b) Hypoteser for virksomhedsplanlægning for egenkapital med henblik på IRRBB

I forbindelse med opgørelse og overvågning af IRRBB bør institutterne anvende mindst en nettorenteindtjeningsbaseret opgørelse plus markedsværdiændringer og mindst én opgørelsesmetode for den økonomiske værdi, som tilsammen opfanger alle komponenter i IRRBB. Store institutter med internationale aktiviteter, navnlig institutter omfattet af kategori 1 og 2 i SREP-retningslinjerne, og institutter med komplekse eller avancerede forretningsmodeller, bør anvende flere opgørelsesmetoder for IRRBB, jf. bilag II.

4.3.3 Rentechokscenarier for løbende styring

Institutterne bør regelmæssigt, mindst hvert kvartal og hyppigere i perioder med stigende rentevolatilitet eller stigende IRRBB-niveauer opgøre deres eksponering over for IRRBB i kontekst af de forskellige IRRBB-opgørelser under forskellige rentestødscenarier for potentielle ændringer i rentekurvernes niveau og form og for ændringer i forholdet mellem forskellige rentesatser (dvs. basisrisiko).

Institutterne bør overveje, om der skal anvendes en betinget eller ubetinget pengestrøms modelleringstilgang. Større og mere komplekse institutter og navnlig de institutter, der henføres til kategori 1 og 2 i henhold til SREP-retningslinjerne, bør også tage hensyn til scenarier, hvor der kalkuleres med forskellige rentestier, og hvor visse antagelser (f.eks. vedrørende adfærd, bidrag til risikoen og balancens størrelse og sammensætning) selv afhænger af skiftende renteniveauer.

Institutter bør vurdere eksponeringer i alle de valutaer, de har positioner i. For så vidt angår eksponeringer i væsentlige valutaer bør rentechokscenarier være specifikke og i overensstemmelse med de underliggende økonomiske karakteristika. I IRRBB's interne opgørelsessystem (IMS) bør der som minimum tages hensyn til valutaspecifikke rentechokscenarier for hver valuta, hvor den regnskabsmæssige værdi af finansielle aktiver eller passiver i en valuta udgør 5 % eller derover af de samlede finansielle aktiver eller passiver uden for handelsbeholdningen eller mindre end 5 %, hvis summen af finansielle aktiver eller passiver, der indgår i beregningen, er mindre end 90 % af de samlede finansielle aktiver uden for handelsbeholdningen (eksklusive materielle aktiver) eller passiver. Institutter bør i deres interne opgørelsessystemer inkludere metoder til aggregering af deres IRRBB på tværs af forskellige valutaer. I de tilfælde, hvor institutterne anvender antagelser om afhængighed mellem rentesatser i forskellige valutaer, bør de have det nødvendige niveau af færdigheder og raffinement til at gøre dette. Institutterne bør tage hensyn til effekten af antagelser vedrørende afhængighed mellem rentesatser på tværs af forskellige valutaer.

Når institutter vælger rentechokscenarier, bør de tage følgende i betragtning:

• (a) at deres eget internt udviklede rentechokscenarier, står i et rimeligt forhold til typen, omfanget og kompleksiteten af deres aktiviteter og deres risikoprofil, idet der tages hensyn til pludselige og gradvise parallelle og ikkeparallelle skift og ændringer i rentekurven. Scenarierne bør være baseret på rentesatsernes historiske bevægelser og adfærd samt simuleringer af fremtidige rentesatser.
• (b) rentescenarier, der afspejler ændringer i forholdet mellem de vigtigste markedsrentesatser for at imødegå basisrisikoen.
• (c) de foreskrevne rentechokscenarier som omhandlet i artikel 98, stk. 5, i direktiv 2013/36/EU.
• (d) eventuelle yderligere rentechokscenarier, som tilsynsmyndighederne kræver.
• (e) at gyldigheden af diversificeringsantagelser er stresset på passende vis, og
• (f) i miljøer med lav rente bør institutterne også tage hensyn til negative rentescenarier og muligheden for asymmetriske effekter af negative rentesatser på deres rentefølsomme instrumenter.

Resultaterne af chokscenarierne bør indgå i beslutningsprocessen på passende ledelsesniveau. Dette omfatter strategiske eller forretningsmæssige beslutninger, allokering af intern kapital og beslutninger om risikostyring foretaget af ledelsesorganet eller dets delegerede. Resultaterne bør også tages i betragtning i forbindelse med udarbejdelse og revurdering af politikker og grænser for IRRBB.

