6.2 Virkningerne af ufinansieret kreditrisikoafdækning

Institutterne kan anvende de kreditrisikoreducerende virkninger af ufinansieret kreditrisikoafdækning ved hjælp af en af følgende metoder:

• (a) justering af PD- eller LGD-estimater i overensstemmelse med artikel 160, stk. 5, artikel 161, stk. 3, og artikel 164, stk. 2, i forordning (EU) nr. 575/2013 på grundlag af de kriterier, som institutterne har angivet i overensstemmelse med artikel 183, stk. 2 og 3, i forordning (EU) nr. 575/2013 ved hjælp af navnlig én af følgende metoder:
• (i) uanset den anvendte metode til sammenlignelige direkte eksponeringer mod garantistilleren justering af ratingklasser, puljer eller LGD-estimater, herunder LGD i misligholdelse og EL BE , ved at tage den ufinansierede kreditrisikoafdækning i betragtning i forbindelse med estimering af risikoparametre som angivet i disse retningslinjer (dvs. modelmetoden)
• (ii) når sammenlignelige direkte eksponeringer mod garantistilleren er eller ville være blevet behandlet i henhold til IRB-metoden med eller uden egne LGD-estimater og konverteringsfaktorer substitution af både PD- og LGD-risikoparametre for den underliggende eksponering med tilsvarende PD og LGD for en sammenlignelig direkte eksponering mod garantistilleren som yderligere angivet i disse retningslinjer (dvs. metoden med substitution af risikoparametre)
• (iii) uanset hvilken metode der anvendes til sammenlignelige direkte eksponeringer mod garantistilleren, justeringer af ratingklasser, puljer eller LGD-estimater, herunder LGD i misligholdelse og EL BE , i anvendelsen af risikoparametre ved at tilsidesætte processen med fordeling af ratings i overensstemmelse med artikel 172, stk. 3, i forordning (EU) nr. 575/2013 og afsnit 8.2 i EBA's retningslinjer om PD- og LGD-estimater (dvs. tilsidesættelser)
• (b) hvis instituttet anvender standardmetoden til sammenlignelige direkte eksponeringer mod garantistilleren og ikke anvender de kreditrisikoreducerende virkninger af UFCP i PD- og LGD-estimaterne i overensstemmelse med litra a) anvendelse af den risikovægt, som anvendes i henhold til standardmetoden i overensstemmelse med artikel 183, stk. 4, i forordning (EU) nr. 575/2013 (dvs. metoden med substitution af risikovægtning)
• (c) beregning af den risikovægtede eksponering i overensstemmelse med artikel 153, stk. 3, artikel 154, stk. 2, artikel 161, stk. 4, og artikel 164, stk. 3, i forordning (EU) nr. 575/2013 (dvs. double default-behandling).

Institutterne bør have klare politikker for at vurdere virkningerne af ufinansieret kreditrisikoafdækning for risikoparametre. Politikkerne bør være i overensstemmelse med deres interne risikostyringspraksis og bør afspejle kravene i artikel 183, stk. 2, og artikel 183, stk. 3, i forordning (EU) nr. 575/2013 samt kravene i disse retningslinjer. Institutterne bør i disse politikker indarbejde en klar specifikation af, hvilke af de specifikke metoder, der er beskrevet i afsnit 31, som anvendes til hvert ratingsystem, og de bør anvende disse politikker konsekvent over tid.

Ufinansieret kreditrisikoafdækning, som ikke opfylder anerkendelseskravene for garantistillere og garantier i artikel 183, stk. 1 og 3, i forordning (EU) nr. 575/2013 og i afsnit 5.2 i disse retningslinjer bør ikke anvendes med nogen af de metoder, der er anført i afsnit 31. Med henblik på LGD-estimater bør pengestrømme fra udøvelse af ikke anvendt ufinansieret kreditrisikoafdækning behandles, som de var blevet modtaget uden brug af ufinansieret kreditrisikoafdækning. Uanset denne behandling bør institutterne indsamle de oplysninger om kilden til pengestrømmene, som vedrører ikke anerkendt ufinansieret kreditrisikoafdækning, og fordele dem korrekt. Institutterne bør regelmæssigt overvåge niveauerne af sådanne pengestrømme samt omfanget, som de relevante typer af ufinansieret kreditrisikoafdækning anvendes i. Når det er nødvendigt, bør institutterne foretage passende justeringer med henblik på at undgå bias i PD- og LGD-estimaterne.

