4.7 Individuelle risikoområder

Institutterne bør sikre, at stresstest af den enkelte risiko står i et rimeligt forhold til arten, størrelsen og kompleksiteten af virksomheden og risiciene.

Institutterne bør tage hensyn til indvirkningen af anden runde-effekter i forbindelse med stresstest af den individuelle risiko.

4.7.1 Kredit- og modpartsrisici

Institutterne bør som minimum analysere:

• a) en låntagers evne til at indfri sine forpligtelser, f.eks. PD
• b) inddrivelsesraten i tilfælde af låntagers misligholdelse, herunder forringelse af værdien af garantiudbyderens sikkerhedsstillelse eller af dennes kreditværdighed, f.eks. LGD
• c) størrelsen af og dynamikken i krediteksponeringen, herunder virkningen af uudnyttede kreditlinjer, f.eks. eksponeringsværdien ved misligholdelse (EAD).

Institutterne bør sikre, at deres stresstest af kreditrisikoen på institutniveau dækker alle deres positioner i deres portefølje- og handelsbeholdning, herunder afdækningspositioner og eksponeringer mod centrale clearinginstitutter.

Institutterne bør bestræbe sig på at fastsætte specifikke risikofaktorer og på foreløbigt grundlag vurdere, hvordan disse faktorer kan påvirke deres samlede kreditrisikotab og kapitalkrav. Institutterne bør bestræbe sig på at foretage denne vurdering for hver eksponeringsklasse (faktorer, der er relevante for realkreditlån, kan f.eks. afvige fra de faktorer, der er relevante for virksomheders aktivklasser).

Institutterne bør sikre, at kreditrisikoen vurderes på forskellige niveauer af chokscenarier, fra enkle følsomhedsanalyser til stresstest på institutniveau eller til stresstest på koncernniveau, herunder navnlig:

• a) markedsdækkende chokscenarier (f.eks. en kraftig opbremsning i økonomien, som påvirker porteføljens kvalitet for alle kreditorerne)
• b) modpartsspecifikke og idiosynkratiske chokscenarier (f.eks. den største bankkreditors konkurs)
• c) branchespecifikke og regionsspecifikke chokscenarier
• d) en kombination af ovennævnte.

Institutterne bør udføre følsomhedsanalyser af disse risikofaktorer, der tilvejebringer de relevante kvantitative baggrundsoplysninger til brug for udformningen af scenarier.

Institutterne bør anvende forskellige tidshorisonter i deres stressscenarier. Tidshorisonten bør strække sig fra dag til dag (engangseffekt) til længere tidshorisonter (f.eks. snigende økonomisk afmatning).

I forbindelse med stresstest af værdien af den finansielle sikkerhedsstillelse bør institutterne identificere de betingelser, som vil have en negativ indvirkning på salgsværdien af deres positioner vedrørende sikkerhedsstillelse, herunder forringelse af sikkerhedsstillernes kreditkvalitet eller markedsillikviditet.

Ved udformningen af scenarier bør institutterne tage hensyn til stresshændelsernes indvirkning på andre risikotyper, f.eks. likviditetsrisiko og markedsrisiko, og muligheden for spillover-effekter mellem institutterne.

Institutterne bør kvantificere virkningen af scenariet i form af kredittab (dvs. hensættelser), risikoeksponeringer, indkomst og kapitalkrav. Desuden bør institutterne være i stand til at kvantificere disse virkninger i relevante segmenter/porteføljer.

Institutterne bør så vidt muligt overveje følgende relevante parametre: PD, LGD, EAD, forventet tab (EL) og risikoeksponeringsbeløb og indvirkningen på kredittab og kapitalkrav.

Ved vurderingen af fremtidige tab i stresstest bør institutterne, hvor det er relevant, anvende andre kreditrisikoparametre end dem, der anvendes i beregningen af kapitalkrav, som normalt er through-the-cycle- eller hybridparametre (en kombination af through-the-cycle- og point-in-time-parametre) for PD og i en situation med økonomisk afmatning for LGD. Institutterne bør navnlig, hvor det er relevant, anvende estimater, der er baseret på point-in-time-parametre i overensstemmelse med scenariets alvor med henblik på vurdering af kredittab.

Ved beregningen af EAD bør instituttet også overveje en kreditkonverteringsfaktor (CCF) og navnlig virkningen af instituttets retsevne til ensidigt at annullere uudnyttede beløb i bevilgede kreditfaciliteter, især i stresssituationer.

Institutterne bør i det omfang, det er hensigtsmæssigt, anvende interne kreditrisikomodeller, der afprøver historiske sammenhænge og data, og simuleringer af kreditkvalitetsmigration blandt eksponeringskategorier, for at anslå tab.

