4.2 Principper vedrørende kreditrisikostyringspraksis og opgørelsen af forventede kredittab

Kreditinstituttets ledelsesorgan skal være ansvarligt for at godkende og regelmæssigt revidere et kreditinstituts strategi for kreditrisikostyring samt de vigtigste politikker og processer for at identificere, måle, evaluere, overvåge, rapportere og reducere kreditrisiko i overensstemmelse med den godkendte risikovillighed, der er fastlagt af ledelsesorganet. Med henblik på at begrænse risikoen, som udlånseksponeringer udgør for indskydere, og mere generelt med henblik på finansiel stabilitet skal kreditinstituttets ledelsesorgan derudover kræve, at den daglige ledelse vedtager og overholder en forsvarlig praksis for garantistillelse⁸ .

⁸ I april 2012 offentliggjorde Rådet for Finansiel Stabilitet (FSB) principper vedrørende forsvarlig praksis for garantistillelse i forbindelse med realkreditlån, som har til formål at tilvejebringe en ramme, inden for hvilken jurisdiktioner skal kunne fastlægge acceptable minimumsstandarder for garantistillelse i forbindelse med udlånseksponeringer til fast ejendom. Disse principper findes på www.financialstabilityboard.org/publications/r_120418.pdf. Den Europæiske Banktilsynsmyndighed har offentliggjort retningslinjer vedrørende vurdering af kreditværdighed (EBA/GL/2015/11), som stemmer overens med FSB's principper og omfatter nogle af dem.

For at opfylde disse ansvarsområder skal ledelsesorganet anmode den daglige ledelse om at:

• a. udvikle og håndhæve egnede processer, der skal anvendes systematisk og konsekvent, med henblik på at kunne bestemme passende hensættelser i overensstemmelse med det gældende regnskabsregelsæt
• b. fastlægge og gennemføre et effektivt internt kontrolsystem til vurderingen og målingen af kreditrisikoen og periodisk rapportere resultaterne af processerne for vurderingen og målingen af kreditrisikoen, herunder skøn over de forventede kredittabshensættelser
• c. fastlægge, gennemføre og om nødvendigt opdatere egnede politikker og procedurer med henblik på at formidle processen for vurderingen og målingen af kreditrisikoen internt til alt relevant personale, især ansatte, der er involveret i den proces.

Den daglige ledelse skal være ansvarlig for gennemførelse af strategien for kreditrisiko, der er godkendt af ledelsesorganet, og for udvikling af de førnævnte politikker og processer.

Et effektivt internt kontrolsystem til vurderingen og målingen af kreditrisikoen skal indbefatte:

• a. foranstaltninger til at overholde gældende love, forskrifter, interne politikker og procedurer
• b. foranstaltninger til at kontrollere integriteten af anvendte oplysninger og til i rimeligt omfang at sikre, at de hensættelser, der skildres i kreditinstituttets årsregnskaber og årsrapporter, som fremsendes til den kompetente myndighed, er udarbejdet i overensstemmelse med det gældende regnskabsregelsæt og relevante tilsynskrav
• c. veldefinerede processer for vurderingen og målingen af kreditrisikoen, der er uafhængige af (men tager passende hensyn til) udlånsfunktionen, og som omfatter:
• i. et effektivt kreditrisikoratingsystem, der anvendes konsekvent, nøjagtigt klasseinddeler efter kreditrisikokarakteristika, identificerer ændringer i kreditrisikoen rettidigt og som tilskynder til passende handling
• ii. en effektiv proces til at sikre, at der tages passende hensyn til al relevante, rimelige og velunderstøttede oplysninger, herunder fremadrettede oplysninger, i vurderingen af kreditrisikoen og målingen af det forventede kredittab. Dette indbefatter vedligeholdelse af passende rapporteringer, detaljer om udførte kontroller og identificering samt beskrivelser af det involverede personales roller og ansvarsområder
• iii. en vurderingspolitik, der sikrer, at målingen af det forventede kredittab finder sted på det individuelle niveau for udlånseksponeringer og også på det kollektive porteføljeniveau ved at gruppere eksponeringer på grundlag af identificerede fælles kreditrisikokarakteristika, når dette er nødvendigt for at kunne måle det forventede kredittab korrekt i overensstemmelse med det gældende regnskabsregelsæt
• iv. en effektiv modelvalideringsproces til at sikre, at modellerne for vurderingen og målingen af kreditrisikoen løbende kan generere nøjagtige, konsistente og upartiske prognostiske estimater. Dette indbefatter fastlæggelse af politikker og procedurer, som fastlægger ansvaret og rapporteringsstrukturen for modelvalideringsprocessen, interne regler for vurdering og godkendelse af ændringer i modellerne og rapportering af resultatet af modelvalideringen
• v. klar formel kommunikation og koordinering blandt det personale, som har ansvaret for kreditinstituttets kreditrisici, det personale, der har ansvaret for den finansielle rapportering, ledelsesorganet, den daglige ledelse og andre, der er involveret i vurderingen af kreditrisikoen og målingen af det forventede kredittab. Dette skal dokumenteres ved hjælp af skriftlige politikker og procedurer, ledelsesrapporteringer og referater fra de involverede, herunder udvalg under ledelsesorganet eller den daglige ledelse
• d. Der skal også findes en intern kontrolfunktion⁹ , der:
• i. uafhængigt evaluerer effektiviteten af kreditinstituttets systemer og processer for vurdering og måling af kreditrisici, herunder kreditrisikoratingsystemet
• ii. fremlægger anbefalinger vedrørende håndtering af enhver svaghed, som identificeres under denne evaluering. 4.2.2 Princip 2 — Forsvarlige metoder til forventet kredittab

Kreditinstitutter skal vedtage, dokumentere og overholde politikker, der indbefatter sunde metoder, procedurer og kontrolmekanismer til at vurdere og måle kreditrisikoen for alle udlånseksponeringer. Målingen af hensættelser skal være baseret på disse metoder og resultere i en passende og rettidig indregning af forventet kredittab i overensstemmelse med det gældende regnskabsregelsæt.

⁹ Artikel 74 i direktiv 2013/36/EU og Den Europæiske Banktilsynsmyndigheds retningslinjer vedrørende intern ledelse (GL 44).

Processen for vurderingen og målingen af kreditrisikoen skal give relevante oplysninger til den daglige ledelse til at den kan foretage sin ekspertbaserede vurdering af kreditrisikoen for udlånseksponeringer og det relaterede estimat for det forventede kredittab.

Kreditinstitutter skal i videst mulig udstrækning udnytte og integrere fælles processer, systemer, værktøjer og data, der anvendes inden for et kreditinstitut til at bestemme om, hvornår og under hvilke forudsætninger, der skal bevilliges kredit, overvåge kreditrisikoen og måle hensættelser både til regnskabsformål og til kapitalgrundlagsberegningsformål.