Såfremt institutterne anvender modelmetoden i afsnit 31, litra a), nr. i), bør de overveje og, hvor det er relevant, i LGD-estimaterne tage hensyn til følgende elementer på en konservativ måde:

• (a) ethvert manglende valutamatch mellem den underliggende forpligtelse og den ufinansierede kreditrisikoafdækning
• (b) i hvor høj grad garantistillerens evne til at opfylde de kontraktlige forpligtelser i henhold til aftalen om ufinansieret kreditrisikoafdækning hænger sammen med låntagerens evne til at tilbagebetale
• (c) garantistillerens misligholdelsesstatus og den deraf følgende nedsatte evne til at opfylde de kontraktlige forpligtelser i henhold til aftalen om ufinansieret kreditrisikoafdækning.

Såfremt institutterne anvender modelmetoden i afsnit 31, litra a), nr. i), kan ufinansieret kreditrisikoafdækning betragtes som en risikofaktor i ratingsystemet. Den kan navnlig bestå i:

• (a) justering udelukkende af LGD-estimater i henhold til historiske erfaringer med de observerede kreditrisikoreducerende virkninger af den ufinansierede kreditrisikoafdækning om realiserede LGD'er, herunder realiserede tilbagebetalinger og væsentlige omkostninger i forbindelse med udøvelse af den ufinansierede kreditrisikoafdækning
• (b) justering af både PD- og LGD-estimater, hvor institutterne kan fremlægge empiriske beviser på, at forekomsten af den ufinansierede kreditrisikoafdækning har en indvirkning på låntagerens PD, og påvise, at samtidig tilpasning af både PD- og LGD-estimater ikke fører til dobbelttælling af ufinansieret kreditrisikoafdækning eller til undervurdering af forventede tab.

Justering udelukkende af PD-estimater bør anses for at være upassende under alle omstændigheder.

Institutterne kan kun anvende metoden med substitution af risikoparametre i afsnit 31, litra a), nr. ii), såfremt følgende betingelser er opfyldt:

• (a) den ufinansierede kreditrisikoafdækning opfylder anvendelseskravene i henhold til de relevante kriterier for ufinansieret kreditrisikoafdækning i tredje del, afsnit II, kapitel 4, i forordning (EU) nr. 575/2013
• (b) instituttet kan med rimelighed forvente, at de direkte omkostninger til udøvelse af ufinansieret kreditrisikoafdækning er ubetydelige i forhold til det beløb, som er dækket af ufinansieret kreditrisikoafdækning
• (c) garantistillerens status er ikke misligholdelse.

Såfremt institutterne anvender metoden til substitution af risikoparametre eller substitution af risikovægtning i henholdsvis afsnit 31, litra a), nr. ii), og afsnit 31, litra b), bør de:

• (a) indsamle og opbevare oplysninger om garantistillerens og eksponeringens kendetegn og resultater og bruge disse oplysninger i forbindelse med vurderingen af garantistillerens PD-estimat i overensstemmelse med EBA's retningslinjer om PD- og LGD-estimater
• (b) med henblik på intern risikostyring overveje særskilt direkte eksponering mod garantistillere og eksponeringer, som er sikret ved ufinansieret kreditrisikoafdækning stillet af sådanne enheder
• (c) definere et særskilt anvendelsesområde for LGD-modellerne og foretage en særskilt beregning af risikovægten for den type af garanterede eksponeringer eller dele af eksponeringer, hvis PD-og LGD-risikoparametre er substituerede eller tildelt garantistillerens risikovægt. For så vidt angår de garanterede eksponeringer eller dele af eksponeringer, som indgår i anvendelsesområdet for metoden med substitution af risikoparametre eller substitution af risikovægtning, er institutterne ikke forpligtede til at estimere LGD ud over LGD for sammenlignelige direkte eksponeringer med garantistillerne, hvis de anvender metoden med substitution af risikoparametre.