Ved vurderingen af deres risiko forbundet med gearede modparter eller skyggebanker bør institutterne tage hensyn til risikokoncentrationer, og de bør ikke antage, at der findes sikkerhedsstillelse eller løbende aftaler om refinansiering af margenudlån, som muligvis ikke er tilgængelige i tilfælde af alvorlige markedschok. Institutterne bør bestræbe sig på at afdække disse indbyrdes forbundne halerisici tilstrækkeligt.

4.7.2 Securitisering

Institutterne bør tage hensyn til securitiseringsrisici, der er forbundet med strukturerede kreditprodukter, som normalt skabes ved at flytte pengestrømmen fra en pulje af aktiver til forskellige trancher eller værdipapirer med sikkerhed i aktiver under hensyntagen til de forskellige positioner, som institutterne kan have i securitiseringsprocessen, ved at optræde som eksponeringsleverende institut, organiserende institut eller investor.

Institutterne bør sikre, at stresstesten af securitiserede aktiver afhjælper kreditrisikoen forbundet med den underliggende pulje af aktiver, herunder misligholdelsesrisikoen, de mulige ikke-lineære og dynamiske misligholdelseskorrelationer samt udviklingen i sikkerhedsstillelsesværdierne. Institutterne bør tage hensyn til alle relevante oplysninger om den enkelte securitiserings specifikke struktur såsom tranchens anciennitet, tranchens tykkelse, kreditforbedringer og granularitet udtrykt i det faktiske antal eksponeringer.

Der bør tages nøje hensyn til følsomheden over for systemiske markedseffekter, der f.eks. påvirker den kraftige stramning af likviditeten eller stigende aktivkorrelationer, på alle niveauer af det strukturerede produkt. Desuden bør virkningerne af omdømmerisici, der f.eks. skaber finansieringsproblemer, vurderes.

Stresstest bør omfatte alle relevante kontraktlige ordninger, den potentielle virkning af indbyggede udløsende faktorer (f.eks. førtidsindfrielsesbestemmelser), securitiseringsstrukturens gearing og likviditets- eller finansieringsrisici forbundet med strukturen (dvs. likviditetsmismatch og vilkår for førtidig indfrielse, herunder i forbindelse med renteændringer).

Scenarierne bør også tage hensyn til misligholdelse hos en eller flere af de aftalemodparter, der er involveret i securitiseringsstrukturen, navnlig parter, der optræder som garanter for visse trancher.

Hvis instituttet er afhængig af eksterne kreditvurderinger for at vurdere risikoen ved securitiserede produkter, bør de eksterne kreditvurderinger gennemgås kritisk, og scenarier, der stresser kreditvurderingerne, herunder nedskrivninger for specifikke ratingklasser, bør vurderes, f.eks. ved at stresse (historiske) transitionsmatricer.

Ved udformningen af stresstestmetoden bør institutionerne tage følgende i betragtning:

• a) indvirkningerne af stresstest på strukturerede kreditprodukter vil slå igennem på aktivpuljens niveau i tilfælde af øget misligholdelse (eller PD'er og LGD'er, hvis relevant), og der bør derfor forventes øgede forventede tabs-/værdiforringelsesrater og lovbestemte kapitalkrav (samt øget synlighed for nedjusteringer) under chok
• b) disse yderligere indvirkninger kan skyldes fald i nettolikviditeten, stigninger i handelstab og værdireguleringer eller forringelsen af lovbestemte parametre såsom kravet vedrørende net stable funding.

4.7.3 Markedsrisiko

Institutterne bør tage hensyn til markedsrisici, navnlig risici for tab som følge af negative ændringer i værdien af positioner på grund af udsving i markedspriser på tværs af råvare-, kredit-, aktie-, valuta- og renterisikofaktorer. Institutterne bør betragte renterisici i positioner i handelsbeholdningen som en del af markedsrisikoen.

Institutterne bør gennemføre stresstest af deres positioner i finansielle instrumenter i handelsbeholdningen indregnet til dagsværdi i øvrig totalindkomst (FVOCI) (regnskabsmæssige termer for klassifikation af finansielle aktiver), herunder securitiseringsinstrumenter/-positioner og dækkede obligationer. Disse stresstest bør gennemføres som led i stresstest på institutniveau og med henblik på styring og beregning af markedsrisici.

Institutterne bør anvende en række alvorlige, men troværdige scenarier for alle de positioner, der er omhandlet i foregående afsnit, f.eks. ekstraordinære ændringer i markedspriser, likviditetsmangel på markederne og store markedsdeltageres misligholdelse. Der bør også tages hensyn til afhængighedsforhold og korrelationer mellem forskellige markeder og således til eventuelle negative ændringer i korrelationer. Indvirkningen på den regnskabsmæssige værdiansættelsesjustering og på reserver knyttet til institutternes porteføljer (f.eks. likviditetsreserver til modellering af usikkerheder), bør tages i betragtning på samme måde i stresstest. Stresstesten af reserver knyttet til markedsrisiko bør dokumenteres.