Et kreditinstituts hensættelsesmetoder skal tydeligt dokumentere definitionerne på hovedbegreber i relation til vurderingen af kreditrisikoen og målingen af det forventede kredittab (som f.eks. tabs- og migrationsprocenter, tabsbegivenheder og misligholdelse). Når der anvendes forskellige begreber, oplysninger eller antagelser på tværs af funktionsområder (som f.eks. regnskabsføring, kapitalgrundlag og kreditrisikostyring), skal den underliggende begrundelse for disse forskelle dokumenteres og godkendes af den daglige ledelse. Oplysninger og antagelser, der anvendes til skøn over det forventede kredittab, skal kontrolleres og opdateres som påkrævet af det gældende regnskabsregelsæt.

Kreditinstitutter skal have fastlagt passende processer og systemer til at identificere, måle, evaluere, overvåge, rapportere og reducere kreditrisikoniveauet korrekt. I forbindelse med overgangen til regnskabsmodellen for forventet kredittab skal eksisterende processer og systemer evalueres og om nødvendigt tilpasses med henblik på at indsamle og analysere relevante oplysninger, der påvirker vurderingen af kreditrisikoen og målingen af det forventede kredittab.

Kreditinstitutter skal indføre og overholde skriftlige politikker og procedurer, som beskriver de systemer og kontrolmekanismer for kreditrisiko, der anvendes i deres kreditrisikometoder, samt de særskilte roller og ansvarsområder for kreditinstituttets ledelsesorgan og daglige ledelse.

Gode metoder til at vurdere kreditrisikoen og måle hensættelsesniveauet (i henhold til eksponeringstype, f.eks. engros eller detail) skal især:

• a. omfatte en solid proces, der er udviklet til at udstyre kreditinstituttet med evnen til at identificere kreditrisikoens niveau, art og natur ved den første indregning af udlånseksponeringerne med henblik på at sikre, at efterfølgende ændringer i kreditrisikoen kan identificeres og kvantificeres
• b. omfatte kriterier for på behørig vis at tage hensyn til indvirkningen af fremadrettede oplysninger, herunder makroøkonomiske faktorer. Uanset om evalueringen af kreditrisikoen foretages på et kollektivt eller individuelt grundlag, skal et kreditinstitut kunne vise, at der er taget hensyn til disse kriterier, så indregningen af det forventede kredittab ikke forsinkes. Sådanne kriterier skal resultere i identificering af faktorer, der påvirker tilbagebetaling, hvad enten de er relaterede til låntagers incitamenter, villighed og evne til at opfylde kontraktlige forpligtelser eller vilkår og betingelser for udlånseksponeringerne. De økonomiske faktorer (som f.eks. ledighedsprocenter eller beskæftigelsesprocenter), der tages hensyn til, skal være relevante for vurderingen, og afhængigt af omstændighederne kan dette være på internationalt, nationalt, regionalt eller lokalt plan
• c. for gruppevist evaluerede eksponeringer skal de indeholde en beskrivelse af grundlaget for oprettelse af grupper for porteføljer af eksponeringer med fælles karakteristika for kreditrisici
• d. identificere og dokumentere metoderne til vurdering og måling af det forventede kredittab (som f.eks. en tabsprocentmetode, en metode til at afgøre sandsynlighed for misligholdelse (PD)/en metode til tab givet misligholdelse (LGD) eller en anden metode), der skal anvendes for hver eksponering eller portefølje
• e. dokumentere begrundelserne for, hvorfor den valgte metode er passende, især hvis der anvendes forskellige metoder til målingen af det forventede kredittab for forskellige porteføljer og typer af individuelle eksponeringer. Kreditinstitutter skal kunne forklare de kompetente myndigheder begrundelsen for enhver ændring i fremgangsmåden til måling (for eksempel et skift fra en tabsprocentmetode til en PD/LGD-metode til) samt de kvantitative indvirkninger af sådanne ændringer
• f. dokumentere:
• i. de input, data og antagelser, der anvendes i estimeringsprocessen for hensættelser, f.eks. historiske tabsprocenter, PD/LGD-estimater og økonomiske prognoser
• ii. hvordan løbetiden for en eksponering eller portefølje bestemmes (herunder hvordan man har taget hensyn til forventede forudbetalinger og misligholdelser)
• iii. den tidsperiode, for hvilken erfaringer med historiske tab evalueres
• iv. alle nødvendige reguleringer for estimatet for det forventede kredittab i overensstemmelse med det gældende regnskabsregelsæt. Hvis aktuelle og prognosticerede økonomiske forhold er forskellige fra dem, der fandtes i den historiske skønsperiode, som anvendes, skal der f.eks. foretages reguleringer, som er konsistente med disse forskelle. Derudover kan et kreditinstitut have oplevet et lille eller intet faktisk tab i den analyserede historiske periode, men aktuelle eller fremadrettede forhold kan være forskellige fra forhold i den historiske periode, og indvirkningen af disse forandringer på det forventede kredittab skal vurderes og måles
• g. omfatte en proces til at evaluere egnetheden af væsentlige input og antagelser i den valgte metode til målingen af det forventede kredittab. Grundlaget for input og antagelser, der anvendes i processen for skønnet over hensættelser, skal generelt være konsistent fra periode til periode. Når input og antagelser eller grundlaget for dem ændres, skal begrundelsen dokumenteres
• h. identificere de situationer, der generelt vil føre til ændringer i metoderne, inputtene eller antagelserne til målingen af det forventede kredittab fra periode til periode (for eksempel kan et kreditinstitut erklære, at et lån, der tidligere er blevet evalueret på et kollektivt grundlag ved hjælp af en metode til PD/LGD, kan fjernes og evalueres individuelt ved hjælp af den diskonterede cash flow-metode ved modtagelse af nye låntagerspecifikke oplysninger som f.eks. tab af beskæftigelse)
• i. tage hensyn til relevante interne og eksterne faktorer, som kan påvirke skøn over det forventede kredittab, f.eks. standarderne vedrørende kreditgivning, der finder anvendelse på udlånseksponeringer ved oprettelse, og ændringer i branchemæssige, geografiske, økonomiske og politiske faktorer
• j. adressere, hvordan skøn for det forventede kredittab fastlægges (for eksempel ved hjælp af historiske tabsprocenter eller migrationsanalyser som udgangspunkt, korrigeret for oplysninger om aktuelle og forventede forhold). Et kreditinstitut skal anlægge en upartisk synsvinkel på usikkerheden og risiciene, der er forbundet med dets udlånsaktiviteter, når det forventede kredittab estimeres
• k. identificere, hvilke faktorer der tages hensyn til, når der fastlægges passende historiske tidsperioder, for hvilke erfaringer med historisk tab skal evalueres. Et kreditinstitut skal opbevare data for historisk tab, som er tilstrækkelig til at foretage en meningsfuld analyse af dets erfaringer med kredittab, der kan anvendes som et udgangspunkt, når hensættelsesniveauet på et kollektivt eller individuelt grundlag estimeres
• l. bestemme, i hvilken udstrækning værdien af sikkerhedsstillelse eller andre foranstaltninger til kreditrisikoreduktion påvirker det forventede tab
• m. skitsere kreditinstituttets politikker og procedurer for afskrivninger og inddrivelser
• n. kræve, at analyser, skøn, kontroller og andre opgaver/processer, der udgør input til eller output fra processen for vurderingen og målingen af kreditrisikoen, udføres af kompetent og veluddannet personale og valideres af personale, som er uafhængigt i forhold til kreditinstituttets udlånsaktiviteter. Disse input til og output fra disse funktioner skal være veldokumenterede, og dokumentationen skal omfatte tydelige forklaringer, der underbygger analyserne, skønnene og kontrollerne
• o. dokumentere de metoder, der anvendes til at validere modeller til måling af det forventede kredittab (for eksempel backtest)
• p. sikre, at skøn over det forventede kredittab på passende måde medtager fremadrettede oplysninger, herunder makroøkonomiske faktorer, som ikke allerede er blevet indregnet i hensættelser, der måles på et individuelt eksponeringsgrundlag. Dette kan gøre det nødvendigt for ledelsen at anvende dens ekspertviden for kreditvurdering for at tage hensyn til generelle tendenser i hele udlånsporteføljen, ændringer i kreditinstituttets forretningsmodel, makroøkonomiske faktorer osv., og
• q. kræve en proces for at vurdere om hensættelserne overordnet er passende i overensstemmelse med det pågældende regnskabsregelsæt, herunder enregelmæssig kontrol af modeller for det forventede værditab.

