab af en sådan størrelse, at andre kreditorers tab ville være større, end hvis disse passiver ikke var udelukket. Når disse udelukkelser tages i anvendelse, kan omfanget af nedskrivningen eller konverteringen af andre nedskrivningsrelevante passiver øges for at tage hensyn til udelukkelserne, dog således at princippet om, at ingen kreditorer må stilles ringere, overholdes. Samtidig bør medlemsstaterne ikke pålægges at finansiere afvikling fra deres almindelige budget.

(60)

Når afviklingsmyndighederne anvender nedskrivnings- eller konverteringsværktøjet på forsikringsaftaler, bør de tage hensyn til, at de obligatoriske minimumsdækningsgrader i henhold til gældende ret er opfyldt, efter at aftalen er blevet omstruktureret. Dette bør ikke forhindre afviklingsmyndigheden i at anvende nedskrivnings- eller konverteringsværktøjet på forsikringskrav, der er opstået inden datoen for afviklingshandlingen.

(61)

Som hovedregel bør afviklingsmyndighederne anvende nedskrivnings- eller konverteringsværktøjet på en sådan måde, der respekterer kreditorernes pari passu-behandling og prioritetsrækkefølgen af fordringerne efter gældende insolvensret. Tab bør derfor i første række dækkes af lovregulerede kapitalinstrumenter og fordeles på aktionærerne enten ved annullering eller overførsel af aktier eller ved kraftig udvanding. Hvis dette ikke er tilstrækkeligt, bør efterstillet gæld konverteres eller nedskrives. Foranstillede forpligtelser bør konverteres eller nedskrives, når den efterstillede gæld er blevet konverteret eller nedskrevet fuldstændigt. Anfægtelse af reduktionen af instrumentets eller passivets hovedstol eller konverteringen heraf som følge af udøvelsen af nedskrivnings- eller konverteringsbeføjelser bør kun være mulig i henhold til lovgivningen i den medlemsstat, hvor den afviklingsmyndighed, der udøvede nedskrivnings- eller konverteringsbeføjelserne, har kompetence.

(62)

Forpligtelser, der er omfattet af en undtagelse, f.eks. forpligtelser over for betalings- og afregningssystemer, medarbejdere eller leverandører, eller har en fortrinsstilling, bør finde tilsvarende anvendelse i tredjelande og i Unionen. For at sikre, at passiver kan nedskrives eller konverteres i tredjelande, er det nødvendigt at fastlægge, at denne mulighed anerkendes i de kontraktbestemmelser, som er underlagt tredjelandets lovgivning. Sådanne kontraktbestemmelser bør ikke være påkrævet for passiver, der er undtaget fra anvendelse af nedskrivnings- eller konverteringsværktøjet, eller i tilfælde, hvor tredjelandets lovgivning eller en bindende aftale indgået med det pågældende tredjeland giver afviklingsmyndigheden i den berørte medlemsstat mulighed for at anvende nedskrivnings- eller konverteringsværktøjet.

(63)

Aktionærer og kreditorer bør i nødvendigt omfang bidrage til et nødlidende selskabs mekanisme for fordeling af tab. Medlemsstaterne bør derfor sikre, at kernekapitalinstrumenter, supplerende kapitalinstrumenter og resterende supplerende kapitalinstrumenter fuldt ud absorberer tabene på det tidspunkt, hvor det udstedende forsikrings- eller genforsikringsselskab ikke er levedygtigt. Der bør derfor stilles krav til afviklingsmyndighederne om at nedskrive de pågældende instrumenter fuldstændigt eller i givet fald at konvertere dem til kernekapitalinstrumenter på det tidspunkt, hvor selskabet ikke er levedygtigt, og inden der træffes afviklingshandlinger. I den forbindelse bør tidspunktet for manglende levedygtighed forstås enten som det tidspunkt, hvor den relevante afviklingsmyndighed fastslår, at forsikrings- eller genforsikringsselskabet opfylder betingelserne for afvikling, eller det tidspunkt, hvor afviklingsmyndigheden fastslår, at forsikrings- eller genforsikringsselskabet ville ophøre med at være levedygtigt, hvis de pågældende kapitalinstrumenter ikke bliver nedskrevet eller konverteret. Disse krav bør fremgå af bestemmelserne vedrørende instrumentet og af prospekter eller udbudsdokumenter, som offentliggøres eller udleveres i forbindelse med instrumenterne.