Ved kalibrering af disse stresstest bør institutterne som minimum tage hensyn til arten af og karakteristikaene ved deres porteføljer og tilknyttede finansielle instrumenter (f.eks. simple /eksotiske produkter, likviditet, løbetid), deres handelsstrategier samt muligheden for, de forbundne omkostninger ved, og den tid, der kan være forbundet med risikoafdækning eller risikostyring under vanskelige markedsforhold.

Da instrumenter og handelsstrategier ændrer sig med tiden, bør institutterne sikre, at deres stresstest udvikler sig for at tage højde for disse ændringer.

Institutterne bør udvikle en effektiv tilgang til at afdække undervurderingen af halerisici i historiske data ("fat tails"), hvor det er relevant, f.eks. ved at anvende alvorlige hypotetiske scenarier, og hvis risikoen vurderes i forhold til percentilkonfidensintervaller, bør institutterne overveje andre hændelser i fordelingens hale end disse konfidensintervaller.

Institutterne bør navnlig:

• a) vurdere konsekvenserne af alvorlige markedsforstyrrelser og identificere troværdige situationer, der kunne indebære ekstraordinært store tab, som bør, hvor det er relevant, omfatte hændelser med lav sandsynlighed for alle de vigtigste risikotyper, navnlig de forskellige markedsrisikoelementer – for stresstest på porteføljeniveau kan virkningerne af negative ændringer af korrelationer undersøges, og der kan tages hensyn til ledelsestiltagenes afbødende virkninger, hvis de er baseret på troværdige antagelser om markedslikviditet
• b) udarbejde en liste over de tiltag, der indeholder begrænsninger og andre mulige tiltag, som er truffet for at reducere risici og bevare kapitalgrundlaget, og hvor det er relevant, bør der navnlig tages højde for begrænsninger for valutakurs, rentesats, aktiekurs og råvareprisrisiko, der fastsættes af institutterne ud fra resultaterne af stresstestberegningerne.

4.7.4 Operationel risiko

Institutterne bør være opmærksomme på, at de relevante risikoparametre, der er knyttet til den operationelle risiko, kan skyldes utilstrækkelige eller svigtende interne processer, personer og systemer, herunder juridiske risici, eller eksterne begivenheder, og at de kan påvirke alle produkter og aktiviteter i instituttet.

For at understrege relevante risikoparametre bør institutterne anvende indvirkningen af driftstab på resultatet som den primære måleenhed. Eventuelle iboende virkninger, der er forårsaget af den operationelle risiko, bør betragtes som et operationelt risikotab (f.eks. iboende virkninger af alternativomkostninger eller interne omkostninger såsom overarbejde/bonusser osv., hvis de vedrører en operationel risikohændelse). Derudover bør ethvert tab af fremtidig indtjening som følge af operationelle risikohændelser (bortset fra anden runde-effekter på det makroøkonomiske miljø) indregnes, men kun i forbindelse med stresstest. Institutter, der har valgt at anvende den avancerede målemetode (AMA), bør som minimum også tage hensyn til disse tab, efterhånden som de registreres i den interne tabsdatabase, ved beregningen af kapitalkrav. Når der anvendes historiske data, eksterne data eller scenarier som input i fremskrivninger af resultatet og risikovægtede aktiver, bør institutterne tage hensyn til og undgå mulig dobbelttælling af virkninger på inputsiden.

Da driftstab kan fremkalde anden runde-effekter (dvs. omdømmerisiko), bør stresstestprogrammet for den operationelle risiko for at tage højde for disse effekter integreres fuldt ud i stresstesten på institutniveau og omfatte den indbyrdes sammenhæng med likviditets- og kapitalkrav. Institutterne bør som minimum analysere:

• a) instituttets eksponering for aktiviteter og den dertil knyttede risikokultur samt tidligere registrering af driftstab med fokus på tab og ændringer i tab og bruttoindkomst i de seneste par år
• b) forretningsmiljøet, herunder den geografiske placering, som instituttet agerer i, og makroøkonomiske forhold
• c) udviklingen i antallet af beskæftigede og balancesummen og kompleksiteten i de seneste år, herunder strukturelle ændringer som følge af virksomhedsbegivenheder såsom fusioner og overtagelser
• d) ændringer i væsentlige elementer i IT-infrastrukturen
• e) graden og orienteringen af incitamenter i kompensationsordninger
• f) de komplekse processer og procedurer, produkter og IT-systemer
• g) omfanget af outsourcing med hensyn til den koncentrationsrisiko, der er forbundet med alle outsourcingaftaler og eksterne markedsinfrastrukturer
• h) sårbarheden ved modellering af risici, navnlig i forbindelse med handel med finansielle instrumenter, risikomåling og -styring og kapitalallokering.