Et kreditinstituts proces for identificering af kreditrisiko skal sikre, at faktorer, der påvirker ændringer i kreditrisikoen og skønnene over det forventede kredittab, regelmæssigt identificeres korrekt. Derudover skal hensyntagen til den kreditrisiko, der er indeholdt i nye produkter og aktiviteter, udgøre en central del i processen for identificering af kreditrisiko, vurderingen af kreditrisiko og målingen af det forventede kredittab.

Den daglige ledelse skal tage hensyn til relevante forhold og omstændigheder, herunder fremadrettede oplysninger, der kan forventes at forårsage en ændring af det forventede kredittab i forhold til historisk erfaring, og som kan påvirke kreditrisikoen og den fulde tilbagebetaling af pengestrømme.

For så vidt angår faktorer vedrørende låntageres adfærd, kapacitet og kapital, vilkårene for udlånseksponeringer, værdierne af aktiver, der er stillet til sikkerhed, samt andre foranstaltninger til kreditrisikoreduktion, der kan påvirke sandsynligheden for fuld tilbagebetaling af pengestrømme, skal et kreditinstitut (afhængigt af eksponeringstypen) tage hensyn til følgende:

• a. kreditinstituttets politikker og procedurer for udlån, herunder dets standarder for kreditgivning og vilkår for udlån, der var gældende ved den første indregning af udlånseksponeringer til låntageren, og om udlånseksponeringen blev oprettet som en undtagelse fra denne politik. Et kreditinstituts politik for udlån skal omfatte oplysninger om dets standarder vedrørende kreditgivning samt retningslinjer og procedurer, der styrer kreditinstituttets godkendelsesprocedure for udlån
• b. låntagers faste indkomstkilder, som er til rådighed for at kunne overholde de planlagte betalinger
• c. en låntagers evne til at generere en tilstrækkelig pengestrøm over det finansielle instruments løbetid
• d. låntagerens samlede gearingsniveau og forventninger vedrørende ændringer i gearingen
• e. låntagernes incitamenter eller villighed til at opfylde deres forpligtelser
• f. ubehæftede aktiver¹⁰ , som låntageren kan stille til sikkerhed på markedet eller bilateralt med henblik på at rejse finansiering, og forventninger vedrørende ændringer i værdien af disse aktiver
• g. mulige enkeltstående begivenheder og gentagen adfærd, der vurderes sandsynlige, og kan påvirke låntagerens evne til at opfylde kontraktlige forpligtelser
• h. rettidige evalueringer af værdien af sikkerhedsstillelse og hensyntagen til faktorer, der kan påvirke den fremtidige værdi af sikkerhedsstillelse (under hensyntagen til at værdier af sikkerhedsstillelse direkte påvirker skøn over LGD).

¹⁰ Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2015/79 af 18. december 2014 om ændring af gennemførelsesforordning (EU) nr. 680/2014 om gennemførelsesmæssige tekniske standarder for institutters indberetning med henblik på tilsyn i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013, hvad angår aktivbehæftelser, den enkelte datapunktmodel og valideringsregler.

Når de har potentiale til at påvirke kreditinstituttets evne til at inddrive skyldige beløb, skal kreditinstitutter tage hensyn til faktorer vedrørende kreditinstituttets forretningsmodel og aktuelle samt prognosticerede makroøkonomiske forhold, herunder men ikke begrænset til:

• a. konkurrence samt juridiske og lovgivningsmæssige krav
• b. tendenser i instituttets samlede kreditvolumen
• c. den overordnede kreditrisikoprofil for kreditinstituttets udlånseksponeringer og forventninger vedrørende ændringer deraf
• d. kreditkoncentrationer i forhold til låntagere eller efter produkttype, segment eller geografisk marked
• e. forventninger vedrørende inddrivelse, afskrivning og tilbagebetalingspraksis
• f. kvaliteten af kreditinstituttets kontrolsystem til kreditrisiko og graden af tilsyn, som kreditinstituttets daglige ledelse og ledelsesorgan fører
• g. andre faktorer, der kan påvirke det forventede kredittab, herunder men ikke begrænset til forventninger vedrørende ændringer i ledighedsprocenter, bruttonationalproduktet, de toneangivende rentesatser, inflationen, likviditetsforhold eller teknologi.

Gode metoder til kreditrisiko vurdering skal tage hensyn til forskellige potentielle scenarier og ikke udelukkende bero på subjektive, partiske eller for optimistiske betragtninger. Kreditinstitutter skal udvikle og dokumentere deres processer til at generere relevante scenarier, der anvendes i estimatet over det forventede kredittab. Især gælder det, at:

• a. kreditinstitutter skal godtgøre og dokumentere, hvordan skøn over det forventede kredittab forandres med ændringer i scenarier, herunder ændringer i relevante eksterne forhold, der kan påvirke skøn over det forventede kredittab eller dele af beregningen af det forventede kredittab (som f.eks. parametre for PD/LGD)
• b. kreditinstitutter skal have en dokumenteret proces til at bestemme tidshorisonten for scenarierne, og, hvis det er relevant, hvordan det forventede kredittab er estimeret for eksponeringer, hvis løbetider overskrider den periode, som er omfattet af den/de anvendte økonomiske prognoser
• c. scenarier kan udvikles internt eller outsources. I forbindelse med internt udviklede scenarier skal kreditinstitutter have mange forskellige eksperter til rådighed, f.eks. risikoeksperter, økonomer, virksomhedsledere og den daglige ledelse, som skal bistå med at vælge scenarier, der er relevante for kreditinstituttets kreditrisikoeksponeringsprofil. I forbindelse med outsourcede scenarier skal kreditinstitutter sikre, at den eksterne leverandør skræddersyr scenarierne, så de afspejler kreditinstituttets virksomheds- og kreditrisikoeksponeringsprofil, eftersom kreditinstitutterne forbliver ansvarlige for disse scenarier
• d. der skal udføres backtesting for at sikre, at der tages hensyn til de mest relevante økonomiske faktorer, der påvirker sandsynligheden for tilbagebetaling og kreditrisikoen, og at de medtages i skøn over det forventede kredittab
• e. når markedsindikatorer (som f.eks. "credit default swap (CDS) spreads") er til rådighed, kan den daglige ledelse betragte dem som værende et gyldigt benchmark, der kan anvendes til at kontrollere konsistensen af dens egne vurderinger.