4.3.4 Rentestressscenarier

Der bør tages hensyn til IRRBB-stresstest i solvensbehovsopgørelsen, hvor institutterne bør gennemføre grundige fremadrettede stresstests, der identificerer de potentielle negative konsekvenser af alvorlige ændringer i markedsforholdene i forhold til kapital eller nettorenteindtægter plus ændringer i markedsværdien. Med henblik på IRRBB-stresstest bør institutterne medtage ændringer i adfærden hos deres kundeportefølje. Stresstestning af IRRBB bør integreres i institutters overordnede stresstesttilgangssystem, herunder omvendte stresstest, og bør stå i et rimeligt forhold til deres type, størrelse og kompleksitet samt deres forretningsaktiviteter og overordnede risikoprofil.

IRRBB-stresstest bør foretages regelmæssigt, mindst en gang om året og hyppigere i perioder med øget rentevolatilitet og forøgede IRRBB-niveauer.

I IRRBB-stresstesttilgangssystemet bør der indgå klart definerede målsætninger, scenarier, der er skræddersyet til instituttets aktiviteter og risici, veldokumenterede antagelser og forsvarlige metoder.

Med hensyn til stresstest på virksomhedsniveau bør interaktionen imellem IRRBB og andre risikokategorier (kreditrisiko, likviditetsrisiko, markedsrisici osv.) og væsentlige anden-ordens effekter beregnes.

Institutter bør gennemføre omvendte stresstest for i) at identificere rentescenarier, der i alvorlig grad kan true et instituts kapital, økonomiske værdi og nettorenteindtægter plus ændringer i markedsværdien, og ii) afdække tegn på sårbarhed som følge af dens afdækningsstrategier og kundernes potentielle adfærdsreaktioner.

Med henblik på IRRBB-vurderingen bør institutterne, når de tester sårbarheder under stressede betingelser, anvende større og mere ekstreme skift og ændringer i rentesatserne end dem, der anvendes med henblik på den løbende styring, herunder som minimum følgende:

• a) væsentlige ændringer i forholdet mellem centrale markedsrenter (basisrisikoen)
• b) pludselige og væsentlige ændringer i rentekurven (både parallelle og ikkeparallelle)
• c) sammenbrud af de væsentligste antagelser om aktiv- og/eller passivklassers adfærd
• d) ændringer i væsentlige antagelser om rentekorrelationen
• e) væsentlige ændringer i de aktuelle markedsmæssige og makroøkonomiske forhold og i det konkurrencemæssige og økonomiske miljø samt den eventuelle udvikling heri, og
• f) specifikke scenarier, der vedrører instituttets individuelle forretningsmodel og profil.

Resultaterne af stressscenarierne bør indgå i beslutningsprocessen på passende ledelsesniveau. Dette omfatter strategiske eller forretningsmæssige beslutninger, tildeling af intern kapital og beslutninger om risikostyring foretaget af ledelsesorganet eller dets delegerede. Resultaterne bør også tages i betragtning i forbindelse med udarbejdelse og revurdering af politikker og grænser for IRRBB.

Med henblik på følsomhedsanalyse i stressscenarier bør institutterne i de økonomiske værdimål vurdere de begrænsninger, der er forbundet med anvendelsen af en afviklingsantagelse, og instituttets evne til at tage højde for den langsigtede renterisiko.

I tilfælde, hvor balanceinstrumenter har betydelige begrænsninger i rentetilpasningen (f.eks. caps og floors), bør institutterne omhyggeligt, hvis de er væsentlige, overveje den virkning, som fornyelsen af de pågældende instrumenter ville have, ved erstatning med andre med sammenlignelige karakteristika, uanset afviklingsantagelsen. Dette skal ske med en forsigtig tidshorisont og under hensyntagen til bankens forretningsmodel.

4.3.5 Antagelser om IRRBB-opgørelser

Når institutter opgør IRRBB, bør de fuldt ud forstå og dokumentere centrale adfærds- og modelantagelser. Disse antagelser bør afstemmes med forretningsstrategier og testes regelmæssigt. Fastlæggelsen af disse antagelser bør foretages på en forholdsmæssig måde og navnlig under hensyntagen til de væsentlighedstærskler, der er fastsat i artikel 7, stk. 12, 8, stk. 2, 9, stk. 4, 11, stk. 3, og 21, stk. 1, i de reguleringsmæssige tekniske standarder, der er omhandlet i artikel 84, stk. 5, i kapitalkravsdirektivet.