(64)

For at sikre en effektiv gennemførelse af afviklingen bør afviklingsmyndighederne have alle de nødvendige retlige beføjelser, der kan udøves i forskellige kombinationer i forbindelse med anvendelsen af afviklingsværktøjer. Disse retlige beføjelser bør omfatte beføjelsen til at overføre aktierne i et nødlidende forsikrings- eller genforsikringsselskab eller dets aktiver, rettigheder eller passiver til en anden enhed, herunder et andet selskab eller et overgangsselskab, beføjelsen til at nedskrive eller annullere et nødlidende forsikrings- eller genforsikringsselskabs aktier eller til at nedskrive eller konvertere dets passiver samt beføjelsen til at udskifte ledelsen og til at indføre et midlertidigt moratorium på indfrielse af fordringer. Der er også behov for accessoriske beføjelser, herunder beføjelsen til at kræve, at andre dele af koncernen viderefører væsentlige ydelser.

(65)

Det er ikke nødvendigt at foreskrive præcist, hvordan afviklingsmyndighederne bør gribe ind i det nødlidende forsikrings- eller genforsikringsselskab. Afviklingsmyndighederne bør kunne vælge mellem at overtage kontrollen ved et direkte indgreb i forsikrings- eller genforsikringsselskabet eller ved en bekendtgørelse. De bør træffe afgørelse alt efter sagens omstændigheder.

(66)

Det er nødvendigt at fastsætte procedurekrav, der sikrer, at afviklingshandlingerne meddeles og offentliggøres korrekt. Oplysninger, som afviklingsmyndighederne og deres professionelle rådgivere har indhentet i forbindelse med afviklingsprocessen, kan imidlertid være følsomme og bør derfor være omfattet af en effektiv fortrolighedsordning, inden afviklingsafgørelsen offentliggøres. Enhver oplysning vedrørende en afgørelse, som kommer frem, før den er truffet, det være sig om opfyldelsen af betingelserne for afvikling, om brugen af et bestemt værktøj eller om enhver foranstaltning under sagsbehandlingen, skal antages at have indvirkning på de offentlige og private interesser, der er berørt af foranstaltningen. Det er derfor nødvendigt at sikre, at der forefindes passende mekanismer til at bevare fortroligheden af sådanne oplysninger, herunder vedrørende indholdet af og de nærmere oplysninger om genopretnings- og afviklingsplaner og resultatet af eventuelle vurderinger foretaget i den forbindelse.

(67)

Informationsudveksling mellem afviklingsmyndigheder og skattemyndigheder bør ikke forhindres. Sådanne udvekslinger bør være i overensstemmelse med national ret, og hvis oplysningerne stammer fra en anden medlemsstat, bør de kun udveksles med udtrykkeligt samtykke fra den relevante myndighed, som oplysningerne stammer fra.

(68)

Afviklingsmyndighederne bør have accessoriske beføjelser til at sikre effektiviteten af overførslen af aktier eller gældsinstrumenter samt aktiver, rettigheder og passiver til en tredjepartskøber eller et overgangsselskab. Navnlig bør de økonomiske fordele, som genforsikringsaftaler giver, bevares for at fremme en overførsel af forsikrings- eller genforsikringskrav, uden at den påvirker den berørte porteføljes samt de tilknyttede forsikringsmæssige hensættelsers og kapitalkravs overordnede risikoprofil. Afviklingsmyndighederne bør derfor have mulighed for at overføre forsikrings- eller genforsikringskrav sammen med deres dertil svarende genforsikringsrettigheder. Denne mulighed bør også omfatte beføjelser til at ophæve tredjemands rettigheder til de overførte instrumenter eller aktiver, beføjelsen til at fuldbyrde kontrakter og beføjelsen til at sørge for videreførelse af eksisterende ordninger over for modtageren af de overførte aktiver og aktier. En parts ret til at opsige en kontrakt med et selskab, der er under afvikling, eller en af dennes koncernenheder af andre grunde end afvikling af det nødlidende forsikrings- eller genforsikringsselskab bør heller ikke berøres. Dertil kommer, at afviklingsmyndighederne også bør have accessorisk beføjelse til at kræve, at den resterende del af forsikrings- eller genforsikringsselskabet, der likvideres ved almindelig insolvensbehandling, leverer de tjenesteydelser, der er nødvendige for, at det selskab, til hvilket aktiverne eller aktierne er overført i medfør af anvendelsen af virksomhedssalgs- eller overgangsselskabsværktøjet, er i stand til at drive sine forretningsaktiviteter.