Et kreditinstitut behøver ikke at identificere eller modellere hvert muligt scenarie via scenariesimuleringer, men det skal tage hensyn til alle rimelige og understøttende oplysninger, der er relevante for produktet, låntageren, forretningsmodellen eller de økonomiske og lovgivningsmæssige rammer, når der foretages skøn over det forventede kredittab. Når der foretages sådanne skøn i forbindelse med finansiel rapportering, skal kreditinstitutter tage hensyn til de indhøstede erfaringer fra lignende aktiviteter, de har udført til lovgivningsmæssige formål (selvom stressscenarier ikke er beregnet til at blive anvendt direkte til regnskabsmæssige formål). Fremadrettede oplysninger, herunder økonomiske prognoser og relaterede kreditrisikofaktorer, der anvendes til skøn over det forventede kredittab, skal stemme overens med input til andre relevante skøn i årsregnskaberne, budgetterne, strategi- og kapitalplanerne samt andre oplysninger, der anvendes til styring og rapportering i et kreditinstitut.

Den daglige ledelse skal kunne godtgøre, at den forstår og tager tilstrækkeligt hensyn til forbundne risici, når udlånseksponeringerne prissættes. Kreditinstitutterne skal være særligt opmærksomme på følgende mønstre af forhold, der potentielt indikerer utilstrækkelige skøn over det forventede kredittab:

• a. en bevilling af kredit til låntagere på grundlag af spinkle indkomststrømme (hvis kontinuitet kunne ophøre i tilfælde af en recession) eller med ingen dokumentation eller begrænset verificering af låntagers indkomstkilder
• b. høje gældsbetjeningsmæssige krav i forhold til låntagerens forventede til rådighed stående pengestrømme
• c. fleksible tidsplaner for tilbagebetaling, herunder betalingspauser, afdragsfrie betalingsperioder og negativ amortisering
• d. for fast ejendom eller anden aktivbaseret finansiering udlån af beløb, som modsvarer eller overstiger værdien af den finansierede ejendom, eller som af andre årsager ikke giver en tilstrækkelig sikkerhed
• e. unødig stigning i antal ændringer af udlånseksponeringer på grund af finansielle vanskeligheder for låntageren¹¹ eller genforhandlinger/ændringer af udlånseksponeringer af andre årsager (som f.eks. konkurrencepres på kreditinstitutter)
• f. omgåelse af kravene til klassificering og vurdering, herunder omlægning, refinansiering eller omklassificering af udlånseksponeringer
• g. unødige stigninger i kreditvolumen, især i forhold til stigningen i kreditvolumen hos andre långivere på det samme marked
• h. stigende volumen og alvorlighedsgrad for forfalden kredit, kredit af lav kvalitet og værdiforringelse.

¹¹ Se også Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2015/227 af 9. januar 2015 om ændring af gennemførelsesforordning (EU) nr. 680/2014 om gennemførelsesmæssige tekniske standarder for institutters indberetning med henblik på tilsyn i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 (EUT L 41 af 20.2.2015, s. 1), der fastlægger specifikke definitioner på henstand og misligholdte eksponeringer.

Kreditinstitutters regnskabspolitikker skal behandle, og deres hensættelsesmetode skal omfatte kriterier for a) genforhandlinger/ændringer af udlånseksponeringer på grund af finansielle vanskeligheder eller af andre årsager under samtidig hensyntagen til de specifikke definitioner på henstand, der er fastlagt i del 2 i bilag V i Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 680/2014, og b) håndteringen af erhvervede eller oprettede værdiforringede udlånseksponeringer som defineret i henhold til det gældende regnskabsregelsæt:

• a. Kreditinstitutter skal tage højde for følgende kriterier vedrørende genforhandlinger/ændringer af udlånseksponeringer:
• i. Hensættelsesmetoden skal gøre det muligt for kreditinstitutter at foretage en solid vurdering af kreditrisikoen og måling af det forventede kredittab på en sådan måde, at hensættelsesniveauet fortsat afspejler sandsynligheden for tilbagebetaling af hovedparten af den genforhandlede/ændrede eksponering, uanset om det oprindelige aktiv indregnes eller ikke længere indregnes i henhold til det gældende regnskabsregelsæt.
• ii. Genforhandlinger/ændringer skal ikke automatisk føre til den konklusion, at der har fundet et umiddelbart fald sted i kreditrisikoen for eksponeringen. Ethvert fald i det rapporterede hensættelsesniveau på grund af forbedret kreditrisiko skal underbygges med overbevisende dokumentation. Kunder skal godtgøre konsekvent tilfredsstillende betalingsadfærd over en rimelig tidsperiode, før kreditrisikoen vil kunne betragtes som at være faldet, under samtidig hensyntagen til de relevante krav til eksponeringer i prøveperioden som defineret i del 2 i bilag V i Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 680/2014.
• iii. Kreditinstitutter skal omhyggeligt tage hensyn til, hvorvidt inddrivningen af lånets hovedstol er sikret i rimeligt omfang, når tilbagebetalingen udelukkende sker i form af rentebetalinger, efter en genforhandling eller ændring. Derudover kan yderligere forventede forsinkelser i betalingen af disse pengestrømme dokumentere, at kreditrisikoen ikke er forbedret, og niveauet for det forventede kredittab derfor skal revurderes omhyggeligt.
• iv. Metoderne skal også tilskynde udlånspersonalet til omgående at underrette instituttets regnskabsfunktion, når eksponeringer genforhandles eller ændres, for at sikre passende regnskabsmæssig behandling med hensyn til ændringen. I forbindelse med mere komplekse genforhandlinger eller ændringer skal der finde regelmæssig kommunikation sted mellem udlånspersonalet og regnskabsfunktionen.
• b. Kreditinstitutter skal tage højde for følgende kriterier vedrørende erhvervede eller udstedte værdiforringede udlånseksponeringer:
• i. Metoden skal muliggøre passende identificering og regnskabsmæssig behandling med hensyn til erhvervet eller udstedt værdiforringet udlån.
• ii. Skønnene over pengestrømme for disse udlånseksponeringer skal kontrolleres i hver regnskabsperiode og opdateres efter behov. Sådanne opdateringer skal underbygges og dokumenteres korrekt og godkendes af den daglige ledelse.