Ved vurderingen af risikoen for rentefølsomme produkter, der er knyttet til inflation eller andre markedsfaktorer, bør der anvendes forsigtige antagelser. Disse antagelser kan f.eks. baseres på den aktuelle/senest observerede værdi, prognoser fra et anerkendt økonomisk forskningsinstitut eller anden almindeligt accepteret markedspraksis (i tilfælde af inflation: f.eks. kurver for forventet fremtidig inflation).

Ved opgørelsen af IRRBB bør pensionsforpligtelser og pensionsordningsaktiver medtages, medmindre deres renterisiko er medregnet i et andet risikomål.

Institutterne bør, hvor det er relevant, i forbindelse med de forskellige IRRBB-opgørelser tage hensyn til antagelser, der ligger til grund for risikokvantificering på mindst følgende områder:

• a) indløsning af renteoptioner (automatiske eller adfærdsmæssige) af både instituttet og dets kunde under specifikke rentechok og stressscenarier
• b) behandling af saldi og rentestrømme fra NMD'er
• c) behandling af aftaleindlån med risiko for førtidig indfrielse
• d) behandling af fastforrentede lån og lånetilsagn med fast rente
• e) behandling af egenkapitalen i forbindelse med interne opgørelser vedrørende økonomisk værdi
• f) konsekvenserne af regnskabspraksis for opgørelsen af IRRBB og navnlig effektiviteten af regnskabsmæssig sikring, og
• g) validering af diversificeringsantagelser.

Da markedsvilkårene, konkurrencemiljøer og strategier ændrer sig over tid, bør institutterne gennemgå væsentlige opgørelsesmæssige antagelser mindst en gang om året og oftere under hurtigt skiftende markedsforhold.

• a) Adfærdsmæssige antagelser vedrørende kundekonti med indbygget kundeoptionalitet med henblik på IRRBB

Ved vurderingen af konsekvenserne af optionalitet bør institutterne tage hensyn til:

• (a) den potentielle indvirkning på aktuelle og fremtidige mængde af lån der indfries som følge af rentescenariet, underliggende økonomiske forhold og kontraktlige forhold. Institutterne bør tage hensyn til de forskellige dimensioner, der har indflydelse på de indbyggede adfærdsmæssige optioner.
• (b) elasticiteten i forbindelse med tilpasning af produktrenter til ændringer i markedsrenter
• (c) flytning af saldi mellem produkttyper på grund af ændringer i deres egenskaber, vilkår og betingelser.

Institutterne bør udarbejde politikker for fastlæggelse af og regelmæssig evaluering af de vigtige antagelser vedrørende behandlingen af balanceførte og ikkebalanceførte poster der omfatter indbyggede optioner, i renterisikosystemet. Institutterne bør derfor:

• (a) identificere alle væsentlige produkter og poster med indbyggede optioner, som vil kunne påvirke enten den rentesats, der opkræves, eller det adfærdsmæssige rentetilpasningstidspunkt (i modsætning til den kontraktmæssige løbetid) for de relevante saldi
• (b) have passende prissætnings- og risikoreduktionsstrategier (f.eks. brug af derivater) til håndtering af virkningen af optionalitet inden for rammerne af deres risikoappetit, hvilket kan inkludere gebyrer for førtidig indfrielse, som kunderne pålægges for at dække eventuelle omkostninger i forbindelse med opsigelsen (hvor dette er tilladt)
• (c) sikre, at modelleringen af væsentlige antagelser om kundeadfærd er retfærdiggjort i forhold til de underliggende historiske data og bygger på konservative hypoteser:
• (d) være i stand til at påvise, at de foretager præcis modellering (backtestet i forhold til erfaringerne)
• (e) være i besiddelse af relevant dokumentation for antagelserne i deres politikker og procedurer og have fastlagt en proces for regelmæssigt at kontrollere dem
• (f) have kendskab til, hvor følsomme resultaterne af instituttets risikomålinger er over for disse antagelser, herunder udføre stresstest af antagelserne og tage hensyn til resultaterne af disse test i forbindelse med beslutninger om allokering af intern kapital, og
• (g) foretage regelmæssig intern validering af disse antagelser for at kontrollere deres stabilitet over tid og justere dem efter behov.

Ikkeløbetidsbaserede indskud fra finansielle institutter bør ikke være omfattet af adfærdsmodellering, medmindre der er tale om transaktionsrelaterede indskud som defineret i artikel 27, stk. 1, litra a), i den delegerede LCR-forordning.