(69)

I overensstemmelse med artikel 47 i chartret har alle, hvis rettigheder og frihedsrettigheder, som er sikret ved EU-retten, krænkes, ret til effektive retsmidler for en domstol. De afgørelser, der træffes af afviklingsmyndighederne, bør derfor kunne påklages.

(70)

Krisestyringsforanstaltninger truffet af afviklingsmyndighederne kan forudsætte komplekse økonomiske vurderinger og en stor skønsmargen. Afviklingsmyndighederne er udstyret med den specifikke ekspertise, der kræves for at foretage sådanne vurderinger og fastslå den mest hensigtsmæssige brug af skønsmargenen. Det er derfor vigtigt at sikre, at de komplekse økonomiske vurderinger, som afviklingsmyndighederne foretager i denne forbindelse, danner grundlag for nationale domstoles behandling af de pågældende krisestyringsforanstaltninger. Imidlertid bør den komplekse karakter af disse vurderinger ikke forhindre de nationale domstole i at undersøge, om den dokumentation, afviklingsmyndigheden støtter sig på, er faktuelt korrekt, pålidelig og sammenhængende, om dokumentationen indeholder alle de relevante oplysninger, som bør tages i betragtning for at vurdere en kompleks situation, og om den er i stand til at underbygge de konklusioner, den har draget heraf.

(71)

For at håndtere situationer af hastende karakter er det nødvendigt at bestemme, at en påklage ikke medfører automatisk suspension af retsvirkningerne af den anfægtede afgørelse, og at afviklingsmyndighedens afgørelse skal kunne fuldbyrdes omgående ud fra en formodning om, at suspension heraf ikke vil være i offentlighedens interesse.

(72)

Det er nødvendigt at beskytte tredjeparter, der i medfør af myndighedernes udøvelse af afviklingsbeføjelser i god tro har erhvervet aktiver, rettigheder og passiver i det selskab, der er under afvikling. Det er ligeledes nødvendigt at sikre de finansielle markeders stabilitet. Retten til at påklage en afviklingsafgørelse bør derfor ikke berøre eventuelle efterfølgende administrative handlinger eller transaktioner, der er baseret på en annulleret afgørelse. I sådanne tilfælde bør afhjælpning i tilfælde af en fejlagtig afgørelse være begrænset til kompensation for den skade, de berørte personer har lidt.

(73)

I forbindelse med alvorlige risici for finansiel ustabilitet i den berørte medlemsstat og Unionen kan det haste med at træffe krisestyringsforanstaltninger. Enhver procedure i national ret med tilknytning til en ansøgning om en domstols forhåndsgodkendelse af en krisestyringsforanstaltning og domstolens behandling af en sådan ansøgning bør derfor afvikles hurtigt. Medlemsstaterne bør sikre, at den berørte myndighed kan træffe sin afgørelse umiddelbart efter, at retten har givet sin godkendelse. Denne mulighed bør ikke berøre interesserede parters ret til at indgive en begæring til domstolen om at omstøde afgørelsen. En sådan mulighed bør imidlertid kun indrømmes for en begrænset periode, efter at afviklingsmyndigheden har truffet krisestyringsforanstaltningen, således at anvendelsen af afviklingsafgørelsen ikke forsinkes på ubehørig vis.

(74)

Effektiv afvikling og behovet for at undgå konflikter om domstolskompetence kræver, at en almindelig insolvensbehandling for et nødlidende forsikrings- eller genforsikringsselskab ikke indledes eller videreføres, mens en afviklingsmyndighed udøver sine afviklingsbeføjelser eller anvender afviklingsværktøjer, bortset fra når det sker på afviklingsmyndighedens initiativ eller med dens samtykke. Det er derfor nødvendigt at bestemme, at visse kontraktlige forpligtelser kan suspenderes for en begrænset periode for at sætte afviklingsmyndighederne i stand til at anvende afviklingsværktøjerne. Den mulighed bør imidlertid ikke gælde for forpligtelser i relation til systemer betegnet af en medlemsstat, jf. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/26/EF (8), herunder centrale modparter. Direktiv 98/26/EF reducerer den risiko, der er forbundet med deltagelse i betalings- og værdipapirafviklingssystemer, navnlig ved at reducere forstyrrelserne i tilfælde af insolvens hos en deltager i et sådant system. Det er nødvendigt at sikre, at disse sikkerhedsforanstaltninger fortsat finder anvendelse i krisesituationer, og at der opretholdes en passende sikkerhed for operatører af betalings- og værdipapirsystemer og andre markedsdeltagere. En kriseforebyggelsesforanstaltning eller en krisestyringsforanstaltning bør derfor ikke i sig selv vurderes at være en insolvensbehandling som defineret i direktiv 98/26/EF, forudsat at de materielle forpligtelser i henhold til de berørte kontrakter fortsat opfyldes.