Med henblik på afsnit 37 bør institutterne, såfremt en bestemt ufinansieret kreditrisikoafdækning ikke fuldt ud dækker den oprindelige eksponering, kunne tildele de PD- og LGD-estimater, som gælder for den oprindelige eksponering til den del af eksponeringen, som ikke er dækket af den givne ufinansierede kreditrisikoafdækning, uden at medtage virkningen af den givne ufinansierede kreditrisikoafdækning. Endvidere bør institutterne med henblik på at beregne den realiserede LGD, som gælder for den del af eksponeringer, der ikke er dækket af ufinansieret kreditrisikoafdækning, tildele pengestrømme og omkostninger på følgende måde:

• (a) Pengestrømme modtaget fra garantistilleren bør tildeles den garanterede del af eksponeringen, mens pengestrømme fra andre kilder bør tildeles den del af eksponeringen, som ikke er dækket af ufinansieret kreditrisikoafdækning. I tilfælde af eksponeringer, som også nyder godt af finansieret kreditrisikoafdækning, bør de pengestrømme, som vedrører finansieret kreditrisikoafdækning, tildeles den del af eksponeringen, som er dækket af sådan finansieret kreditrisikoafdækning i overensstemmelse med retningslinjerne i afsnit 46.
• (b) Indirekte omkostninger bør tildeles de forskellige dele af eksponeringen i overensstemmelse med retningslinjen i afsnit 113 i EBA's retningslinjer om PD- og LGD-estimater.
• (c) Direkte omkostninger, som er direkte knyttet til udøvelsen af den ufinansierede kreditrisikoafdækning, bør tildeles den garanterede del af eksponeringerne, mens alle andre direkte omkostninger bør tildeles den del af eksponeringen, som ikke er dækket af ufinansieret kreditrisikoafdækning. I tilfælde af eksponeringer, som også nyder godt af finansieret kreditrisikoafdækning, bør de direkte omkostninger i forbindelse med realiseringen af den finansierede kreditrisikoafdækning tildeles den garanterede del af eksponeringen i overensstemmelse med retningslinjerne i afsnit 46.

Såfremt institutterne anvender metoden med substitution af risikoparametre, og låntageren har misligholdt, gælder følgende:

• (a) Risikovægten af den garanterede del af eksponeringen bør være risikovægten for den sammenlignelige direkte eksponering mod en garantistiller, der ikke har misligholdt.
• (b) Det forventede tab af den garanterede del af eksponeringen bør være det forventede tab for den sammenlignelige direkte eksponering mod en garantistiller, der ikke har misligholdt.
• (c) Såfremt garantistilleren fortsat ikke har misligholdt, bør den garanterede del af eksponeringen betragtes som misligholdt med henblik på beregningen af det manglende eller overskydende IRB i overensstemmelse med artikel 159 i forordning (EU) nr. 575/2013 og afsnit 8.4 i EBA's retningslinjer om PD- og LGD-estimater.

Såfremt institutterne anvender metoden med substitution af risikoparametre, bør de andre kvantitative valideringsværktøjer, som kræves i artikel 185, litra c), i forordning (EU) nr. 575/2013 omfatte en sammenligning af det forventede tab af sammenlignelige direkte eksponeringer mod garantistilleren med det observerede tab for den underliggende eksponering eller dele af eksponeringer mod misligholdende låntagere, som blev betragtet som garanteret inden tidspunktet for misligholdelse.

Såfremt institutterne justerer risikoparametrene i individuelle tilfælde ved at betragte ufinansieret kreditrisikoafdækning ved hjælp af tilsidesættelser (overrides) i overensstemmelse med afsnit 31, litra a), nr. iii), bør institutterne kunne retfærdiggøre, at arten af og kendetegnene ved den ufinansierede kreditrisikoafdækning ikke giver mulighed for at anvende de metoder, som er beskrevet i afsnit 31, litra a), nr. i), afsnit 31, litra a), nr. ii), eller afsnit 31, litra b), for at afspejle de kreditrisikoreducerende virkninger af ufinansieret kreditrisikoafdækning.

Såfremt institutterne anvender en af de metoder, som er beskrevet i afsnit 31, litra a), og de resulterende estimater giver en lavere risikovægt end den risikovægt, som ville gælde for en ellers identisk eksponering for hvilken instituttet ikke har nogen ufinansieret kreditrisikoafdækning, kan den endelige risikovægt ikke være lavere end risikovægten for en sammenlignelig direkte eksponering mod garantistilleren i overensstemmelse med artikel 161, stk. 3, og artikel 164, stk. 2, i forordning (EU) nr. 575/2013, dvs. at bundværdien for risikovægten er gældende.