4.2.3 Princip 3 — Proces for vurdering af kreditrisiko og gruppering

Et kreditinstitut skal have fastlagt en proces for vurdering af kreditrisiko med henblik på at kunne gruppere udlånseksponeringer korrekt på grundlag af fælles kreditrisikokarakteristika.

Proces for vurdering af kreditrisiko

Som en del af deres proces for vurdering af kreditrisiko skal kreditinstitutter have fastlagt omfattende procedurer og informationssystemer for at overvåge kvaliteten af deres udlånseksponeringer. Disse omfatter en effektiv proces for vurdering af kreditrisiko, der indfanger variationer, der kan opstå over tid i kreditrisikoens niveau, egenskaber og drivkræfter, for i rimeligt omfang at sikre at alle udlånseksponeringer overvåges korrekt, og at de forventede kredittabshensættelser måles på en passende måde.

Processen for vurderingen af kreditrisikoen skal omfatte en uafhængig kontrolfunktion. Første vurdering af kreditrisikoklasser for eksponeringer og deres konstante opdatering, som foretages af udlånspersonale i marken, skal være underlagt en uafhængig kontrol, der foretages af den uafhængige kontrolfunktion.

Kreditinstitutter skal tage højde for en række kriterier, når de tildeler kreditrisikoklassen ved den første indregning af en udlånseksponeringer, herunder i relevant omfang produkttype, vilkår og betingelser, sikkerhedsstillelsens type og beløb, karakteristika for låntager og geografi eller en kombination heraf.

Når aktuelle tildelte kreditrisikoklasser ændres på enten et porteføljemæssigt eller individuelt grundlag, skal kreditinstitutter tage højde for andre relevante faktorer som f.eks. men ikke begrænset til, ændringer i branchemæssige udsigter, virksomhedsvækstrater, forbrugeradfærd og ændringer i økonomiske prognoser (som f.eks. rentesatser, ledighedsprocenter og råvarepriser) samt svagheder ved kreditgivningen, der findes efter den første indregning.

Systemet til vurdering af kreditrisikoen skal indfange alle udlånseksponeringer, når indvirkningen af ændringer vurderes i forbindelse med kreditrisikoen, og ikke kun dem, der kan have oplevet væsentlige stigninger i kreditrisikoen, have pådraget tab eller på anden vis være blevet værdiforringet. Dette har til formål at muliggøre en passende differentiering af kreditrisikoen og en gruppering af udlånseksponeringerne inden for systemet til vurdering af kreditrisikoen og at afspejle risikoen for enkelte eksponeringer samt kreditrisikoniveauet i porteføljen som helhed under en samlet betragtning på tværs af alle eksponeringer. I denne sammenhæng skal et effektivt system til vurdering af kreditrisiko gøre det muligt for kreditinstitutter at identificere både migration af kreditrisiko og væsentlige ændringer i kreditrisiko.

Kreditinstitutter skal beskrive delene i deres system til vurdering af kreditrisiko og tydeligt definere hver kreditrisikoklasse samt udpege det personale med ansvar for systemets udformning, gennemførelse, drift og ydeevne samt dem med ansvar for periodisk testing og validering (dvs. den uafhængige kontrolfunktion).

Kreditrisikoklasser skal kontrolleres, hver gang der modtages relevante nye oplysninger, eller når et kreditinstituts forventning til kreditrisiko har ændret sig. Tildelte kreditrisikoklasser skal gennemgå en periodisk formel kontrol (for eksempel mindst en gang om året eller hyppigere, hvis det kræves i en jurisdiktion) for i rimeligt omfang at sikre, at klasserne er nøjagtige og opdaterede. Kreditrisikoklasser for individuelt vurderede udlånseksponeringer, som har højere risiko eller er værdiforringet, skal kontrolleres hyppigere end en gang om året. Skøn over det forventede kredittab skal opdateres rettidigt for at afspejle ændringer i kreditrisikoklasser for enten grupper af eksponeringer eller individuelle eksponeringer.

Gruppering på grundlag af fælles kreditrisikokarakteristika

Kreditinstitutter skal gruppere eksponeringer med fælles kreditrisikokarakteristika på en måde, der er tilstrækkeligt fintmasket til, at kreditinstituttet i rimeligt omfang kan vurdere ændringer i kreditrisiko og dermed indvirkningen på skønnet over det forventede kredittab for disse grupper.

Et kreditinstituts metode til gruppering af eksponeringer for at vurdere kreditrisiko (som f.eks. efter instrumenttype, produktvilkår og -betingelser, branche/markedssegment, geografisk placering eller årgange) skal dokumenteres og underlægges passende kontrol og godkendes internt af den daglige ledelse.

Udlånseksponeringer skal grupperes i henhold til fælles kreditrisikokarakteristika, så ændringer i kreditrisikoniveauet reagerer på den indvirkning, som ændrede forhold har på et almindeligt omfang af forskellige kreditrisikofaktorer, der er fælles for gruppen. Dette omfatter hensyntagen til indvirkningen på gruppens kreditrisiko som reaktion på ændringer i fremadrettede oplysninger, herunder makroøkonomiske faktorer. Grundlaget for gruppering skal kontrolleres af den daglige ledelse for at sikre, at eksponeringer inden for gruppen forbliver ensartede med hensyn til deres reaktion på kreditrisikofaktorer, og at de relevante kreditrisikokarakteristika og deres indvirkning på kreditrisikoniveauet for gruppen ikke har ændret sig over tid.

Eksponeringer må ikke grupperes på en sådan måde, at en stigning i kreditrisikoen for bestemte eksponeringer skjules af resultatet for gruppen som helhed.

Kreditinstitutter skal have solide processer, der sikrer, at udlånseksponeringer grupperes på en hensigtsmæssig måde fra starten. Efterfølgende skal grupperingen af eksponeringer revurderes, og eksponeringer skal omgrupperes, hvis der modtages relevante nye oplysninger, eller hvis et kreditinstituts ændrede forventninger til kreditrisiko peger i retning af, at en permanent regulering er nødvendig. Hvis et kreditinstitut ikke kan omgruppere rettidigt, skal der anvendes en midlertidig regulering.

Anvendelse af midlertidige reguleringer

Kreditinstitutter skal kun anvende midlertidige reguleringer af en hensættelse som en midlertidig løsning, især under overgangsmæssige omstændigheder, eller når der ikke er tilstrækkelig tid til at medtage relevante nye oplysninger korrekt i den eksisterende kreditrisikorating og modelproces for vurdering af kreditrisiko eller til at omgruppere eksisterende grupper af udlånseksponeringer, eller når udlånseksponeringer inden for en gruppe af udlånseksponeringer reagerer anderledes på faktorer eller begivenheder end oprindeligt forventet.