(75)

Det er nødvendigt at sikre, at afviklingsmyndighederne i forbindelse med overførsel af aktiver og passiver til en køber i den private sektor eller et overgangsselskab har tilstrækkelig tid til at identificere de kontrakter, der skal overføres. Det bør derfor være muligt for afviklingsmyndighederne at begrænse modparternes ret til at afslutte, fremskynde eller på anden måde opsige finansielle kontrakter forud for overførslen. Sådanne restriktioner bør give afviklingsmyndighederne mulighed for at danne sig et retvisende billede af det nødlidende forsikrings- eller genforsikringsselskabs balance, uafhængigt af de ændringer i værdi og omfang, som en omfattende udøvelse af opsigelsesrettigheder ville medføre, og bør bidrage til at undgå at forårsage ustabilitet på markedet. Indgriben i modparternes kontraktlige rettigheder bør dog ikke begrænses mere end højst nødvendigt. Eventuelle restriktioner af opsigelsesrettigheder, som indføres af afviklingsmyndighederne, bør derfor kun gælde i forbindelse med krisestyringsforanstaltninger eller hændelser med direkte tilknytning til anvendelsen af sådanne foranstaltninger. Opsigelsesrettigheder, der hidrører fra enhver anden misligholdelse, herunder undladelse af at foretage betalinger eller fastsætte margener, bør dermed fortsat bestå.

(76)

Det er nødvendigt at bevare legitime kapitalmarkedsordninger i tilfælde af en overførsel af nogle, men ikke alle, af et nødlidende forsikrings- eller genforsikringsselskabs aktiver, rettigheder og passiver. Derfor bør der fastlægges sikkerhedsforanstaltninger for at forhindre opsplitning af indbyrdes forbundne passiver eller indbyrdes forbundne rettigheder og kontrakter, herunder med samme modpart, som er omfattet af aftaler om sikkerhed, aftaler om finansiel sikkerhedsstillelse i form af overdragelse af ejendomsret, aftaler om modregning, bestemmelser om slutafregning og aftaler om struktureret finansiering. Hvis sådanne sikkerhedsforanstaltninger finder anvendelse, bør afviklingsmyndighederne være forpligtet til at overføre alle indbyrdes forbundne kontrakter, der er omfattet af en beskyttet ordning, eller lade dem alle blive i den resterende del af det nødlidende forsikrings- eller genforsikringsselskab. Sådanne sikkerhedsforanstaltninger bør sikre, at den lovbestemte behandling af kapital ved eksponeringer, der er omfattet af en nettingaftale som omhandlet i direktiv 2009/138/EF, ikke berøres.

(77)

For at tilvejebringe finansiel stabilitet i forsikrings- eller genforsikringsselskabet bør der indføres et moratorium på forsikringstageres tilbagekøbsrettigheder. Et sådant moratorium og den deraf følgende finansielle stabilitet i det berørte selskab bør give afviklingsmyndighederne tilstrækkelig tid til at værdiansætte disse selskaber og til at vurdere, hvilke afviklingsværktøjer der bør anvendes. Et sådant moratorium bør ligeledes sikre lige behandling af forsikringstagere og således forhindre potentielle negative finansielle virkninger for forsikringstagere, som ikke ville være blandt de første til at købe deres police tilbage. Fordi ét af afviklingsmålene er videreførelse af forsikringsdækningen, bør forsikringstagere fortsat foretage de obligatoriske betalinger i henhold til de berørte forsikrings- eller genforsikringsaftaler, herunder i forbindelse med annuiteter.