Med henblik på at anvende metoden med substitution af risikoparametre og beregne mindsteværdien for risikovægten, såfremt institutterne ikke har fået den kompetente myndigheds tilladelse til at anvende egne LGD-estimater i overensstemmelse med artikel 143, stk. 2, i forordning (EU) nr. 575/2013 for sammenlignelige direkte eksponeringer mod garantistilleren, bør institutterne anvende de angivne LGD-værdier i henhold til artikel 161, stk. 1, i nævnte forordning til at udlede LGD for en sammenlignelig direkte eksponering mod garantistilleren.

Med henblik på at anvende metoden med substitution af risikoparametre og beregne mindsteværdien for risikovægten bør værdien af ufinansieret kreditrisikoafdækning være følgende:

• (a) Værdien af den ufinansierede kreditrisikoafdækning bør angives i overensstemmelse med artikel 233 og artikel 239, stk. 3, i forordning (EU) nr. 575/2013. Potentiel manglende løbetidsmatch bør overvejes i den justerede værdi af den ufinansierede kreditrisikoafdækning i overensstemmelse med artikel 239, stk. 3, i nævnte forordning, mens løbetiden for sammenlignelige direkte eksponeringer mod garantistilleren bør være den samme som løbetiden for eksponeringen mod låntageren.
• (b) Hvis den ufinansierede kreditrisikoafdækning dækker værdien af den resterende eksponering efter at have forsøgt inddrivelse hos låntageren og, hvis det er relevant, andre former for kreditrisikoreduktion, bør institutterne estimere værdien af afdækningen baseret på tidligere erfaringer på en konservativ måde.
• (c) Værdien af ufinansieret kreditrisikoafdækning, der opfylder kravene i artikel 215, stk. 1, litra a), andet afsnit, eller artikel 215, stk. 2, i forordning (EU) nr. 575/2013, kan være det maksimale beløb, som udbyderen af afdækningen har påtaget sig at betale i tilfælde af misligholdelse eller manglende betaling fra låntagerens side eller i tilfælde af andre bestemte kredithændelser.

Institutterne bør beregne mindsteværdien for risikovægten på følgende måde:

• (a) Såfremt eksponeringen nyder godt af flere ufinansierede kreditrisikoafdækninger, der hver især afdækker forskellige dele af eksponeringen, bør institutterne beregne mindsteværdien for risikovægten som det eksponeringsvægtede gennemsnit af risikovægtene for sammenlignelige direkte eksponeringer mod hver af garantistillerne.
• (b) Såfremt eksponeringen nyder godt af flere ufinansierede kreditrisikoafdækninger, og såfremt to eller flere af disse afdækker den samme del af eksponeringen, bør institutterne beregne mindsteværdien for risikovægten for denne del af eksponeringen som den laveste del af risikovægtene for hver sammenlignelig direkte eksponering mod garantistilleren. I beregningen af hver risikovægt kan der i LGD for en sammenlignelig direkte eksponering mod hver af garantistillerne tages virkningen af den anden eksisterende ufinansierede kreditrisikoafdækning i betragtning.
• (c) Såfremt en del af eksponeringen ikke er dækket af ufinansieret kreditrisikoafdækning, bør institutterne tildele denne del af eksponeringen af risikovægten for en sådan eksponering til låntageren uden ufinansieret kreditrisikoafdækning, og i dette tilfælde bør de beregne mindsteværdien for risikovægten som det eksponeringsvægtede gennemsnit af risikovægten for den del af eksponeringen, som er dækket af ufinansieret kreditrisikoafdækning, og risikovægten for den resterende del af eksponeringen.
• (d) Med henblik på beregning af den eksponeringsvægtede gennemsnitlige risikovægt i overensstemmelse med litra a) og c), bør hver risikovægt beregnes særskilt og vægtes med den relevante andel af eksponeringsværdien.