Sådanne reguleringer skal ikke anvendes kontinuerligt i længere perioder for risikofaktorer, der ikke er midlertidige. Hvis årsagen til reguleringen ikke forventes at være midlertidig, f.eks. hvis der opstår en ny risikofaktor, der ikke tidligere har været medtaget i instituttets hensættelsesmetode, skal metoden opdateres i den nærmeste fremtid for at medtage faktoren, som forventes at have en vedvarende indvirkning på målingen af det forventede kredittab.

Det kræver betydelig dømmekraft at anvende midlertidige reguleringer, hvilket kan medføre mulighed for partiskhed. For at undgå at skabe potentiel partiskhed skal midlertidige reguleringer være konsistente med fremadrettede prognoser, der understøttes af passende dokumentation, og underlægges passende governanceprocesser.

4.2.4 Princip 4 — Tilstrækkelige hensættelser

Et kreditinstituts samlede mængde af hensættelser, uanset om hensættelserne bestemmes på et gruppevist eller individuelt grundlag, skal være tilstrækkelig og i overensstemmelse med formålene for det gældende regnskabsregelsæt.

Kreditinstitutter skal implementere forsvarlige kreditrisikometoder, så den samlede balance for hensættelsen til det forventede kredittab udarbejdes i overensstemmelse med det gældende regnskabsregelsæt og i tilstrækkelig grad afspejler det forventede kredittab inden for dette regelsæt.

Når hensættelsernes tilstrækkelighed vurderes, skal kreditinstitutter tage højde for relevante faktorer og forventninger på balancedagen, som kan påvirke sandsynligheden for tilbagebetaling af de resterende pengestrømme over restløbetiden for en gruppe af udlånseksponeringer eller en enkelt udlånseksponering. Kreditinstitutter skal tage hensyn til oplysninger, der rækker ud over historiske og aktuelle data, og tage højde for rimelig og understøttende fremadrettede oplysninger, herunder makroøkonomiske faktorer, der er relevante for den eller de eksponeringer, som evalueres (f.eks. engros eller detail) i overensstemmelse med det pågældende regnskabsregelsæt.

Afhængigt af muligheden for at medtage fremadrettede oplysninger i estimatet af det forventede kredittab kan kreditinstitutter anvende individuelle eller gruppevise fremgangsmåder til vurdering. Uanset hvilken fremgangsmåde til vurdering der anvendes, skal den være i overensstemmelse med de relevante regnskabskrav og ikke resultere i væsentligt forskellige målinger af hensættelser. Sammen danner individuelle og gruppevise vurderinger grundlaget for hensættelsen til det forventede kredittab.

Den anvendte fremgangsmåde til vurdering af det forventede kredittab skal være den bedst egnede under de bestemte omstændigheder og skal typisk tilpasses med, hvordan kreditinstituttet styrer udlånseksponeringerne. For eksempel anvendes gruppevis vurdering ofte til store grupper af ensartede udlånseksponeringer med fælles kreditrisikokarakteristika, f.eks. detailporteføljer. Individuelle vurderinger foretages ofte for væsentlige eksponeringer, eller når der findes kreditproblemer på det individuelle udlånsniveau, f.eks. forfaldne lån eller lån på overvågningslister.

Uanset hvilken fremgangsmåde til vurdering det anvender (individuel eller gruppevis), skal kreditinstituttet sikre, at det ikke resulterer i forsinket indregning af det forventede kredittab.

Når kreditinstitutter anvender individuelle vurderinger, skal skønnet over det forventede kredittab altid medtage den forventede indvirkning fra al rimelig og understøttende fremadrettede oplysninger, herunder makroøkonomiske faktorer, som påvirker sandsynligheden for tilbagebetaling og kreditrisikoen. Når der anvendes en individuel fremgangsmåde til vurdering på samme måde som i tilfælde af gruppevis vurdering, skal kreditinstituttets dokumentation tydeligt godtgøre, hvordan fremadrettede oplysninger, herunder makroøkonomiske faktorer, er afspejlet i den individuelle vurdering.

I tilfælde, hvor et kreditinstituts individuelle vurderinger af eksponeringer ikke tager tilstrækkeligt hensyn til fremadrettede oplysninger, og med henblik på at muliggøre identificering af forhold mellem fremadrettede oplysninger og skøn over det forventede kredittab, der muligvis ikke er tydeligt på det individuelle niveau, skal et institut gruppere udlånseksponeringer med fælles kreditrisikokarakteristika for at kunne beregne indvirkningen af fremadrettede oplysninger, herunder makroøkonomiske faktorer. Når kreditinstitutter derimod konstaterer, at alle rimelige og understøttende oplysninger er medtaget i den individuelle vurdering af det forventede kredittab, skal en yderligere fremadrettet vurdering ikke foretages på et kollektivt grundlag, hvis dette kan resultere i dobbelttælling. 4.2.5 Princip 5 — Validering af model for forventede kredittab

Et kreditinstitut skal have fastlagt politikker og procedurer for relevant validering af de modeller, der anvendes til at måle det forventede kredittab.

I processen for vurderingen og målingen af det forventede kredittab kan kreditinstitutter anvende modeller og antagelsesbaserede skøn til identificering og måling af risiko på både det individuelle udlånseksponeringsniveau og det overordnede porteføljeniveau, herunder kreditklassificering, identificering af kreditrisiko, måling af de forventede kredittabshensættelser til regnskabsmæssige formål, stresstestning og kapitalallokering. Modeller anvendt i processen for vurderingen og målingen af det forventede kredittab skal tage hensyn til indvirkningen af ændringer i variabler for låntager og kreditrisikorelaterede variabler, f.eks. ændringer i sandsynligheder for misligholdelse (PD), tab givet misligholdelse (LGD), eksponeringsbeløb, værdier af sikkerhedsstillelse, migration af sandsynligheder for misligholdelse og interne låntager kreditrisikoklasser, på grundlag af historisk, aktuel samt rimelig dokumenterede fremadrettede oplysninger, herunder makroøkonomiske faktorer.

Kreditinstitutter skal have solide politikker og procedurer på plads for at kunne foretage en passende validering af nøjagtigheden og overensstemmelsen af de modeller, der anvendes til at vurdere kreditrisikoen og måle det forventede kredittab, herunder deres modelbaserede kreditrisikoratingsystemer og processer for vurdering af kreditrisiko og skønnet over alle relevante risikokomponenter, når modellen begynder at blive anvendt og løbende derefter. Sådanne politikker og procedurer skal på passende måde inkludere den rolle, en professionel vurdering har.

Modelvalidering skal udføres, når modellerne til det forventede kredittab udvikles første gang, og når der foretages væsentlige ændringer af modellerne, og den skal løbende sikre, at modellerne er egnet til deres tiltænkte anvendelse.