(78)

Sikring af, at afviklingsmyndighederne råder over de samme afviklingsværktøjer og -beføjelser, vil lette en koordineret indsats i tilfælde af en grænseoverskridende koncerns sammenbrud. Der er imidlertid behov for yderligere foranstaltninger for at fremme samarbejdet og forebygge opsplitning i de nationale tiltag. For at nå til enighed om en koncernafviklingsordning, når de afvikler koncernenheder, skal afviklingsmyndighederne derfor rådføre sig med hinanden og samarbejde i afviklingskollegier. For at oprette et forum for drøftelse og nå til en sådan enighed bør der oprettes afviklingskollegier omkring kernen i de eksisterende tilsynskollegier ved at inddrage afviklingsmyndigheder og kompetente ministerier, EIOPA og i givet fald myndigheder, der er ansvarlige for forsikringsgarantiordninger. Afviklingskollegierne bør ikke være beslutningstagende organer, men platforme, som fremmer nationale myndigheders beslutningstagning, samtidig med at det tilkommer de berørte nationale myndigheder at træffe fælles afgørelser.

(79)

Som følge af den lovgivningsmæssige udvikling som reaktion på den globale finansielle krise, de erfaringer, der er gjort siden krisen, og anvendelsen af dette direktiv bør Kommissionen efter høring af EIOPA forelægge Europa-Parlamentet og Rådet en rapport med en vurdering af hensigtsmæssigheden af fælles minimumsstandarder for forsikringsgarantiordninger i Unionen. Denne rapport bør som minimum vurdere situationen med hensyn til forsikringsgarantiordninger i medlemsstaterne (dækningsgrad, dækkede forsikringstyper og udløsende faktorer), drøfte politikløsninger, herunder de forskellige politiske muligheder såsom anvendelse af forsikringsgarantiordninger til at fortsætte eller likvidere forsikringspolicer, idet der tages behørigt hensyn til forskellene i forsikringsprodukter i de forskellige medlemsstater, samt vurdere nødvendigheden af at indføre og, hvor det er relevant, beskrive de nødvendige skridt til at indføre et minimumsniveau for forsikringsgarantiordninger i hele Unionen. Rapporten bør ledsages, hvor det er relevant, af et lovgivningsmæssigt forslag.

(80)

Ved afviklingen af grænseoverskridende koncerner bør der findes en balance mellem på den ene side behovet for procedurer, der tager hensyn til situationens kritiske karakter og muliggør effektive, rimelige og rettidige løsninger for koncernen som helhed, og på den anden side nødvendigheden af at beskytte forsikringstagere, realøkonomien og den finansielle stabilitet i alle de medlemsstater, hvor koncernen er aktiv. De forskellige afviklingsmyndigheder bør derfor udveksle synspunkter i afviklingskollegiet, og eventuelle afviklingshandlinger, der foreslås af koncernafviklingsmyndigheden, bør udarbejdes og drøftes af de forskellige afviklingsmyndigheder i forbindelse med koncernafviklingsplanerne. For at lette hurtige og fælles beslutninger, når det er muligt, bør afviklingskollegierne også tage hensyn til synspunkterne hos afviklingsmyndighederne i alle de medlemsstaterne, hvor koncernen er aktiv.

(81)

I de afviklingshandlinger, der træffes af koncernafviklingsmyndigheden, bør der altid tages hensyn til deres virkninger for forsikringstagere, realøkonomien og den finansielle stabilitet i de medlemsstater, hvor koncernen er aktiv. Afviklingsmyndighederne i den medlemsstat, hvor et datterselskab er etableret, bør derfor kunne som en sidste udvej og i behørigt begrundede tilfælde gøre indsigelse mod koncernafviklingsmyndighedens beslutninger, når disse afviklingsmyndigheder er af den opfattelse, at afviklingshandlingerne ikke er hensigtsmæssige, enten på grund af behovet for at beskytte forsikringstagere, realøkonomien og den finansielle stabilitet i den pågældende medlemsstat, eller på grund af forpligtelser, som lignende selskaber i den pågældende medlemsstat er underlagt.