Med undtagelse af de regulerede opsparinger, der er omhandlet i artikel 428f, stk. 2, litra a), i kapitalkravsforordningen, men ikke begrænset til den centrale del, og opsparinger med væsentlige økonomiske eller finanspolitiske begrænsninger i tilfælde af udtræk, bør det antagne adfærdsmæssige rentetilpasningstidspunkt for detailindskud og engrosindskud fra ikke-finansielle kunder og transaktionsrelaterede indskud, jf. stk. 110, uden særlige rentetilpasningstidspunkter (ikkeløbetidsbaserede indlån), begrænses til en maksimal vægtet gennemsnitlig rentetilpasningstidspunkt på 5 år. Det 5-årige loft gælder for det fulde beløb (dvs. kerne- og ikke-kerneporteføljen) i den samlede portefølje af disse indskud og særskilt for hver valuta.

Institutterne bør, når de opstiller antagelser om kundeadfærd vedrørende mellemværender uden fastlagte rentetilpasningstidspunkter med henblik på styring af renterisikoen:

• (a) kunne identificere "kernebalancer", dvs. indskud, som er stabile og sandsynligvis ikke vil ændre kursen, selv under væsentlige ændringer i rentemiljøet, og/eller andre indskud, hvis begrænsede elasticitet over for renteændringer kan modelleres af bankerne.
• (b) modelantagelser for disse indskud bør afspejle indskyderes egenskaber (f.eks. detail eller engros) og kontokarakteristika (f.eks. transaktionsrelateret eller ikketransaktionsrelateret transaktion). En overordnet beskrivelse af ovennævnte kategorier kan findes nedenfor:
• i. Detailindskud omfatter ikkerentebærende deponering og andre detailkonti, hvis aflønningskomponent ikke er relevant for kundens beslutning om at besidde penge på kontoen.
• ii. Detailindskud omfatter detailkonti (inklusive regulerede typer), hvis aflønningskomponent er relevant for kundens beslutning om at besidde penge på kontoen.
• iii. Engrosindskud omfatter virksomhedskonti og andre engroskunder, eksklusive interbankkonti eller andre fuldt ud prisfølsomme kunder.
• (c) vurdere den potentielle migration mellem indskud uden specifikke rentetilpasningstidspunkter og andre indskud, der under forskellige rentescenarier kan ændre centrale modeller om antagelser om kundeadfærd
• (d) tage hensyn til potentielle begrænsninger for rentetilpasningen af detailindskud i lavt- eller negative rentemiljøer og den indvirkning, som sådanne begrænsninger kan have på stabiliteten af indlån i forskellige rentescenarier.
• (e) sikre, at antagelser om forringelse af kerne- og andre modellerede balancer er forsigtige og hensigtsmæssige i forhold til at sammenholde fordele ved nettorenteindtægterne med den øgede risiko for den økonomiske værdi, der er forbundet med at fastlåse det fremtidige renteafkast af de aktiver, der finansieres med disse saldi, og de potentielle mistede indtægter i en situation med stigende renter
• (f) I betragtning af betydningen af statistiske eller kvantitative metoder til at fastlægge det adfærdsmæssige prisfastsættelsestidspunkt og NMD'ers pengestrømsprofil kan fastlæggelsen af hensigtsmæssige modelantagelser for NMD'er kræve (i et fremadrettet perspektiv) et supplerende bidrag fra forskellige eksperter i en institution (afdelingen for risikoledelse og risikostyring, salg og likviditetsstyring).
• (g) have relevant dokumentation for disse antagelser i deres politikker og procedurer og en proces for regelmæssigt at kontrollere dem
• (h) forstå antagelsernes indvirkning på resultaterne af de risikoberegninger og interne kapitaltildelingsafgørelser, som instituttet selv har valgt, bl.a. ved regelmæssigt at beregne følsomhedsanalyser af nøgleparametre (f.eks. procent og løbetid for kernebalancer på konti og "pass-through-rate") og foranstaltningerne på grundlag af kontraktvilkår frem for antagelser om kundeadfærd for at isolere indvirkningen af antagelser på de forskellige IRRBB-foranstaltninger
• (i) udføre stresstest for at klarlægge de valgte risikomåls følsomhed over for ændringer i vigtige antagelser og tage hensyn til disse test i forbindelse med beslutninger om allokering af intern kapital.