Et forsvarligt modelvalideringssystem skal omfatte men ikke være begrænset til følgende elementer:

• a. klare roller og ansvarsområder for modelvalidering med tilstrækkelig uafhængighed og kompetence. Modelvalidering skal udføres uafhængigt af modeludviklingsprocessen og af personale med den nødvendige erfaring og ekspertise. Modelvalideringens konklusioner og resultater skal rapporteres på en hurtig og rettidig måde til det rette kompetenceniveau. Når et kreditinstitut har outsourcet sin valideringsfunktion til en ekstern part, forbliver kreditinstituttet ansvarligt for effektiviteten af alt modelvalideringsarbejdet og skal løbende sikre, at det arbejde, der udføres af den eksterne part, opfylder elementerne i et forsvarligt modelvalideringssystem.
• b. Et passende modelvalideringsomfang og en passende modelvalideringsmetode skal indbefatte en systematisk proces for at evaluere modellens robusthed, konsistens og nøjagtighed samt dens fortsatte relevans for den tilgrundliggende individuelle udlånseksponering eller portefølje. En effektiv modelvalideringsproces skal også gøre det muligt rettidigt at kunne identificere og behandle potentielle begrænsninger ved en model. Valideringens omfang skal indbefatte en kontrol af modelinput, modeldesign og modelestimater/-funktion.
• • Modelinput: Kreditinstitutter skal have internt fastlagte kvalitets- og pålidelighedsstandarder for data (historiske, aktuelle og fremadrettede oplysninger), der anvendes som modelinput. Data, der anvendes til at skønne de forventede kredittabshensættelser, skal være relevante for kreditinstituttets porteføljer og så nøjagtige, pålidelige og fuldstændige som muligt (dvs. uden udeladelser, der kan indebære partiskhed i estimatet af det forventede kredittab). Validering skal sikre, at de anvendte data opfylder disse standarder.
• • Modeldesign: Med hensyn til modeldesign skal validering sikre, at den tilgrundliggende teori for modellen er begrebsmæssigt forsvarlig, anerkendt og generelt accepteret til dens tiltænkte formål. Fra et fremadrettet perspektiv skal validering også vurdere, i hvilken udstrækning modellen på det overordnede modelniveau og på det individuelle risikofaktorniveau kan tage hensyn til ændringer i de økonomiske og kreditmæssige forhold samt ændringer i den porteføljemæssige virksomhedsprofil og -strategi, uden at modellens robusthed forringes væsentligt.
• • Modelestimat/-funktion: Kreditinstitutter skal have internt fastlagte standarder for acceptabel modelfunktion. Når funktionstærskler overtrædes væsentligt, skal der træffes afhjælpende foranstaltninger, der kan omfatte rekalibrering eller nyudvikling af modellen.
• c. Omfattende dokumentation for modelvalideringssystemet og -processen. Dette skal indbefatte dokumentation for de udførte valideringsprocedurer, enhver ændring i valideringsmetode eller -værktøjer, det anvendte omfang af data, valideringsresultater og enhver afhjælpende foranstaltning, der om nødvendigt måtte være truffet. Kreditinstitutter skal sikre, at dokumentationen kontrolleres og opdateres regelmæssigt.
• d. En gennemgang af modelvalideringsprocessen, som foretages af uafhængige parter (dvs. interne eller eksterne parter) for at evaluere modelvalideringsprocessens samlede effektivitet og dens uafhængighed af udviklingsprocessen. Kontrollens konklusioner skal rapporteres på en hurtig og rettidig måde til det rette kompetenceniveau (f.eks. den daglige ledelse, revisionsudvalget).

4.2.6 Princip 6 — Erfaringsbaseret kreditvurdering

Et kreditinstituts anvendelse af en erfaringsbaseret kreditvurdering, især under hensyntagen til rimelige og understøttende fremadrettede oplysninger, herunder makroøkonomiske faktorer, er afgørende for vurderingen af kreditrisikoen og målingen af det forventede kredittab.

Kreditinstitutter skal have de nødvendige værktøjer til at sikre et solidt estimat og en rettidig indregning af det forventede kredittab. Eftersom oplysninger vedrørende erfaringer med historisk tab eller indvirkningen af aktuelle forhold muligvis ikke fuldstændigt afspejler kreditrisikoen ved udlånseksponeringer, skal kreditinstitutter anvende deres erfaringsbaserede ekspertviden for kreditvurderinger for omhyggeligt at medtage den forventede indvirkning fra alle rimelige og understøttende oplysninger, herunder makroøkonomiske faktorer, i deres skøn over det forventede kredittab. Et kreditinstituts anvendelse af dets erfaringsbaserede ekspertviden for kreditvurdering skal dokumenteres i kreditinstituttets kreditrisikometode og underlægges passende tilsyn.

Historiske oplysninger giver et nyttigt grundlag for identificering af trends og korrelationer, der er nødvendige for at identificere kreditrisikofaktorer i forbindelse med udlånseksponeringer. Skøn over det forventede kredittab skal dog ikke se bort fra indvirkningen af (fremadrettede) begivenheder og forhold for disse faktorer. Estimatet skal afspejle de forventede fremtidige manglende betalinger, der resulterer af sådan indvirkning.

Hensyntagen til fremadrettede oplysninger skal ikke undgås på det grundlag, at et kreditinstitut anser omkostningerne forbundet med at medtage sådanne fremadrettede oplysninger for at være meget høje eller unødvendige, eller fordi der er usikkerhed i forbindelse med formulering af fremadrettede scenarier, medmindre de ekstra omkostninger og den ekstra driftsmæssige byrde, som påføres, ikke bidrager til en højkvalitativ gennemførelse af et regnskabsregelsæt for det forventede kredittab.

Kreditinstitutter skal kunne godtgøre, at de fremadrettede oplysninger, der er indregnet i processen for estimatet over det forventede kredittab, har en forbindelse til kreditrisikofaktorerne for bestemte eksponeringer eller porteføljer. Eftersom der muligvis ikke kan påvises en stærk forbindelse rent statistisk set mellem visse typer af oplysninger eller endda oplysningssættet som helhed og kreditrisikofaktorerne, skal kreditinstitutter anvende deres erfaringsbaserede ekspertviden for kreditvurdering i forbindelse med fastlæggelse af et passende niveau for den individuelle eller gruppevise hensættelse. Når en fremadrettet faktor, der er blevet identificeret som relevant, ikke medtages i den individuelle eller gruppevise vurdering, kan midlertidige reguleringer være nødvendige.

Makroøkonomiske prognoser og andre relevante oplysninger skal anvendes konsekvent på tværs af porteføljer, når kreditrisikofaktorerne for porteføljerne påvirkes af disse prognoser/antagelser på samme måde. Når der foretages estimater for det forventede kredittab, skal kreditinstitutter endvidere anvende deres erfaringsbaserede ekspertviden for kreditvurdering til at tage højde for deres position i kreditcyklussen, som kan være forskelligt på tværs af de jurisdiktioner, hvori de har deres udlånseksponeringer.