(82)

Koncernafviklingsordninger bør være befordrende for en koordineret afvikling, som sandsynligvis vil give det bedste resultat for alle selskaber i en koncern. Koncernafviklingsmyndighederne bør derfor foreslå koncernafviklingsordninger og forelægge disse ordninger for afviklingskollegiet. Afviklingsmyndigheder, der modsætter sig en koncernafviklingsordning eller beslutter at træffe uafhængige afviklingshandlinger, bør over for koncernafviklingsmyndigheden og de andre afviklingsmyndigheder, der er omfattet af koncernafviklingsordningen, gøre rede for deres uenighed og meddele grundene hertil og detaljerne vedrørende eventuelle uafhængige afviklingshandlinger, de agter at træffe. Afviklingsmyndigheder, der beslutter at afvige fra koncernafviklingsordningen, bør tage behørigt hensyn til den potentielle indvirkning af en sådan afvigelse på forsikringstagere, realøkonomien og den finansielle stabilitet i de medlemsstater, hvor de andre afviklingsmyndigheder befinder sig, og den potentielle indvirkning af en sådan afvigelse på andre dele af koncernen.

(83)

For at sikre koordinerede foranstaltninger på koncernplan bør afviklingsmyndighederne opfordres til i en koncernafviklingsordning at anvende det samme værktøj på enheder, som tilhører den koncern, der opfylder betingelser for afvikling. Koncernafviklingsmyndighederne bør således have beføjelse til anvende overgangsselskabsværktøjet på koncernniveau for at stabilisere koncernen som helhed og for at overføre ejendomsretten til datterselskaber til overgangsselskabet med henblik på videresalg af sådanne datterselskaber, enten samlet eller hver for sig, når de rette markedsvilkår indfinder sig. Koncernafviklingsmyndigheden bør desuden have beføjelse til at anvende nedskrivnings- eller konverteringsværktøjet på moderselskabsniveau.

(84)

En effektiv afvikling af internationalt aktive forsikrings- og genforsikringsselskaber og -koncerner kræver samarbejde mellem medlemsstaternes og tredjelandes afviklingsmyndigheder. Med henblik herpå bør EIOPA, når det har berettigelse i den foreliggende situation, have beføjelse til at udarbejde og indgå ikkebindende rammeaftaler om samarbejde med myndigheder i tredjelande i overensstemmelse med artikel 33 i forordning (EU) nr. 1094/2010. Af samme årsager bør nationale myndigheder kunne indgå bilaterale aftaler med tredjelandsmyndigheder i overensstemmelse med EIOPA's rammeaftaler om samarbejde. Udarbejdelsen af sådanne bilaterale aftaler bør sikre effektiv planlægning, beslutningstagning og koordinering i forhold til sådanne internationalt aktive forsikrings- og genforsikringsselskaber. For at sikre lige konkurrencevilkår bør sådanne bilaterale aftaler være gensidige, idet afviklingsmyndighederne anerkender og håndhæver hinandens procedurer, medmindre der gælder en eventuel undtagelse, som giver mulighed for at afvise anerkendelse af tredjelandes afviklingsprocedurer.

(85)

Der bør finde et samarbejde sted mellem afviklingsmyndigheder om både datterselskaber af EU- og tredjelandskoncerner og filialer af EU- eller tredjelandsforsikrings- eller genforsikringsselskaber. Datterselskaber af tredjelandskoncerner er selskaber etableret i Unionen og er derfor fuldt ud underlagt EU-retten, herunder anvendelsen af eventuelle afviklingsværktøjer. Det er imidlertid nødvendigt, at medlemsstaterne bibeholder retten til at tage skridt i forhold til filialer af forsikrings- og genforsikringsselskaber, der har deres hovedkontor i tredjelande, når anerkendelse og anvendelse af tredjelandes afviklingsprocedurer, som har forbindelse med en filial, ville bringe Unionens realøkonomi og finansielle stabilitet i fare, eller når EU-forsikringstagere ikke ville få samme behandling som tredjelandsforsikringstagere. I sådanne tilfælde bør medlemsstaterne have ret til, efter at have hørt deres afviklingsmyndigheder, at nægte anerkendelse af tredjelandes afviklingsprocedurer.

(86)

Gennemførelsen af dette direktiv bør ikke forhindre de nationale forsikringsgarantiordninger i at eksistere side om side med genopretnings- og afviklingsrammen, uanset finansieringskilden for de nationale forsikringsgarantiordninger. Anvendelsen af afviklingsværktøjer og -beføjelser på et forsikrings- eller genforsikringsselskab bør ikke forhindre forsikringstagere, begunstigede og andre skadesanmeldere i at blive kompenseret gennem disse nationale forsikringsgarantiordninger.