Idiosynkratiske risikofaktorer bør også undersøges og anvendes som input i scenariedesignet. Institutter, der anvender den avancerede målemetode (AMA), bør indledningsvis understrege deres forretningsforhold og interne kontrolfaktorer.

Institutterne bør tage højde for interaktionerne mellem og de individuelle eksponeringer mod disse idiosynkratiske risikofaktorer ved fastsættelsen af deres operationelle risikoeksponering.

Institutterne bør nøje analysere den mulige interaktion mellem tab som følge af operationelle risici og kredit- og markedsrisici.

Analysen af stresstesthændelserne bør omfatte ekspertvurderinger for som minimum at indeholde sjældne og meget alvorlige hændelser.

Institutterne bør udforme alvorlige, men troværdige stresshændelser. Antagelserne kan adskille sig fra de antagelser, der anvendes i stressscenarier for kredit- og markedsrisici. Når et institut udvider sine aktiviteter lokalt eller på de internationale markeder gennem fusioner og overtagelser, udformning af nye produkter eller et nyt forretningsområde, bør de alvorlige, men troværdige stresstestscenarier baseres på ekspertvurderinger for at afhjælpe en eventuel mangel på historiske oplysninger.

Institutterne bør basere deres stresstestprogram på både interne og eksterne data og nøje analysere:

• a) anvendelsen af skaleringsfaktorer (i en situation, hvor eksterne data skaleres ned, kan skaleringen f.eks. reduceres) og det mulige behov for yderligere påvirkninger som følge af ændringer i skaleringsfaktorer i en stresssituation
• b) kriterierne til bestemmelse af datarelevans (f.eks. data om et større tab, der ikke betragtes som relevante, kan f.eks. anvendes i stresstesten ud over kravene i kapitalkravsforordningen). 4.7.5 Adfærdsrisici og tilknyttede sagsomkostninger

Institutterne bør tage hensyn til, at der opstår adfærdsrisici i forbindelse med de juridiske risici, der er forbundet med operationelle risici, på grund af den aktuelle eller potentielle risiko for tab som følge af uhensigtsmæssig levering af finansielle tjenesteydelser og tilknyttede sagsomkostninger, herunder bevidst eller uagtsom pligtforsømmelse

I deres stresstest bør institutterne vurdere relevansen og betydningen af følgende eksponeringer for adfærdsrisici og tilknyttede sagsomkostninger:

• a) uhensigtsmæssigt salg af produkter på både detail- og engrosmarkeder
• b) tilskyndelse til krydssalg af produkter til detailkunder, bl.a. i form af pakker af bankkonti eller tillægsprodukter, som kunderne ikke har behov for
• c) forretningsmæssige interessekonflikter
• d) manipulering af toneangivende renter, valutakurser eller andre finansielle instrumenter eller indekser med det formål at øge instituttets overskud
• e) urimelige hindringer for at skifte mellem finansielle produkter i løbet af deres levetid og/eller skifte udbyder af finansielle tjenesteydelser
• f) dårligt tilrettelagte distributionskanaler, der kan skabe interessekonflikter og forkerte incitamenter
• g) urimelig automatisk fornyelse af produkter eller exitgebyrer
• h) urimelig behandling af kundeklager.

Institutterne bør ved målingen af adfærdsrisikoen tage hensyn til (a) den usikkerhed, der er forbundet med hensættelser eller forventede tab på grund af adfærdsmæssige hændelser og

• (b) ekstreme tab i forbindelse med halerisici (uventede tab). Institutterne bør vurdere deres kapitalbehov under sådanne hændelser og scenarier og også tage hensyn til den omdømmemæssige virkning af tab på grund af adfærd. I princippet bør forventede tab på grund af kendt adfærd være omfattet af hensættelser og indregnes i resultatet, hvorimod uventede tab kvantificeres og dækkes af instituttets kapitalkrav. De eventuelle overskydende beløb efter fremskrivningen af tab på grund af adfærd bør indregnes i instituttets vurdering af potentielle kapitalbehov.

For at afdække risikoen for, at hensættelserne ikke er tilstrækkelige eller rettidige, bør institutterne vurdere forventede tab som følge af adfærdsrisikoen, der overstiger de gældende regnskabsmæssige hensættelser, og indregne disse i deres fremskrivninger. Hvor det er relevant, bør institutterne vurdere, om den fremtidige indtjening vil være tilstrækkelig til at dække disse yderligere tab eller omkostninger i scenarierne, og indarbejde disse oplysninger i deres kapitalplaner.