Med henblik på afsnit 45 og for at anvende virkningen af flere kreditrisikoreducerende teknikker i overensstemmelse med metoderne i afsnit 31 bør alle følgende betingelser opfyldes:

• (a) Institutterne bør have klare politikker for tildeling, rækkefølge og anerkendelse af finansieret og ufinansieret kreditrisikoafdækning, som stemmer overens med den interne inddrivelses- og indsamlingsproces.
• (b) Institutterne bør ikke anerkende virkningerne af den samme kreditrisikoreduktion to gange. F.eks. ved tildeling af den finansierede kreditrisikoafdækning mellem den del af eksponeringen, som er dækket af den ufinansierede kreditrisikoafdækning, og den del af eksponeringen, som ikke er dækket af den ufinansierede kreditrisikoafdækning, er det ikke tilladt at anvende den finansierede kreditrisikoafdækning to gange.
• (c) Institutterne bør anvende metoderne konsekvent, og derfor gælder følgende:
• (i) Det bør ikke være tilladt at dele den del af eksponeringen, som er dækket af en given ufinansieret kreditrisikoafdækning, i to dele og anvende metoden med substitution af risikoparametre eller substitution af risikovægte på denne ene del og modelmetoden på den anden del.
• (ii) I tilfælde af flere ufinansierede kreditrisikoafdækninger, som i det mindste delvist er dækket af samme del af eksponeringen, bør institutterne fastlægge passende kriterier for at vælge, hvilken ufinansieret kreditrisikoafdækning der skal anvendes til substitution af risikoparametre. Sådanne kriterier bør beskrives i institutternes interne politikker om justering af PD- og LGD-estimater i overensstemmelse med afsnit 38. Med forbehold af nr. i) må institutterne opdele den del af eksponeringen, som er dækket af en given ufinansieret kreditrisikoafdækning, i to dele og til den ene del anvende metoden med substitution af risikoparametre og samtidig anvende virkningerne af den resterende del af den givne ufinansierede kreditrisikoafdækning i anvendelsen af metoden med substitution af risikoparametre på den anden eksisterende ufinansierede kreditrisikoafdækning. Især kan den risikoreducerende virkning af den resterende del af den givne ufinansierede kreditrisikoafdækning overvejes i LGD for sammenlignelige direkte eksponeringer mod andre eksisterende garantistillere i overensstemmelse med afsnit 47.

Med henblik på at anvende de kreditrisikoreducerende virkninger af flere kreditrisikoafdækninger, der som følge af instituttets tildelinger i overensstemmelse med afsnit 46 dækker den samme del af en eksponering, kan institutterne anvende en af de metoder, som er beskrevet i afsnit 31, litra a). Navnlig med henblik på at anvende metoden

institutterne anvende følgende metoder til at udlede LGD for en sammenlignelig direkte eksponering mod garantistilleren, herunder de kreditrisikoreducerende virkninger af den yderligere kreditrisikoafdækning.

• (a) Såfremt sammenlignelige direkte eksponeringer mod garantistilleren ligger inden for anvendelsesområdet for et ratingsystem, hvor instituttet ikke har fået forudgående tilladelse til at anvende egne LGD-estimater i overensstemmelse med artikel 143, stk. 2, i forordning (EU) nr. 575/2013, bør instituttet anvende LGD-værdierne i artikel 161, stk. 1, i nævnte forordning og, hvor det er relevant, afspejle den finansierede kreditrisikoafdækning ved at anvende de relevante krav i tredje del, afsnit II, kapitel 4, i nævnte forordning.
• (b) Såfremt sammenlignelige direkte eksponeringer mod garantistilleren ligger inden for anvendelsesområdet for et ratingsystem, hvor instituttet har fået forudgående tilladelse til at anvende egne estimater for LGD i overensstemmelse med artikel 143, stk. 2, i forordning (EU) nr. 575/2013, bør instituttet anvende LGD for en sammenlignelig direkte eksponering mod garantistilleren, der omfatter virkningen af yderligere ufinansieret eller finansieret kreditrisikoafdækning. Hvis institutterne ikke er i stand til at anvende denne yderligere kreditrisikoafdækning til at estimere LGD for sammenlignelige direkte eksponeringer mod garantistilleren, gælder følgende:

eller lig med LGD for usikrede eksponeringer mod låntageren, bør de anvende LGD-estimaterne for eksponeringen mod låntageren, hvilket afspejler virkningen af den yderligere kreditrisikoafdækning, eller