|
Kreditinstitutterne bør udvikle, regelmæssigt gennemgå og overvåge deres overholdelse af politikker vedrørende NPE-styringsrammen. Følgende politikker bør fastlægges under hensyntagen til proportionalitetsprincippet med henblik på at opnå gennemførelse af kreditinstituttets strategi (herunder dets strategi og den operationelle plan for misligholdte eksponeringer, hvis relevant). Politik for styring af restancer Denne politik bør fastlægge kreditinstituttets driftsmodel for misligholdte eksponeringer (se afsnit 5.2), herunder minimum følgende elementer: - • NPE-håndteringsenhedernes struktur og ansvarsområder med klare overdragelsesmekanismer og en henvisning til grupperingen af eksponeringer (se afsnit 5.2.3)
- • proceduren, som skal følges af de involverede funktioner, og som mindst skal omfatte:
- - proceduren og overdragelseskriterierne, der skal følges i forbindelse med de enkelte kreditlempelsesfaser, kortvarige restancer og langvarige restancer
- - proceduren, der skal følges, hvis en låntager klassificeres som ikkesamarbejdsvillig og/eller ikkelevedygtig, og kriterierne for klassificering af låntageren som sådan
- - kommunikationen med låntager på hvert enkelt trin, som bør tilpasses den lovgivningsmæssige ramme i transaktionslandet (f.eks. adfærdskodeks)
- - overvågningsværktøjer og -metoder, der skal anvendes
- • kravene til menneskelige og tekniske ressourcer
- • rapporter, der skal udarbejdes internt til overvågningsformål og til regelmæssig ajourføring af ledelsesorganet.
Kreditinstitutterne bør, når de udvikler deres politik for styring af restancer, tage hensyn til artikel 28 i direktiv 2014/17/EU og navnlig bestemmelserne i EBA's retningslinjer for restancer og tvangsauktion. Politik for kreditlempelser Politikken for kreditlempelser, der er beskrevet i afsnit 6.2.1, skal mindst omfatte: - • Den nødvendige finansielle og ikkefinansielle dokumentation, der skal anmodes om, og som de forskellige typer låntagere forelægger, så den ansvarlige kreditmedarbejder kan påvise deres tilbagebetalingsevne på hovedstols- og renteniveau.
- • Centrale, finansielle minimumsparametre for tilbagebetalingsevne og nøgletal, der skal anvendes af kreditmedarbejderen, og som er angivet på et portefølje-/produkt-/sektorspecifikt grundlag, så det er muligt at foretage en fuldstændig vurdering af låntagers tilbagebetalingsevne; sektorspecifikke retningslinjer for fastlæggelse af centrale finansielle parametre og nøgletal på et sektorspecifikt grundlag (SMV'er og virksomheder).
- • Proceduren for fastlæggelse og gennemførelse af den mest hensigtsmæssige løsning med kreditlempelser for en låntager:
- - For detailkunder anvendes der beslutningstræer. Processen for detailkunder bør følge bestemmelserne i EBA's retningslinjer for restancer og tvangsauktion. For ikkedetailkunder, og hvis en beslutningstrætilgang ikke er hensigtsmæssig, bør politikken indeholde klare instrukser til kreditmedarbejderen om, hvordan der foretages en egnethedsvurdering af en kreditlempelse.
- - For så vidt angår låntagere, for hvem der ikke kan findes en løsning (ikkelevedygtige og/eller ikkesamarbejdsvillige låntagere), bør der fastsættes en tidsbestemt procedure samt en procedure for overførsel af disse låntagere til de NPE-håndteringsenheder, der er ansvarlige for afvikling.
- • Et sæt kreditlempelser med kort- og langsigtede tidshorisonter, som skitseret i afsnit 6.
- • Klare instrukser til kreditmedarbejderen om kravene til fornyet værdiansættelse af sikkerhedsstillelsen i overensstemmelse med afsnit 9.
- • Beslutningsprocessen, godkendelsesniveauer og procedurer for hver type kreditlempelse og eksponeringens størrelse.
- • Processen og proceduren for overvågning af de anvendte kreditlempelser og låntagers performance efter en omstrukturering, herunder hyppigheden af låntagergennemgangen, definitionen af gentagen misligholdelse, proceduren for revurdering og krav til indberetning af gentagne misligholdelser.
- • Prisfastsættelsespolitikken for hver enkelt kreditlempelse og hver enkelt låntagertype.