Institutterne bør indsamle og analysere kvantitative og kvalitative oplysninger om omfanget af deres aktiviteter på relevante sårbare områder. Institutterne bør også give oplysninger, der understøtter de væsentlige antagelser, som ligger til grund for deres estimater af adfærdsomkostninger.

I sjældne tilfælde, hvor et institut ikke er i stand til at foretage et estimat over en individuel væsentlig adfærdsrisiko på grund af stor usikkerhed, bør instituttet præcisere, at dette er tilfældet, og fremlægge dokumentation og antagelser til støtte for sin vurdering.

Stresstest bør også, hvor det er relevant, anvendes til at vurdere ekstreme tab i forbindelse med halerisici (uventede tab), og om der bør være yderligere kapital under søjle 2.

Institutterne bør danne sig et billede af de uventede tab, der kan stamme fra adfærdsmæssige hændelser, baseret på en kombination af:

• a) vurdering
• b) tidligere tab (f.eks. instituttets største tab på grund af adfærd i løbet af de seneste fem år)
• c) størrelsen af det forventede årlige tab på grund af adfærdsrisici
• d) adfærdsscenarier, hvor potentielle eksponeringer over en kortere tidshorisont (f.eks. fem år) tages i betragtning
• e) tab i lignende enheder eller i enheder i lignende situationer (f.eks. sagsomkostninger).

4.7.6 Likviditetsrisiko

Institutterne bør tage højde for at likviditets- eller finansieringsrisici opstår, når et institut ikke er i stand til at dække aktuelle og fremtidige pengestrømme.

Institutterne bør tage højde for, at likviditets- eller finansieringsrisici omfatter:

• a) likviditetsrisici på kort til mellemlang sigt
• b) finansieringsrisici.

Institutterne bør analysere og måle sig selv mod risikofaktorer forbundet med både aktiv- og passivrelaterede poster, såvel som ikke-balanceførte forpligtelser som defineret i EBA's retningslinjer for fælles procedurer og metoder for tilsynskontrol- og vurderingsprocessen (SREP).

I institutternes analyse af risikofaktorer bør der bl.a. tages hensyn til:

• a) påvirkningen af makroøkonomiske forhold, f.eks. påvirkningen af rentechok på betingede pengestrømme
• b) valutaen for aktiver og passiver, herunder ikke-balanceførte poster, for at afspejle omvekslingsrisiko og mulige forstyrrelser forbundet med adgangen til valutamarkeder
• c) placeringen af likviditetsbehov og disponible midler, koncerninterne likviditetstransaktioner og risikoen for begrænsninger i overførslen af midler mellem jurisdiktioner eller koncernenheder
• d) foranstaltninger som instituttet kan træffe for at bevare sit omdømme eller sin franchise (f.eks. førtidig indfrielse af gæld)
• e) internalisering af risici relateret til specifikke aktiviteter, f.eks. mæglertjenester, hvor der i et vist omfang kan være behov for symmetri mellem indlåns- og udlånstransaktioner i værdipapirer, dvs. kunders lange positioner finansieres ved hjælp af provenuet fra kunders korte handler. Denne symmetri afhænger af modpartens adfærd og er derfor følsom over for omdømmerisiko. Hvis denne risiko materialiserer sig, kan det resultere i tilbageførelse af handler, således at instituttet uventet står tilbage med balanceførte værdipapirer, der skal finansieres
• f) sårbarhederne i finansieringens løbetidsstruktur på grund af eksterne, interne eller kontraktlige hændelser
• g) realistiske afløbsantagelser under normale forhold, der accelererer i stresssituationer
• h) koncentration i finansieringen
• i) estimater af fremtidig vækst i balancen.

Institutterne bør udføre følsomhedsanalyser af disse risikofaktorer, der derved kan bruges som kvantitative baggrundsoplysninger for udformningen af stressscenarier.

Institutterne bør anvende følgende tre typer stressscenarier: et idiosynkratisk scenarie, et markedsomfattende scenarie og en kombination af de to scenarier. Et idiosynkratisk stressscenarie bør vedrøre institutspecifikke hændelser (f.eks. nedgradering af kreditvurderingen, den største finansieringsmodparts misligholdelse, tab af markedsadgang, manglende muligheder for valutaomveksling, misligholdelse begået af den modpart, der sikrer de største indgående pengestrømme), hvorimod et markedsomfattende stressscenarie bør vedrøre indvirkningen på en gruppe af institutter eller den finansielle sektor som helhed (f.eks. forringelse af vilkårene på finansieringsmarkedet eller af de makroøkonomiske forhold, eller nedgraderinger af lande, som instituttet opererer i).