Kreditinstitutter skal udvise forsigtighed, når de bestemmer niveauet for de forventede kredittabshensættelser, der skal indregnes med regnskabsmæssige formål, for at sikre, at de resulterende skøn er passende (dvs. overensstemmende med neutralitet og hverken sat for lavt eller for højt).

Når de foretager deres skøn over det forventede kredittab, skal kreditinstitutter derudover sikre sig en bred vifte af oplysninger, der stammer fra processen for kreditrisikostyring, herunder de fremadrettede, der anvendes i forbindelse med risikostyring og kapitalgrundlagsformål, og benytte disse ved udviklingen af deres estimater for forventede kredittab.

4.2.7 Princip 7 — Fælles processer, systemer, værktøjer og data

Kreditinstitutter skal have en god proces for vurdering og måling af kreditrisiko, som giver dem et stærkt grundlag for fælles processer, systemer, værktøjer og data til at vurdere kreditrisiko og opgøre forventede kredittab.

Kreditinstitutter skal i størst muligt omfang anvende fælles processer, systemer, værktøjer og data til at vurdere kreditrisiko, måle det forventede kredittab til regnskabsmæssige formål og bestemme forventede tab til brug for opgørelsen af kapitalgrundlaget med henblik på at styrke pålideligheden og konsistensen af de resulterende estimater for det forventede kredittab, forøge gennemsigtigheden og, gennem markedsdiciplinen, tilvejebringe incitamenter til at følge sunde kreditrisikopraksisser.

Praksisser for kreditrisiko skal kontrolleres periodisk for at sikre, at relevante data, der er til rådighed hele vejen gennem et kreditinstituts organisation, opfanges, og at systemer opdateres i takt med, at kreditinstituttets praksisser for sikkerhedsstillelse og dets forretningspraksisser ændrer eller udvikler sig over tid. Der skal fastlægges en feedbacksløjfe for at sikre, at oplysninger vedrørende estimater over det forventede kredittab, ændringer i kreditrisiko og faktiske tab, der finder sted på udlånseksponeringer, deles blandt kreditrisikoeksperter, regnskabspersonale og personale inden for lovpligtig indberetning og især med personale inden for kreditgivning.

De ovennævnte fælles processer, systemer, værktøjer og data kan indbefatte systemer til vurdering af kreditrisiko, estimerede sandsynligheder for misligholdelse (PD’ere) (underlagt passende reguleringer), forfaldsstatus, belåningsgrader, historiske tabsprocenter, produkttype, tidsplan for amortisering, forudbetalingskrav, markedssegment, geografisk placering, årgang (dvs. dato for oprettelse) og sikkerhedsstillelsens type.

4.2.8 Princip 8 — Oplysninger

Et kreditinstituts offentliggjorte oplysninger skal fremme gennemsigtighed og sammenlignelighed ved at give rettidig, relevant og beslutningsnyttig information.

Formålet med offentliggjorte oplysninger er at give beslutningsnyttig information vedrørende et kreditinstituttets finansielle situation og præstation samt ændringer i disse for en bred vifte af brugere på en klar og forståelig måde. Kreditinstitutter skal bestræbe sig på at give information, der er relevant og sammenlignelig, så brugere kan træffe rettidige samt informerede beslutninger og evaluere ledelsesorganets og den daglige ledelses forvaltning.

Finansielle og kreditrisikostyringsmæssige oplysninger skal udarbejdes i overensstemmelse med de gældende regnskabs- og tilsynssystemer¹² . Kreditinstitutter skal give de nødvendige oplysninger for på en rimelig måde at vise et kreditinstituts eksponering for kreditrisiko, herunder dets estimater for det forventede kredittab, og for at give relevante oplysninger vedrørende et kreditinstituts praksisser for kreditgivning.

¹² I overensstemmelse med del 8 i forordning (EU) 575/2013, EBA GL/2016/11 om krav til oplysninger i henhold til del 8 i forordning (EU) 573/2013 og EBA GL/2014/14 om væsentlighed, ejendom og fortrolighed samt om oplysningshyppighed i henhold til artikel 432, stk. 1, artikel 432, stk. 2, og artikel 433 i forordning (EU) nr. 575/2013. 13 Se stk. 89 og 90 i næste afsnit for yderligere vejledning om definition på misligholdelse.

I overensstemmelse med de gældende regnskabsstandarder og -forskrifter skal kreditinstituttets daglige ledelse anvende skøn for at bestemme det passende niveau for samling og opdeling af data, der offentliggøres, så oplysningerne fortsat opfylder regnskabskravene og giver brugere indblik i et kreditinstituts eksponering for kreditrisiko og dets forventede kredittab, så brugerne kan foretage individuelle institutanalyser og relevante peer-gruppesammenligninger.

Kvantitative og kvalitative oplysninger skal tilsammen kommunikere de hovedantagelser/-input til brugere, der er anvendt til at foretage estimater for det forventede kredittab. Oplysninger skal fremhæve politikker og definitioner, der er en integreret del af estimatet af det forventede kredittab (f.eks. et kreditinstituttets grundlag for gruppering af udlånseksponeringer i porteføljer med ensartede kreditrisikokarakteristika og dets definition på misligholdelse¹³ ), faktorer, som forårsager ændringer i estimaterne for det forventede kredittab, og måden, hvorpå den daglige ledelses erfaringsbaserede ekspertviden om kreditvurdering er medtaget. Oplysning vedrørende væsentlige politikker skal angive, hvordan disse politikker er blevet gennemført inden for kreditinstituttets specifikke rammer.

Kreditinstitutter skal give kvalitative oplysninger om, hvordan fremadrettede oplysninger, herunder makroøkonomiske faktorer, er medtaget i processen for estimatet af det forventede kredittab, i overensstemmelse med det gældende regnskabsregelsæt, især når vurderingen foretages på et individuelt grundlag.

Oplysninger vedrørende grundlaget for gruppering af udlånseksponeringer skal indbefatte information om, hvordan den daglige ledelse sikrer sig, at udlånseksponeringer grupperes korrekt, så disse grupper fortsat deler fælles kreditrisikokarakteristika.

Med henblik på at forbedre kvaliteten og meningsfuldheden af offentliggjort information over estimater for det forventede kredittab, skal kreditinstitutter give en forklaring på væsentlige ændringer i estimatet for det forventede kredittab fra periode til periode. Denne information skal både indbefatte relevante kvalitative og kvantitative oplysninger på en måde, der styrker forståelsen af, hvordan estimaterne for det forventede kredittab har ændret sig.

Kreditinstituttets daglige ledelse skal regelmæssigt revidere sin oplysningspolitik for at sikre, at den oplyste information fortsat er relevant, hvad angår kreditinstituttets risikoprofil, produktkoncentrationer, branchestandarder og aktuelle markedsforhold. Når dette gøres, skal kreditinstitutter give oplysninger, der letter sammenligninger med deres pendanter, og som gør det muligt for brugere at overvåge ændringer i kreditinstituttets estimater for det forventede kredittab fra periode til periode og foretage meningsfulde analyser på tværs af nationale og internationale peer-grupper.