(87)

EIOPA bør fremme konvergens i afviklingsmyndighedernes praksis ved hjælp af retningslinjer, som udstedes i overensstemmelse med artikel 16 i forordning (EU) nr. 1094/2010. Nærmere bestemt bør EIOPA præcisere alle af følgende: a) yderligere oplysninger om kriterierne for anvendelsen af forenklede forpligtelser for visse selskaber, b) en række scenarier for forebyggende genopretningsplaner og en minimumsliste over kvalitative og kvantitative indikatorer, c) kriterierne for identifikation af kritiske funktioner, d) yderligere forhold og kriterier med henblik på vurderingen af afviklingsmuligheder, e) de nærmere oplysninger om de foranstaltninger, der skal afhjælpe eller fjerne hindringer for afviklingsmuligheder, og de omstændigheder, under hvilke hver foranstaltning kan anvendes, og f) hvordan oplysninger bør forelægges i sammenfattet eller kollektiv form med henblik på fortrolighedskrav.

(88)

Tekniske standarder for finansielle tjenesteydelser bør fremme en ensartet harmonisering og passende beskyttelse af forsikringstagere, investorer og forbrugere i hele Unionen. Da EIOPA er et organ med en højt specialiseret faglig kompetence, vil det være effektivt og hensigtsmæssigt at lade dette organ få til opgave at udarbejde udkast til reguleringsmæssige og gennemførelsesmæssige tekniske standarder, som ikke indebærer politiske valg, med henblik på forelæggelse for Kommissionen.

(89)

Kommissionen bør, når det er fastsat i dette direktiv, ved hjælp af delegerede retsakter i henhold til artikel 290 i TEUF, vedtage udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder, som er udarbejdet EIOPA, i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1094/2010 med henblik på at præcisere følgende elementer: a) de kriterier, for at et selskab skal underkastes forebyggende genopretningsplanlægning, de metoder, der skal anvendes ved fastlæggelsen af markedsandele med henblik på genopretningsplanlægning, og de oplysninger, som de forebyggende genopretningsplaner skal indeholde, b) indholdet af afviklingsplaner og indholdet af koncernafviklingsplaner, c) de forskellige værdiansættelseselementer, herunder de omstændigheder, hvorunder en person anses for at være uafhængig med henblik på at foretage en værdiansættelse, metodologierne for ansættelse af værdien af aktiverne og passiverne i forbindelse med afvikling, adskillelsen af forskellige værdiansættelser, metodologien for beregning af bufferen for yderligere tab, som skal medtages i midlertidige værdiansættelser, metodologier og principper for værdiansættelse af passiver hidrørende fra derivater, og den metodologi, som skal anvendes ved værdiansættelse af forskel i behandlingen, d) indholdet af de kontraktbestemmelser, som skal indgå i finansielle kontrakter, som er underlagt lovgivningen i et tredjeland, og e) afviklingskollegiernes virkemåde i praksis. Kommissionen bør, når det er fastsat i dette direktiv, vedtage udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder, som EIOPA udarbejder, ved hjælp af gennemførelsesretsakter i henhold til artikel 291 i TEUF, i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1094/2010 for at præcisere procedurerne, indholdet og et minimumssæt af standardformularer og -modeller for forelæggelse af oplysninger med henblik på afviklingsplaner og samarbejde fra forsikrings- eller genforsikringsselskabets side.

(90)

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/25/EF (9), Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/36/EF (10) og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2017/1132 (11) indeholder regler om beskyttelse af aktionærer og kreditorer i selskaber, som falder ind under nævnte direktivers anvendelsesområde. I en situation, hvor afviklingsmyndighederne har behov for at handle hurtigt, kan disse regler være til hinder for afviklingsmyndighedernes effektive afviklingshandlinger og deres anvendelse af afviklingsværktøjer og -beføjelser. Undtagelser i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/59/EU (12) og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/23 (13) bør derfor udvides til at omfatte foranstaltninger, som er truffet i forbindelse med afvikling af forsikrings- og genforsikringsselskaber. For at sikre størst mulig retssikkerhed for de berørte parter bør sådanne undtagelser fastsættes klart, anvendes restriktivt og bør kun anvendes i samfundets interesse, og når kriterierne for udløsning af afvikling er opfyldt.