Institutterne bør fastlægge forskellige tidshorisonter i deres stresstest. Tidshorisonterne bør strække sig fra dag til dag op til mindst 12 måneder, og der bør ligeledes udføres særskilte stresstest vedrørende intradagslikviditetsrisici. Tidshorisonten bør f.eks. vise en kort akut stressfase (op til 30 dage for at dække disse perioder uden at skulle ændre forretningsmodellen) efterfulgt af en længere periode med mindre akut, men mere langvarig stress (3-12 måneder).

Institutterne bør kombinere stress af likviditetsrisiko på kort til mellemlang sigt, med stress af finansieringsrisiko med en tidshorisont på mindst 12 måneder.

Institutterne bør opstille en række ugunstige antagelser om kundeadfærd, herunder for indskydere, andre finansieringskilder og modparter, for de enkelte scenarier og tidshorisonter.

Ved udformningen af scenarier bør institutterne overveje indvirkningen af stresshændelser for andre risikotyper, f.eks. kreditrisikotab og hændelser, der indebærer en omdømmerisiko på deres likviditetsposition. Ved udformning af scenarier bør instutterne også overveje den mulige indvirkning af andre institutters brandudsalg (f.eks. spillover-effekter) eller af deres egen likviditetsbuffer på markedsværdien af deres andre aktiver.

Den vigtigste metode til beregning af effektensomfang bør være baseret på nettopengestrømme. For hvert stressscenarie identificerer instituttet på hvert stressniveau de indgående og udgående pengestrømme, der forventes for hver fremtidig periode, og de deraf følgende nettopengestrømme. Institutterne bør betragte det lavest akkumulerede punkt for sine nettopengestrømme i den pågældende periode i de enkelte scenarier.

Institutterne bør udvide analysen, hvis det er relevant, til andre parametre såsom:

• a) likviditetsratioer og andre parametre, der anvendes i risikostyringen, som bør omfatte men ikke være begrænset til, tilsynsmæssige likviditetsratioer og parametre, navnlig likviditetsdækningskravet og kravet vedrørende net stable funding
• b) deres disponible likviditetsbuffer i forhold til ovennævnte nøgletal og andre likviditetsdækningsforanstaltninger, dvs. deres likviditetsdækningspotentiale, for hvert stressscenarie – stresstesten af denne parameter bør ledsages af en vurdering af indvirkningen på andelen og typen af behæftede aktiver
• c) instituttets overlevelseshorisont ud fra dets likviditetsdækningspotentiale, dvs. instituttets evne til at besiddeeller have adgang til overskydende likviditet på kort, mellemlang og lang sigt til at imødegå stressscenarier som defineret i EBA's retningslinjer for fælles procedurer og metoder for tilsynskontrol- og vurderingsprocessen (SREP), og stress af pengestrømme, før og efter indvirkningen af likviditetsdækningsforanstaltninger.
• d) solvens og rentabilitet.

Når institutterne anvender de forskellige stressscenarier, bør de vurdere og fremhæve de udligningseffekter, som kan tilskrives centralbankerne (pengepolitik), og anvende en konservativ tilgang.

Parametre for likviditetsstresstest bør, hvor det er relevant, og som minimum for alle væsentlige valutaer, omfatte en granulering af de enkelte valutaer for at gøre det muligt at analysere valutaspecifikke antagelser i scenarier (f.eks. valutakursvolatilitet eller valutamismatch).

Institutterne bør i relevant omfang integrere likviditetsstresstest i deres stresstest på institutniveau og tage hensyn til de forskellige tidsperioder, der er dækket i likviditetsstresstest og solvensstresstest på institutniveau. Institutterne bør som minimum vurdere indvirkningen af de øgede finansieringsomkostninger på resultatet. Institutterne bør tage hensyn til, at kobling af finansieringsomkostninger til solvens kan påvirke likviditetsstresstestens kvalitet igennem en for langsom forringelse af likviditeten.

4.7.7 Renterisiko uden for handelsbeholdningen

Dette afsnit berører ikke EBA's retningslinjer for styring af renterisiko uden for handelsbeholdningen.

Stresstest bør understøtte og være en integreret del af det interne forvaltningssystem for renterisikoen uden for handelsbeholdningen (Interest rate risk in the Banking Book – IRRBB).

De rentescenarier, der anvendes til stresstest, herunder med henblik på anvendelsen af artikel 98, stk. 5, i direktiv 2013/36/EU, for så vidt angår renterisici uden for handelsbeholdningen, bør være tilstrækkelige til at identificere alle væsentlige renterisici, f.eks. gab-risiko, basisrisiko og optionsrisiko.