Politik for gældsinddrivelse/fuldbyrdelse De NPE-håndteringsenheder, der er ansvarlige for gældsinddrivelse, bør træffe de mest hensigtsmæssige foranstaltninger rettidigt for effektivt at nedbringe mængden af misligholdte eksponeringer inden for en fastsat tidshorisont. Gældsinddrivelsespolitikken bør ifølge strategien for misligholdte lån som minimum omfatte: - • Rækken af valgmuligheder for hver type sikkerhedsstillelse. Vejledende kan følgende overvejes (ikke i nogen bestemt rækkefølge):
- - frivilligt salg af aktiver (låntager går på ny ind og indvilger i at sælge aktivet)
- - tvangssalg af aktiver via modtagere/retssager (aktiverne er ikke opført på kreditinstituttets balance)
- - tvangsauktion over aktiver (aktiverne er opført på kreditinstituttets balance)
- - inddrivelse af gæld (intern eller ekstern)
- - ombytning af gæld til aktiver/kapital
- - salg af lån/låneporteføljer til tredjepart.
- • Proceduren for valg af den mest hensigtsmæssige genopretningsløsning og gruppen af interne og eksterne eksperter, som er med til at træffe beslutningen.
- • I genopretningsløsningen bør der tages hensyn til, om der er stillet sikkerhed, type af juridisk dokumentation, låntagertype, lokale markedsforhold og makroøkonomiske udsigter, den gældende lovgivning og potentielle, historiske inddrivelsesprocenter for hver løsning i forhold til de omkostninger, der er forbundet med den enkelte valgmulighed.
- • En klar definition af ikkesamarbejdsvillige låntagere eller en henvisning til beslægtede politikker, der indeholder en sådan definition.
- • En klart defineret godkendelsesproces for hver fase af gældsinddrivelsesprocessen for de forskellige inddrivelsesmuligheder, som kreditinstituttet råder over.
- • Risikokontrolafdelingernes og de interne revisionsafdelingers rolle i proceduren og overvågningsprocessen.
Med hensyn til afviklingen af sikkerhedsstillelse bør følgende defineres i politikken: - • Den anvendte værdiansættelsesmetode for aktivet (i overensstemmelse med afsnit 9.7), herunder de afviklingsomkostninger, der skal opkræves. Afviklingsomkostningerne skal være i overensstemmelse med kravene i afsnit 9.3.3.
- • Inddragelse af interne eller eksterne eksperter.
- • Grænser
- - for den mængde aktiver, som kreditinstituttet kan besidde på et givet tidspunkt, idet der tages hensyn til de store eksponeringsgrænser, der er angivet i kapitalkravsdirektivet, og risici for koncentration i bestemte sektorer, f.eks. ejendomssektoren
- - for den beløbsmæssige størrelse af håndhævne eller overtagne aktiver, som kreditinstituttet kan erhverve inden for et bestemt tidsrum.
- • Den procedure, der skal følges efter håndhævelse eller tvangsauktion med henblik på at udvikle og gennemføre en salgsstrategi, og den enhed i kreditinstituttet, der er ansvarlig for styringen af de pågældende aktiver (dette kan også defineres i en særskilt politik for tvangsauktioner/overtagne aktiver).
Kreditinstitutterne bør tage hensyn til samspillet med andre kreditorer for NPE-låntagere med flere kreditorer, normalt erhvervslåntagere. Kreditinstitutterne bør derfor indføre en klar procedure for at forhandle og interagere med andre finansielle institutter (eller andre tredjeparter), som låntager står i gæld til. Politikker for sikkerhedsstillelse I betragtning af vigtigheden af at afbøde kreditrisikoen i forbindelse med håndteringen af misligholdte eksponeringer bør kreditinstitutterne udvikle klare og konsekvente politikker for sikkerhedsstillelse, herunder politikker for overtagne aktiver. Disse politikker bør udførligt omfatte styring, værdiansættelse og indberetning for alle typer af sikkerhedsstillelse. I betragtning af kompleksiteten og specialiseringen af visse former for sikkerhedsstillelse bør kreditinstitutterne søge ekstern ekspertbistand ved udarbejdelsen og revideringen af disse politikker. Kreditinstitutterne bør sikre en konsistent tilgang til styring og værdiansættelse af lignende sikkerhedsstillelse på tværs af porteføljen, jf. afsnit 9. Politik for overvågning af misligholdte eksponeringer Der bør udarbejdes en særlig politik, der bl.a. fastlægger: - • hvilke typer tiltag der er nødvendige som reaktion på de forskellige typer resultater
- • eskaleringsprocedurer
- • de vigtigste elementer i rapporteringen samt hyppighed og modtagere
- • overdragelseskriterier/henvisning til procedurer for misligholdte eksponeringer.
Politik for outsourcing/servicering af misligholdte eksponeringer Der bør indføres en særlig politik for outsourcing af tjenester til tredjeparter, hvis relevant. Den skal omfatte de nødvendige procedurer for udvælgelse af de partnere, der outsources til, det nødvendige juridiske kontraktindhold og beslutningsprocessen for outsourcingaftaler samt overvågningen af disse aftaler.
|