(91)

For at sikre tilstrækkelig udveksling af oplysninger og adgang for alle berørte myndigheder skal det sikres, at afviklingsmyndighederne er repræsenteret i alle relevante fora, og at EIOPA kan benytte al ekspertise, der er nødvendig for at varetage opgaverne i forbindelse med genopretning og afvikling af forsikrings- og genforsikringsselskaber. Forordning (EU) nr. 1094/2010 bør derfor ændres, således at afviklingsmyndighederne udpeges som kompetente myndigheder som omhandlet i nævnte forordning. En sådan ligestilling af afviklingsmyndigheder og kompetente myndigheder ligger i forlængelse af de funktioner, der tildeles EIOPA i henhold til artikel 25 i forordning (EU) nr. 1094/2010, med at bidrage til og deltage aktivt i udarbejdelsen og koordineringen af genopretnings- og afviklingsplaner.

(92)

Det er nødvendigt at sikre, at forsikrings- og genforsikringsselskaber, de personer, der faktisk varetager den daglige ledelse, samt deres administrations-, ledelses- eller tilsynsorgan, opfylder deres forpligtelser i forbindelse med afvikling af sådanne selskaber. På samme måde er det nødvendigt at sikre, at disse selskaber, de personer, der faktisk varetager den daglige ledelse, samt deres administrations-, ledelses- eller tilsynsorgan, behandles ens i hele Unionen. Medlemsstaterne skal derfor fastlægge administrative sanktioner og andre administrative foranstaltninger, som er effektive, står i rimeligt forhold til overtrædelsen og er afskrækkende. Derfor bør sådanne administrative sanktioner og andre administrative foranstaltninger opfylde en række væsentlige krav vedrørende adressaterne, de kriterier, der skal tages hensyn til ved anvendelsen af en administrativ sanktion eller anden administrativ foranstaltning, offentliggørelsen af sanktioner eller andre administrative foranstaltninger, de vigtigste sanktionsbeføjelser og størrelsen af de administrative bøder. EIOPA bør under overholdelse af en streng tjenstlig tavshedspligt styre en central database, som indeholder alle administrative sanktioner eller andre administrative foranstaltninger og oplysninger om klager, den er blevet underrettet om af tilsynsmyndighederne og afviklingsmyndighederne.

(93)

Medlemsstaterne bør ikke være forpligtet til at fastsætte bestemmelser om administrative sanktioner eller andre administrative foranstaltninger for de overtrædelser af dette direktiv, der er omfattet af national strafferet. Opretholdelsen af strafferetlige sanktioner, snarere end administrative sanktioner eller andre administrative foranstaltninger, for overtrædelser bør dog ikke begrænse eller på anden måde påvirke afviklingsmyndighedernes og tilsynsmyndighedernes mulighed for på rettidig vis at samarbejde med, få adgang til og udveksle oplysninger med afviklingsmyndigheder og tilsynsmyndigheder i andre medlemsstater, herunder efter at de pågældende overtrædelser er indgivet ved de kompetente judicielle myndigheder med henblik på retsforfølgning.

(94)

Målet for dette direktiv, nemlig harmonisering af regler og procedurer for afvikling af forsikrings- og genforsikringsselskaber, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan på grund af virkningerne i hele Unionen af et selskabs sammenbrud bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor træffe foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går dette direktiv ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå dette mål.

(95)

Når tilsynsmyndigheder og afviklingsmyndigheder træffer afgørelser eller foranstaltninger i henhold til dette direktiv, bør de altid tage behørigt hensyn til konsekvenserne af deres afgørelser og foranstaltninger for forsikringstagere, realøkonomien og den finansielle stabilitet i andre medlemsstater, og de bør overveje eventuelle datterselskabers eller grænseoverskridende virksomheds betydning for forsikringstagere, den finansielle sektor og økonomien i den medlemsstat, hvor sådanne datterselskaber er etableret, og hvor en sådan virksomhed udøves, selv i tilfælde hvor det pågældende datterselskab eller den pågældende grænseoverskridende virksomhed er af mindre betydning for koncernen.

(96)

Senest fem år efter dette direktivs ikrafttræden bør Kommissionen, på grundlag af de indhøstede erfaringer og efter høring af EIOPA foretage en mere detaljeret evaluering og aflægge rapport til Europa-Parlamentet og Rådet med fokus på udvalgte aspekter af anvendelsen af dette direktiv —