Institutterne bør sikre, at de test, der er omhandlet i foregående afsnit, ikke kun er baseret på en parallelforskydning, men at der tages hensyn til bevægelser og ændringer i rentekurvens hældning og form i deres scenarieanalyser.

Institutterne bør tage følgende elementer i betragtning:

• a) kreditspændsrisikoen i forbindelse med mismatch i referencerenten mellem finansiering og investeringer, der er tidsmatchet
• b) risici for førtidig ophævelse af kontrakter med en indbygget option, som kan tvinge instituttet til at indgå i en ny transaktion på mindre gunstige vilkår.

Institutterne bør være opmærksomme på potentielle indirekte rentevirkninger, der udløser tab andetsteds (en overvæltning på udlånsrenter kan f.eks. udløse yderligere kreditrisikotab på grund af forringelsen af kunders tilbagebetalingsevne).

Hvis der anvendes mindre komplekse finansielle instrumenter, bør institutterne beregne chokpåvirkningen ved hjælp af en følsomhedsanalyse (uden at identificere baggrunden for chokket, og ved en simpel chokpåvirkning på porteføljen). Hvis et institut anvender mere komplekse finansielle instrumenter, hvor chokket har flere og indirekte virkninger, bør det anvende mere avancerede metoder med specifikke definitioner af de negative (stress)scenarier, der afspejler relevante idiosynkratiske risici.

4.7.8 Koncentrationsrisici

Stresstest bør være et vigtigt redskab til identificering af koncentrationsrisici, da testen giver institutterne mulighed for at påvise den indbyrdes afhængighed mellem eksponeringer, som muligvis kun kan konstateres i stresssituationer, samt skjulte koncentrationer.

Ved vurderingen af denne risiko i deres stresstestprogrammer bør institutterne ikke blot tage hensyn til kreditrisikoen for hver enkelt eksponering, men ligeledes til de yderligere risikokilder, der er forbundet med visse eksponeringer, som udviser samme adfærd (dvs. højere korrelation). Disse yderligere risikokilder, der bør analyseres, bør omfatte, men ikke være begrænset til, følgende:

• a) koncentrationer på individuelle eksponeringer ("single-name") (dvs. en enkelt kunde eller grupper af indbyrdes forbundne kunder som defineret i artikel 4, stk. 39, i forordning (EU) nr. 575/2013)
• b) koncentrationer på brancher
• c) koncentrationer på geografiske områder
• d) produktkoncentrationer
• e) koncentrationer af sikkerhedsstillelse og garanti.

I forbindelse med stresstest, navnlig stresstest på institut- og koncernniveau, bør institutterne vurdere koncentrationsrisikoen i forbindelse med balanceførte og ikke-balanceførte eksponeringer samt portefølje-, handels- og afdækningspositioner.

I stresstest bør der tages hensyn til eventuelle ændringer i erhvervsklimaet, som indebærer en koncentrationsrisiko. I stresstest bør der navnlig tages hensyn til usædvanlige, men troværdige ændringer i korrelationer mellem forskellige typer risikofaktorer, og til ekstreme og usædvanlige ændringer i risikoparametre, der rækker ud over de enkelte risikofaktorer, for at undersøge scenarier, hvor der tages hensyn til indbyrdes forbundne risikofaktorer, og dette omfatter ikke kun første runde-effekter, men også feedback-effekter.

Indvirkningen på de koncentrerede eksponeringer af de samme risikofaktorer bør indregnes i stresstestene, herunder risikoen for yderligere tab på kort sigt som følge af koncentrerede eksponeringer i privat- og erhvervskunders kreditporteføljer eller i forskellige enheder i en koncern.

Institutterne bør overveje indvirkningen på handelsbeholdningen af eksponeringer for en enkelt risikofaktor eller for flere indbyrdes forbundne risikofaktorer.

Med henblik på at vurdere den forudgående koncentrationsrisiko og/eller scenariets indvirkning på koncentrationsniveauet bør institutterne, hvor det er relevant, overveje mere eller mindre komplekse indikatorer, f.eks. Herfindahl-Hirschman-indekset (HHI) og Gini-koefficienter.

Institutterne bør tage højde for eventuelle overlapninger mellem forskellige koncentrationskilder. Institutterne bør ikke kun aggregere risikovirkninger, men også indføre aggregeringsmetoder under hensyntagen til de underliggende parametre. 4.7.9 Risiko forbundet med långivning i udenlandsk valuta

Institutterne bør tage hensyn til, at risikoen forbundet med långivning i udenlandsk valuta:

• a) kan opstå fra uafdækkede låntagere (dvs. detail- og SMV-låntagere uden en naturlig eller finansiel afdækning, som er eksponeret for valutamismatch mellem lånets valuta og dækningsvalutaen, som defineret i EBA/GL/2014/13), der ikke kan betale renter og afdrag på gæld, der er udstedt i andre valutaer end valutaen i den medlemsstat, hvor instituttet er godkendt
• b) er forbundet med rene kredit- og valutarisici
• c) er kendetegnet ved et ikke-lineært forhold mellem kredit- og markedsrisikokomponenter
• d) påvirkes af den generelle valutarisiko
• e) kan opstå fra adfærdsrisici.

I deres stresstestprogrammer bør institutterne tage hensyn til risikoen forbundet med långivning i udenlandsk valuta, der berører kreditfaciliteter på aktivsiden i deres balance, og de mange forskellige risikokilder, under hensyntagen til, at låntagerens manglende evne til at tilbagebetale sin gæld kan opstå fra:

• a) risici forbundet med låntagerens interne indtægtskilde
• b) risici forbundet med den økonomiske situation i det land, hvor valutalånet er udstedt
• c) valutarisici.

Institutterne bør ved udformningen eller gennemførelsen af deres stresstestscenarier tage hensyn til, at risikoen forbundet med långivning i udenlandsk valuta kan have indvirkninger både som følge af stigningen i værdien af den udestående gæld og strømmen af betalinger til afvikling af gælden og en stigning i værdien af den udestående gæld i forhold til værdien af sikkerhedsaktiver, der er udstedt i den indenlandske valuta.

Institutterne bør udvikle stressscenarier ved at ændre forskellige parametre, således at de kan forudsige kreditporteføljens resultater i udenlandsk valuta i forskellige situationer, f.eks.:

• a) ved at antage, at værtslandets valutakurs apprecieres med en forud fastsat procentsats
• b) ved at antage en forskydning i den udenlanske rente med et forud fastsat procentpoint, eller
• c) ved at kombinere ovenstående.

For at vurdere potentiel sårbarhed bør institutterne være i stand til at påvise yderligere kreditrisikotab som følge af risikoen forbundet med långivning i udenlandsk valuta adskilt fra de kreditrisikotab og den risikoeksponering, der følger af scenariets indvirkning på kreditrisikofaktorer.

Ved stresstest af risikoen forbundet med långivning i udenlandsk valuta bør institutterne som minimum tage hensyn til:

• a) Valutakursregimet, og hvordan denne kan påvirke udviklingen af vekselkursen mellem indenlandsk og udenlandsk valuta
• b) valutakursbevægelsernes indvirkning på låntagerens kreditværdighed/- scoring og tilbagebetalingsevne
• c) den potentielle koncentration af udlånsaktiviteten på en enkelt udenlandsk valuta eller et begrænset antal højt korrelerede udenlandske valutaer.
• d) den potentielle koncentration af udlånsaktiviteten i landets valuta i visse specifikke brancher i økonomien, som har deres kerneaktivitet i udenlandske valutamarkeder, og den tilsvarende udvikling i disse brancher, der er højt korreleret med udenlandske valutaer
• e) evnen til at sikre finansiering af denne type portefølje – for institutter, der anvender interne modeller til beregning af kapitalkrav vedrørende kreditrisiko, bør den yderligere risiko forbundet med långivning i udenlandsk valuta afspejles i højere risikovægte for disse aktiver, og den ikke-udtømmende liste over variabler, der anvendes i modellerne, bør omfatte forskelle i rentesatser, belåningsgrad, krydskorrelation og volatilitet.

Institutterne bør tage hensyn til eventuelle væsentlige svagheder indbygget i interne modeller, der kan føre til en undervurdering af valutadeprecieringen i forhold til kundens evne til at opfylde sine gældsforpligtelser, med udgangspunkt i følgende vejledende hensyn:

• a) i kriseperioder er der i pengepolitikker ofte fokus på at stimulere realøkonomien ved at sænke referencerentesatserne markant, og det kan resultere i potentielt vildledende oplysninger i interne modeller om disse indirekte virkninger
• b) valutaappreciering kan delvis opvejes af faldende rentesatser, hvilket kan medføre en undervurdering af risikoen forbundet med långivning i udenlandsk valuta, fordi denne opvejning muligvis ikke kan foretages på lang sigt i nulrentemiljøer.

Ved vurderingen af den potentielle indvirkning af långivning i udenlandsk valuta på rentabiliteten i et bestemt scenarie bør institutterne, hvor det er relevant, omfatte det retlige system og den relevante jurisdiktion, hvilket kan tvinge institutterne til at udstede lån i udenlandsk valuta i national valuta til kurser, der ligger betydeligt under markedsniveauet.